Kreationisme og videnskab  – jordens skabelse og Adams navle – hele tre bibelske skabelsesberetninger – skabelse kristent forstået

Hvordan kan en videnskabelig teori fra 1800-tallet have større sand-hedsværdi end den bog jeg bygger mit liv på, Bibelen? Omtrent sådan formulerede en debattør sit hovedsynspunkt. Hun deltog i en af dette efterårs store religiøse avisdebatter: kreationisme versus udviklingslære. Læsere af især Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad har fået spalte på spalte at læse. Debatten fik ny næring da Kristeligt Folkepartis ny formand den 22. okt. var tæt på at blive fanget i at mene at kreationismen skulle være et gyldigt alternativ til udviklingslæren i gymnasiets biologiundervisning.
Ældre læsere kan måske huske Spencer Tracy for over 40 år siden i filmen Inherit the Wind. Den var en genfortælling af den berømte retssag fra 1925, „abeprocessen“,  hvor skolelærer John Scopes fra Tennessee blev anklaget  for at undervise i udviklingslæren, hvilket var højst forbudt i den stat.
Men kreationismen er ikke fortid. Den findes lys levende, også i Danmark. Selv i Katolsk Orientering sneg der sig nyligt et par kreationistiske læserbreve ind. Som i filmen er der grupper af dybt troende kristne der synger eller tænker:
Give me that old time religion,
Give me that old time religion,
Give me that old time religion,
It is good enough for me.
It was good for old Moses,
so it’s good enough for me.

Hvad  er så kreationismen? Meget kort fortalt er det den overbevisning at Bibelens skabelsesberetning giver en både religiøs og videnskabelig forklaring  på verdens skabelse. Om ikke en fuldstændig forklaring – for den skal suppleres af den kreationistiske videnskabs resultater  – så i hvert fald en fuldgyldig forklaring. „Faktisk tror jeg slet ikke at evolutionslæren er sand. Det er der flere grunde til. Den vigtigste grund er, at jeg tror Bibelen er sand, også afsnittet om verdens skabelse“ skrev en debattør (KrD 29/10).
Med vilje bruger vi ordet udviklingslære og ikke darwinisme om alternativet. Darwins bøger satte blot et problem på spidsen som havde eksisteret i lang tid, faktisk helt siden Niels Steensen ved sin korrekte identifikation af fossiler grundlagde geologien: Ud fra hvilke naturkræfter, og i hvilken tidsskala, skal jordens, arternes og menneskets historie beskrives videnskabeligt?
For at være et alternativ til den alment accepterede videnskabs resultater,  må kreationismen selv være videnskabelig. Og samtidig er den religion, som citatet ovenfor viser. Men den kan ikke klare at være begge dele på en gang. Sandheden er at den for det første har misforstået hvad videnskab er.  For det andet har den misforstået Bibelen. Den står ikke for the old time religion, men for en ny religion med det gamle navn kristendom.

Adskillige gange har det været brugt mod udviklingslæren at den ikke er bevist, at den er en teori. Underforstået: den er blot et tankespind, og den kan derfor sagtens erstattes af en anden teori, i dette tilfælde kreationismen. Sådan argumenteres der hver dag i USA, hvor op mod 50% af befolkningen heller til den. Og sådan vil kravet blive fremført stærkere og stærkere i Danmark – både af fundamentalistiske kristne og af islamister. Derfor vil det være dumt at prøve at tie den ihjel.
Men i videnskaben er en teori det modsatte af  en tankekonstruktion. En teori er det højeste man kan nå frem til, noget der har vist sig holdbart, sammenhængende, begrundet og bekræftet, støttet af talrige observationer og eksperimenter.

