I anledning af Mother Teresas saligkåring var vi i en lille gruppe fra Skt. Mariæ menighed i Rom for at deltage i glæden sammen med omkring 300.000 mennesker fra hele verden på Peterspladsen søndag den 19. Oktober 2003.
Allerede lørdag eftermiddag hyldede vi sammen med omkring 6000 mennesker M. Teresas liv og minde i Pavens tætpakkede Audienshal, ved at bede en international Rosenkrans, opdelt efter de fem verdensdele, og med festlig etnisk underholdning fra Latinamerika, Afrika, Asien og Oceanien. Fra de danske M. Teresa søstre havde vi fået de nødvendige adgangsbilletter, og med håndfast og viljestærk hjælp fra Sr. Laurentia og Sr. Mikaela fik vi kæmpet os hen til adgangsdørene, hvor frivillige hjælpere og sikkerhedsvagter dirigerede kørestolsbrugere frem til handicappladserne. (Takket være en kraftig opfordring fra Sr. Laurentia tog Kim sin kørestol med til arrangementerne på Peterspladsen, for ellers havde han aldrig klaret den kaotiske tumult. Lioba søstrene måtte derefter „tage til takke“ med almindelige pladser „nede bagved“, mens Maria og Kim høstede frugten af søstrenes ihærdige kamp.)
Flere hundrede M. Teresa-søstre lyste op i deres hvide og blåkantede sarier – herunder M. Teresas efterfølger som leder af Missionaries of Charity: Søster Nirmala. Under højtideligheden havde et kraftigt regnvejr lagt sig over Rom, og vi blev fanget i udgangsdørene mellem de mange M. Teresa søstre, som med deres tynde sarier og bare fødder i sandaler ikke var meget for at træde ud. Pludselig fik vi derfor Sr. Nirmala på så tæt hold, at vi kunne trykke hendes hånd og hilse hende varmt fra M. Teresa-søstrene og os alle i Danmark.
Mange havde den samme tanke: Hvordan skulle det gå med saligkåringen
på Peterspladsen næste dag … i regnvejr ?!
Kl 6 søndag morgen var vi allerede ved indgangen til Peterspladsen,
så vi var blandt de første, og fik rimeligt gode pladser –
stadig i morgenskumringen – da der blev åbnet for adgang kl 7 – og
det var tørvejr! I løbet af morgenen stod solen op bag os
og varmede vores stive kroppe. Den gyldne morgensol oplyste Peterskirkens
imponerende facade og det endnu tildækkede portræt af M. Teresa.
Selvfølgelig kunne det ikke regne på hendes dag!
På trappen foran kirken kom hundreder af præster, biskopper
og kardinaler på plads sammen med æresgæsterne
– dronninger, politikere, diplomater og andre kendte fra hele verden. Efter
ønske af M. Teresa søstrene havde 2-3000 af de fattigste
fra Roms gader fået første plads på Peterspladsen (og
senere fik de alle frokost med M. Teresa søstrene i audienshallen),
helt i M. Teresas ånd. Kulminationen af pavens 25 års jubilæum
– at han kunne saligkåre sig egen personlige ven, stod lige for.
Storskærmene blev tændt kl 9, og ceremonien begyndte med
oplæsning af M. Teresas liv og virke på flere sprog, vekslende
med musik, sang og bønner – stadig på flere sprog. Mange
af bønnerne var M. Teresas egne, oplæst af en sariklædt
søster. Kl 10 præcis kom paven frem og vinkede varmt til de
mange hundrede tusinde gæster, som med stående bifald hyldede
pavens fortsatte arbejde – trods alder og alvorlig sygdom.
Saligkåringsritualet begyndte med den indiske ærkebiskop af Calcuttas anmodning om saligkåring af Teresa fra Calcutta ved en kort gennemgang af hendes religiøse liv og Pavens læste tydeligt den latinske anerkendelse. En beundringsværdig kraftanstrengelse at tale så klart, både på grund af hans fysiske tilstand og på grund af den bevægelse, han måtte føle ved at kunne saligkåre et så stort menneske, han selv har haft glæden af at kende. Under alles stående bifald blev portrættet af den smilende Mother Teresa højtideligt afsløret.
Lidt overraskende foregik det under mere højtidelighed, end vi havde oplevet under pavens jubilæumsmesse nogle dage før. Dér responderede store grupper af tilrejsende fra de mange lande med høje glædesråb og bifald, når paven talte til dem på deres sprog – men det var tydeligt, at under M. Teresas saligkåring var deltagerne mere tilstede som enkeltpersoner – mange, som personligt har mødt M. Teresa eller som arbejder med M. Teresa søstrene, som nu har huse i 122 lande.
