Parallelsamfund udenfor og indenfor Kirken – Hurtigruten, asbestrenovering og kondomer – Galilei og genmodificerede afgrøder – To verdener der ikke er parallelle mødes i julen

To gange på samme dag dukker begrebet parallelsamfund op. Det kan ikke være et tilfælde. Om morgenen i en kronik af Karen Jespersen, hvor hun skriver om risikoen for at ”fællesskabet opløser sig i en række parallelsamfund, der ikke har ret megen kontakt og forståelse indbyrdes.”

Om aftenen i Katolsk Orientering, i en kronik af Käthe Lund. Hun har talt med en del katolikker i anledning sit projekt ”kirkesyn til eftersyn”, og fornemmer klart, siger hun, at der er en del der tænker at Kirken er én ting, livet noget andet. Udtrykket parallelsamfund bliver ikke brugt, men det er hvad der er tale om.

Nu har det, i de efterhånden fire år denne spalte har eksisteret, været et formål at vise at der er en sammenhæng mellem det at leve som katolik, og det at leve som borger i Danmark. I de tilfælde hvor der er en modsætning, skal det kommenteres. De bemærkninger har nogle gange vendt sig mod det civile samfunds fejl og mangler, andre gange mod den katolske kirkes. Ikke som fra en overdommer, men fra en af flokken der bræger op, og fortæller hvor den vil hen. Denne dobbeltsidighed er netop et tegn på at de to livsverdener betyder noget for hinanden. Og for mig.

Det glimrende norske katolske tidsskrift St. Olav blev grundlagt for 115 år siden. Grundlæggeren var biskop Fallize, der vistnok mente at kendetegnet på den gode hyrde var myndighed. Myndig og bestemt var han i hvert fald. Han bestemte at katolikker ikke måtte læse andre nyhedsmedier. Den protestantiske omverdens aviser var farlige, de var forbudte blade. Det er nu ændret, og tak for det. Vi håber noget ændres også for muslimerne.
Lad os se på et par eksempler på parallelsamfund i ikke-katolsk sammenhæng, og derefter se om de kan kaste lys over en af de situationer hvor Kirkens budskab er svært at forstå. Lad os tale om hurtigruten, om asbestrenovering, og om kondomer.

Hurtigruten langs den norske kyst kaldes med rette Verdens vakreste sørejse. 12 dages cruise i smukke og afvekslende kystlandskaber, forbi Nordkap, til den russiske grænse og tilbage igen, er en turistmagnet. Da den blev oprettet i 1893 var den en navigationsmæssig sensation. Indtil da havde skibene ikke vovet at sejle om natten. Dette var før de mange fyr blev bygget, før radar og satellitter og GPS. Den idé grundlæggeren Richard With demonstrerede i praksis, var at man kunne beskrive hele sejlruten ved for hvert punkt at fortælle hvor mange minutter med en given kurs og fart man skulle sejle, inden næste kursændring. Det virkede!

Og dog. Ulykker kunne fortsat ske. En dag i oktober 1962 forlod det ny hurtigruteskib St. Svithun Trondhjem kl. 12 middag for nordgående, og skulle ankomme Rørvik kl. 21.30.  Det er hurtigrutens længste strækning uden stop, over farvandet Folda. Der er der tusindvis af holme – en af gårdene der består af 365 øer – men også af  skær og undersøiske båer. Det gør farvandet smukt og smilende ved sommertid, men lumsk og farligt i mørke og efterårsstorme.

Skibet kom ikke. Det var gået på et skær, blev flænget op og sank. 41 druknede. Kursen havde været forkert. Der blev ledt det forkerte sted. Først ud på natten kom nogle passagerer frem i redningsflåde til nogle beboede øer. En lille kursfejl i starten havde vokset sig større som minutterne gik. Fyrene, som skulle vise vej, lyste som de skulle, men de blev forvekslet. Fordi man troede at man var et andet sted end man reelt var, blev fyrlysene omfortolket til at passe ind i den formodede virkelighed.
Dette er én måde to verdener kan bevæge sig parallelt på. Intet er overset, men alle data bliver systematisk misforstået eller fejlfortolket, fordi der et sted er opstået en lille fejl i kursen.

