af Jesper Fich
Sognepræst
Skt. Mariæ Kirkes officielle navn er: ”Vor Frue af Rosenkransens Kirke”. Dette navn bar dens forløber, Københavns første katolske Vor Frue-kirke efter reformationen, der blev indviet i Boyesgade i 1893. Den var i sit ydre meget beskeden og i 1942 blev den nedlagt, samtidig med at en ny kirke – vores nuværende – blev taget i brug. Fra da af kaldtes kirken i daglig tale: Skt. Mariæ Kirke.
Ikke desto mindre festligholder vi kirkens ”titularfest” - vor Frue
af Rosenkransen - den første søndag i oktober. En liturgisk
fest som har dybe rødder i kirkens historie:
At tælle bønner på en snor med perler er en meget
gammel form for bøn, som også bliver brugt af muslimer og
folk i Indien. Det synes som om repetitionen af ”hil dig Maria” efter perlerne
på rosenkransen går tilbage til 1100-tallet, da denne skik
blandt folk erstattede recitationen af de 150 davidssalmer. Omkring år
1328 refererer en afhandling ved navn Rosarius til den hellige Dominikus
som ophavsmand til roesnkransandakten. Den dominikanske tradition fortæller
også at Jomfru Maria selv viste sig for Dominikus og lærte
ham den, og at han brugte den i sit missionsarbejde blandt kætterne
i Albi.
Traditionen blev heftigt debatteret siden Bollandisterne satte spørgsmålstegn ved den 250 år senere. Rosenkransbønnen kan også have sin oprindelse i nogle kateuserklostre. Rosenkrans blev i nogle klostre brugt af de lægbrødre, der ikke kunne læse, som en erstatning for tidebønnerne. Det ser ud som om den skik især har udviklet sig i Rhinlandet, og der fik den også navnet rosenkransen. I 1400-tallet dukkede dominikaneren Alan de la Roche op som en fremragende forkynder af ”vor Fru psalter”, en betegnelse som han foretrak frem for rosenkransen.
Det var normalt for medlemmerne af rosenkransbrødreskaberne som blev grundlagt i 1400-tallet, at fejre en fest til ære for Jomfru Maria af rosenkransen. Den skik blev også almindelig blandt medlemmer af dominikanerordenen, og det er disse to bevægelser som spredte brugen af rosenkransen. Festen blev fejret på den første søndag i oktober. Da de kristne vandt den afgørende sejr over den tyrkiske flåde ved Lepanto den 7. oktober 1571, var dette den første søndag i måneden. Sejren blev naturligt nok tilskrevet Vor Frue af Rosenkransen, særligt fordi de romerske broderskaber havde bedt rosenkransen i gadeprocessioner, mens slaget blev udkæmpet.
Snart efter indførte den hellige dominikanerpave Pius V en fest
for at fejre sejren. Festen skule fejres på årsdagen for slaget
til minde om og til tak for sejren i de kirker, som havde et rosenkransalter.
Festens navn var ”Vor Frue af Sejren”.
Allerede i 1573 skiftede den navn til rosenkransenfesten, da pave Gregor
XIII gjorde den obligatorisk i Rom. I 1716 udvidede pave Klemens XI festen
til at gælde for hele kirken. Leo XIII som skrev en enzyklica om
rosenkransen næsten hvert eneste år i sit lange pontificat,
gav festen højere rang. I 1913 blev festen lagt fast til 7. oktober.
1 1960 skiftede festen navn til ”Vor Frue af Rosenkransen”.