1.Mos., 18.
af Jesper Fich
Sognepræst
Beretningen om Abrahams ofring af Isak chokerer en hel del troende
- og med rette. Hvad er det for en Gud, der kan finde på at kræve
offer af et barn, og hvad er det for en far, der bøjer sig for kravet?
Og nej, hvis vi føler væmmelsen stige i os, så ikke
mindst fordi både den gamle og den nye pagt introducerer en ny standard
for menneskelighed. Det er en af den jødiske tros allerstørste
moralsk-etiske landvindinger at den gjorde oprør mod barneofringer,
noget vi fra arkeologien ved, var udbredt hos kaldæerne. Abraham
var selv fra Ur i Kaldæa, han kendte den praksis med at bringe barneofre
- et uhyggeligt førstegrødeoffer - for at opnå Gudernes
beskyttelse. Tusindvis af barnelig gravet ned foran indgangsdøren
til sumeriske huse vidner om en tid, hvor et barn ikke talte meget. Men
på Moria bjerg standser Guds engel een gang for alle denne afskyvækkende
praksis. Et barn må aldrig bruges som middel. Det er under Guds beskyttelse,
det er Gud, som giver ethvert menneske af sin egen værdighed. Skønt,
- mareridtet kan begynde igen, for nu tales der jævnthen om det betimelige
i, f.eks. at købe et barns nyre, eller endog at fremstille et foster
for at anvende dele af det i behandlingen af andre børn. Denne gang
kommer der ingen engel og råber stands. Men vi er selv i stand til
at råbe, og hvis ikke så er vi tilbage i et kaldæisk
barbari, som Abraham forlod.
Beretningen om patriarken Abrahams gang til Moria bjerg er beretningen
om hvordan Guds ansigt ændres, fra den rå Gud, der kræver
underkastelse for enhver pris til den, der sender sine engle med bud om
at standse brutalitet. Gud åbenbarer sig som den der ingen behag
har i menneskenes ofre, han vil ikke have selv det højste offer
vi kan give, for det ville dog til syvende og sidst ligge uden for mennesket
selv. Gud vil ikke Abrahams søn, han vil Abrahams hjerte, og han
vil ikke underkastelse, men han vil lydhørheden, en hjertets lydhørhed,
hvormed man endog kan høre engle, der råber.
Og så giver Gud Abraham Isak tilbage, som han allerede regnede
mellem de døde, og nu får han ham tilbage som var han opstået
fra de døde. Urkirken spejlede sig i beretningen og så den
som et billede på Kristi opstandelse, om genoprettelse, om det ondes
overvindelighed, om det onde som noget der væsensmæssigt hører
til i en overvundet fortid, - livet har fremtiden i sig.
Men nu er der måske en eller anden der ikke kan få enderne
til at nå sammen. At Abraham blev bremset, det kan vi juble over,
men bliver Guds ansigt så mørkt igen, når hans egen
søn dør på korset.
Hvad var der i vejen med offeret af Isak, når Jesus dør
på Golgata? Den Gud, vi lige fremholdt som den der på vidunderlig
måde lod englen standse Abraham, hvorfor standsede ingen ham? Hvad
mening giver det at tale om Gud som kærlighed, - når han dog
hengiver sin egen søn for menneskenes skyld. Og hvem kan betro sig
til en Gud hvis persversitet overgår den bitreste fantasi i ondskab.
Lad det være sagt med det samme: Guds ansigt bliver ikke mørkt
igen.
Allerførst må vi holde fast i det første skridt:
Kristendommen - og jødedommen - adskiller sig fra alle andre religioner.
Her betyder offer nemlig ikke at mennesker giver Gud eller guddommmen noget,
men at Gud giver menneskene sig selv - af kærlighed.
Det var Guds vilje, at Jesus, da han var i verden, elskede sine og
elskede dem indtil det sidste. Det var Guds vilje, at Jesus fastholdt sin
kærlighed til de mennesker, der i bund og grund ikke var den værd.
Disciplene, der havde travlt med at redde sig selv, da de kom for at hente
Jesus, og fornægtede og løb som de bedst havde lært,
forlod deres ven, og lod ham falde i bødlernes hænder - disse
disciple står som repræsentanter for mennesker til alle tider.
Men det var til dem, Jesus hengav sig selv ved nadverbordet og sagde: dette
er kalken med mit blod til syndernes forladelse.
For han alene fastholdt på Guds vejne, at de var bedre værd
end som så. De stod under angsten, angsten for at blive den lille,
- angsten for undergang - for at blive opslugt af dødens intethed.
Dér har Gud sat mennesket stævne, - der hvor det gør
allermest ondt - hvor dødsangsten regererer. Og det var Guds vilje,
at Kristus skulle hengive sig i kærlighed og i frihed til mennesker,
for at udfri dem af dødens vold. Derfor måtte han gå
gennem dødens porte for at slå dem op indefra til liv.
Det er langfredags mening - den mening, der overbyder meningsløsheden
og som ophæver tomhed. Det var Guds vilje - ikke Jesus død,
men livets triumf, hans egen triumf. Døden kunne ikke holde ham
fast, døden opslugte ikke Jesus, tilmed blev dødens jerngreb
om menneskesjæle effektivt svækket.
„Stands“ råbte engelen til Abraham og derved talte den livets
sprog. Ved at hengive sig selv svarede Jesus døden igen, og lukkede
munden på den, så døden tabte mund og mæle, og
ikke længere magter at opsluge dem, der bekender sig til Jesu Kristi
far.