Kirke i Tiden

Af Ivar A. L. Hoel

Denne gang om arbejdsgruppen Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark – og derfor om kirkeminister, folkekirke og dansk identitet, om menneskerettigheder og integrationspolitik – samt om den danske kvinde der er et sidestykke til moder Angelica

Sidstepladser kan være populære. I forrige uge var der kampvalg om sidstepladsen på Venstres liste til Europaparlamentet. Den plads giver medieopmærksomhed, forklarede den glade, vindende taber.
Måske er Venstres kirkeminister ikke lige så glad for sin sidsteplads på samtlige popularitetsmålinger over regeringens medlemmer. Men medieopmærksomhed giver den i hvert fald. Og hun lader ikke en anledning til at svare på kritik gå ubenyttet hen.

For halvandet år siden lånte hun denne spaltes navn til en kronik (Berl. T. 15/9-02). Den fastslog at vi i Danmark har den bedste af alle kirkeordninger. Dens indbyggede frihed giver folkekirken den bedst mulige ramme til at forkynde evangeliet til alle der vil høre det, skrev hun. Så intet skulle ændres, for intet havde ændring behov.
Som bekendt er der nogle katolikker der ikke deler hendes syn på forholdet kirkerne imellem. Så forleden var hun ude med pennen igen. ”Fire forkølede katolikker føler sig diskrimineret”, skrev hun (Kr.D 10/2-04).
Nej, undskyld Tove Fergo, ret skal være ret, det skrev du ikke – du skrev at ”Tre-fire pensionerede katolikker føler sig diskrimineret fordi de i deres statsskat må bidrage til landets lutherske folkekirke”. Præcisionen og elegancen er dog, som man ser, ganske uændret.

Det ville imidlertid være forkert at sige at arbejdsgruppen Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark (fembanden, populært kaldet), og som i øjeblikket har to retssager om forskelsbehandling kørende, i øvrigt har vakt udelt jubel.
Kritikken kommer både fra katolikker og folkekirkekristne. Nogle mener at man lægger gift for økumenien, og undergraver det fælles kristne fundament. Og det er hvad der mindst af alt er brug for i disse tider (se fx professor Søren Dosenrode i Kr.D. 9/1-03). Andre fornemmer en rethaverisk og selvretfærdig holdning, en manglende forståelse for at vi alle indgår i et samfund, at vi har gensidige forpligtelser, ikke kun individuelle krav.

Nogle katolikker føler det ubehageligt at man anlægger retssag. Der associeres fra retssag til forbrydelse: Nogen må have gjort noget forkert og forsøges straffet for det – og sådan vil de ikke selv opføre sig overfor gode medkristne.
Men en retssag er dybest set den måde man i et civiliseret samfund prøver at løse en interessekonflikt på, når der er gode argumenter for begge parters synspunkter. Der er intet odiøst i at anlægge en retssag for at få afklaret hvad gældende ret er. Det er blot dyrt (alt for dyrt) at være så civiliseret.

Igen andre (herunder kirkeministre og biskopper i Roskilde) mener at det hele er pjat og vrøvl og spild af tid. ”Måske er det nytteløst at appellere til situationsfornemmelse og konduite, men jeg synes ikke, at det er nogen graverende sag og slet ikke et spørgsmål om menneskerettigheder, at Danmark har en tusindårig historie, der præger lovgivningen og administrationen” skrev Tove Fergo (WA 16/4-03)
Denne spalte har ikke til hensigt at gennemgå sobert og omhyggeligt de enkelte kritikpunkter. Meningen er at give et indblik i den videre ramme denne sag indgår i: samfundsdebatten om danskhed og multikulturalitet og integration af fremmede. Den debat handler nemlig ikke kun om muslimer. Den handler også om os katolikker.

Det har så ofte været sagt at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Politikere gentager det som var det et mantra. Og udsagnet er både acceptabelt og korrekt, hvis det skal forstås sådan at folkekirken altid vil have en dominerende stilling i samfundet på grund af sin størrelse og den nære danmarkshistorie, herunder Grundlovens regler. Men det er ikke acceptabelt hvis det indebærer at folkekirken får en urimelig fordelsbehandling.

