En giftig historie fra Hallandsåsen – Usynlige grænser i Europa – Den erotiske ånd i de romersk-katolske kulturer – Hemmeligheden som ideal i den romerske kirke – Eros eller agape som ledelsesprincip?

Hallandsåsen ligger som en klar og tydelig grænse mellem Halland og Skåne. Kommer man i bil ser man den på lang afstand; bakkerne op og ned er stejle. Vel er den ikke vild som et norsk fjeld, men har man prøvet at tage toget sydover mod København mærker man et slægtskab. Toget taber sin fart, stønner og pruster sig op fra Båstad, op gennem en bjergsprække der bliver smallere og smallere. Intet under at de svenske jernbaner ville erstatte linjen med en tunnel gennem Hallandsåsen.

Det gik galt. For at stabilisere bjerget med alle dets sprækker, og tætne dem så ikke vandet sivede ind i tunnelen, brugte entreprenøren stoffet akrylamid. Det er effektivt, men også giftigt og kræftfremkaldende, og der blev brugt aldeles for meget. Fisk i bækkene døde, køerne blev syge af at drikke vandet. I 1997 var skandalen et faktum. To direktører blev senere straffedømt. Ingen ved om arbejdet kan genoptages – tunnelåbningerne står der endnu i Båstads udkant og gaber. Og lige ved indrettede svenske naturvårdsmyndigheter et museum til oplysning om hvad der var sket.

Nu vil skæbnen og EU at der i København ligger en EU-institution, Miljøagenturet. Der arbejder mennesker fra mange EU-lande. Personalet har for skik at tage på en årlig skovtur med miljøkulturelt sigte. Et år tog de til Hallandsåsen.
Museet med naturskandalen vakte opsigt, men reaktionerne var markant forskellige. Nogle mente at det var en glimrende idé at oplyse om fejltagelserne. Andre mente at det var dumt og misforstået; man skulle hellere holde sådanne sager så hemmeligt som muligt. Og to af deltagerne lagde mærke til hvor i Europa de personer kom fra som havde de modstridende synspunkter. Det viste sig at man kunne trække en øst-vest-linje et stykke ned i Frankrig. Kom man fra nord for linjen, var man for åbenhed. Kom man fra syd for linjen, var man for lukkethed.

Sådanne usynlige grænser i Europa findes der flere af. Lad mig minde om en anden, ølgrænsen. En gang havde jeg holdt et foredrag i Luxembourg, og rejsen tilbage til København foregik med tog. Ned gennem Mosel-dalen voksede min interesse for et glas kølig hvidvin når mulighed bød sig. Men i Koblenz, romernes Confluentes, byen hvor de to vinfloder Rhinen og Mosel flyder sammen, og hvor en besøgende aldrig skal mangle vin, var der ikke tid mellem de to tog. Det var der til gengæld i Köln 75 kilometer længere nord – men i Köln var et glas hvidvin næsten uopdrivelig. For Köln er en ølby.
Der har af og til været peget på at ølgrænsen i det store og hele falder sammen med Romerrigets nordgrænse. Godt nok var Köln er romersk grænseby, men  det bekræfter nærmest regelen. Den hemmelighedsgrænse som blev afdækket på Hallandsåsen har også en ikke ubetydelig lighed med grænsen for den romerske indflydelse.

For protestanter har det været nærliggende at pege på at grænsen for det romersk-katolske område i Europa svarer til disse usynlige grænser. Argumentet har været fremme mange gange i debatten om EF og EU. Ikke sandt: Her i nord er vi oplyste, tænker demokratisk og er for åbenhed, medens i syd er de under den katolske kirkes indflydelse, tænker autoritært og er for lukkethed og hemmelighedsfuldhed. Vi er altså bare sååå meget bedre her i det øldrikkende Danmark, og vi skal ikke have for meget med dem nede i EU at gøre. Vi har vist alle hørt det fremført, i mere eller mindre smukt indpakkede udgaver.

Understreger historien fra Hallandsåsen ikke at der er noget om snakken? Og viser vores hjemlige bispedømmes håndtering af Nibler-sagen, hvor mangel på information til offentligheden nærmest var et princip, i øvrigt ikke det samme? Eller pædofili-skandalerne i USA, hvor biskopper gjorde alt for at lægge låg på, i den tro at de beskyttede Kirken?