Et andet eksempel, om asbestrenovering. I slutningen af firserne opstod der i Danmark et asbesthysteri,  til dels forårsaget af at en læge ikke havde kunnet benægte at man kunne få kræft af en enkelt asbestfiber. Han kunne jo ikke som videnskabsmand give nogen garanti for at det aldrig skete, og det blev i medierne til at én eneste asbestfiber var livsfarlig. En fysiker vil kunne fortælle at det ikke er imod fysikkens love at et glas koldt vand spontant begynder at koge. Men det medfører ikke at vi forventer det vil ske. Vand kan vi nemt forholde os rationelt til, men med asbestibre, der ikke indgår i vor dagligdag, er det betydeligt sværere.

På min daværende arbejdsplads viste det sig at der var asbest i korridorernes loftsplader. De skulle fjernes, og det var min opgave sammen med en arkitekt at få det gjort. Der blev lavet en entreprise med et tømrerfirma. De kom til aftalt tid, tog pladerne ned, og erstattede dem med nye.

Imidlertid: denne renovering skulle foregå efter alle kunstens, eller rettere Arbejdstilsynets regler. Det medførte at korridorafsnittene blev spærret af, og at nedrivningsarbejderne kom ud af plasticen med indpakkede plader, iført noget der lignede et rumvandrings-udstyr; heldækkende dragter og friskluftapparater. Hvis der ikke havde været hysteri før, opstod det nu. De ansatte følte at nu blev det afsløret  hvor livsens farlige de loftsplader i virkeligheden var, de plader som de lykkeligt havde gået under i årevis. De blev vrede, og de blev bange.

Alle regler, for begge grupper, var blevet fulgt til punkt og prikke. Hver eneste regel var, isoleret set, logisk og fornuftig. Problemet var at de to regelsæt intet havde med hinanden at gøre. Når de mødtes tørnede de sammen, og resultatet var usikkerhed og angst. Dette viser en anden måde to parallelsamfund kan have kontakt på.

Når det sker at en katolik kan opleve sin dagligdag og sin kirke som to parallelsamfund, kan en af disse to modeller meget vel være på spil.
Det kan fx gælde Kirkens forhold til sex. I USA bor der en mand der hedder A. W. Richard Sipe. Han er en velrenommeret psykoterapeut, var en gang benediktiner, men er nu gift med en tidligere nonne. Han er fortsat engageret katolik. Han har mere end nogen anden forsket i katolske præsters forhold til sex, og har udgivet nogle centrale bøger om det, heriblandt Sex, Priests and Power fra 1995 og Celibacy in Crisis nu i år. For nogle dage siden sagde han på en kongres på jesuiteruniversitetet Fordham i New York ”Katekismens og den officielle kirkes belæring om sex er ikke troværdig. Jeg ved ingen anden måde at sige det på.”

Jo, kan vi nu sige, det er ikke et spørgsmål om troværdighed, det er et spørgsmål om parallelsamfund. Alle Kirkens belæringer er sammenhængende og logiske når man ser dem inde fra systemet. Men sammenhængen til den ydre verden er i nogle tilfælde – langt fra altid! vil jeg gerne understrege – mangelfuld. Noget kan på et tidspunkt være gået skævt, så resultatet bliver forkert.

Et eksempel kan være den sag der i de seneste måneder har udgjort hovedparten af den omtale den katolske kirke har fået i aviserne, ud over pavens jubilæum. Jeg tænker på holdningen til kondomer i AIDS-bekæmpelsen.

Erling Tiedemands leder i Katolsk Orientering nr. 17 om dette sætter mange ting på plads. Den burde læses af en del katolske prælater. Nogle kommentarer har fremstillet det som om Kirken er imod kondomer fordi de fører til skørlevned. Det er at vende tingene på hovedet.

