Denne gang om foreningen ”Vi er også kirken”, men med et sideblik til moder Angelica

Har De også lagt mærke til det? Lagt mærke til, at når paven eller den katolske kirke nævnes sådan lidt i forbifarten i en avis, sker det påfaldende ofte med en tilføjelse om pavens eller Kirkens holdning til kvindelige præster, abort og prævention – også i tilfælde hvor det i sammenhængen er ganske irrelevant. Man har ofte indtryk af at journalisten har en autotekst-funktion slået til på sin pc – står der ordet pave, skal der straks stå noget om en reaktionær kønspolitisk holdning.

Eller fx i en notits om pavens personlige popularitet, trods hans reaktionære holdning på disse områder. Hans holdning på andre områder – som kan være særdeles progressiv, set med de samme briller – bliver aldrig omtalt med den samme automatik.

I går var den der igen: I en helsides artikel, EU kommer ikke udenom den katolske kirke (Berl.T. 11. jan.), der i øvrigt rosende omtaler kirkens EU-politiske lobbyisme, og fortæller at ”folkekirken er ude af trit med virkeligheden i Europa”, dukker kamp mod abort og børnebegrænsning op som de særlige kendetegn på Kirken.

Skribenterne mener altså, at kirken må  ændres på et par punkter for at være tidssvarende. Ryste noget støv af, indføre et nyt design. Ligesom når hæderkronede statsinstitutioner ændrede design for at være i pagt med tiden. Hvilket førte til at Post- og Telegrafvæsenet fjernede professor Biilmann-Petersens klassiske og stilrene posthorn med pile, og erstattede dem med de farveklatter der kan ses på de stadigt færre posthuse. Eller da DSB udfasede Jens Nielsens verdensberømte designprogram, og bl.a. erstattede vingehjulet med den idiotiske joystick. Og som nu statsministeren , som ønsker at folkekirken skal vie homoseksuelle par.

Dette skrives ikke for at sige at Kirken ikke skal følge med i tiden. Faste læsere af denne spalte vil ikke være i tvivl om min mening herom. En mening som også inkluderer det synspunkt, at det gør den på ganske mange felter i meget høj grad. Og at der er andre områder hvor korrektioner eller udviklinger er nødvendige. Samt at der er områder som er hævet over enhver snak om ”modernisering”.

Problemet ligger i uenigheden om hvilke dele af Kirkens lære og udfoldelse som hører til i hvilken kategori. Kirken har overalt, også i Danmark, indbyrdes uenige grupper af katolikker som arbejder aktivt for en ændring af den nuværende tilstand.

Der er fx Skt. Karl Borromæusgruppen, der arbejder for den tridentinske liturgi og ”traditionel katolicisme”, og som i denne sammenhæng helst så uret sat i stå ved år 1570, det år det romerske missale blev udgivet.

Og der er foreningen Vi er også kirken, VEOK, som arbejder for fornyelser og større åbenhed i Kirken, med henvisning til det 2. Vatikankoncils beslutninger. Samt er utilfreds med ”den måde vores bispedømme efterhånden har udviklet sig på”. Denne spalte handler ganske vist om VEOK. Men først må jeg fortælle om moder Angelica.

Katolske fjernsynsstationer i USA har ikke haft succes. Faktisk er der kun en eneste af betydning, EWTN, Eternal Word Transmission Network. Den drives nu på 22. år af moder Angelica. Hun er en  80 år gammel franciskanernonne fra Our Lady of the Angels-klosteret i Alabama. Herfra styrer hun sin organisation. Den krigeriske nonne er hun kaldt, og sandt er det, at hun ikke har generet sig for at skælde ud på biskopper og kalde dem til orden når de havde andre synspunkter end hendes egne. Navnlig om liturgi. ”Ikke spørge om lov. Gå i gang og gør det, og hvis det bliver nødvendigt kan du bede om tilgivelse efterpå” var hendes råd i fjor til en kollega om hvordan man skulle håndtere biskopper.

