I Lumen nr. 39 (Oktober-November 2002) har Ivar Hoel, i en af sine ”Kirke i tiden”-artikler, givet en kort omtale af det kirkepolitiske initiativ, som kommer fra arbejdsgruppen ”Katolikker for Lighed blandt Trossamfund i Danmark.” Som medlem af gruppen vil jeg hermed gerne uddybe Ivar Hoels omtale.
Kirkepolitisk debat
Man kan måske passende begynde med at undre sig over, at danske
katolikker (eller for den sags skyld medlemmer af et frikirkesamfund)
ikke for mange år siden har taget initiativ til at sætte de
uligheder, der eksisterer mellem på den ene side folkekirken og på
den anden side de andre trossamfund til offentlig debat. Lad mig i forbifarten
pege på et par mulige forklaringer på dette – og på at
vi danske katolikker i øvrigt ikke har haft for vane at beskæftige
os med kirkepolitiske spørgsmål i det danske samfund, endsige
da gå ind i den offentlige debat herom.
Én forklaring kan være danske katolikkers ghettomentalitet, der har levet i bedste velgående også siden vi fik religionsfrihed med 1849-grundloven: vi synes, at det er bedst at holde vores religion ”inden for murene”.
En anden den, at man hertillands traditionelt har taget det folkekirkelige monopol som en given sag, næsten på samme måde som postvæsenet eller DSB. Folkekirken har været den danske kultur- eller stammereligion, hvorfor al offentlig kirkelig debat måtte være en debat om folkekirkelige emner på evangelisk-lutherske præmisser.
En tredje forklaring denne: Religion har længe været et tabu-emne – og er det fortsat i vide kredse. Men det interessante er, at der faktisk synes at være sket et skred i udviklingen på dette område, sådan omtrent ved indgangen til det nye årtusind. Vi har jo længe haft en pave, der fra begyndelsen som et af sine mål har sat sig reevangeliseringen af Europa. Selvom dette initiativ er meget betydningsfuldt og på mange måder har båret frugt, må det nok erkendes, at vi her i Danmark endnu ikke har mærket så meget til det.
Men den store muslimske indvandring til Vesteuropa, også til Danmark, har i løbet af få årtier givet os en ny virkelighed med mennesker, der ikke er bange for at bære deres gudstro til skue i fuld offentlighed. Effekten blev yderligere forstærket af terrortragedien den 11. september. Denne udvikling har uden tvivl været en stærk udfordring for de kristne miljøer, ikke mindst i Danmark, hvor man hidtil har levet så isoleret og beskyttet. Og den har tillige været en påmindelse om, at den danske enhedskultur, hvor kristendom hidtil har været det samme som en folkekirkelig kulturreligion, ikke kan vare evigt. På adskillige møder i det forløbne forår, som jeg har deltaget i, har ikke mindst folkekirkekristne givet udtryk for denne opfattelse. Erfaringerne fra Sverige og Norge synes også at have gjort deres indtryk – sammen med den kendsgerning, at folkekirkens procentandel af befolkningen langsomt skrumper og i dag er nede på omtrent 84.
Det er i denne, delvist nye, virkelighed ved indgangen til det 21. århundrede, at arbejdsgruppen ”Katolikker for Lighed” sætter ind med sit initiativ, der dels direkte sigter på at rokke ved en række konkrete punkter, hvor der føleligt sker en diskrimination af ikke-medlemmer af folkekirken, og dermed af deres trossamfund, og dels indirekte har til formål at gøre op med selve den bestående folkekirkeordning (læs: statskirkeordning), der er roden til denne diskrimination. Initiativet startede i foråret 2001 med to kronikker af henholdsvis J. Nybo Rasmussen og J. A. Munksgaard med de meget sigende overskrifter Frygter folkekirken friheden? (Kristeligt Dagblad) og Folkekirken i klemme (Jyllands-Posten), der skød en debat i gang, som langtfra er ophørt. Det kan tværtimod i dag konstateres, at mange synspunkter fra de to kronikker, der kan læses via arbejdsgruppens hjemmeside, har vundet gehør i vide kredse, såvel i store dele af dagspressen som inden for selve folkekirken. Det er vigtigt at mærke sig, at kritikken af statskirkeordningen så absolut ikke sigter på at svække dansk evangelisk-luthersk kristendom – endsige da ødelægge de økumeniske forbindelser – men vi peger på, at den vil blive styrket, og det økumeniske klima blive forbedret, hvis de snærende bånd til staten løsnes.
