Et mirakel på St. Patrick’s Day  – Mirakler i Bibelen og i Ganløse – Anti-mirakel-traditionen – Fundamentalismen som teologi – Verden som fundamentalt åben for Gud  –  En soldans i Fatima

Den 17. marts er det St. Patrick’s Day, og jeg skal opleve et mirakel. Af profane årsager, dvs. på grund af mit arbejde, kommer jeg til at befinde mig i St. Louis, Missouri. Og i den by den dag – som overalt i verden – tager irerne noget grønt tøj på og fejrer deres nationalhelgen. Hvad er miraklet? På www.irishparade.org står sådan omtrent følgende spørgsmål og svar:
”Behøver jeg være irsk for at glæde mig over paraden? Svar: Ja. Men ved et særligt mirakel som St. Patrick udvirker er alle irere den dag!”
Hvorfor skrive om mirakler? Det er der en god grund til. I forrige nummer af Lumen blev der skrevet en hel del om kreationisterne. Det er de der opfatter ordet ”skabelse” i Bibelen meget bogstaveligt, og ikke har noget problem med at Gud må have brudt sine egne naturlove for at Første Mosebogs første kapitel skulle være historisk sand. Men hvis man indvender dette, vil man få et spørgsmål retur:
Tror du heller ikke på at Gud kan udvirke mirakler? Tror du ikke på de mirakler Jesus ifølge evangelierne har lavet? Det er kristentro at tro på mirakler, og dermed må du også acceptere at Gud kunne udføre mirakler da han skabte himmel og jord. Ingen kan begrænse Gud, han gør som han vil, naturlov eller ej.
Er det derfor muligt at tro på mirakler og alligevel argumentere mod kreationisme? Svaret er ja.  Først må vi derfor spørge: Hvad er et mirakel? I mit store filosofiske leksikon står der en definition som de færreste vil studse over, katolik, protestant eller hedning:

Mirakel: sædvanligt defineret som en overtrædelse af naturlovene, udført af et overnaturligt væsen.” Sådan beskrev filosoffen og rationalisten Spinoza det midt i 1600-tallet. Sådan beskrev erfaringsfilosoffen Hume det midt i 1700-tallet.  Det vigtigste kendetegn er altså at der er tale om noget uforklarligt.
Hume skrev i 1748 en bog med et kapitel der hedder On Miracles. Der forklarer han i en meget berømt vending hvorfor der aldrig findes ægte mirakler. For at være sandt, må miraklet være bevidnet. Men et mirakel er den mest usandsynlige af alle begivenheder, så usandsynlig at det er meget mere sandsynligt at et vidne lyver, eller har taget fejl, end at et mirakel faktisk er sket. Dette argument fungerer glimrende til at benægte at der vil være sket et mirakel i St. Louis den 17. marts -  men ikke til meget andet.
De to filosoffers definition er blevet stående som den gældende. Desværre. For den er ikke dækkende. Det er ikke kristne mirakler de taler om, selv om det var det de havde i tankerne. Og det er Spinozas og Humes idé om mirakler som brud på naturlovene som kreationister og andre fundamentalister har taget til sig.
Fordi ordet mirakel i dag for os alle har fået denne betydning, er det vigtigt at vide at mirakel ikke oprindeligt er et bibelsk ord. De forskellige ord som Bibelen bruger om det vi med en samlebetegnelse kalder mirakler, kan bedre oversættes med arbejde, værk, under, tegn, der alle er tilskrevet Gud. Der står fx at Jesus Kristus er „en mand der er udpeget for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham” (ApG 2, 22). Jøderne på Jesu tid spurgte ikke: Er der sket et brud på naturlovene? Naturlovene kendte de ikke, og underet var for dem en biting. De spurgte: skete underet med en magt fra Gud eller en magt fra Satan?

