Og det skete, da han var et sted og bad, at en
af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: »Herre,
lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.«
Han sagde til dem: »Når I beder, skal I sige:
Fader!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige;
giv os hver dag vort daglige brød,
og forlad os vore synder,
for også vi forlader selv enhver, som er
skyldig over for os,
og led os ikke ind i fristelse.«
Han sagde også til dem: »Hvis en
af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære
ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende,
og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar
mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine
børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op
og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver
ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed
rejse sig og give ham, hvad han har brug for. Jeg siger jer: Bed, så
skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så
skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der
søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.
Hvilken far iblandt jer vil give sin søn
en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion,
når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give
jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen
i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!«
Luk. 11, 1-13
af Jesper Fich
Sognepræst
Så bad disciplene Jesus om at han ville lære dem at bede.
Og man må sandelig sige, at disciplene ikke blev skuffet. De
lærte noget, der må have overtrumfer deres vildeste forestillingsevne.
Det må have overvældet disciplene, at Jesus ikke lærer
dem en ny bøn, men at han lærer dem en ny måde at bede
på. De skal bede som ham!
Disciplene skal ganske enkelt bede som Jesus selv, - han lukker dem
ind i sit eget forhold til faderen, som han giver dem adgang til og del
i.
Og det helt konkret. For den korte bøn, Herrens bøn, som Jesus nu betror sine disciple som en enestående gave, er et præcist udtryk for Jesu eget åndelige liv. Den tager udgangspunkt i ”jeg-du” forhold, det jeg-du forhold som råder mellem faderen og sønnen. Dernæst udfoldes det i bønnerne om, at Guds rige må komme den plagede jords mennesker nær. Det sker, når Guds vilje findes, elskes og leves, når mennesker mættes og deres fundamentale behov stilles - både behovet for det daglige brød og behovet for det brød, der stiller alt sult, hos mennesket, der behøver mere end brød alene for at kunne eksistere. Videre så sker det, når tilgivelse skaber nye grundlag for et menneskeligt med-hinanden, og det sker, når mennesket ikke går i knæ for fristelser af enhver art. Og direkte derpå: udfrielsen af alt, hvad der er ondt, og som truer. Bønnen løber så endelig ud i en lovprisning, - en lovprisning, der er uden ende og som munder ud i evigheden, og hvor alting heles, fordi Gud er hel.
Glemme må vi heller ikke, at bønnen er i plural/flertal, - Vor far (!). Også det tager forskud på det himmelske, hvor det der skiller mennesker fra hinanden og fra Gud ikke længere har nogen virkekraft. Det er selveste påskemorgen, der er på spil her, og som på mystisk vis kaster sit lys fremad. Man kommer til at tænke på Jesu egen annoncering af opstandelsen, da han til Maria Magdalene ved graven siger: Gå til mine brødre og sig: ”Jeg stiger op til min far og jeres far, - min Gud og jeres Gud” Sådan skal I bede: Vor far (!) På den måde er Fader Vor en påskelig bøn. Guds ære – det er det levende menneske, som er til ære for Gud, det menneske, som er på vej ind i et liv, hvor det bliver mere og mere ét med faderen, og hvor mennesket er optaget af at søge Gud: ”dit navn, dit rige, din vilje.” Det er målet, men konsekvenserne for dette liv lader heller ikke vente på sig: ”giv os, forlad os, led os ikke, frels os.”
Sådan lærte Jesus sine disciple at tage del i hans egen
bøn og bede som han. Det er meget stærkt, men er det nok til
at drive anfægtelserne bort? Jeg tænker på de anfægtelser,
der dukker op, når vi ikke oplever, at vi bliver bønhørt.
Er Gud da ikke ligeglad med vor nød, vore smerter, vor fortvivlelse
og tomhed? Og Jesus, på korset, er han ikke selv et tegn på
Guds magtesløshed, siden Gud ikke holdt dem tilbage, der ville hans
søns død?
Dette er tanker som kan optage os, men det er også en problematik,
som Jesus selv beskæftigede sig med. Derfor er den lignelse, som
følger efter fader-vor-bønnen vigtig.
Af den kan man forstå, at Jesus ikke et sekund er i tvivl om at Gud hører menneskets bøn. Og så lader Jesus alligevel lignelsen munde ud i en overraskende slutning: vi forstår, at bønhørelsen ikke altid består i en mirakuløs indgriben, - måske af og til, da er det vidunderligt, men det sker langt fra altid. Til gengæld består bønhørelsen altid i Helligåndens sendelse. ”Når da I som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere, vil da ikke faderen i himlen give Helligånden til alle dem; der be’r ham.”
Vi forstår: Gud giver ikke som mennesker giver – den himmelske far er ikke en forstørret jordisk far - han er den himmelske. Der ikke tale om at jeg overfor det bidende spørgsmål er i fuld gang med at tale uden om. Jeg er egentlig ikke spor forlegen, på samme måde som Jesus heller ikke talte udenom og var forlegen, men var sikker på sin sag. Men hvis vi bliver stående i dette livs rammer, har bøn ikke meget perspektiv. Det må man gøre sig klart. Sådan er det, fordi den der virkelig be’r, bevæger sig bort fra det endelige - forlader det på sæt og vis - de kendte tingenes tilstand får i hvert fald en anden mere relativt vægtning. Ikke at livet i tiden derved vejer mindre, men det vejes anderledes – på en mere – undskyld – realistisk måde. Dette liv skal ikke påtvinges noget, det ikke kan, det skal ikke diske op med en fylde, som det endelige ikke har. Bønnen: ”Led os ikke i fristelse” går ikke mindst på at udgå at gå vild her, for så står skuffelsen for døren. Kun Gud kan mætte mennesket. Mennesket kan ikke mætte sig selv, lige så lidt som mennesket kan kysse sig selv, og mennesker kan også kun begrænset mætte hinandens sult efter fylde. Sådan er det, og derfor er det mest rammende, man kan sige om mennesket formentlig, at mennesket først og fremmest er et religiøst væsen.
Man kan sige: Jesus ser endda meget klart, han ser mennesket med dets
nød og længsel, og han svarer på den, med det der virkelig
hjælper: han lover Helligånden. Og i den ånd råber
vi: Abba, kære far.