Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.
Joh. 13, 4-17
af Jesper Fich
Sognepræst
“Så kommer Jesus til Simon Peter: denne siger til Jesus: aldrig
i evighed skal du vaske mine fødder.” Peter kan ikke udholde situationen,
hvor Jesus, hans ven og hans mester bøjer sig for ham og gør
en slaves arbejde. Dette er for meget af det gode.
Men hvor er det dog besynderligt, gådefuldt at det i det hele
taget kan blive „for meget af det gode.“
Sådan ser det ud fra Peters vinkel.
Hurtigt får Peter dog klarhed over hvad der sker. Det fortæller
Jesus ham. Og Peter forstår: dette er et billede, et enestående
udtryk for det forhold som består mellem ham og Jesus. Da er det,
at han pludselig ikke kan få nok, men vil vaskes over det hele, hvad
nu er at gå lige over stregen. Det er heller ikke nødvendigt.
Nødvendigt er det derimod at Peter forstår, forstår
hvem han selv er, og hvem Jesus er, og hvem de er for hianden og hvem de
er på grund af hinanden.
Det skulle egentlig være så ligetil. Sådan til at
forstå spontant. Dette er et vidunderligt billede af det venskab,
der kan bestå mellem mennesker, og som løfter mennesket ud
af sin henvisthed på sig selv.
Den erfaring er livsnødvendig hvis Peter skal overleve de næste
timers rædsel. „Hvad jeg gør, forstår du ikke nu, men
først senere,“ siger Jesus til Peter. Det må siges at være
en sandhed med megen dybde og med mange niveauer.
Umiddelbart skulle man tænke, at det Jesus gør med Peter,
den måde Jesus med sin vidunderlige fantasi viser hvor langt han
er villig til at gå for sin ven, hvor grænseløst dybt
han er villige til at bøje sig for Peter, at han der er mester og
Herre, underkaster sig for at være parat til at være nedenunder
og gribe, når mennesket falder, umiddelbart skulle man tænke:
den fodtvætning virker som vand på en gås. Peter - det
er ham der i borggården skal håne alt venskab, ja meget mere,
fornægte ethvert nok så overfladisk kendskab til ham, der i
ord og gerning meddeler ham sin kærligheds vilje.
Men det forstår vi måske ikke straks, men hvis vi ved om
vore egne fald, vore egne fornægtelser, om vor egen sårbarhed
og hudløse udsathed, så husker vi, så husker vi så
udmærket, at det som reddede og redder os, er kærligheden der
fik ansigt og nærvær og vilje, der griber i faldet, og bliver
ved med at gribe os, uforskyldt, fordi vi intet har at opvise som modydelse,
men tværtimod er godt i gang med at miste os selv.
„Hvad jeg gør, forstår du ikke lige nu, men senere vil
du forstå det.“
Og nu er allerede nået så langt at skærtorsdagsglæden
kan blive fuld, om vi begriber dette, for det vi fejrer i dag er fællesskab,
dette vidunderlige fællesskab som er kommunion, som er det fællesskab
der skænkes os med syndernes forladelse, og som understreger, at
den tro vi har, er troen på at vi aldrig opgives eller er alene,
at Gud er under os og om så skal være griber os, og at han,
der er over alle, også er med os i vor nød.
Det er i sig selv aldeles vidunderligt og så er der endda mere.
Det ligger endnu skjult i evangeliets underlige formulering, det mærkelige
ord som Jesus siger til Peter i det øjeblik hvor Peter stadig er
godt i tvivl om hvorvidt han overhovedet vil tage imod, om hvorvidt han
overhovedet har evnen til at tage imod.
Det er de underlige ord, som får Peters forbehold og protest
til at vælte, de ord som Jesus overbeviser Peter med og lader Jesus
komme til med vand og klud: „Hvis ikke jeg vasker dine fødder, har
du ikke lod og del i mig.“ siger han.
„Lod og del.“ Det er en underlige formulering, som ikke engang den
nye bibeloversættelse vidste at udtrykke bedre. Heldigvis. For det
kan ikke siges med andre ord.
Men hvad betyder det? Ja, da Peter begynder at ane det bliver hans
reaktion en overreaktion: „Herre, så ikke bare fødderne, men
også hænderne og hovedet!“
Men så meget forstår Peter, at det Jesus nu gør
med ham, ikke gør ham, Peter, til genstand. Dette er ikke noget
Jesus gør ved Peter, det er et udslag af Jesu kærlighed til
Peter, og i den kærlighed får Peter stillet i udsigt, at han
skal få lod og del med sin mester.
Det liv som Jesus lever, det skal Peter få delagtighed i. Peter
er ikke tilskuer, han er heller ikke medspiller, han er meget meget mere:
han er inddraget.
Det er rækkevidden af det Jesus gør, som Peter ikke forstår
nu, men som han skal forstå når han har gennemlevet langfredag
og påskedag.
Gud tjener mennesket. Det er det enestående i kristendommen,
det uhørte, det mageløse, at Gud tjener mennesker, at Guds
eksistens er eksistens for mennesker. Han er skaber.
Men hvad det betyder, at han skaber, det åbenbares i selve perspektivet
i Jesu handling, i hans tjeneste for mennesket og hans forløsergerning.
„Det var et forbillede jeg gav jer, for at I skal gøre som jeg.
Når I ved det er I salige om I gør det.“
Persepktivet er: gennem Guds tjeneste for mennesket, kan mennesket
gøre som Gud, handle mage til ham, og give sig hen i kærlighed
og i frihed, forløse og være næsten til gode. Ikke på
egen hånd og ud fra egen vilje, men gennem en enestående kommunio
med Gud og hans vilje. Gud river mennesket ud af dets magtesløshed
og handlingslammelse og inddrager mennesket i sit nærvær, sin
kommunio, så mennesket vil, hvad Gud vil og hans nåde kan blive
virksom i mennesket i kærlighed.
„Når I ved det, er i salige om I gør det!“