af Jesper Fich
Sognepræst
Hellere end fugl i hånden end ti på taget. Det er der god fornuft i, - det plejer at være uomtvisteligt. Men det er en helt anden logik, som besjæler hovedpersonerne i de to første smålignelser. De holder hovedet koldt men deres lidenskab er brandvarm. De er konsekvente, men de er også vovehalse. De tør kort og godt bevæge sig ud i den sårbarhed, mens et hamskifte står på.
Det gælder både manden, der realiserer al sin egendom for at skrabe penge nok sammen til at købe marken, hvori han har opdaget en skjult skat. Han kan, mens han er i gang med den procedure i princippet ikke vide om der er en anden, der har fået færden af den samme skjulte skat, og enten kommer ham i forkøbet eller byder over. Og perlesamleren, han kan på sin side ikke vide, om den særligt kostbare, den eftertragtede perle er blevet solgt inden han når at slå til. Men de gør det. De gør det, - ikke noget med at slå koldt vand i blodet, og overveje. Det er ikke i deres horisont. Og hvorfra ved perlesamleren så sikkert, at han vil blive så glad for den eneste ene perle, at han ikke vil savne hele sin samling?
Ja, det er lige præcis sagen, det ved han nemlig ikke. De udsætter sig for at blive til nar, blive overhalet inden om, - eller endnu værre, de udsætter sig for en mulig skuffelse, en skuffelse, der bliver så meget større som at de sætter alt på et bræt. Det er virkelig ufornuftigt, for dem der holder igen, og mener, at det er bedre med at nøjes med den ene fugl, istedet for at stræbe efter at få alle 10.
Men i hvedekornets logik anerkendes den slags forbehold ikke. Jesus kalder mennesket til at handle med en sådan optagethed af målet, at man tør løbe risikoen - for målets skyld.
Heri bliver manden med skatten i marken og perlesamleren til eksempler
på, hvad aksese er i kristen forstand. Nemlig at opgive noget godt,
for noget der er endnu bedre. Ligesom soldaten i fyrtøjet, der først
forsyner sig med kobbermønter, men da han kommer til den næste
hund, der sidder på en kasse med sølvmønter, må
han tømme alle kobbermønterne ud, for at få dem af
sølv. Ikke fordi kobbermønterne var værdiløse,
men fordi sølvmønterne var mere værd.
Det er der god mening i, - ikke sandt?
De to mænd fremtæder derfor som helte i Jesu lignelser.
De er rollemodeller for den lidenskab, der er udtryk og tegn på lidenskaben
er tegn på livskraft og livsduelighed.
Og det er jo heldigt for dem.
Men når vi andre står og skal kalkere dem, så vender det sig alligevel ofte i os, og forbeholdene vælter op. Der er noget guddommeligt, en guddommelig frigjorthed, når og hvis man kan sælge hele sin samling, fordi man er så afklaret i sin kærlighed til den ene særligt kostbare perle. Men den frihed eller det trosmod mangler en gang imellem. Det er ikke altid så ligetil, - der mangler ganske enkelt afklaring, og den mangel kan gøre os usikre og vantro, og det spænder ben for troen. Men må vælge. Billedligt talt: Skal man gå efter de 10 eller vil man nøjes med den ene fugl. Vil man realisere perlesamlingen for den enes skyld. Og uden for billedtalen i hverdagslivet hedder spørgmålet: vil du satse dig selv eller kun noget af dig selv i det liv du deler med dine nærmeste, din ægtefælde, i dit klosterliv. På troslivets plan hedder det åbne spørgsmål: henter du til syvende og sidst din sikkerhed fra Gud og hans løfter - eller er hvor meget sikring fra anden side stræber du efter?
De to lignelser sætter fingeren på det ømme punkt, - på det svære punkt at vi her i livet må satse alt hvis vi vil vinde. Der er ingen halvhjertet lidenskab, kærligheden vil det hele, og livet vil ikke spises af med det halve, og hvis man vil leve et helt liv, så må man realisere det hele, styret af lidenskaben og af håbet, og ikke være under nogen frygt eller nogen skepsis, der ondsindet spørger om prisen ikke er for høj.
Det er et dilemma vi står med, - det anerkender Jesus også - og derfor fortæller han lignelsen for at opmuntre os til at turde satse, leve, elske, håbe, tro. Gudsriget er skjult og ikke så åbenlyst til stede som vi undertiden kunne ønske os - Gudsriget - siger Jesus - det er ganske vist i anmarch, men det er af en anden verden - det er her allerede midt i blandt os, men kun som en svag daggry over mennesket. Menneskelivets sted er i smertetiden, - der hvor alt er solgt, men marken endnu ikke købt og skatten stadig ligger skjult. Skjult men dog erkendt. Vi ved at den er der, vi ved, at der kun er en vej at søge i retning af, og det er derfra, hvor der kaldes på os og hvor der tilsiges os at vi ikke bare skal handle og turde vælge, men også kan. At der kun er sand frihed, hvor den er under håb.