og jeg kender dem,
og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig
i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
Det, min fader har
givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af
min faders hånd.
Jeg og Faderen er
ét.
Joh. 10. 27-30
Når Jesus sammenligner sig selv og sin relation til menneskene med en hyrde og hans får, så kom hans tilhørere til at tænke på meget mere end de hyrder der boede i deres egen landsby, og som var en del af et bondesamfunds hverdagsliv. Jesus griber nemlig tilbage til et gammelt bibelsk motiv som findes igen og igen i det gamle testamente. Jeg behøver bare at minde om en af de allermest kendte af Davids salmer, salme 23, der netop begynder med: „Herren er min hyrde...“ Og netop siden kong David er kongen i det jødiske folk blevet sammenlignet med en hyrde. Han bør være sin floks beskytter, men de slette konger svigter deres opgave og udbytter folket. Nu fremstår Jesus som den der om sig selv siger, at han er den gode hyrde. For han er villig til at sætte livet ind for dem, som hører ham til. Og sådan giver han med lignelsen om den gode hyrde et kort resume af sin indsats som frelser: han lever ikke af sin flok, men han giver flokken liv. Og det liv består i en nyvunden frihed.
Og så spiller Jesus med begrebet „dør.“ „Jeg er fårenes dør“ siger han. Vi tænker, at det lyder højst uvant, at nogen taler om sig selv som en dør. Men for Jesu samtid var det ligetil. Forklaringen skal nemlig findes i, hvordan fårefoldene var konstrueret: Før natten blev fårene samlet sammen i en indhegning, men de primitive fårefolde havde vel en indhegning, men de havde ingen låge. Om natten, når folden var fuld, så lå hyrden ganske enkelt og sov dér hvor lågen kunne være. Hvis altså nogen vil ind eller ud af folden, så går vejen hen over hyrden, man kan ikke komme uden om ham. Han beskytter sin flok med sin krop.
Den gode hyrde er altså den, der fysisk med sit eget liv som indsats
sørger for fårenes sikkerhed. Han værger dem med sig
selv. Og det giver jo god mening, især når man holder lignelsen
op mod langfredagens begivenheder.
Men med sikkerheden i folden er det ikke gjort, så velgørende
den sikkerhed end må have syntes. Der kommer også en morgen,
hvor folden skal forlades. Det åbne land venter.
Men fårene er med den hyrde blevet fornuftige. De har lært
at lytte, med sikker sans fornemme hvem det er de vil følge, og
hvem de ikke vil give følgeskab. De behøver ingen tvang,
de kan selv og de vil selv følgeskabet af den hyrde, som de selv
har gjort erfaringer med, og som de har erkendt som den gode.
Og så kan lignelsens billede vende tilbage til os selv i en langt
mere anvendelig form. Vi forstår, at discipelskabet Jesus kalder
til ikke er som de umælende fårs. Der er ikke tale om et autoritetsforhold
der er blindt. Det er tværtimod et discipelskab der er afklaret og
reflekteret, afstemt med egne længsler. Det bunder i en kritisk skelnen
mellem godt og ondt, om hvilket lederskab der fører ufrihed med
sig og som anvender tvang, og det, som kun anvender appel.
Dem som hører mig til, hører min røst, og de ved
at ganske vist er de en flok, men hver enkelt er kendt med navn. Hermed
angiver Jesus at han ikke forstiller sig at nogen skal give afkald på
sig selv, når man står i det følgeskab. Tværtimod:
hver enkelt er selv på vej ud i den større frihed, som hyrden
angiver vejen til.
Måske kommer den ene eller anden nu ved al den tale om får
og hyrder i tanker om lignelsen om det fortabte får. Det med hyrden,
der ikke slår sig til tåls med 99, og som uopsætteligt
går på jagt efter det ene bortkomne. I så fald kan vi
nøjagtig på samme måde at på forholdet mellem
flokken og den enkelte. Hyrden med de 100 får har været af
den art, der kender alle med navn. Og for hvem ingen derfor går under
i flokken, men hver enkelt er set.
Vi må aldrig undlade at blive berørt af den umådelige
agtelse for den enkelte, som Jesus fremstår med. Også i dag
kan hans syn virke som en vældig oppriorering af individets betydning
- og det så længe for der er tale om menneskelige rettigheder.
Vi er kaldet til samme sandhed, for sandheden er en og udelelig. Og
vi er kaldet til at indtage vor plads i hyrdens flok og følge ham.
Men det er hver og en, der selv skal tage følgeskabet på sig,
og det fordi vi kender den gode hyrdes røst og ved, at hvor han
er, dér er frihed.