Det er næsten 40 år siden Johannes XXIII døde 2. Pinsedag 1963, imens mennesker i hele verden med kærlighed og sorg fulgte hans dødsproces, som om det gjaldt en kær slægtning.
Johannes XXIII og hans minde lever fortsat i manges hjerter. I særdeleshed
i Italien findes hans billede i mange hjem, taxaer og lommebøger.
Kirken har godkendt dette faktum ved at saligkåre den ”gode pave”.
Trods dette er hans elskværdige person ikke uomstridt. Ligesom Jesus
selv kan han betegnes som ”et tegn, der vækker strid” (Luk 2,34).
Når man spørger nogen, der synes at kirken endnu mangler at gøre en hel del for at virkeliggøre Det Andet Vatikankoncils impulser, så fremstår Johannes XXIII let som en djærv reformator, der ikke blev forstået af efterkommerne.
Hører man til dem der tværtimod mener, at kirken næsten har gjort for meget af det gode med reformer og forandringer, så bliver Johannes XXIII snarere til en rar og noget naiv ældre herre, der ikke forstod sig på hvilken lavine han satte i gang ved at indkalde til koncilet.
Det er altså mindre let at tolke Johannes XXIII end det først forekommer. De billeder af ham, som er i omløb, er modstridende. Men hvem var han i virkeligheden?
Angelo Giuseppe Roncalli, som fødtes den 25. november 1881, valgtes til pave den 28. oktober 1958 og antog navnet Johannes XXIII. Han havde tilbragt størstedelen af sit allerede lange liv i det pavelige diplomatiske korps, men alligevel udrettet en del pastoralt arbejde.
Johannes XXIII kom fra en tryg og sikker familiebaggrund med dybe rødder i den Norditalienske hjemegn, og med sig hjemmefra fik han en sikker forankring i en traditionel, men ikke snæversynet katolicisme. Han prioriterede kontakter og relationer – selv om han levede et liv som ikke gjorde dette let – og han passede dem med fordomsfri menneskelighed, men også med ansvar og disciplin. Mængden af breve til slægt og venner var imponerende, ligeså hans videnskabelige arbejde, som han også nåede trods sit krævende embede.
Disciplinen kom ikke af en stresset og altomfattende pligtfølelse, men af en naturlig forkærlighed for orden i sit eget og i andres liv. Johannes XXIII personificerede en smilende værdighed, som mest bestod i klarhed og orden i relationerne og i livet i det hele taget. Den havde noget klassisk over sig, men den var ikke stiv, tværtimod var den beleven, ja til og med glad. Han prægedes derfor også af et glad og venligt sind og en smilende livlighed, som viste at han elskede sig selv, andre og livet i særdeleshed.
I løbet af livet tiltog hans transparens og enkelhed, som havde grund i hans nære og trygge gudsrelation, mere og mere. Denne enkelhed blev dog båret af et begavet, historisk præget intellekt, som indimellem var i fare for ikke at blive opdaget netop på grund af hans enkelhed.
Roncalli gjorde intet for at hindre dette, dels fordi den diplomatiske attitude (som ikke drager opmærksomhed mod sig selv og drager nytte af en vis camouflage) var blevet naturlig for ham, dels fordi han mindre og mindre behøvede andres opmærksomhed og beundring for at være lykkelig.
Dette mindsker ikke det faktum, at kombinationen af en kreativ tankegang og en enkel, elskværdig måde at kommunikere på kan være uhyre effektiv, hvilket også kan ses hos Johannes XXIII, som overraskede verden, da han tiltrådte sit embede.
Den 77-årige pave mødtes med forventninger om, at han skulle indlede en ganske rolig fase, hvor stillinger indenfor kurien skulle besættes (hvilket den aldrende Pius XII havde forsømt under sine sidste år) og paveembedet forvaltes indtil en yngre efterfølger skulle overtage det.
Men Johannes XXIII var for handlekraftig og realistisk til at ville nøjes med dette beskedne program. Han ville fremfor alt være sjælesørger og efterligne den Gode Hyrde Jesus. Set fra denne synsvinkel havde den katolske kirke i 1958 flere alvorlige problemer:
· paven kunne knapt opleves som biskop af Rom eftersom han levede
så afsondret i Vatikanet og var så overbelastet med verdenskirkelige
og politiske bekymringer;
· pavens relation til sine nærmeste medarbejdere i kurien
og til biskopperne i verdenskirken var sporadisk, og han oplevedes snarere
som en streng overordnet end som deres biskop og hyrde;
· de moderne mennesker forstod ikke længere kirkens budskab
og evangeliet. Kirken kunne ikke længere tale, så den kunne
fremføre sit magtpåliggende frelsesbudskab!
Givetvis var det sidstnævnte problem det mest presserende, og
problemet består endnu i dag.
Det var et særdeles vigtigt spørgsmål for Johannes
XXIII, og man kan formode, at det mere end alle andre spørgsmål
var årsag til at han allerede i januar 1959 indkaldte til Det Andet
Vatikankoncil.