Kort sagt: Kan den romerske kirke overhoved begå sig i et demokratisk samfund? Er dens strukturer en anakronisme? Sætter dens tradition for lukkethed den uden for det gode selskab?

Det falder så let at svare ja. Nogle danske katolikker har taget konsekvensen af det ja, og dannet en forening omkring det. Den hedder ”Vi er også Kirken”, VEOK. Dem vil vi vende tilbage til ved en senere lejlighed. Men inden det ja bliver for fuldtonende, er det værd at stoppe op og forsøge at sætte sig ind i de bevæggrunde der faktisk findes for lukketheden. Selv om man ikke er enig, vil det at forstå en smule af modpartens anliggende gøre det lettere at tale om en ændring. Nogle kalder det for dialog.

Mellem 1889 og 1970 levede i England en kulturhistoriker ved navn Christopher Dawson. Han konverterede til den katolske kirke i 1909. Hans hovedinteresse var forholdet mellem religion og kultur. Han var gæsteprofessor ved Harvard i dette, og har blandt andet skrevet bøgerne Religion and Culture, og Religion and the Rise of the West. Bortset fra en perifer bog som Clara Svendsen oversatte i 1946, er han ikke udgivet på dansk.

Dawsons mening er at religiøs kultur er kernen i al civilisation. Til alle tider har de første skabende kulturelle manifestationer haft sit ophav i en religiøs inspiration, været tilegnet et religiøst formål. Al religion stræber mod en åndelig sandhed. Men kun kristendommen har nået frem til det store forståelsesgennembrud for denne sandhed. Dawson var ikke nådig mod sin samtid: nationalisme, sekularisme, materialisme/kapitalisme er fjender af den kristne kultur. Kommunismen og liberalismen  er begge mislykkedes i forsøget på at erstatte det kristne historiesyn. Hvis nogen har brug for en ægte kulturkonservativ stemme i det nuværende danske forsøg på en kulturkamp, kunne de fx læse Dawson. Der er lidt mere substans i hans bøger end i Ulla Dahlerups skældsord.

Christopher Dawson identificerede en erotisk ånd i de kulturer der er formet af den romersk-katolske kirke. Hvad mener han? Med erotisk mener han ikke noget seksuelt, men den græske grundbetydning af begær, efterstræben. For Platon var eros længselen efter det evige. Og det der i det katolske liv efterstræbes så lidenskabeligt, er den åndelige perfektion. I følge Dawson.

Hvad har dog dette med katolsk hemmelighedskræmmeri at gøre? Det har den fremragende amerikanske katolske journalist, Vatikankorrespondenten for National Catholic Reporter John L. Allen jr. skrevet om for nyligt. Han har beskrevet tre værdier som Kirken har ment at kunne opnå gennem hemmelighed. De tre er lov og ret, autoritet og objektivitet. De følgende par afsnit er inspireret af Allens beskrivelse.

I den første, synet på lov og ret, tager han netop sit udgangspunkt i Dawson. Lovens regler er efter det romerske synspunkt et udtryk for et menneskeligt ideal, en beskrivelse af den perfekte, den efterstræbelsesværdige tilstand.

Men man skal også være realistisk: de fleste vil for det meste opføre sig anderledes end lovens ideal foreskriver. Og alligevel er det vigtigt at opretholde idealet. Der skal findes noget der peger ud over den enkeltes svagheder. For megen fokus på overtrædelser og fejl kunne føre til at lovens visdom, ja selve lovens eksistensberettigelse kan drages i tvivl. Derfor er det der skal drøftes i det offentlige rum alene lovens ideal. Kun i det private rum, bag de lukkede døre, tager man stilling til den enkeltes fejl og svagheder.

Tæt forbundet med dette er også tanken om konfidentialitet. Vidner og eksperter skal kunne tale frit, den anklagede skal kunne beskytte sit gode navn og rygte indtil han er bevist skyldig, ofre skal beskyttes mod offentlighedens nysgerrighed. Fuld åbenhed er ikke nødvendigvis lig med maksimal retfærdighed. Dele af denne tankegang har vi endnu i vores danske retspleje og forvaltningspraksis. Heldigvis.

