Påsken er kirkeårets midtpunkt og omfatter troens kerne.
Derfor skal budskabet om Kristi opstandelse råbes ud, og det er netop
kernen i en af den latinske kirkes flotteste hymner, påskevigiliens
„Exultet“. Sangen er knyttet sammem med en af de mest højtidelige
liturgiske handlinger: velsignelsen af påskelyset ved begyndelsen
af påskenattens gudstjeneste. I den ældste overlevering blev
Exultet-hymnen netop kaldt „Påskeråbet“ (praeconium paschale).
Skikken med at indlede Påskenattens gudstjeneste med en påskehymne
og indvielsen af påskelyset er ældgammel. I den tidlige periode
var der flere forskellige sangtekster i brug, men op imod år 800
var „Exultet“ den mest udbredte tekst i Rom og resten af Italien. Der har
dog altid været flere forskellige versioner i brug i forskellige
regioner og lande.
Fælles for de forskellige udgaver af „Exultet“ er formen: en
diakon (eller en lægmand, hvis der ikke er en diakon til stede) synger
de to hoveddele, og menigheden svarer i det midterste afsnit efter det
samme skema, som vi normalt finder i nadverliturgiens præfation („opløft
jeres hjerter“.. osv.). Det understreger betydningen af det budskab, der
skal ud. Melodien er i de fleste versioner uden de store udsving og understøtter
teksten, så de enkelte ord kan høres og forstås.
Det poetiske sprog i Exultet er efter min mening noget af det mest
udtryksfulde der findes på latin. Hymnen fungerer også som
en kort annoncering af gudstjenestens gammeltestamentlige læsninger
fra skabelsen og fremad, der i kristen tradition tolkes som forvarsler
om opstandelsen. „Lyset“ er det gennemgående billede, som både
giver Exultet-teksten indre sammenhæng og en ydre henvisning til
liturgien omkring påskelyset og dens symbolik.
I Italien, hvor Exultet-traditionen er ældst, gjorde man endnu
mere for at få budskabet ud. Der blev i middelalderen fremstillet
pergamentruller forsynet med store billeder, der illustrerer teksten og
dens teologiske pointer. Men billederne er placeret på hovedet i
forhold til sangerens (=diakonens) tekst og den musikalske notation, så
de kunne ses af de tilstedeværende, efterhånden som rullen
gled igennem hænderne på sangeren. Man kan faktisk tale om
en middelalderlig multimediepræsentation. Således fungerer
liturgien, når den er bedst, med en dyb sammenhæng mellem handling,
syn og hørelse, som oven i købet er fuldt afstemt med den
teologiske som kerne skal formidles. Exultet-rullerne må have været
en medierevolution på deres egen tid. Måske skulle vi i dag
skabe en kunstnerisk video eller et lysbilledshow til at ledsage Exultet.
Exultet iam angelica turba.
Diakon: Nu fryder sig himlens englekor, og alle Guds mysterier skal
juble.
Kristi sejr over død og grav er i dag det store budskab om vor
frelse.
Glæd dig, vor jord, i denne stråleglans, som kommer til
os fra det høje.
Natten er omsider veget bort i de gyldne stråler fra vor frelses
morgen.
Kirken står nu smykket i påskekærtens varme flammeskær,
og Guds menighed vil synge hymnen til den genopstandne Frelsers lov og
ære.
Bed derfor, brødre og søstre, I, som glædes med
mig over frelsens lys, at Gud vil lyse over os sin fred og nåde.
Han, som har kaldet mig, sin ringe tjener, til at synge Påskens evangelium,
han signe os, at vi kan forkynde lysets lovsang over hele jorden.
Ved Jesus Kristus, hans søn, vor Herre, der lever og råder
med ham i Helligåndens enhed fra evighed til evighed.
Menighed: Amen.
D: Herren være med Jer!
M: Og med din ånd!
D: Opløft jeres hjerter!
M: Vort hjerte er hos Herren!
D: Lad os takke Herren vor Gud!
M: Det er værdigt og ret!
D: Sandelig, det er værdigt og ret, af hele vort hjerte og
med lydelig røst at prise den usynlige Gud, den almægtige
Fader, og hans enbårne søn, vor Herre Jesus Kristus.
Han, som for os betalte Adams skyld til den evige Fader
og med sit uskyldige blod indløste det gamle gældsbrev.
For dette er den påskefest, ved hvilken det sande påskelam
slagtes,
med hvis blod de troendes dørstolper indvies.
Dette er den nat, i hvilken du fordum førte vore fædre,
Israels børn, ud af Ægypten
og lod dem vandre tørskoede gennem det røde hav.
Ja, dette er natten, i hvilken ildstøtten lyste og bortjog syndens
mørke.
I denne nat brød Kristus dødens lænker og stod
op af gravens dyb med sejr.
For hvad gavnede os livet, hvis ikke Kristus gav os frelsen?
O, vidunderlige kærlighedens fylde: for at løskøbe
trællen hengav du sønnen.
Ja, lykkelig var Adams brøde, som fortjente at sones af Kristus,
vor Frelser.
O, i sandhed lyksalige nat, den eneste, hvem det blev givet at kende
netop det øjeblik, da Kristus han stod op af døde.
Ja, hellig er denne nat: den renser vores fejl og skænker de
sorgfulde glæde.
Vi beder dig, Herre, at denne kærte, viet til dit navns ære,
må brænde klart for at jage nattens mørke bort.
Lad den flamme hilse morgenstjernen, der bringer lyset, som ej mere
slukkes.
Den morgenstjerne, som opstod fra døde og nu stråler for
os i klarhed: Jesus Kristus, din Søn, vor Herre, som er, som var
og som kommer, han som lever med dig og råder i evighed.
M: Amen.
(dansk v. Ebbe Simonsen)