Denne gang om: kristendom, forstået af kristne og af sociologer – civilreligion i Frankrig og i USA – danskernes særpræg, religiøst set – protestantiske præsters lysegrønne badebukser – cølibatet, der ikke er roden til alt ondt

Det er ofte blevet påpeget at man ikke kan forstå kristendommen ud fra hvad religionssociologer kan fortælle om den. Kristendom er et levet liv, et liv i dialog med Gud. Den er ikke et sæt af ritualer og vaner, ikke en kulturel praksis, ikke en bog med en liste med regler for alt hvad man (ikke) må.
Kristendom er livet i en kirke, der udgør en enhed med Kristus. Det er kirkens mysterium, dens hemmelighed, dens skat, og det mysterium kan ikke begribes med sociologi.
Men: de mennesker der lever et kristenliv, lever i et menneskeligt samfund. Det gælder såmænd også eremitter og ørkenfædre, blot er graden af kontakt for dem lavere end for os andre. Og der er intet samfund hvor ikke ritualer, vaner, kultur og leveregler er vigtige for at samfundet kan fungere og trives. Derfor har kristendom, som alle andre religioner, også elementer af samfundsmæssig praksis i sig. Elementer der kan studeres samfundsvidenskabeligt – det vil sige af religionssociologer.
Og man kan lære noget af at se hvordan de beskriver det udsnit af den religiøse virkelighed som er deres arbejdsområde. Vi vil se på to eksempler, det ene dansk og om folkekirken, det andet fra USA om den katolske kirke.

Den måske mest omfattende samfundsvidenskabelige undersøgelse der nogensinde er lavet, kaldes værdiundersøgelsen. Den blev gennemført med store, enslydende undersøgelser i 1981, 1990 og 1999. En del af spørgsmålene handler om religion. De danske resultater findes i bogen Danskernes værdier 1981-1999. Den analyserer ændringer i værdier og holdninger over en periode på tyve år.
Denne undersøgelse blev gennemført næsten ens i alle europæiske lande. Derfor kan man nu sammenligne danskernes holdninger med dem man finder i andre lande. Det er der nyligt udgivet en bog om, Danskernes særpræg. Bogens afsnit om religion, Tro og religiøst tilhørsforhold i Europa af Peter B. Andersen og Peter Lüchau er overmåde interessant. Det påviser hvor forskellige danskerne er fra næsten alle andre nationer på dette område.
I artiklen drøfter forskerne om man i de nordiske lande har det der kaldes en civilreligion, og hvad den i så fald består af. Og hvad er så en civilreligion?

Begrebet dukker op i 1700-tallet, i oplysningstiden. Rousseau var af den formening at alle samfund som noget helt selvfølgeligt havde brug for en eller anden form for religion. I Den sociale kontrakt, der handler om hvordan folkeviljen er grundlaget for dannelsen af stater, skriver han at ”Ingen stat er nogensinde blevet grundlagt uden en religiøs basis, men at bruge kristendommens lov som grundlag gør mere skade ved at svække staten end den gør godt ved at styrke den.”
Den kristne (læs: katolske) religion duede ikke. Enten var den optaget af de åndelige og himmelske ting, og gjorde mennesker underkuede, eftersom deres blik var rettet mod den næste verden - men underkuede mennesker kunne ikke tjene statens interesser. Eller også blev kristendommen viril (”hedensk” kaldte han det, eftersom den så ikke længere var åndelig) og i så fald blev den undergravende for statens interesser.
Rousseaus løsning var at staten indførte sin egen religion. Den ny og naturlige religion skulle bestå af nogle enkle trosartikler som kongen fastsatte. Samfundet, ikke en kirkeinstitution, skulle være bæreren af det hellige. Trosbekendelsen skulle være rent borgerlig. Der skulle ikke være noget stort kirkeligt apparat. Denne religion skulle opvække de sociale følelser der var nødvendige for at menneskene kunne være gode borgere og trofaste undersåtter. Den civile religion var nyttig og nødvendig, den var samfundets kit, dets sammenbindende element.

