Hvad vil paven læse den 21. juni? – Cappucinoens ophavsmand er saligkåret – Hvorfor bruger vi orgel i kirken? – Sandalmagernes dårlige fortælling

Ferietiden nærmer sig. Det betyder for mange at lekturens sværhedsgrad ændres. Også i denne spalte er vi i sommerstemning: Vi ser på nogle historier der passer til det gode vejr.
Som for eksempel ved at spekulere på om paven er en af dem der har forudbestilt Rowling-bog nr. 5, Harry Potter and the Order of the Phoenix. Den har der været reklameret for i månedsvis, og et minut over midnat den 21. juni vil den være tilgængelig.
Nu har vi ganske vist skrevet om Harry Potter tidligere. Det gjorde vi for nøjagtigt to år siden, og faste læsere vil huske at vi skrev meget pænt om ham. Det er der andre der ikke har gjort. Således har enkelte læsere af Katolsk Orientering advaret mod ham. Og for fjerde år i træk har J. K. Rowlings serie været de bøger i amerikanske biblioteker der har forårsaget flest protester fra det kristne højre.

Ængstelige voksne tror tydeligvis at de unge læsere opfordres til hekseri og det der er værre. ”Harry Potter-bøgerne vil ødelægge mange unges liv”, sagde en ældre (katolsk) præst, der lavede bogbål i Alamogordo, New Mexico i december 2001. Og en (katolsk) avis i Mexico skrev at ”Videnskabens rationalitet erstattes af en slags gnosticisme, hvor viden kun kan nås af de indviede, i tråd med New Age-tænkning.”
Sådan tænker man ikke i Vatikanet. Det blev tydeligt da den gode Harry Potter blev taget op i netop en New Age-sammenhæng.
I februar udgav pavens kulturråd og rådet for interreligiøs dialog principdokumentet Jesus Kristus bringer os livets vand – en kristen refleksion om New Age. Dette dokument, der sidestiller New Age med rendyrket egoisme, er i sig selv en refleksion værd. (Og, i parentes bemærket: hvornår har man tidligere i pavelige dokumenter set en overskrift lånt fra The Beatles? Afsnit 2.2.4 hedder Magical Mystery Tour.)

Men i vor sammenhæng fæster vi opmærksomheden ved den pressekonference 2. februar der ledsagede udgivelsen. Kardinal Paul Poupard, præsident for kulturrådet, ledede sammenkomsten. Her svarede den engelske pater Peter Fleetwood, tidligere ansat i kulturrådet, nu i sekretariatet for de europæiske bispekonferencer, på journalisterne spørgsmål – og tog Harry Potter i forsvar.
”Ingen i dette rum voksede op uden billeder af troldmænd, hekse, ånder og engle”, sagde han. ”Dette er der ikke noget galt i. Og jeg tror ganske bestemt ikke at Harry Potter skal læses på nogen anti-kristen måde.”
”Så vidt jeg kan se, er forfatterens hovedanliggende at lære børn at forstå konflikten mellem ondt og godt. Det er meget klart.”
”Forfatteren, J. K. Rowling, er kristen. Hun praktiserer det muligvis ikke på en måde som en præst ville have foretrukket det, men hun er af kristen overbevisning i sin måde at leve og skrive på. Jeg kan ikke se det mindste problem med Harry Potter”, sagde pateren i Vatikanet.
Nej, vi – og vore børnebørn – der heller ikke kan se noget problem, glæder os til den 21. juni. Måske paven gør det samme?

Den samme pave har altid haft travlt med helgen- og saligkåringer. For tiden går der ikke en uge uden at listen forlænges med en tre stykker. En af disse kræver et øjebliks sommer-opmærksomhed: Cappuccinoens ophavsmand blev saligkåret 27. april.

