Denne gang om: at være resultatorienteret – Kjærlighedens Komedie og Kjerlighedens Gjerninger – konsekvensetik, sindelagsetik og regeletik – debatten om hvorvidt John Kerry kan gå til kommunion – paver og politikere

Hvis man læser stillingsannoncer, vil man ofte se at der annonceres efter en resultatorienteret person. Nuvel, tænker man, i erhvervslivet overlever et firma kun hvis dets medarbejdere opnår resultater.
Og hvad skulle man være i stedet? Det svarede en folkekirkepræst for nylig på i et læserbrev om et eller andet. Hun gjorde opmærksom på, hun ikke var resultatorienteret, men procesorienteret. Meget af den løbende debat om folkeskolens mål og metoder kan vist koges ned til den samme skelnen: skal eleverne lære at være gode mennesker, eller skal de lære kundskaber? I folkeskolen og folkekirken findes der tydeligvis en kultur der er mere optaget af processen end af resultatet.
I et af Henrik Ibsens tidligste skuespil, Kjærlighedens Komedie, slutter stykket med at digteren Falk til studenternes hurraråb udbryder:

Og har jeg end seilet min skute på grund,
O, så var det dog deilig å fare!

Mere præcist kan den procesorienterede person vist ikke udtrykke at processen er vigtigere end resultatet. For nogle er det rejsen i sig selv der er den efterstræbte oplevelse, for andre er det mål man når frem til det vigtigste. Kan denne skelnen bruges på andet end skoler og rejser? Ja, det kan den. Hvis vi vender os mod etikken, spørgsmålet om hvad der er det gode, og hvad man skal gøre for at opnå det gode, kan man finde den samme skelnen. Man kan inddele etikkens hovedretninger på forskellige måder. En af dem er at opdele i tre: regeletik, sindelagsetik og konsekvensetik. Det er en nyttig forenkling.

Konsekvensetikken er resultatorienteret, den ser på resultatet af handlingen. Hvor godt er det? I sin yderste konsekvens medfører det en nytteetik, en ”hensigten helliger midlet”-holdning som kan give de afskyeligste resultater. Men det ændrer ikke ved at det er et sundt princip at overveje konsekvensen af ens handlinger.

Sindelagsetikken svarer til den procesorienterede holdning. Her spørger man ikke så meget til resultat og konsekvenser som til hvilken hensigt man havde med det man gjorde. At noget er gjort i en god mening kan undskylde meget; man bedømmes på sine motiver, den gode vilje og gode samvittighed.
Også denne holdning kan føres ud i det ekstreme. Filosoffen Peter Thielst har hos Søren Kierkegaard fremdraget hvad han kalder ”et noget groteskt eksempel på, hvad den sindelagsetiske målestok kan føre til, når sindelaget betyder alt, og den ydre handling på protestantisk vis sættes i parentes”. (Her anes forklaringen på at det netop var en folkekirkepræst der var bekendende procesorienteret.)

Et sted i Kjerlighedens Gjerninger skriver Kierkegaard om at afhjælpe nød. ”Er det barmhjertighed at give hundrede tusinde til de fattige? Nej. Er det barmhjertighed at give den halve skilling til de fattige? Nej. Barmhjertighed er: hvorledes det gives. ... Men kan jeg lige så godt se barmhjertigheden i den halve skilling som i de hundrede tusinde, så kan jeg egentlig bedst se den i den halve skilling, thi de hundrede tusinde har en tilfældig betydelighed, der let drager den sanselige opmærksomhed på sig, og derved forstyrrer mig i at se barmhjertigheden”.
Altså: ifølge Kierkegaard er det bedre at give en halv krone end hundrede tusinde kroner til Caritas. Derved risikerer man ikke at gøre sig til af noget, og det gode sindelag kan fremstå rent og purt.