Rousseaus tanker var baggrunden for det forsøg man gjorde under den franske revolution på at etablere en helt civil religion, med borgerlige paralleller til kirkens ritualer. Den skulle være en fornuftens kirke, og derfor skulle den kunne forene det sørgeligt opsplittede samfund. (Det gik som bekendt ikke så godt).
Nogle vil også huske de kommunistiske samfunds eksperimenter med at indføre civilreligion: julen med Fader Frost i stedet for St. Nikolas etc. (Det gik som bekendt ikke så godt).
Rousseaus ideer om den civile religion holdt sig som et særligt fransk fænomen op gennem 1800-tallet. Derfor vakte det opsigt i 1967 da den amerikanske sociolog Robert Bellah påpegede at republikken USA’s symbolverden, ritualer og traditioner har karakter af en verdslig, civil religion.
”For Bellah blev de politiske lederes dybtfølte referencer til den Almægtige Gud og det amerikanske samfunds verdenshistoriske opgave det der kunne binde samfundet sammen, netop ved at referere til så almene religiøse størrelser at alle jødiske og kristne retninger kunne acceptere det som fælles gods. Civilreligionen havde desuden nærmest mytologiske helte (Abraham Lincoln) og helligdage (Memorial Day og Thanksgiving); helligskrifter fandtes i den amerikanske uafhængighedserklæring og The Gettysburgh Address.” skriver Andersen og Lüchau.
Men den danske virkelighed er anderledes end den amerikanske. Vi har ingen sekulære helligdage og helligskrifter. Vi har ikke en rituel troskabsed til det danske flag som den højeste form for fælles ritus i skolerne. Har vi i Danmark en civilreligion der kan konkurrere med kristendommen?

Den sociologiske undersøgelse består i en analyse af data fra fire europæiske lande, Danmark, Sverige, Holland, Frankrig og Grækenland. Grækenland og Frankrig har som Danmark en majoritetsreligion, hhv. ortodoks og katolsk, medens Holland er delt mellem reformerte og katolikker. Sverige er kontrolgruppe. Målt med almindelige politiske og økonomiske indikatorer er landene relativt ens.
Springer man nogle sider med mellemregninger over, kommer man til en konklusion der er meget klar: I Europas religiøse landskab er Danmark i sandhed noget særligt!
Og lidt mere udfoldet: ”Det særegne ved Danmark og Sverige er at der er langt ringere sammenhæng mellem kristen ortodoksi og kirkebrug end der er i de øvrige lande. Hermed antager de nordiske nationalkirker en socialt integrerende karakter. I denne henseende kan man tale om en særlig kirkeligt bundet civilreligion i Norden”.
Sagt med andre ord: for den brede befolkning er det ganske uden betydning hvad præsten siger. Hun skal bare være der, og gøre de ting der skal gøres. Folkekirkens rolle er ikke først og fremmest at være kristen kirke, men at være den lim der får samfundet til at hænge sammen.
Og det vidste vi egentlig godt i forvejen. Dansk Folkeparti har sagt det indirekte i årevis. I Danmark har vi ikke en civilreligion der konkurrerer med kristendommen. Danskerne bruger kristendommen som civilreligion. Det viser forholdene i Taarbæk meget klart.