Når jeg alligevel tager denne sag op, er det fordi kardinal Lopez Trujillo, formand for Det pavelige råd for familien, i det famøse BBC-program Sex and the Holy City sagde noget bemærkelsesværdigt. Som man måske vil huske, var det hans påstand at kondomer var ineffektive fordi AIDS-viruset er 450 gange mindre end sædcellerne, og derfor ”nemt” kan slippe gennem det ”net” som kondomet danner. Da journalisten citerede videnskabelig forskning der siger noget andet, svarede han: ”De tager fejl i det, og der er ingen dialog mulig på dette plan, for videnskabeligt set er dette et faktum man let kan indse – det er noget som det videnskabelige samfund accepterer, og lægerne ved hvad vi siger”.

Det bemærkelsesværdige er at kardinalen ikke vælger at tale med Kirkens teologiske og moralske autoritet, men påberåber sig en videnskabelig autoritet. Og når man gør det, må man indordne sig under de regler som skal følges for at noget skal være videnskab.

Det er ikke nyt at det Pavelige råd for familien har det citerede synspunkt. Det har stået i en 900 siders bog  Lexicon – en håndbog i tvetydige og kontroversielle begreber om familie og etik som udkom i Bologna tidligere i år. Forfatteren til den pågældende artikel er en monsignore Jacques Suadeau, som var uddannet læge før han blev præst.

Men en tekst bliver ikke videnskab blot fordi forfatteren har en bestemt uddannelse. Forskningen skal gennem en vurderingsproces, og kan ikke publiceres hvor som helst. Det publicerede skal kunne underkastes faglig diskussion. Disse fundamentale regler ignorerer kardinalen. Hertil kommer at Suadeau på ingen måde har kvalificeret sig på det område han udtaler sig fagligt om.

Henvisningen til det videnskabelige grundlag falder derfor til jorden. Det er ikke dermed bevist at kardinalen tager fejl med hensyn til kondomers effektivitet. Derimod er det helt sikkert at hvis videnskaben skulle vise at han tager fejl, har han mistet sit argument. Og derefter kan han ikke klandre nogen for at følge videnskaben, og ikke Kirken.

Og videre: når han i programmet foreslår at kondompakker ligesom cigaretpakker bør have en advarsel, fordi de ikke virker 100%, kunne man med god grund spørge om hvorfor han så ikke blot anbefaler at bruge to i stedet for et.
Nogle har glemt, og andre kan ikke lide at blive mindet om, at den fejl Kirken begik ved den første retssag mod Galilei i 1614-16 var at argumentere med videnskabelige argumenter i en teologisk sag. Den sag var ”en religiøs og intellektuel katastrofe”, som Olaf Pedersen skrev.

Når andre kræfter Vatikanet nu i vore dage har en tydelig og positiv interesse for genmodificerede afgrøder – modsat mange af verdens biskopper og kardinaler, og modsat ”et flertal i Folketinget udenom regeringen” – har der været gættet på at en af årsagerne kunne være at man ikke vil have en Galilei-sag igen. Man vil vise sin positive holdning til videnskaberne.

Andre årsager der har været nævnt er en særdeles kraftig lobbyvirksomhed fra USAs ambassadør ved den Hellige stol, James Nicholson. Eller den helt enkle, at man med genmodificerede afgrøder ser den bedste mulighed for at brødføde en stigende befolkning.

For over 40 år siden, da rumrejser var i deres vorden, blev min daværende biskop i Norge udfrittet af nogle spørgelystne gymnasiaster. Hvordan kunne den Katolske kirke gå imod fødselsregulering, når man tænkte på den stigende befolkningsmængde? Biskoppen smilede afvæbnende, og sagde at når det engang blev aktuelt, ville man helt sikkert kunne befolke en anden planet!

På den måde kan man jo også skabe et parallelsamfund. Men er det på den måde vi ønsker at Kirken skal kunne løse vanskelige spørgsmål?

Julen nærmer sig. Julen er på en enestående måde et eksempel på at to samfund, det himmelske og det jordiske, viser sig ikke at være parallelle. Julen er det tidspunkt på året hvor det åbenbares at de berører hinanden. Når de mødes, skaber de ikke angst, men glæde. I julen blev Gud menneske, han blev konkret og nærværende; Hans sandhed blev bekendtgjort. Dette er vigtigere end alt det andet.

Glædelig jul!

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©