Regeletikken ser ligesom sindelagsetikken på handlingen selv, og ikke på dens konsekvenser. Men hvor sindelagsetikken lægger vægt på motivet, lægger regeletikken vægt på at man har pligt til at handle ifølge nogle forud givne regler. Disse regler kan være rationelt begrundet, de kan være religiøst begrundet , de kan være begge dele på en gang – pointen er at selve handlingen kan bedømmes som god eller ond uafhængigt af dens motiver og aktuelle konsekvenser. (Næppe nogen regel-etiker vil gå med på at handlingers konsekvenser er uden betydning. Men konsekvenserne anses kendt på forhånd af den der har formuleret regelen – det er derfor en regel kan sikre at det gode bliver fremmet).
Man spørger måske nu: Hvor befinder den katolske morallære sig i denne sammenhæng? Og svaret må blive, som næsten altid når det gælder den helhedstænkende katolske kirke: der er noget af det hele. Både sindelagsetik og regeletik kan begrundes bibelsk (Bjergprædikenen og de ti bud) Og fx tager den katolske bods- og afladstradition samt dens sunde fornuft skyldigt hensyn til konsekvensetikkens tankegang.
Meget af den fagfilosofiske etiske debat drejer sig om modsætningerne mellem konsekvensetik og regeletik. Den samme diskussion findes også blandt katolske moralteologer. Og der er heller ikke tvivl om at regeletikken under den nuværende pave har fået en stærk opmuntring. Den megen tale, bl.a. i encyklikaen Sandhedens Stråleglans (hvor ”konsekventialismen” får et fur), samt i gentagne udtalelser fra Troslærekongregationen om at visse handlinger er objektiv set onde, er en understregning af synspunktet.

Den aktuelle og meget heftige diskussion i USA om man bør nægte præsidentkandidaten John Kerry kommunion, kan ses som et konkret udslag af denne principielle etiske diskussion om hvilken målestok man kan bruge for at bedømme en handling som god.
Katolsk Orientering bragte i nr 10 en artikel der hed Derfor nægtes Kerry kommunion. Ifølge den var det en selvfølge at det måtte han, når dekan Thomas Willliams ved et af de pavelige universiteter i Rom udlagde kirkerettens regler. Ifølge lovens § 915 må de der ”hårdnakket fastholder en åbenlys alvorlig synd” ikke få kommunion. At dette gælder for politikere der accepterer abort anses herefter for indlysende. Abortspørgmålet får en nøgleposition, det bliver en lakmusprøve på om man mener noget med at være katolik eller ej. Om alt andet, om dødsstraf, krig, socialpolitik, ulandspolitik, kan man som katolsk politiker være uenig med paven, men aldrig om abort. Så falder hammeren.
Men sagen har flere sider end det fremgik af KOs artikel. Det var tydeligt i det ansete jesuitertidsskrift Americas juninummer. Der stod to artikler med vidt forskellige konklusioner. Den ene er skrevet af ærkebiskop Raymond L. Burke i St. Louis, ham der har været skarpest når det gælder at indføre en restriktiv praksis. Han har også til en lokal radio den 24. juni sagt at alene det at stemme på en politiker der accepterer abort (hvilket i USA for 31 år siden blev en grundlovssikret ret, og ikke er et spørgsmål om at ændre en lovgivning) er en synd der må skriftes før man kan gå til kommunion. Han forbereder nu et hyrdebrev herom. Tungere kan hammeren næppe falde.

Den anden artikel er skrevet af professor fr. John P. Beal ved det ikke specielt liberale Catholic University of America. I modsætning til p. Williams i Rom, der er moralteolog, er Beals område kirkeret. Og han sår alvorlig tvivl om den moralske måde at læse kirkeretten på.
Bl.a. erindrer han om den vigtige §18, som fastslår at regler der indebærer indskrænkninger og straffer undtagelser fra en hovedregel altid skal fortolkes smallest muligt, medens regler der tildeler rettigheder altid skal fortolkes bredt. Og han giver historisk belæg for at ordet åbenlys altid er blevet forstået som et ord der gælder grupper af mennesker, ikke enkeltpersoner. Det har været brugt på skøger, alfonser og magikere – og i vore dage kommunister og fraskilte gengifte. Men mener man at politikere generelt er offentligt uværdige? spørger han.