Peter Lüchau skrev en kronik (KrD 9.8.) hvor han kommenterede Grosbøll-sagen ud fra dette religionssociologiske arbejde. Han finder det ikke det mindste underligt at undersøgelser viser at i menigheden og blandt folk flest er flertallet for Grosbøll, medens flertallet af præster er imod.
Han skrev bl.a. at en stigende interesse for de kristne rødder er ikke det samme som en større religiøsitet. Danskerne tror ikke særligt meget. I de andre lande er der en sammenhæng mellem hvor mange der er medlemmer af et kirkesamfund, og hvor mange som tror. Den sammenhæng findes ikke i Danmark. Alligevel bruges kirken. Danskernes kristendomsopfattelse er knyttet til kirken, ikke til troen.
Set i det lys bliver præstens personlige tro mindre vigtig, siger han. Det er præstens rolle som kirkens repræsentanter i ritualerne danskerne finder vigtig. Det betyder også at de krav som folkekirkens almindelige medlemmer stiller til præsterne er nogle helt andre end dem præsterne stiller til sig selv.
Skal en præst for alvor skabe furore, er det ikke på grund af det han siger eller mener, men fordi han på en eller anden måde ødelægger ritualet. Møder præsten op til barnedåben kun iført lysegrønne badebukser, skal han nok blive upopulær. Alt tyder på at det er folkekirkens konkrete ritualer, som tiltrækker medlemmerne og skaber den folkelige opbakning som er folkekirkens livsblod, skriver Lüchau.
Ritualer er vigtige. Det er vi enige om. Men mysteriet forsvinder, selv om vi bliver fri for de lysegrønne badebukser.

Og så til vor egen katolske verden. For nogen tid siden kom jeg til at tale med et menighedsrådsmedlem fra et af folkekirkens store sogne. Han spurgte fuld af oprigtig bekymring om hvornår den katolske kirke ville ophæve cølibatskravet for præster, og henviste til de mange sexskandaler der havde været. Det er vist ikke ukendt at enkelte katolikker har tænkt det samme.
Jeg kunne kun svare at for min egen del så jeg gerne kravet ophævet som krav, men at det næppe ville være løsningen på pædofilisagerne. Det er der nu også religionssociologiske argumenter for.
I USA findes der en katolsk præst der også er universitetsprofessor i sociologi. Andrew Greeley hedder han. For strengt ortodokse katolikker, hvis eneste accepterede religiøse læsning er den der konform med læreembedets skrivelser, er han som en rød klud. De nægter at tage ham alvorligt, og kalder ham en klovn. Oven i købet skriver han romaner.
Greeley har netop udgivet nok en bog, Priests: a calling in crisis – om præstekaldet i krise efter sexskandalerne. Modsat hvad man får indtryk af i så mange andres kommentarer, påpeger han at der er meget at glæde sig over. Cølibatet er ikke roden til alt ondt. Med udgangspunkt i et solidt empirisk materiale tager han afstand fra meget af hvad der fra seriøst hold er sagt om årsagerne.
Det har været sagt (af psykologiprofessor Eugene Kennedy), at katolske præster er mindre seksuelt modne end befolkningen som helhed. Det har været sagt (af fhv. præst og psykoterapeut Richard Sipe, som vi tidligere har citeret) at den seksuelle revolution dramatisk har ændret betingelserne for præsterne, og at kun 2 % af dem er succesfuldt cølibatære.

Forkert, siger Greeley. Det ved vi ikke, for det kan man kun vurdere hvis man har repræsentative stikprøver. Det har vi ikke. Og det er desuden forkert at tro at præstecølibatet skaber et mindreværdigt liv.
Går man forskningsdata igennem, viser det sig at cølibatet er så langt fra at være en barriere mod lykke. Når det gælder jobtilfredsstillelse scorer katolske præster højere end læger, advokater, professorer og protestantiske præster. 92 % af dem angiver at præsteembedet er bedre end forventet eller lige så godt som forventet. Ligeledes svarer 92 % at de er tilfredse med deres liv, og at de ville vælge præstelivet om igen. Cølibatet driver ikke generelt præster ud af embedet, som Kennedy, Sipe og andre har hævdet. I Greeleys tal er det kun 15% som forlader præsteembedet af denne årsag. Cølibatet bliver kun et problem når præsten ikke er tilfreds med det pastorale arbejde.
Selv om cølibatet ikke er hovedårsag til at præster forlader embedet, kan det dog være hovedårsag til at mange på forhånd fravælger at blive præst. Så vidt et enkelt af bogens kapitler.
Det hænder en gang i mellem at det er værd at lytte til hvad en klovn siger.

Gå til:

Kirken i Tiden - Lumen nr. 50

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©