Luk., 2. 15-20
Der er tre julemesser. Julenat - vigilien - med det kendte juleevangelium. Juledag læses prologen til Johannesevangeliet: „I begyndelsen var ordet...“ Men der er også en særlig messe ved daggry julemorgen. Her læses evangeliet om hyrdernes besøg hos den nyfødte.
Englene er der ikke mere, det hele er mere „almindeligt“ igen. Det er daggry som det plejer, og alligevel er dette nye daggry, den nye tids enestående daggry, kun overstrålet af påskemorgens. Det er den nye tids morgenskær, der er sat ind i denne verden.
Frelseren, han, der skal sidde på sin stamfar Davids trone, er født i Davids by, langt fra slot og magtens sale. Den nye strålekrans som omstråler hyrderne på marken viser allerede fra første begyndelse hvad den nye tid indevarsler. Nemlig at de - de ganske almindelige hyrder - dem på marken, er det nye barns naboer og indbudt som de første. Den nye magt er ikke en forstørret udgave af den gængse magt, den nye magt gør hyrder til vidner, kalder dem til at stå ansigt til ansigt med den almægtige. Dem, der var i margin af samfundet, i periferien, langt borte fra magtens sale, de er ophøjet til at være med, de er i centrum. Ganske almindelige mennesker, det er for deres skyld, at Betlehems stald denne morgen er fyldt med det nye daggrys lys.
Forresten er det ganske påfaldende, at det er hyrder, der nu er gæster i stalden, for hyrder, det er dem, der forlader det ene får for at finde den næste, det som var blevet borte. Og sådanne årvågne mennesker, der har blik for dem, der er betroet i deres varetægt, sådan vil den lille fremstå, når han først er blevet voksen, som den, der mere end nogen anden er kommet for at opsøge og finde det fortabte. Han, den årvågne, der selv er hyrde for bortkomne og forkomne mennesker, dem, der er havnet udenfor, dem er han kommet for at drage ind til sig, ind til midten, ind til Gud.
Men endnu er den kommende frelser et nyfødt barn, og hyrderne
går på barselsbesøg. Evangeliet fortæller at hyrderne
talte med Maria og Josef om det de havde hørt englene sige. Maria
reagerer på det, fortæller Lukas. Hun gemte alle deres ord
i sit hjerte og grundende over dem.
Men hvad mon disse hyrder kunne fortælle Maria som hun ikke allerede
vidste? Ingenting og det hele. De fortæller hende det samme som alle
andre gode barselsgæster kan fortælle en ny mor. Hun hører
af deres mund alt det, som hun har inden i sig. At hendes lille ny er enestående
dejlig, - og de kan fortælle om det store håb, der er knyttet
til det nye liv, til den lille dreng.
De siger til hende og Josef: hvor må I være lykkelige.
Og sådan kan hyrder noget som engle ikke kan. Englene sang vidunderligt om freden og de gav Gud æren. Det er de bedst til. Men engle får ikke børn. Det gør hyrder derimod. De ved hvad det vil sige at blive far og mor, og sidde med sådan en lille ny.
Der er en videre pointe - en julepointe i det faktum, at mennesket kan genkende sig selv i den ny. Han er som os, og dog slet ikke. For i sit voksne liv vil han fremstå, som den der er menneskelig i en grad, som vi først skal tilnærme os. Men som vi i høj grad længes efter, fordi enhver der blot har en smule erkendelse af sine egne længsler vil ligne ham, fordi vi så - paradoksalt nok - da ligner os selv.
Gør som Gud, bliv menneske. Han der ved hvordan, er nu selv i
verden for at hjælpe os med det.
Derfor er han kommet til almindlige mennesker for at opsøge
dem, der sidder i mørke og dødens skygge, for at lade den
nye tids daggry oplyse vores livsvej.