Er det kun katolikker som tror på mirakler i dag? I protestantisk sammenhæng er det mest almindeligt at regne med at miraklernes tid ophørte med apostlene. Deres og Jesu mirakler er jo det eneste der findes bibelsk belæg for. Men kristen tro er at Gud fortsat er virksom i verden, og efter katolsk tro viser det sig blandt andet ved mirakler.
En tirsdag aften i januar i Ganløse rytterskole viste imidlertid at den protestantiske interesse for mirakler er stor. Sognepræsten havde inviteret Niels Christian Hvidt til at tale om dem. Emnet var overvældende populært. Rytterskolens lokale blev overfyldt, hen ved hundrede mennesker mødte op. Og aftenen før, i Helleruplund kirke, havde der været tre gange så mange, fortalte han. De to kirker er blot to ud af de mange han besøger. Hvad siger så den katolske mirakelforsker at et mirakel er?
Han bruger fire kendetegn:
- der skal være tale om en uforklarlig hændelse (men ikke nødvendigvis et brud på en naturlov)
- hændelsen skal vække opsigt, undren, provokation
- hændelsen skal tolkes som et tegn fra Gud
- hændelsen skal indeholde et budskab, hvormed det bliver et tegn for troen.
En anden teolog, Bjørn Højbo, brugte den definition han lærte af teologerne  ved universitetet i Louvain for 60 år siden. Både Hvidts og Højbos definitioner føjer sig fint ind i en lang katolsk tradition. De indeholder stort set det samme, men Højbos er mere prægnant og overraskende:
Et mirakel er en naturlig begivenhed, i et usædvanligt forløb, med tegnkarakter.
Den er en naturlig begivenhed, for ellers ville vi ikke kunne opfatte det der skete: Fx er en helbredelse en naturlig begivenhed, det overraskende er det sygdomsforløb helbredelsen optræder i. Og mest væsentligt: begivenheden skal være et tegn til dem der oplever det. Et mirakel er et troens tegn til den der tror (eller måske tror). Dette er den afgørende grund til at der ikke vil ske et mirakel i St. Louis: det vil ikke være tegn på noget som helst at jeg skulle opleve mig selv som irer!

Men med denne definition er det klart at der finder mirakler sted hver eneste dag. Augustin var inde på dette når  han sagde at alt, al vækst, alt der sker i dagligdagen, er mirakuløst, så meget at menneskene betragter det som normalt. Så må Gud sommetider ved usædvanlige tegn gøre den rette sammenhæng mere tydelig for os.
Det er forståelsen af miraklet som tegn der er det centrale. Men fordi man misforstået har troet at det handler om graden af usædvanlighed – jo mere usædvanligt, jo større mirakel – har megen (protestantisk) teologi siden Spinozas og Humes dage gået ud på at forklare og ikke mindst bortforklare evangeliernes mirakler.
En gammel tanke er at når miraklerne viser at Jesus har en overnaturlig magt, er de bevis på Jesu guddommelighed. Den tanke har helt givet også eksisteret i vor egen kirke: min egen mormor fortalte mig da jeg var barn at det var sådan det hang sammen. Det må hun have lært i sin konvertitundervisning i 1930-erne.
Den rationalistiske bibelkritik tog kraften ud af denne tanke. For den rationalistiske teologi tidligt i 1800-tallet kunne der til gengæld slet ikke ikke ske mirakler. De var myter, eller de var udtryk for kristen godtroenhed, eller de var rene misforståelser.
Mod slutningen af 1800-tallet overtog den liberale teologi. Den var enig med rationalisterne i at afvise mirakler. Men den lagde også vægt på at Jesus ved sin stærke personlighed udvirkede psykologiske ændringer i tilhørerne. Det kunne give sig overvældende udslag – for eksempel således at de 5000 blev mættet, ikke ved et mirakel, men ved at Jesu appel og inspirerende personlighed fik et antal skjulte kurve med brød og fisk frem til deling med de madløse tilhørere!