Og dette er hvad den civiliserede uenighed står om: Hvor går grænsen for det rimelige? Hvad indebærer det rent konkret at Grundloven taler om understøttelse af folkekirken, når lovgiverne i 150 år omhyggeligt har undladt at tage stilling til det?

Et eksempel fra Norge viser problemet i praksis. Der får alle trossamfund et tilskud fra staten på et par hundrede kroner pr. medlem. Forudsætningen er at man kan indlevere omhyggelige medlemslister. For få uger siden blev det afsløret at den svenske (samt islandske og finske) kirke i Norge slap for denne krævende listeføring, og tilsvarende for den norske kirke i Sverige. Antallet blev simpelt hen skønnet, ud fra hvor mange svenskere der var registreret i Norge. Tallet blev så ganget med den procentdel som Svenska Kyrkans medlemmer udgør af den svenske befolkning.

Nogle ministerielle embedsmænd havde for tyve år siden over en kop kaffe fundet ud af at det ville være smart for alle parter at gøre sådan. Ordningen, som kun bestod i en mundtlig aftale, ”er kommet til af rent praktiske årsager”, siger en norsk ministeriel afdelingschef, ”vi har bøjet os for argumentet fra de tre kirker om at det ville være ressourcekrævende at udarbejde medlemslister”.

At der er tale om magtmisbrug på grænsen til korruption er en tanke langt udenfor hans horisont. Gennem de tyve år er det ikke faldet embedsmænd og ministre ind at der kunne være problemer. Til spørgsmålet om hvorfor så fx den katolske kirke ikke kan gøre det samme med chilenere, er der intet svar. De kan bare ikke. Den katolske kirke i Norge mener at de taber millionbeløb hvert år af den grund.
Også i Danmark har argumentet med det praktiske i at give folkekirken særlige fordele hyppigt været fremført. Eksemplet fra Norge viser hvad det kan udarte til.

Den underliggende og ubevidste forudsætning for at man kan undgå at se problemer, er at man har et mentalt billede af at enhver rigtig dansker altid er folkekirkemedlem. Tove Fergo gør folkekirken til det naturlige slutpunkt for tusind års Danmarkshistorie. Historien har gjort danskerne til folkekirkekristne. Sådan er det, og anderledes kan dét ikke være. Visse medlemmer af Dansk Folkeparti bruger langt mere kraftfulde ord.

Man kan fx ikke bruge ordet menneskerettighed, og overveje om det der er sket i Norge (og i Danmark) er et brud på menneskerettighederne, uden at Søren Krarups aggressioner må have udløb i nok en polemisk avisartikel om hvordan menneskerettighederne siden oplysningstiden er blevet den sekulære religion. Og om hvorfor han derfor er den ene sande forsvarer af sand kristendom.

Om dette sidste må man sige at man godt kan være forvisset om at der findes menneskerettigheder, uden at være modernist og kulturradikal. Se fx på Robert Schuman (1886-1963), en af det ny og forenede Europas arkitekter, og hvis saligkåringsproces nu er i god gænge. Der er ingen modsætning mellem menneskerettigheder og katolsk politisk filosofi. Søren Karup skaber et problem der ikke findes – og han får desværre med sin eminente diskussionsteknik andre til at tro at han har ret.
Det siges så ofte at Danmark har været kendetegnet ved en enhed i sprog, race og religion som har været enestående blandt nationer. Til disse tre kendetegn kan vist også føjes en konsensus om demokratiopfattelsen og om landets placering i verden (læs strategiske alliancer). Men det danmarksbillede som ligger bagved denne ”normaldanskermodel” er historisk ukorrekt. Det er en konstruktion, en nostalgisk efterrationalisering.