Diskriminationspunkter
Men tilbage til diskriminationspunkterne, der i detaljer fremgår
af hjemmesiden. Her skal jeg nøjes med at fremhæve et par
stykker, og kun i uddrag. Har man således tænkt over følgende:
- At alle danske skatteydere, uanset deres religiøse tilhørsforhold, betaler 40% af folkekirkepræsternes og –bispernes lønninger og pensioner, nemlig med godt 600 mio. kr. i 2002. For folkekirken i Grønland gælder dog, at den finansieres 100% af statsskattemidler via bloktilskud. Og det selvom det i grundloven § 68 er fastslået, at ”ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, der er hans egen.”
- At der kun ydes fuld offentlig støtte til uddannelse af folkekirkens personale: præster, kordegne m.v. , derunder uddannelsesstøtte (SU), mens andre trossamfund selv må bekoste og organisere deres tilsvarende uddannelser, som i øvrigt i mange tilfælde ikke berettiger til SU.
- At der inden for områder, hvor kirkegårdene ejes og drives af folkekirken, dvs. de fleste kirkegårde i landet, forlanges langt større betaling for et gravsted, i form af oprettelse og vedligeholdelse, til et ikke-medlem af folkekirken end til et medlem.
- At alle fødsler og dødsfald inden for det enkelte folkekirkesogns geografiske område skal anmeldes til og registreres på det pågældende folkekirkekontor uanset de pågældendes (forældrenes/afdødes) religiøse tilhørsforhold. Dette betyder i praksis, at der for en katolik sker registrering tre steder: i det katolske hjemsogn, i folkekirkesognet og hos bopælskommunen! Rent bortset fra at dette civilregistreringssystem må karakteriseres som rent ”papirnusseri” og et levn fra enevælden og den tid, hvor præsten og degnen var de eneste i sognet, der kunne læse og skrive, må det ses som et middel for folkekirken til at ”holde snor i folk”, hvad man faktisk også har indrømmet fra officielt hold. Desuden er det konstateret, at mange, takket være folkekirkens civilregistreringssystem fejlagtigt er blevet indrulleret som dens betalende medlemmer. Dette gælder ikke mindst tilflyttere til landet, som endnu er uden kendskab til de administrative krinkelkroge. Men der er også eksempler på, at katolikker, i forbindelse med flytning fra en kommune til en anden, er blevet registreret som folkekirkemedlemmer.
Sagsanlæg
De to sidste diskriminationspunkter: forskellene i begravelsesomkostninger
og folkekirkens civilregistrering, må arbejdsgruppen – efter frugtesløse
henvendelser til kirkeministeriet – betragte som så alvorlige krænkelser
af individets frihed og princippet om lighed mellem trossamfund, at de
kan og bør danne grundlag for en prøvelse ved domstolene.
For tiden forbereder vi, med støtte af de to eksperter i menneskerettigheder,
advokat Tyge Trier og professor dr. jur. Ole Espersen anlæg af sådanne
sager. Udfaldet imødeses med største spænding
af både jurister, kirkeligt interesserede og selvsagt også
kirkeministeriet, som sagerne bliver anlagt imod. Men der kan forventes
at gå lang tid, før der falder endelige afgørelser,
fordi man pga. sagernes principielle karakter med stor sandsynlighed skal
igennem en prøvelse både ved danske domstole og Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Til afslutning to praktiske bemærkninger:
Det er – af hensyn til effekten - vigtigt, at vi får andre med,
end de sagsøgere der allerede har meldt sig, til at støtte
gruppen i tilsvarende retssager. Det understreges, at der ikke er nogen
som helst udgift forbundet med en sådan støtte. Interesserede
bedes melde sig til arbejdsgruppen, ved undertegnede.
Yderligere oplysninger om arbejdsgruppen kan findes på hjemmesiden.
Arbejdsgruppens foreløbige hjemmesideadresse er:
http://hjem.get2net.dk/katgruppe
Der vil, til sin tid, blive henvist til ny hjemmesideadresse.
kontakt:
Niels Henrik Assing
e-mail: niels.hen.assing@mail.tele.dk