Hvilket videnskabeligt alternativ kan kreationismen præstere?  Her  et sammendrag af en af varianterne:
Den verden der var før skabelsen og syndfloden var meget forskellig fra den nuværende. Havoverfladen var 130 meter lavere end i dag. Bjerge og ørkenområder eksisterede ikke, men var frugtbart land. Der var et damplag over jorden, fra 80 kilometers højde og op. Det beskyttede mod kosmisk stråling, så ældningen skete ikke så hurtigt. Menneskerne kunne derfor blive mange hundrede år gamle. Hele jorden havde et ensartet subtropisk klima, med gode vækstmuligheder. De samme dyr og planter fandtes over alt, inklusive dinosaurer og mammutter; på sydpolen voksede fx palmer.
Men ved syndfloden, som skyldtes syndefaldet, skete katastrofen. Et himmellegeme kom nær jorden og ødelagde det beskyttende damplag, som faldt ned på jorden. Is blev overført fra den fremmede klode til jorden. Klimaet blev ødelagt, levealderen faldt, jordkloden kæntrede 23,5 grader. Denne kæntring skabte kilometerhøje tidevandsbølger overalt. Fossilerne blev dannet i dette vand. Og det store tryk dette skabte medførte øjeblikkelig dannelse af olie fra planter. Mammutterne blev lynfrosset. Magmaen i jordens indre blev bragt i oprør. Det medførte dannelsen af bjerge og vulkaner.

Kan man tage dette alvorligt? Er det dette som skal undervises i skolerne under navnet naturvidenskab? Det er i hvert fald ikke en teori i videnskabelig forstand. Det er en konstruktion, et fortvivlet forsøg på at bruge naturvidenskabelige begreber uden at ændre ét ord i den bogstavelige forståelse af Bibelen.
Der har været andre forsøg. Det mest bizarre kom fra den britiske zoolog Philip Gosse, som i 1857 udgav bogen Omphalos, der skulle gøre slut på al diskussion. Hans hovedtanke var at da Gud skabte verden for ca. 6000 år siden, var det som et „going concern“ med indbygget historie. Derfor havde Adam en navle (omphalos er græsk for navle). Derfor havde træer årringe allerede da de blev skabt som udvoksede. Og derfor fandtes der fossiler i den nyskabte jord, selv om de aldrig havde eksisteret – andet end i Guds tanke. Det hele er fuldstændigt logisk.  Men videnskab?
Et andet krumspring er den idé at der fandtes en „før-adamitisk“ skabelse, i hvilken fossilerne og andet blev skabt. Denne første skabelse fandt sted i et meget langt tidsrum, mellem 1. Mosebogs første kapitels første og andet vers.  Derefter kom der en ny skabelse, med Adam. Naturvidenskaben bliver på den måde puttet ind i Bibelens „huller“, ikke omvendt. Forvirret? Det er det ikke alle der bliver, for argumentet lever den dag i dag og blev senest brugt  i Jyllands-Posten 1. november 2002.

Når nu både Bibel og videnskab med vold og magt skal strækkes over samme læst, bliver det nødvendigt at spørge: hvilken af de tre skabelsesberetninger i Bibelen er det da som er den rigtige? Tre? Ja, der er tre! Den sidste, i Jobs bog kap. 38 ser vi bort fra her. De to første, i 1. og 2. Mosebog, modsiger hinanden.
I den første sker skabelsen i rækkefølgen lys – himmelhvælving – land, hav, planter –  sol og måne – fugle og fisk – dyr og mennesker, og Gud skaber ved at sige ord. I den anden er rækkefølgen imidlertid kilde – agerjord – mennesket – Edens have – dyr og fugle – kvinden, og Gud skaber ved at forme som en pottemager. Det traditionelle svar er at det første er verdens skabelseshistorie, det andet er menneskehedens historie. Men hvorfor skal kun den første fortolkes så den kan påstås at være naturvidenskabeligt sand?

Hvordan står den katolske kirke i denne sammenhæng? Den står godt, selv om ændringen fra at tænke statisk til at tænke historisk naturligvis har krævet sine diskussioner. Men det er tydeligt at fundamentalistisk bibelfortolkning først og fremmest er et protestantisk fænomen.
I JP 23. oktober siger en biolog at „selv Paven har affundet sig med at Bibelen skal forstås allegorisk.“ Ikke særlig elskværdigt – det ligger ligesom underforstået at den gamle mand i den gamle og forstokkede kirke har måttet give slip og modstræbende indrømme noget. Hvad er realiteten omkring dette?

