af Jesper Fich
Sognepræst
Nytåret er egentlig ikke nogen kirkelig højtid. Men det er en tid til besindelse - det er nytårstalernes tid. Hvor er vi, hvem er jeg, hvor kommer jeg fra og hvor er jeg på vej hen?
Det kan være godt at overveje, for den enkelte, og for det samfund vi er en del af. Altså ikke kun en eftertænksomhed på det personlige plan, men også med blik for samfundet. Netop som katolikker vedkender vi os den sociale dimension - vi hævder, at evangeliet skal præge - ja langt mere end det - evangeliet skal være grundlag og bestemmende norm for vores daglige færd.
Her I vort eget land blussede den såkaldte værdikamp op i året der gik. Undertiden må vi som katolikker føle os fremmede i vort land, og mange indlæg fra en netop værdikampen må skærpe den følelse. Jeg husker f.eks. med forbløffelse, hvordan Anders Fogh Rasmussen, landets statsminister i en radioavis meldte ud, at det var ham flintrende underordnet, om kristendommen udtrykkeligt blev nævnt i EUs nye grundlov. Om ordene faldt præcis sådan husker jeg ikke, men der var ikke tvivl om meningen. Her er han ikke på linie med katolske stemmer, bl.a. paven. Paven mener og siger det igen og igen, at ordet skaber hvad det nævner. Derfor er af afgørende vigtighed at vi overvejer hvad for en slags samfund vi vil være, og hvad vi forpligter os selv og hinanden på. Gør formål forskel? - I det forgangne år diskuterede de katolske skoler formålsparagraf og vi holdt seminar under den titel: "Gør formål forskel?" Og ja, selvfølgelig bør, skal og kan det gøre forskel. Derfor er det ikke lige meget, hvad vi vil, bare det virker. Men det synes akkurat at være mentaliteten i den såkaldte værdikamp. Jeg siger ikke, at der ikke er meget der trænger til at strammes op og diskuteres igennem igen. Tværtimod. Og derfor hævder kirken at det er vigtigt at kende sit fundament - uden det mangler vi en nødvendig præmis, hvormed vi kan diskutere værdierne.
Sådan kan man blive forstemt, når man tænker på hvordan værdikampen anno 2003 så ud. Som kirke må vi rette os i stolen, og ikke overlade til de andre at tage patent på værdikampen. Lige siden urkirkens dage, har kirken været med i kampen om livsgrundlaget, om sandhed og løgnagtighed - 1. Johannesbrev, som læses nytårsaften, er ikke bange for at bruge betegnelsen antikrist om alle dem, der vil nedskrive medmennesket, kirken og Kristus til ingenting.
Så vi må stå - men ikke bare som tilskuere - men bevidst hver især på vores livsplads - og tage afstand fra en værdikamp, der hævder at slås for nogle værdier, som vi slet ikke kan anerkende som værdi. Noget for noget mentaliteten er ingen værdi. Den er et vilkår for nogen - måske - den er slogan fra en storbank - den er først og fremmest en holdning fra et hedenskab, hvor "do ut des", -jeg giver, så jeg selv kan få igen, - sådan var det i hedenskabet, hvor man købslog med de højere magter. Vi ved at den eneste værdi er at hente i nåden, fra Kristus der blev menneske for at give sig hen og dø for de skyldige. Af kærlighed. Det er værdi.
Værdi er derimod ikke den mentalitet, der accepterer at mennesket
står enormt alene med sig selv og sit liv. Og at enhver skal klare
sig så godt som man bedst formår.
Nu siger jeg ikke, at katolsk mentalitet er skeptisk overfor menneskets
evne til at præstere noget. Kirken har bygget katedraler og universiteter,
skoler og hospitaler. Mest har den dog bygget i menneskets hjerter. Dér
sker nemlig den egentlige vækst, når man erkender, at vi står
under barmhjertighedens lov og ikke skal bidrage til dødens kultur,
som paven kalder det. Det er en god gammel løgn at enhver er sig
selv nærmest, og hvis det opleves sådan, så må
vi spørge: hvad er det dog for en brutalitet, der præger vort
samfund? Enhver er ikke sig selv nærmest, det forkyndte Kristus,
det levede apostlene, det bevidnede kirkefædrene. Som Augustin, der
siger: at du Herre, er mig nærmere, end jeg evner at være mig
selv nær.
Derfor kan vi også sige ja til kaldet til at være parthavere i en modhistorie til den rå magts. Vi skal intet mindre end skrive vore afsnit af verdenshistoriren, måske ikke den som trykkes - om berømthederne - men den verdenshistorie som er det levede liv, med moral med blik for medmennesket, - og gøre det fordi vi er kristne og derfor vil barmhjertigheden - for sandhedens skyld og af kærlighed til Kristus selv.
Men nu er det de sidste tider. - Ja, sådan set, det er det altid, - det er nemlig altid lige nu og her, vi som kristne er kaldet til at være saltet og lyset i verden. I dag betyder det, at vi som katolikker ikke vil se ubekymret til, at det fælles i vort samfund bliver stadig mindre, og hvordan der bliver stadig færre begrænsninger for begæret af samme grund.
Vi vil være fælles. Vi vil bede Gud om at gøre vor
kirke til en levende modpol mod det som gør mennesket lille, og
tage hinanden i ed på at gøre hvad vi kan, om det er meget
eller lidt. Det kan godt være at antikrister af mange typer står
frem, men vi vil give dem kamp til stregen.
Godt nytår