Matt. 16., 13-20
I husker nok, hvad Nazareths indbyggere spurgte hinanden om, da Jesus
ved begyndelsen af sit offentlige virke havde talt i deres synagoge og
prædiket over profetens Esajas. Han havde på den ene side fyldt
dem med undren, men også med skepsis. De sagde: Men “er det ikke
Josefs søn?”
Og længere kom de aldrig. „Ingen steder er det svært at
finde lydhørhed for en profet, som I sin hjemby,“ må Jesus
senere forklare sine disciple.
Jesus, Josefs søn.
På sin vandring, er han krydset igennem Gallilæa med sine
disciple og er nået til det yderste nord til den romerske by, Kæsaræa
Filippi. Nu er han ved omdrejningspunktet, for fra nu af går det
mod syd, mod Jerusalem, byen, der har det rygte, at den slår profeterne
ihjel.
Men endnu er Jerusalem og alt hvad den symboliserer meget langt væk
- den er helt uden for disciplenes horisont. De har fulgt Jesus på
hans vandring, de er blevet vidner til hans liv, hans gerninger og forkyndelse.
Men hvem I hvis følgeskab er de? Det er det springende punkt. Hvem
er dog han, der gør og siger sådan, hvor kommer han fra?
Svaret er ikke så ligetil, som vi tror. Ingen dengang havde lært
svaret i katekismusundervisning. Det er et åbent og også meget
brændende spørgsmål, og dette brændende spørgsmål
arvede urkirken. Hvem er dog han? I alle evangelierne og da ikke mindst
hos Johannes er dette spørgsmål det mest centrale. „Hvor er
du fra?“ spørger Pilatus, den tornekronede Jesus.
Jesus, Josefs søn. At man kan sige sådan om ham, det er
hvad man kan kalde inkarnationens skandale - det er den yderste konsekvens
af Guds stigen ned til jord, at han indtil det misforståelige blev
et almindeligt menneske, der er lige så let at overse som alle andre.“Er
det ikke tømmeren, Marias søn og bror til Jakob og Joses
og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os? Og de forargedes
på ham.“ (Mk. 6.3) Men I sin visdom har Gud valgt at komme menneskene
nær på denne udsatte måde, at Gud må tømme
sig selv, for menneskenes skyld, for ikke at tvinge dem ind i en underkastelse,
men for at kalde på dem og på deres tro.
Jesus sætter ikke destomindre sindene i kog, og hans identitet
diskuteres indgående. Der er mange meninger og bud på den sag,
sådan som disciplene kan fortælle det til Jesus.
Sådan er det, det er helt normalt menneskeligt, hvis man vil
vide noget om hvad „folk“ tænker om een, så skal man ikke spørge
dem selv, for det fortæller man sjældent lige ud.
Disciplenes kludetæppe af svar, med frit valg på alle hylder
er ikke meget bevendt. Men nu sker gennembruddet.
Man må se det for sig. Jesus, Josefs søn og Simon, Jonas
Søn. To mænd. Om et øjeblik vil vi være kommet
meget længere i svaret på, hvem det er vi har med at gøre.
Vi vil ikke længere sige: Jesus, Josefs søn, og Simon, Jonas
Søn, men vi vil sige: Kristus, Guds søn, og Peter.
Det var ikke fordi det var forkert: Jesus, Josefs søn,
lige så lidt som det var en fejltagelse at sige Simon, Jonas søn.
Men det var langt fra fyldestgørende. Hverken for Jesus, i hvem
den skjulte Gud, han som bor i et utilgængeligt lys, er kommet os
helt nær, i et dødeligt menneske. Men heller ikke for Simon,
for han var så meget mere, han var grundstenen i det som Gud ville
konstruere. Grundstenen i det menneskelige fællesskab, som skulle
være meget mere end bare et menneskeligt sammenrend, men være
en kirke, hvori han selv kunne være midt iblandt sine.
„Salig er du Simon, for det har kød og blod ikke åbenbaret
dig, men min himmelske far,“ siger Jesus, til Peter, der er ved at træde
i karakter. Ved at træde i karakter, ja, for endnu vil vi straks
høre, hvordan grundstenen blev til anstødsten. Det tager
tid, at blive sig selv, det tager tid, at lære evangeliets lektie
om at livet er vigtigere end det at overleve, at sandheden ikke går
under i endeligheden, at kærligheden er opstandelse og evigt liv;
- at Jesus, som er Kristus, som „kommer fra Gud og vender tilbage
til Gud,“ som hans bøn til faderen referes i Johannesevangeliet.
(Joh. 17.13)
Men til forskel fra Pilatus, som måtte spørge: hvor er
du fra, så ved vi at svare, fordi vi tror. Jesus af Nazareth, du
er Christus, den levende Guds søn.
Kød og blod - den konventionelle måde at regne et menneskes
betydning ud - er for altid død, og har altid haft noget utilstrækkeligt
over sig. Gud er mere end vi kan regne ud ved at lægge to og to sammen.
Gør man det, så ser man akkurat kun så snævert
som folkene i Nazareth, der så og så, og dog ingenting så.
Tja, for de overså ikke bare Jesus, den levende Guds søn,
de overså lige så meget sig selv, og muligheden for at træde
ind i det troens mysterium, hvor vi, ganske almindelige, får magt
til at blive Guds børn.