Bispekonferencen i USA behandlede spørgsmålet om kommunionsnægtelse på et møde 18. juni. Med 186 stemmer mod 6 vedtog de at der hverken kunne eller skulle gives faste retningslinjer. Enhver der vil gå til kommunion må undersøge sin samvittighed, herunder med hensyn til troskaben mod kirkens morallære i det private og offentlige liv, sagde de. Og de fastslog at hver enkelt biskop må træffe beslutning for sit bispedømme i overensstemmelse med kirkeretslige og pastorale principper.
Det store flertal af biskopper ville altså undgå at bruge kommunion som våben i en partipolitisk diskussion. Formanden for bispekonferencens arbejdsgruppe i denne sag, kardinal Theodore McCarrick i Washington DC lagde ikke skjul på at der var uenigheder. Men han sagde at ”spørgsmålet er ikke om det er muligt at nægte kommunion, men om det pastoralt set er klogt og velbetænkt”. Han opregnede en række grunde til at være forsigtig, og bruge dialog og gensidig respekt i stedet for straf, bl.a. fordi:
- Kommunionsbænken risikerer at blive en partipolitisk slagmark. Det vil være at trivialisere Eukaristiens hellige natur.
- Kommunionsnægtelse vil kunne splitte Kirken yderligere. Og nogle vil blive skubbet længere væk, i stedet for at blive bragt nærmere.
-Trofaste katolikker vil kunne blive tilbageholdende med at deltage i det offentlige liv, fordi de risikerer at blive set på som talerør for Kirkens hierarki.
- Svage politiske ledere, der forfølger populistiske strømninger, kan blive opfattet som modige modstandere af biskoppelig autoritet.
Man kan rolig sige at ærkebiskop Burke er regel-etiker. Derimod kan man ikke slutte at kardinal McCarrick er konsekvens-etiker. Men han har blik for at det er nødvendigt at vurdere hvilke konskevenser ens handlinger kan få i den konkrete verden. Og det blik er måske noget mere vidsynet end ærkebiskop Burkes.

Den fremtrædende vatikanjournalist John L. Allen jr. har stillet et hypotetisk spørgsmål til amerikanske biskopper og til ansatte i Vatikanet. Det drejer sig om en politiker der offentligt forsvarer Kirkens lære om det umoralske i abort, er personligt engageret i hjælp og rådgivning til abortsøgende, mener at et ideelt samfund ikke ville tillade abort – men som ud fra en seriøs politisk overvejelse ikke mener at det i dette øjeblik vil være hensigtsmæssigt med en lov der forbyder abort. Det vil ikke nedsætte aborttallet, kun gøre det usynligt, og få negative konsekvenser. Derfor stemmer han imod et lovforslag, ikke af sympati for abort, men fordi forslaget kun vil gøre ondt værre. Er dette en mulig katolsk holdning? har han spurgt, med en problemstilling der skærer forskellen i tankegang mellem en regel-etik og en konsekvens-etik ud i pap.
Ja, svarer nogle. Absolut ikke, siger andre. Så debatten fortsætter.

Det ironiske er at det er fra Vatikanet at et af de mest eklatante eksempler på konsekvens-tænkning i kirkelig sammenhæng kommer. Pave Pius XII er gennem de sidste 40 år jævnligt blevet angrebet for ikke at have talt tydeligt nok mod Hitler og jødeforfølgelserne. Han, den tidligere diplomat og nuntius i Berlin, var for tyskvenlig, siger nogle. Han svigtede ved tavshed, han skulle have talt klart sprog.
Og lige så sikkert – og med god basis i historiske fakta – kommer der en tilbagevisning fra Vatikanets historikere. For de kan påvise hvor mange tusinde jøder der beholdt livet i Rom efter med pavelig velsignelse at være blevet holdt skjult i klostrene. Samt henvise til at jøderne selv efter krigen takkede ham offentligt for hjælpen.
Det har undret mig at den nuværende pave, som går så stærkt imod konsekventialisme når det drejer sig om menneskers liv og værdighed, ikke har stoppet den form for forsvar for pave Pius XII. Men der er naturligvis forskel på paver og politikere.
Eller forklaringen er den ganske enkle, at Vatikanet, som så ofte ellers, taler med mange forskellige tunger. Således har paven selv uddelt kommunion til Tony Blair og til Roms daværende borgmester Franceso Rutelli. Begge to personer med de samme holdninger til abort som John Kerry.
 

Gå til:

Kirken i Tiden - Lumen nr. 49

Kirken i Tiden - Lumen nr. 51

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©