Med indisk musik, sang og dans af sariklædte unge kvinder med olielamper, blev M. Teresa relikviet nu båret frem, ledsaget af Sr. Nirmala. Et passende eksempel på verdensmissionen, som messen, der nu fulgte, også fejrede. M. Teresas økumeniske og interreligiøse holdning afspejledes bl.a. i tilstedeværelsen af to islamiske og en græsk-ortodoks delegation fra Albanien.
I pavens meget personlige prædiken, som blev læst skiftevis på italiensk og engelsk blev M. Teresa citeret fra sin takketale for Nobels fredspris i Oslo i 1979 mod abort, og hendes enestående eksempel på mission gennem barmhjertighed: Respekt for værdigheden af hvert eneste af Guds børn, skabt til at elske og blive elsket. Hun var en utrættelig velgører for menneskeheden.
Frembæring af offergaverne af mange folkeslag understregede igen
verdensmissionssøndagen. Under forvandlingen er der meget stille
på Peterspladsen, og man gribes af den ekstra højtidelighed,
at det er paven selv, som udfører eukaristien. Efter forvandlingen
fulgte igen en symbolsk indisk dans med blomster, lys og røgelse.
Det er en stor opgave at give kommunion til flere hundrede tusinder
på relativ kort tid. Imponerende og overvældende ses mange
hundreder præster fordele sig over hele Peterspladsen – alle markeret
af en hjælper med en hvid parasol, så man let kan se, hvor
man skal bevæge sig hen for at modtage Jesu legeme.
To timer varede pavens deltagelse i saligkåringsmessen, og lige ved afslutningen opstod der uro tæt på, hvor vi var placeret. Det skyldtes, at „Papa-mobilen“, pavens specielle vogn, pludselig dukkede op og holdt parkeret få meter fra os. Kommer paven rundt? Mange omkring os begyndte at kæmpe sig længere frem, og trods sikkerhedsvagternes protester pressede folk sig frem mod pavens forventede „rute“. Og sandelig, lidt over kl 12 kørte den hvide, åbne vogn forsigtigt op ad trappen til alteret, hvor pavens stol blev kørt op på bilen. Få minutter efter kørte paven rundt blandt de mange begejstrede fremmødte – og som det ses på vores billede passerede han os med mindre end 5 meters afstand. Stor og overraskende afslutning på en gribende højtidelighed.
Lige så overraskende var det, at det efter messen lykkedes os at finde Sr. Laurentia og Sr. Mikaela på selve Peterspladsen, blot ved at vifte med vores danske flag. Opløftede af stemningen forlod vi pladsen og krydsede floden for at finde et hyggeligt sted at spise.
Vi havde hørt, at en ny film om M. Teresa ville have premiere
samme dag kl 17 i Audienshallen, og at billetter havde været udsolgt
i lang tid. Derfor ville filmen blive vist på storskærmene
på Peterspladsen, så omkring kl 16 var vi igen der og bænkede
os foran en af storskærmene sammen med en „lille gruppe“ på
mange hundrede. Det var en meget gribende film, mest om M. Teresas sidste
tid, død og begravelse. Det var helt uvirkeligt at sidde der på
Peterspladsen og se M. Teresa smile og tale på
storskærmen – og samtidigt se det netop afslørede billede
af den saligkårede M. Teresa hængende på Peterskirkens
facade. Og imens gik solen ned bag søjlegangene og Peterskirkens
facade – vi havde tilbragt over 12 timer på pladsen og både
oplevet solens opgang og nedgang (og en flot tiltagende halvmåne
stod flot midt over den store kuppel midt på dagen).
M. Teresa søstrene havde åbnet en stor udstilling om M. Teresa med billeder, breve, hendes sari, sandaler og andre personlige ejendele på Via Merulana tæt ved Lateran-kirken, Roms domkirke (og pavens sognekirke). I et tilstødende kapel havde vi den overraskende oplevelse pludselig at se hende knælende i bøn – som en helt livagtig voksfigur - mellem de andre bedende søstre og udstillingsgæster foran det kendte krucifiks med Jesu ord: Jeg tørster. Det fik os til at huske pavens ord i prædikenen: „Jesu råb på korset, “Jeg tørster“”, som udtrykker dybden af Guds længsel for mennesket, gennemborede M. Teresas sjæl og fandt frugtbar jord i hendes hjerte.“
Dagen efter saligkåringen besøgte vi Lateran-kirken, hvor det smukke M. Teresa relikvie var udstillet til tilbedelse, og hvor en sariklædt søster tålmodigt løftede de mange gæsters personlige rosenkranse, billeder og andre effekter op til relikviet. Mens vi var der, blev afspærringer båret frem, og en messe blev forberedt – den viste sig at være på albansk – M. Teresas oprindelige modersmål. Et smukt symbol, både på vores internationale kirke og for M. Teresa: Født albansk, med indisk pas, verdensborger og med et stort, stort hjerte, som kun tilhørte Jesus.