Johannes XXIII havde ikke selv erfaret, at kirken havde et stort
behov for indre reformer, og han stræbte ikke først og fremmest
efter forandringer, der skulle fremme livet for præster, ordensfolk
og lægfolk. Men han ønskede lidenskabeligt at kirken måtte
kunne forstås af de mange almindelige mennesker, som tappert levede
deres i mange forhold tyngede hverdag uden at kunne opfatte Jesu nærvær
og kærlighed i den.
Det centrale og nye i hans måde at tackle spørgsmålet
på var, at han i sin søgen efter årsager begyndte med
kirken.
Det var og er fortsat en ganske udbredt holdning, at give den moderne
verden skylden, når den ikke tager imod kirkens budskab. Men faktisk
bør den, der vil kommunikere et budskab begynde med at ransage sig
selv, hvis ikke kommunikationen lykkes. Hvordan vil man ellers kunne opnå
forandring, hvis ikke man begynder med den ende, som man selv kan påvirke?
Efter min mening er denne nye vinkel Johannes XXIIIs vigtigste og mest
aktuelle bidrag, som heller ikke bør glemmes i vort kirkeliv.
Da Johannnes XXIII åbnede Det Andet Vatikankoncils første
session den 11. oktober 1962, sagde han blandt andet:
”Vi har stor tillid til, at kirken gennem en lempelig aggiornamento
og en klog organisering af det gensidige samarbejde vil opnå at de
enlige, familierne og folket bliver mere opmærksomme på de
himmelske ting… Når Vi udøver Vort hyrdeembede sårer
det Os, når Vi må lytte til bebrejdelser fra folk, som er fyldt
med iver, men som ikke råder over megen sans for nuancering og takt.
I den nære fortid og i nutiden opdager de kun misforhold og fejludvikling.
De siger, at vor tid sammenlignet med fortiden udelukkende udvikler sig
i den forkerte retning… Vi må modsige disse ulykkesfugle, som kun
profeterer ulykker, som om dommedagen stod for døren… I den nuværende
situation leder det guddommelige forsyn os til en fremadskridende fornyelse
af de menneskelige relationer. Forsynet samarbejder med menneskene, men
det opfylder sin egen plan, som overgår de menneskelige forventninger.
Alt – til og med det menneskene gør for at hindre forsynet – anvender
det til kirkens bedste… Nu for tiden foretrækker Kristi brud snarere
at anvende barmhjertighedens end strenghedens lægemiddel. Kirken
er overbevist om at den nuværende situation kræver, at den
peger på sin læres troværdighed frem for at den fordømmer.”
Kan vi virkelig sige, at disse ord ikke længere gælder? Har kirken virkelig gjort sit for at samarbejde med forsynet på den måde, som disse ord skitserer?
Også på andre områder kan der hentes inspiration, når man vender sig til Johannes XXIII. Hans længsel efter de kristnes enhed havde rødder i hans egen livshistorie og i de venskabelige kontakter han havde haft frem for alt med de ortodokse kristne. Det forekom ham vigtigt ikke at behøve at udrede historiske og teologiske skel ned i den mindste detalje, før den kristne enhed kunne blive virkelighed, eftersom Jesu bøn: ”Jeg beder at de alle må være ét” (Joh 17,21) forpligter alle kristne. Da han levede var det for tidligt at realisere disse tanker, men det er ikke udelukket at sagen efter så mange dybtgående og fremgangsrige teologiske samtaler efterhånden vil ændre sig.
Johannes XXIIIs syn på læreembedet var dynamisk.
Som kirkehistoriker regnede han med at forandringer nødvendigvis
indtræffer under historiens forløb, og han frygtede dem ikke,
trods, eller måske netop fordi, han selvfølgelig var hjemme
i kirkens rige tradition. I forbindelse med Pius XIIs død skrev
han:
”Vi er ikke på jorden for at forvalte et museum, men for at dyrke
en blomstrende have og for at forberede en herlig fremtid.”
Læreembedet skal altså ikke kun formidle – ”transportere”
– troens sandheder gennem tiderne, det skal, ifølge ham, nytolke
dem for nutidens mennesker.
Det er klart, at en sådan nytolkning kun kan lykkes, hvis paven
ikke agerer alene men samarbejder med biskopperne og også med andre
troende for at kunne få del i deres erfaringer og indsigter. Der
findes en lille fortælling om Johannes XXIII som symbolsk peger på
denne nødvendighed. Vi ved til og med, at den var vigtig for hans
forståelse af sin pavelige tjeneste eftersom han selv flere gange
gengav den i sine taler og skrifter.
Da han lige var blevet valgt til pave, førtes han ud på Peterskirkens loggia for at velsigne de ventende folkemasser. Televisionen var på plads og dens strålekastere rettedes mod balkonen og mod ham, så han ikke kunne se menneskemængden på pladsen under sig. Dette opfattede han som en advarsel om ikke i sin nye, krævende opgave at lade sig blænde af al opmærksomheden, så han ikke længere skulle kunne se de andre og deres liv:
”Jeg sagde til mig selv: Hvis du ikke bliver ved med at være den sagtmodige og ydmyge mesters discipel, så vil du aldrig opnå at forstå den jordiske virkelighed. Så vil du være virkelig blind.”
Fra Katolskt magasin nr. 2, 2002
Oversættelse: Jonnie Jørly Nielsen