Hendes TV-programmer genudsendes hyppigt – efter en hjerneblødning for et par år siden er hendes live-optrædener sjældne. Der er mange seere der sætter pris på hendes vid og hendes visdom. Nogle af dem er pengestærke, og de glemmer ikke EWTN i deres donationer.
Min oplevelse af hende i TV var en lille nonne med store hornbriller, der sidder ned og taler som en bedstemor med sine børnebørn. Lunt og hyggeligt, et glimt i øjet, jordnært – og fokuseret på sin mission.

People say I am a pietistic, pre-Vatican person. But I am speaking the truth!!  siger hun opbragt. Og så læser hun lidt fra Johannes-evangeliet. Overgangen er professionelt gennemført, hun behøver ikke at uddybe: Overfor evangeliet er 2. Vatikankoncil  som et fnug, som et sandkorn i forhold til evighedens bjerg.
Så der sidder hun i sin gyngestol, gynger lidt, smiler, klør sig på hånden; hendes brystkors er tyve centimeter højt. Hun erindrer os seere om at 19. marts, Skt. Josefs dag, nærmer sig.

Derfor reklamerer hun for en 24 tommer høj flerfarvet statue af ham; prisen er kun 60 dollar. Det er en statue der bør findes i alle hjem, siger hun. Statuen er hentet ud af det sene 1800-tals æstetik. Det er en statue der synes at fastholde tiden, for sådan så alle statuer ud i min barndoms katolske kirker. Den kirke var også min bedstemors katolske kirke, intet er ændret, tiden står stille, kirken er evig, det er det Evige Ords kanal vi ser på.

Hun har for resten også en lidt mindre statue, håndmalet og 16 tommer høj, #16JS i kataloget, den koster 48 dollar. Og den kan fås i en udendørs model, men da er prisen 62 dollar. Der er også andre muligheder, medaljer, bøger, eller hvad med et ur til 40 dollar, ”alle mænd bør have et som dette – de er meget smukke”. Der er billede af Josef og Jesus på urskiven.
Moder Angelica sælger og sælger, det er som at have besøg af sin bedstemor igen, det er trygt og godt, og stationen skal jo også tjene til livets ophold.

VEOK er ikke noget særdansk fænomen. I adskillige europæiske lande findes der tilsvarende grupper. Den første opstod i Østrig i 1995, Wir sind Kirche, som en reaktion på Kirkens skammeligt dårlige håndtering af skandalen om kardinal Groër, der var anklaget for at have antastet sine novicer. Denne gruppe fik hurtigt 2,3 mill. underskrifter på et opråb der krævede fem reformer:
 

• En kærlig kirke – hvor gudsfolket deltager i valget af biskopper og præster.
• En kirke med lige rettigheder for kvinder, hvor kvinder er velkomne overalt, også i det viede præsteskab.
• En kirke hvor præster kan vælge eller fravælge et cølibatært liv.
• En kirke der bekræfter en positiv fremstilling af seksualiteten og samvittighedens forrang i seksualmoralen.
• En kirke der tilbyder gode budskaber i stedet for trusler, og som omfavner og ønsker velkommen til fraskilte, gengifte, gifte præster, teologer og andre der udnytter deres talefrihed.

• ”At Andet Vatikankoncils ånd af frihed, åbenhed, rummellighed og reformvilje får ny kraft og mulighed for at udfolde sig i den danske katolske kirke.
• At lægfolk – i koncilets ånd – får medindflydelse på alle niveauer af kirkens liv.
• At kirken ved at give plads til mangfoldigheden gør sig selv mere universel.”

Disse tre hovedformål udmøntes så i nogle underpunkter, som har lighedstræk med de ovennævnte fem punkter, men er langt mindre bombastiske.
De tre hovedformål har jeg for min egen del ikke svært ved at være enig i. Og jeg er enig med VEOK i noget helt principielt: der må være en vis sammenhæng mellem den måde samfundet som helhed fungerer på, dets beslutningsprocesser og magtstrukturer, og den måde Kirken i dette samfund fungerer på. Ellers mister Kirken troværdighed. Samt at dette kan man mene uden at være relativist, uden at mene at alt i Kirken skal besluttes demokratisk, kort sagt uden at benægte Kristus som Kirkens  hoved.