For det andet er der en respekt for autoriteten som netop dette: en autoritet. I et demokrati kan man sagtens tale om at magt korrumperer, og eksemplerne på det er mange. Men inden for det kirkelige system er tankegangen lige modsat: magten adler. For magten kommer ikke fra en persons specielle evner eller fra et folkeligt mandat. Den er en følge af ordinationen, den har hele sakramentets nådefylde at trække på.

Derfor kan brug af hemmelighed skabe et rum hvor de kirkelige autoriteter kan bruge den nødvendige diskretion. De kan finde den løsning som bedst passer under de givne omstændigheder, uden risiko for at en bred offentlig debat fejer den mest hensigtsmæssige løsning til side.

Nært knyttet til dette er faderidealet. Kirkens ledere, biskopperne, skal være som en fader er for sin familie. En fader er den der ved alt bedst, og mildt og kærligt men myndigt og forudseende handler til fællesskabets og dermed dets enkelte medlemmers bedste. Sådan leder de deres præster, sådan leder de deres bispedømme. Offentlige uenigheder hører ikke hjemme i den faderstyrede verden.

Den tredje værdi er objektivitet. Den der skal træffe en beslutning eller skal dømme i en sag skal ikke udsættes for en pression der forrykker den uafhængige stillingtagen. Hvis alle sagsagter var tilgængelige – og det betyder også tilgængelige for parterne i sagen – ville det måske kunne forhindre objektiviteten: Det kunne medføre at den objektivt rigtige beslutning ikke blev truffet på grund af forudgående offentlig kritik eller pres. Eller at fremtidige sager kunne blive påvirket af trufne domme kritiseres.

Vi har endnu i vores retspleje en vis respekt for domstolens virke, der bevirker at man skal ”tie medens retten taler”. Og det er ikke længe siden det blev diskuteret om Pia Kjærsgård kunne tillade sig at kritisere en højesteretsdom efter at den var truffet. Dette er også udtryk for det samme ideal. I den katolske kirkes sagsgang og retspleje beskytter man objektiviteten så principfast at parterne end ikke kender det grundlag beslutningen træffes på.

Det klassiske eksempel, og et der stadig fylder voldsomt i Vatikanets kollektive ubevidste, ifølge Allen, er den offentliggørelsen i 1967 i Le Monde og National Catholic Reporter af flertalsbetænkningen fra pave Paul VIs fødselskontrol-kommission. Den foreslog en ændring i Kirkens lære om prævention. Paul VI valgte som bekendt det modsatte med Humanae Vitae. Og det medførte at han fik voldsom kritik for at ”ignorere” sine egne eksperter. I Vatikanet er der en stærk kultur der modarbejder at beslutningstagere skal kunne udsættes for pression fra interessegrupper eller offentlig opinion. Det anses ikke for en pålidelig måde at nå frem til sandheden på.

Denne måde at tænke på er en levende praksis, og den er udtryk for nogle værdier som efterstræbes. Værdierne er ikke i sig selv forkerte. Men man kan hævde at de ikke tager hensyn til alle legitime interesser i Kirkens liv. Og måske er tankegangen for meget et ideal. For meget søgen efter en objektiv og upersonlig sandhed. For meget længselen efter det evige. For meget platonisme. For meget eros.

Man kan komme til Sverige uden at krydse Hallandsåsen. Fx til Lund, hvor teologiprofessoren og biskoppen Anders Nygren boede. I 1930erne skrev han sin berømte bog om den kristne kærlighedstanke gennem tiderne, om eros og agape. Hvor eros er menneskets længsel efter Gud og det evige, er agape Guds kærlighed til mennesket, og menneskets til sin næste. Eros viser bort fra verden, agape forbarmer sig over den. Nygren satte det kristne agape over det hellenistiske eros. De luthersk inspirerede konsekvenser han drog af sin skelnen behøver vi ikke nødvendigvis at være enige i.

Men man kan godt spørge om agape har den plads den bør have i den katolske kirkes beslutningsprocesser.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©