I den nyere historieforskning har der hersket en vis usikkerhed om kejser Domitians (81-96 e.Kr.) forhold til de kristne. Nogle få historikere har fastholdt den traditionelle opfattelse, at Domitian faktisk iværksatte kristenforfølgelser i hele det romerske kejserrige, mens mange nyere fremstillinger har nedtonet kristenforfølgelserne under Domitian. Andre forskere har hævdet, at der faktisk fandt spredte kristenforfølgelser sted, men kun i Rom og i Lilleasien. For et par år siden kiggede en tysk historiker igen på problemet, og i tidsskriftet Historia foreslog han at inddrage en ny kilde til spørgsmålet de tidligste kristenforfølgelser, nemlig 1. Petersbrev. Hvis dateringen af brevet til slutningen af det 1. årh. holder, bekræfter teksten, at det på dette tidspunkt var strafbart at være kristen.
De fleste kendte kilder til Domitians kristenforfølgelser er
meget sene. En af de tidligste kristne historieskrivere, Eusebios fra Cæsarea
(ca. 260-340 e.Kr.), som havde nære forbindelser til Konstantin d.
Store, fortæller, at Domitian var den anden kristenforfølger
efter kejser Nero (54-68 e.Kr.), og at de var to alen ud af ét stykke.
Senere kristne skribenter, som kendte til Diocletians kristenforfølgelser
i 300-tallet, genfortæller historien om Domitians kristenforfølgelse
mere og mere detaljeret, jo længere frem i tiden man kommer. Disse
tekster må altså anses for uegnede som historiske kilder til
spørgsmålet om de tidlige forfølgelser. De øvrige
romerske historikere nævner ikke udtrykkeligt, at Domitian iværksatte
kristenforfølgelser. Men både Nero og Domitian har som bekendt
en dårlig presse hos alle de romerske historieskrivere.
I de samtidige kristne tekster, som f.eks. det apokryfe 1. Klemensbrev
og Johannes Åbenbaring, tales om besværligheder for de kristne,
men i ret vage vendinger. Det er ikke tydeligt, om der kun er tale om en
folkelig uvilje mod de kristne mindretal rundt om i de romerske byer, eller
om der faktisk er tale om organiserede kristenforfølgelser på
juridisk grundlag, iværksat af det kejserlige embedsværk.
Der er meget, der taler for at 1. Petersbrev ikke er skrevet af apostlen Peter. Brevet anvender et så avanceret og litterært græsk, at det dårligt kan være dikteret af den aramæisk (old-syrisk) talende apostel, selv ikke ved hjælp af sin sekretær, Silvanus (1 Pet 5.12). Indholdsmæssigt passer brevet også meget bedre med en senere generation af kristne. Der er ikke direkte henvisninger til selvoplevelser med Jesus, der er en stærk indflydelse fra den senere paulinske teologi, og brevet er stilet til menigheder i områder af Lilleasien, hvor der knap nok fandtes kristne på Peters tid. Selvom der stadig er en del uafklarede spørgsmål, er det dog mest sandsynligt, at brevet er skrevet i den romerske menighed omkring en generation efter Peters død.
Den nytestamentlige forskning placerer 1. Petersbrev mellem 70-100 e.Kr. Teksten er blot ikke tidligere blevet sat i forbindelse med Domitians mulige kristenforfølgelse. Hele brevet kredser om, hvordan de kristne skal takle de lidelser, de bliver påført fra det omgivne samfund. Den tyske historiker gør opmærksom på, at den græske ordlyd af 1 Pet 4.14-16 tydeligt siger, at det er kriminelt, at kalde sig kristen. Det er omtrent den samme formulering, som et par årtier senere optræder, på latin, i den romerske statholder Plinius den Yngres brevveksling med kejser Trajan om, hvordan han skulle takle sagerne om nogle kristne, der var blevet angivet. Derfor, konkluderer historikeren, er det meget sandsynligt, at der ligger en historisk sandhed bag Eusebios' oplysning om, at de kristne blev kriminaliseret i hele Romerriget allerede under kejser Domitian.