Den katolske kirke har overlevet i snart to årtusinder. Alle andre magtstrukturer har haft deres begrænsede levetid. At det skyldes guddommelig indgriben er vi ikke i tvivl om. Men dens enorme verdslige styrke og overlevelsesevne har den hidtil også haft i kraft af sin hierarkiske struktur, som var egnet til det omgivende samfund. Spørgsmålet som VEOK og andre nu stiller er om denne mandsdominerede, hierarkiske struktur også er den der er bedst egnet i et helt anderledes uddannet, demokratisk organiseret kommunikations- og netværkssamfund.

Jeg har mine tvivl om alt i den nuværende Kirke skyldes Guds uforanderlige plan. Jeg er derimod ikke i tvivl om at jeg tilhører den målgruppe VEOK sigter på at få som medlemmer. Hvorfor har jeg så ikke meldt mig ind?

Det skyldes tre ting.

For det første skræmmer sporene fra Wir sind Kirche. Dels den uheldige fokusering på de fem ovennævnte punkter. Ikke fordi absolut alt i dem skal afvises, men fordi selve det at lave en sådan liste giver indtryk af at hvis der blot blev ændret på disse punkter ville at være i orden igen. Man kommer i tanke om journalisternes pave/abort-automatik.

Og dels det forhold, at grupperne i denne bevægelse nok har opfordret til dialog, men ofte i praksis har valgt konfrontation. ”Samtidigt udviser bevægelsen også en tilbøjelighed til at polemisere mod enkelte, navngivne biskopper”, som det stod at læse i en artikel af Andreas Rude (Kr.D.  11.12. 02). Konfrontation befordrer ikke tillid og samarbejdsklima, og fører mest sandsynligt til frustration hos alle parter. Det er vist gammel visdom.
Og dette er netop mit andet punkt.

Lokalt i Danmark startede foreningen således med en slet skjult trussel om at nægte at betale kirkeskat indtil biskop Czeslaw om man så må sige ”makkede ret”. Efter min mening er forudsætningen for at kritisere Kirken at man samtidigt solidariserer sig. VEOK lægger godt nok vægt på at de er katolikker og netop ikke vil være andet, men solidariteten på det økonomiske plan var tynd. Denne skattenægter-mulighed er siden nedtonet, og Nibler-sagen har ikke nyhedens interesse mere. Men det er et faktum at højtråbende og ikke altid lige selvkritiske medlemmer af foreningen, som dens mest offentlige markering, efterfølgende er fremstået som skarpe bispe-kritikere i et par sager med meget lidt kød på (bispebolig, præsteforflyttelser). Hvorpå foreningen forsvarer sig med at der jo er ytringsfrihed i Danmark. Det øger ikke foreningens troværdighed som selvudnævnt dialogpartner.
Man kunne sige at ovenstående (som jeg for længst har skrevet til VEOK om) er lokale ting, som der kan rettes på. Og det er jo rigtigt.

Men den tredje grund til ikke at være med er den vigtigste, og den ændres ikke ved en ændret lokal tone i debatten. Og det er her moder Angelica kommer ind.
Det hun gør, er at fastholde en bestemt tid, en bestemt epoke, og gennemføre en sakralisering af den epokes traditioner. Det er det samme VEOK står i fare for at gøre – blot med en anden epoke.

Den kan have al mulig ret i at der er ting der bør ændres. Nogle af dem kan vi være meget enige om. Men efter at have læst deres papirer og udtalelser, fremstår de for mig som ret historieløse i forhold til kirkens lange og rige traditioner, i forhold til Kirkens dybtloddende spiritualitet. Andet end det nye (i deres definition) er der ikke plads til inden for deres horisont.

Og det er ikke godt nok. Vi lever i tiden, med evigheden for øje. Men vi er også bundet af tiden, og for at ikke evighedsperspektivet af den grund skal blive uklart, kan vi ikke nøjes med at lære af den tid der tilfældigvis er vor egen, når kilderne er så rige.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©