Historien er denne:
I 15- og 1600-tallet gik tropper fra det tyrkiske, islamiske Ottomanske rige aggressivt til angreb op gennem Europa. I 1683 belejrede tyrkerne Wien (for anden gang; første gang var i 1529). En kapucinerpater, Marco d’Aviano, der var kendt som prædikant og mirakelmager, udførte på pavens opfordring et stort og ihærdigt arbejde for at opildne de kristne tropper, så de kunne afværge angrebet og bryde belejringen. En forenet katolsk/protestantisk hær på 70.000 mand stod overfor 150.000 tyrker. Og vandt.
Wien blev reddet; Europa forblev kristen. Den italienske filmskaber Renzo Martinelli, der laver en film over Marco d’Avianos liv, sætter sagen på spidsen ved at sige at uden ham ville italienske kvinder i dag båret burqa.

Hvad denne saligkåring betyder for forholdet mellem kristne og muslimer i dag er svært at sige. På den ene side er der tale om en mand der rent faktisk rejste til oprør mod en islamisk invasion. Ikke uventet har saligkåringen ført til stor glæde i de kredse der ser den samme fare i dag.
På den anden side er der de der mere ser ham som et symbol på et kristent, forenet Europa. Pave Johannes Paul 2, der med sin holdning til Irak-krigen har skabt en hel del goodwill i arabiske lande (mange mener at dét var hovedformålet med hans holdning, ikke at stoppe USA), fremholdt dette: ”D’Aviano minder det europæiske kontinent, som nu i disse år åbner sig til nye perspektiver på samarbejde, om at dets enhed vil være mere stabil hvis den er bygget på de fælles kristne rødder”.

Og cappuccinoen?  Historien fortæller at tyrkerne efterlod sig sækkevis af deres berygtede bitre kaffe. For at gøre den mere drikkelig, besluttede wienerne at blande den med mælk. Og de opkaldte den brun-hvide drik efter den kapucinerorden som deres befrierhelt Don Carlo Domenico Christofori fra Aviano tilhørte.
Marco d’Aviano kan vi derfor sende en bøn og en hilsen til når vi nyder sommerens cappuccinoer. Og, hvis man vil have en basse til kaffen, så også huske på at det var tyrkernes baklava der via Wien blev til vores wienerbrød, den kage der nu i den øvrige verden er kendt som Danish eller Kopenhagener. Et smukt (og velsmagende!) eksempel på den europæiske civilisations sammenfiltrede rødder.

Forleden søndag ville skæbnen at der ingen organist kunne komme til søndagsmessen i Skt. Mariæ kirke. Menigheden måtte synge uden orgelstøtte. Så det gjorde den.
Det blev en god oplevelse. Vi kunne bedre høre vore egne stemmer, og mærke hvordan de bar igennem. Det blev så tydeligt at vi faktisk kunne. Det blev til en anderledes fælles glæde at synge, både salmer, vekselsang og halleluja. Nogle sagde desuden at de blev mere opmærksomme på teksten, fordi sangen krævede mere koncentration end ellers.