En reaktion på den liberale teologi var den fundamentalistiske teologi. I vore dage benyttes „fundamentalisme” til så meget at ordets oprindelse er glemt. Fundamentalismen er er nordamerikansk og protestantisk fænomen. I 1895 mødtes en kreds af konservative protestantiske teologer i Niagara i staten New York. De blev enige om fundamentalismens fem hovedpunkter:
- Bibelens ords ufejlbarlighed
- Jomfrufødselen
- Jesu guddom og hans legemlige opstandelse
- Jesu stedfortrædende lidelse
- Jesu snarlige genkomst til frelse eller fortabelse
Oliemillionæren Lyman Stewart fra Texas tog i tidsrummet 1910 til 1915 initiativet til, og financierede, skriftserien The Fundamentals for at forsvare kristendommen mod det han så som det liberale angreb. Hvis man vil vide om denne fundamentalisme fortsat har indflydelse i USA, kan man starte med at spørge George W. Bush.
Ud fra det fundamentalistiske programs punkt 1 må selvfølgelig alle mirakler forstås helt bogstaveligt. Fisk og bygbrød blev virkelig, som ved en guddommelig tryllekunst, mangfoldiggjort så de mange kunne mættes. Man behøver ikke at spørge om hvordan Gud gjorde det, for han kan alt. Men ved at udelukke svaret på det spørgsmål – som vi alle naturligvis alligevel stiller – bliver opmærksomheden rettet mod det forkerte sted. Selv om det var det modsatte man ville, bliver Gud målt med en menneskelig målestok. Fordi der fokuseres på forklaringen, og ikke på tegnet.

Der findes katolsk mirakel-teologi der er lidt i den samme gade. Gud udfører handlinger, han griber ind, én gang her, og en anden gang der, han gør noget for den ene og dernæst for den anden person. Men hans handlinger er skjulte for os, fordi de er overnaturlige. Alle problemer løses i denne teologi ved at skelne mellem naturligt og overnaturligt.
Men hvis vi følger et thomistisk princip, virker Gud gennem sekundære årsager: Gud er den oprindelige årsag, og ikke blot en årsag blandt andre. Gud er som årsag nærværende i verden som helhed, men ikke i enkelte ting i verden. Derfor ”griber” Gud således ikke ”ind” i verden, som beskrevet ovenfor. Gud ”griber ind” i den forstand at Gud altid er der. Verden er fundamentalt og radikalt åben for Gud. Den fundamentalisme er det vist mere grund til at satse på.
Ved at lade være at spørge om hvordan et mirakel er sket, og i stedet for spørge om hvad det er tegn på, kommer man tættere på meningen med Guds underfulde handlinger. Spørgsmålet om det er brud på en naturlov eller ej bliver ikke nødvendigvis aktuelt. Lad os tage et eksempel.

I Fatima i Portugal havde de små børn med Maria-åbenbaringer forudsagt at der den 13. oktober 1917 ville ske noget mærkværdigt. Jomfru Maria havde sagt at Gud ville give et stort tegn, som skulle tjene som bevis på, at han rent faktisk havde sendt hende. 50.000 pilgrimme havde samlet sig i regnen for at opleve dette ”noget”, som  de ikke vidste hvad var. De oplevede solunderet, som der foreligger mange vidnesbyrd om. Regnskyerne blev spredt, solen brød frem, den dansede og hvirvlede rundt, fik forskellige farver, blev rød og grøn. Solunderet fik afgørende betydning for Fatima-åbenbaringen.
Imidlertid: I december 1957 så søfolk i det Irske Hav noget lignende (og det er formentlig forekommet både før og senere). Det formenes at være et naturfænomen, en form for nordlys, yderst sjældent så langt mod syd som i Portugal. Har søfolkene, irske katolikker eller ej, tolket det som et tegn? Næppe, hvad skulle det være tegn på? Men tegnet i Fatima ophører ikke med at være tegn, blot fordi vi kan forklare selve naturfænomenet (og uanset hvad man mener om Fatima i øvrigt). Underet kan bruges af Gud som en meddelelse. Tegnet skal altså kunne opfattes som tegn af den meddelelsen er sendt til. Og Gud er sikkert klar over at brug af grædende madonnaer og deslige overfor en som mig ikke er den mest hensigtsmæssige måde at meddele sig på.

Nogle sandheder er vigtigere end andre. Efter Verdenskatekismen at dømme kan mirakler ikke høre til de centrale emner, for de findes ikke i registeret. De er kun omtalt seks steder, for det meste i forbifarten. I modsætning til et af de allerstørste kristne undere: påsken og opstandelsen!

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©