Det er historisk ukorrekt når man får et indtryk af at denne treenighed af sprog, race og religion er en naturtilstand der har varet siden reformationen, og som vil vare ved i århundreder endnu, hvis blot indvandringen stoppes, eller de fremmede i det mindste integreres.
Dette konsensus-Danmark har i virkeligheden kun eksisteret i 50 år, fra 1920erne da Socialdemokratiet var blevet dansk orienteret og overtog regeringsmagten, og til 1972 da Danmark gik ind i EF. Og går vi længere tilbage, til tiden med helstat og hertugdømmer, var Danmark et konglomerat af nationaliteter og sprog.
Denne form for historieforfalskning marginaliserer katolikker på en måde som vi ikke kan acceptere.

Opgøret om katolikkers rettigheder er derfor en sag der måtte komme. Det handler ikke kun om jura og menneskerettigheder og millimeterretfærdighed. Det er en nødvendig grænseopgang, et led i den afklaring, der i disse år finder sted, af hvad det vil sige at have en dansk identitet.

I 2001 bad jeg den nu afdøde socialantropolog og katolik Jan Hjarnø, den gang leder af Dansk Center for Migration og Etniske Studier ved Syddansk Universitetscenter holde foredraget „Katolikker som fremmede og som integrerede“ på en nordisk katolsk konference på Magleås.
Jan Hjarnø opdagede snart at forsamlingen kendte ordet integration, men også at de – som danskere flest – havde vage forestillinger om hvad det indebar, og nærmest mente at det var et trylleord der dækkede alt hvad der var nødvendigt at dække. Han gav derfor en redegørelse for tre mulige forestillinger om, og strategier for integration: assimilation, smeltedigel og flerkulturalitet.

Den oprindelige integrationstanke har altid været assimilation. Ved assimilation skal tilflytterne gå ind i og tilpasse sig i den dominerende kultur. Men, sagde han, hvis dette sker med tvang vil det have en modsat virkning af den tilsigtede.
USA er eksemplet frem for noget på at man fra 1900-tallets start prøvede på noget andet. Der opstod tanken om en kulturernes melting pot, smeltedigelen. Man tænkte sig at alle kulturer i et samfundet i dagliglivet skal indvirke på hinanden og på en naturlig måde legeres med hinanden, så man får noget nyt og bedre ud af blandingen. Men strategien slår fejl, for en af kulturerne vil forblive den dominerende. Smeltedigeltanken er en illusion.

Den eneste mulighed der fører til integration er det flerkulturelle princip. Det er der mange videnskabelige undersøgelser der viser, sagde Danmarks førende migrationsforsker.
Hans konklusion lød: „Den katolske kirke i Danmark fører en integrationsstrategi, der videnskabeligt set fra en sociologisk antropologisk synsvinkel, kan betegnes som en multietnisk og multikulturel strategi, og som videnskabelige undersøgelser entydigt har dokumenteret, er den strategi der mest effektivt kan fremme skabelse af fælles identitet og fællesskabsfølelse. Når mennesker ikke skal kæmpe for at fastholde deres modersmål og kultur, men får mulighed til at udfolde sig, som de har lyst, så frigøres der kræfter til, at man kan åbne op for andre, og herved skabes mulighederne for at de i fællesskab kan udvikle fælles normer og værdier.“

Det vidste vi ikke i forvejen, og det blev vi lidt stolte af. Integration kunne altså være andet end assimilation, og folkekirke og politikere kan lære noget af katolikkerne. Hvis de vil og tør. For det indebærer at tage ordet multikulturelt samfund alvorligt.

I forrige nummer omtalte vi moder Angelica. Under arbejdet med denne spalte er det blevet mig klart at vi også i Danmark har en moder Angelica. Også hun lever af at sælge nostalgi og tryghed og forvisning om at alt igen kunne blive så meget bedre, lige så godt som det engang var, hvis man blot følger hendes råd. Hendes navn er Pia Kjærsgaard.

Fra: LUMEN, Sankt Mariæ Kirkes sogneblad nr. 48 (April-Maj 2004)


Gå til:
Kirken i Tiden - Lumen nr. 47 Kirken i Tiden - Lumen nr. 49