Allerede omkring 1870 i England gik både teologen John Henry Newman og biologen St. George Mivart ind for den tanke at den bibelske kronologi ikke skal tillægges betydning, men den lange geologiske skala accepteres. De levende væseners gradvise udvikling er et resultat af love der er nedlagt i materien fra begyndelsen af. Og Adam sprang ikke fiks og færdig ud af Skaberens hånd, men var udviklet af jordens støv.  Kontroversielt den gang, men fuldt accepteret i dag.

I 1902 oprettede pave Leo XIII en Bibelkommission, og i 1909 kom der et paveligt Bibelinstitut. Dette forskningsinstitut har haft stor betydning for katolsk accept af at Bibelen kan forstås på en måde der ikke overalt er bogstavelig. I 1943 udsendte pave Pius XII encyklikaen Divine Afflante Spiritu om bibelfortolkning. I den blev det fx fastslået at de første 11 kapitler i 1. Mosebog ikke skulle læses som historie i normal betydning. Den teologiske implikation af evolutionen var det dog først Teilhard de Chardin der begyndte at overveje.
Positivt fortolket er kreationismen en protest mod en gudløs verden. Men evolutionen er ikke nødvendigvis gudløs fordi nogle af dens fortalere har været det. Allerede i 1874 skrev Newman i et brev: „Jeg ser ikke noget i evolutionsteorien der er uforeneligt med en almægtig Skaber og Beskytter. Men disse folk antager med en overflod af hån og foragt mod os, at religion og naturvidenskab på dette punkt er uforenelige – og ud fra denne dristige antagelse … slutter de at der ikke er nogen sandhed i religionen“.

Lad os give det sidste ord til to nu afdøde danske katolikker, dr. phil. Olaf Pedersen og dr. theol. Bjørn Højbo. Gennem årtier inspirerede de to venner hinanden. Det de siger, er at kristendommen fortæller en helt anden historie end hvad naturvidenskaben prøver at finde svar på. Og at ingen af de to gør hinanden usande.
Olaf Pedersen opsummerede hele diskussionen af udviklingslæren i sin sidste og vægtige bog Naturekendelse og Theologi (1996) med bl.a. disse ord: „Ser vi tilbage på diskussionen om udviklingslæren, er det i dag mere klart end før, at nogle af dens fundamentale spørgsmål ofte blev fordunklet af sekundære problemer. Således tilslørede den tilsyneladende skarpe distinktion mellem „evolutionister“ og „creationister“ det faktum, at begge parter havde en snæver og i virkeligheden utilstrækkelig, for ikke at sige forkert opfattelse af begrebet „skabelse“.
For hundrede år siden betød det, at verden var blevet til mere eller mindre som beskrevet i Genesis. Her havde evolutionisterne ikke vanskeligt ved at påvise at Bibelens bogstavelige mening ikke kunde forenes med det, der efterhånden var videnskabelig evidens for. Men ved at forstå begrebet „skabelse“ på samme måde, glemte „creationisterne“ at „skabelse“ ikke er noget videnskabeligt begreb; det er et ord, som dækker over et af den kristne tros mysterier, der i alment menneskeligt sprog kun kan udtrykkes i form af negative udsagn. Det benægter, at verden som helhed er konstitueret af mennesket. Vi „finder“ verden, men er ikke ophav til den. Den er noget „givet“, hvis indre relationer vi kan forholde os til på forskellige måder – videnskabelig udforskning er en af dem – men ikke indrette som det måtte passe os. Men når skabelsestroen blev tømt for dette indhold og reduceret til en pseudo-videnskabelig mythe baseret på Genesis, blev den drænet for sin kraft og havde ikke længere nogen chance over for „udviklingen“.“

Bjørn Højbo skrev i pjecen Skabelse og/eller udvikling? (skrevet for ungdom, men kan sandelig anbefales til alle aldre) bl.a. dette: „De gamle orientalere havde ikke forestillingen om at Gud har „skabt verden af intet“. De mente, at der havde været et ur-kaos forinden, noget uhyggeligt, uordentligt, livsfjendtligt. Guds indgriben betyder altså ikke at frembringe noget af ingenting – men at frigøre fra, frelse fra, udfri fra det fjendtlige, uordentlige og skabe en god, livsfremmende og livsbekræftende verden. Skabelsen er altså en slags frelse!“

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©