Vi fejrer opstandelsesfesten midt i natten. Et ejendommeligt tidspunkt for en gudstjeneste. Måske skyldes tidspunket at opstandelsen ikke havde nogen vidner. Måske derfor? Det ville være en god begrundelse for det specielle tidspunkt. Men vigilien er først og fremmest valgt, fordi den skal være et billede på de troendes lange venten på morgenrøden, på solopgangen fra det høje, som skal skinne på dem, der sidder i mørke og dødens skygge.
Sådan bliver hele vigilien til et sindbillede på det troende menneskes liv - og overraskende for nogen måske: på menneskelivets grundvilkår i det hele taget. Vi, der befolker kirken den aften, erkender nemlig, hvad en del fornægter med større eller mindre sucses, at vi vitterligt lever vort liv i dødens skygge. Skal vi være ærlige, så er der skræmmende meget, der er skrøbeligt i vores verden og i vort eget liv. Uden mening kan vi ikke leve, højst overleve, hvis vi endda kan præstere så meget. Og som om det ikke var slemt nok, selve erkendelsen af at sådan er det, gør ikke lige frem frygten for at miste grebet om meningen med vort eget her og nu mindre. Hver gang vi bliver bevidst om det, da er det dødsmørket som banker på vores dør. Ligesom den himmelske solopgang sender sine stråler som varsel om den fulde glød - så vil dødsmørket også gerne strække sine følere frem mod mennesket for at få tag i det, og være med når der skal træffes valg. Den er med i alle de valg, hvor frygten for at miste og blive den lille har tag i mennesket.
Så tilbage til tidspunktet: Midt i det mørke som vælder frem - næsten af sig selv - det er der vi er samlet omkring lyset for at hente flamme til vor egen kærte, låne lys af Kristi lys, så vi ikke bare er overlevere, men levende mennesker, varme og uden dødsstivhed i sjælen og sjælens håb. Der midt i mørket, midt der hvor mennesket ser sig konfronteret med sin egen endelighed og dødens vished, der har Gud sat mennesket stævne til et vidunderligt møde. Det er påske - og døden er ikke inviteret med som gæst, men må blive udenfor - og gå vor dør forbi.
I middelalderen levede den berømte dominikanermunk mester Eckardt. Som ægte dominikaner var han både en fremragende prædikant og en dyb teolog. Tilmed var han også spekulativ på en måde, som gjorde ham hudløst ærligt. Dag efter dag skaredes mængder af mennesker for at høre ham.
I en af sine mest berømte prædikener vovede Eckardt at sige, at hvis ikke det var for dødsangsten, så ville der ikke være mange, der ville søge et religiøst ståsted, en troens forklaring og afklaring. Så når kirkerne var fulde, så var det fordi menneskene var bange - bange for at miste sig selv, bange for at blive væk, bange for at blive til ingenting.
Inkvisitionen reagerede på Eckardts prædiken og udbad sig en forklaring. Og Eckardt forklarede inkvisitonens mænd, at sådan var det nu engang. Enhver der havde øjne kunne selv se, at det var sådan, det var angsten for døden, som fik mennesker til at søge til Kristus.
Men så fortsatte han: det er altså i dødsangsten at Gud har sat mennesket stævne. Gud møder mennesket i dets allerstørste udsathed og afklædthed, dér hvor lidelsen er størst og rådvildheden total. Dér hvor tomheden bliver overvældende, i den tomhed træder Guds egen søn ind, for at blive solidarisk helt og fuldt med de dødelige, og besejre endeligheden.
Og derfor er korset på en og samme tid billedet på det mest
rungende mørke, på det mørke der faldt over jorden
da kærlighedens mester hang på korset, men korset selv sætter
mørket en grænse, det lyser usvækket som påskesymbol,
som den opstandnes sejrsmærke. Og det er ikke noget vi bare siger,
for den der tror på den opstandne Kristus ved sig ikke mindst mødt
- mødt der hvor man allermest har brug for at møde nogen,
nogen der kan bringe et nyt og uventet lys og lukke meninghedsløsheden
inde. Korset står som det mægtige tegn på mødestedet
for Gud og mennesker, på at Gud møder os med sin mening, der
hvor vi er udleveret til manglen på mening.
Så Eckardt forklarede: Gud spekulerer ikke i menneskenes angst,
men han griber det angste menneske og løser det.
Inkvisitionen svarede at det naturligvis var stort og meget sandt, men at det nok var bedst, at Eckardt ikke prædikede det til højre og venstre, for det kunne jo være, at nogen fik det i den gale hals.
Vi fejrer opstandelse og det er stadig nat, men vi er ikke mørkerædde,
for vi ved at Gud kan møde os i mørket. Og gøre os
til mennesker der ikke går i sort i mødet med umeningen, fordi
vi har en tro der er så robust at den kan klare sammenstøddet
med intetheden.