Dette skrives ikke for at foreslå at vi afskaffer orgelet. Men et spørgsmål dukker op: hvorfor er orgelet så tæt forbundet med kristen gudstjeneste? Er det instrument mere kristeligt end horn og trompet, harpe og citer, pauke og rungende cymbler som vi kan læse om fra tempelgudstjenesten? Spørgsmålet bliver rejst i den bedste bog vi har på dansk om gudstjenestens udvikling, Bjørn Højbos Nadver og messe fra 1969.
De kristne i oldkirken mente at kun menneskets røst var værdigt til at prise Gud, og at det var for deres svagheds skyld at Gud havde givet Israel lov til at bruge musikinstrumenter. Denne holdning findes stadigt i østkirken, hvor kirkerne også i dag er orgelfrit område.
I vor vesterlandske kirke er der som bekendt sket en udvikling. Den har varet i snart sagt årtusinder.
En primitiv form for orgel var kendt allerede fra hedensk tid, og instrumentet udviklede sig til et dyrt og kostbart instrument, en fryd for øje og øre, en sag der kunne vække beundring og ærefrygt. Kort sagt: en instrument som konger og kejsere kunne bruge for at kaste glans over sig selv – eller give bort som en storslået diplomatisk gave. Om et kirkeligt instrument var der slet ikke tale i den første kristne tid.
I år 757 sendte kejseren i Konstantinopel et orgel som gave til kong Pipin den lille i Compiègne i Frankrig. I orgelets vesterlandske historie er det en berømt begivenhed. Man har også ment at sønnen, Karl den Store fik en tilsvarende gave fra den samme kejser i år 812. Bjørn Højbo plejede at fortælle (det står ikke i bogen) at dette orgel var så stort at det eneste sted i Aachen man havde plads til at placere det, var i kirken – og dermed var orgelet født som kirkeligt instrument!
Desværre har historisk kildekritik gjort det af med Karl den Stores orgel. Og dermed røg den forklaring. Musikhistorikerne siger at en af musikhistoriens store uløste gåder er hvorfor orgelet i perioden 900-1200 blev det enerådende kirkelige instrument i Vesten. At pave Vitalian (657-672) skulle have godkendt orgelet til  kirkelig brug er nemlig en anden orgelhistorisk legende.
Det man ved er, at det til at begynde med mest blev brugt til processionsmusik  og mellemspil. Måske også til signalgivning, sådan som vi i dag bruger klokker.  Det svarer til den byzantinske kejsers brug af orgel, hyldest og opmærksomhed. Liturgisk brug af orgel, for at ledsage sang, kom først i løbet af højmiddelalderen.
Og det kan vel ikke undre nogen at det var i de benediktinske klostre, samtidens kulturcentre, at brugen af orgel først vant indpas. Det var til at ”prise og velsigne Herren” (som det blev sagt ved indvielsen af abbediet Bages i Spanien, år 972). Så med vores elektriske orgel er vi på Frederiksberg en del af en lang benediktinsk tradition.

Sommertid er sandaltid. Som barn hadede jeg sandaler: man fik sand mellem tæerne. Jeg troede at ordet sandal skulle tages helt bogstaveligt: sandet daler ned på fødderne.
Til de uforfærdede har imidlertid den gode købmand sandaler til salgs. Om Coop Danmark, der ejer Kvickly-kæden har været gode købmænd når de solgte sandaler med Jesus og Jomfru Maria på, blev dog pludseligt en af den tidlige sommers mest debatterede religiøse emner. Med ét stod der mere om sandaler end om Tove Fergo på avisernes debatsider.

Og så af alle Brugsen, som så gerne vil være den mest forbrugermoralske, økologisk korrekte, ærlige købmand. ”Vi har tænkt os godt om”, sagde informationschefen. Det de ikke havde tænkt på var, at vrede kristne fra Mellemøsten stormede butikkerne, at de blev politianmeldt, at biskopper udtrykte deres forargelse. ”Vi trækker dem tilbage”, sagde han så. Men da var de udsolgt.
At det ene billede viste sig ikke at være af Jesus, men af apostelen Judas Thaddeus ændrer intet ved Coops tåbelighed.

En nøgle til forståelse af miseren er nogle udtalelser fra en københavnsk modeindkøbschef (KrD 17.5), der skulle forklare hvorledes modefolk og Coops sandalmagere tænker. Hun siger at hun vælger tøj som kunderne kan bruge til at fortælle en historie med. Den ene dag er det yoga, den anden koen Karoline. For hende er det at fortælle en historie at tage et symbol ud af sin sammenhæng, så kunden kan bruge billedet for at iscenesætte sig selv.
Sikke noget sludder.

En tilfældigt anbragt rosenkrans fortæller kun om rodløshed. Det er ikke nogen god fortælling. Når mennesker har brug for at få en god historie fortalt, og selv bidrage til fortællingen, er det fordi den gode fortælling skaber sammenhæng og mening. Den bringer orden til en splittet tilværelse. Den gode fortælling gør det modsatte af det nogle overfladiske reklamefolk måtte tro: den skaber forbindelse mellem den enkeltes liv, og noget større uden for dem.
Den amerikanske præst, romanforfatter og religionssociolog Andrew Greeley deltog for nogle år siden i en enquete. Spørgsmålet var: Hvorfor er du fortsat katolik? Hans svar var: ”Fordi den Katolske Kirke har de bedste fortællinger!”
Og det var ikke sandaler han tænkte på.

God sommer!

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©