Denne gang om: forskellen på subjektiv og objektiv genitiv  –  forskellen på „opus dei“ og Opus Dei – Opus Dei er lutheranernes sejr?  –  forskning i helbredelse ved bøn

Da grundlæggeren af Opus Dei, den spanske præst Josemaría Escrivá de Balaguer, blev helligkåret den 6. oktober, vakte det både jubel – bl.a. hos de velklædte mænd og perlesmykkede damer i Peterskirken – og fornyet kritik. Ligesom ved hans ekspres-saligkåring i 1992. Kontroverserne har givet anledning til vrede læserbreve også her i Danmark. Nogle med en hysterisk afvisning, andre efter devisen „når paven har godkendt det kan det ikke være andet end godt“. Er da Opus Dei så kontroversiel? Og hvorfor?

Først dog et andet spørgsmål: hvad betyder ordene opus dei? De latinske ord er nemme at oversætte. De betyder Guds værk (eller Guds Gærning, som Peter Schindler konsekvent oversatte og stavede). Men det giver ikke den fulde forklaring. Genitiven kan være en tvetydig konstruktion. Lad os tage et eksempel: Hvis vi bruger udtrykket „Jespers prædikener“ er der ikke så meget tvivl om at det betyder de prædikener Jesper holder. Men hvad betyder udtrykket „Jespers gaver“? Er det de gaver Jesper giver, eller de gaver Jesper får? Det kan vi ikke vide. Det kan kun sammenhængen fortælle. Sprogfolk taler om en subjektiv og en objektiv genitiv, afhængig af om personen er subjekt (Jesper giver gaver) eller objekt (gaver gives Jesper).

Latin er et smukt og stringent sprog, men på dette punkt er det lige så tvetydigt som dansk. Amor dei kan både betyde Guds kærlighed (til os), og (vor) gudskærlighed. Kun sammenhængen kan vise hvilken betydning der er den rette. Hvilken sammenhæng skal man da forstå opus dei i?

Opus dei er ikke noget nyt udtryk. Benedikt bruger det i sin berømte klosterregel fra tidligt i 500-tallet. Der betegner det kortjenesten, den liturgiske bøn. Denne tidebøn med lovprisningen af Gud er central i munkenes liv. Den strukturerer døgnet, og intet går forud for den. Men den suppleres af håndens gerning, som udtrykt i valgsproget „Bed og arbejd“.

Det Opus Dei som blev startet af Escrivá i 1928 er ikke en munkeorden med korbøn. Den er en lægmandsbevægelse ledet af præster. Hovedtanken er at det er i sit dagligliv og sit arbejdsliv man skal søge Gud og helligheden. Man skal leve et liv i bøn og selvdisciplin, men uden at skifte til en klostertilværelse eller aflægge løfter. I stedet for løfter over for Gud indgår man en kontrakt med Opus dei.

Opus Dei består af flere forskellige grupper. Der er verdenspræster (ca. 1700). De er ikke som normalt underlagt den lokale biskop, men på grund af Opus Deis helt særlige personal-prælatur-status underlagt lederen i Rom. Det minder om en orden, uden at være det. Der er numerære medlemmer (ca. 10.000), lægfolk der lever samlet i huse, cølibatært, under nitid åndelig vejledning/overvågning. De forventes at fraskrive sig deres penge til fordel for Opus Dei. Og der er de supernumerære medlemmer (ca. 70.000), ofte gifte mennesker, der bliver boende hvor de er, men betaler, og går til ugentlige åndelige vejledninger (mænd for sig og kvinder for sig).

Der er ingen tvivl om at for flertallet af medlemmer er Opus Dei noget de er glade for. For dem er det en vej til åndelig vækst, til et liv i og for Gud, et liv hvor de samtidigt får udfoldet deres evner i et normalt arbejdsliv. Der er heller ingen tvivl om at pave Johannes Paul II og mange højtstående vatikanske embedsmænd, fx kardinal Ratzinger, ser med meget blide øjne på Opus Dei. Givet at langt de fleste medlemmer lever et godt og ægte katolsk liv, hvad er så problemet? Hvad er det der fx har fået bekymrede mennesker til at oprette netværker (som Opus Dei Awareness Network, ODAN) og psykologrådgivning til dem der er udtrådt, samt som advarsel over for dem der måtte søge ind?

Ifølge kritikerne – og de fleste af dem er formentlig katolske – har Opus Dei stærke tendenser til at blive en sekt eller en kult inden for Kirken. De er den Katolske kirkes mormoner, har man sagt i USA. Her i Danmark ville en sammenligning med Tvind være særdeles nærliggende.

I februar 1995 søgte redaktøren af det ansete jesuitertidsskrift America, James Martin S.J. at give et samlet billede af Opus Dei i USA. Det blev hovedsagelig et negativt billede. Bevægelsens hemmelighedsfuldhed, proselytisme, elitetænkning, magtkoncentration og religiøse praksis stod for skud, med dokumenterede eksempler. For eksempel mødte han de mest forvrøvlede forklaringer på at det ikke var tilladt at læse bevægelsens statutter på engelsk. Opus Dei mente naturligt nok at han gav et falsk billede af den, og tog til genmæle. Det interessante ved det svar er at de alene angreb ham for hvad han ikke har skrevet om, uden at tilbagevise de faktiske oplysninger. Artiklen savner den åndelige dimension, sagde Opus Dei. Svaret er den mest renlivede brug af princippet om at hensigten helliger midlet jeg længe har set. Det princip er ikke en del af vor katolske arv.

Det siges at saligkåringen blev gennemført i et sådant eksprestempo at nogle af Escrivás tidligere venner og medarbejdere blev udelukket fra at komme til orde. Dette gjaldt tilfældigvis netop de der havde noget negativt at sige. Denne anklage har jeg aldrig set tilbagevist, kun set ignoreret.

En af bevægelsens grundtekster er en bog der hedder Vejen. Escrivá skrev den i 1939, en samling af 999 aforismer. Udsagnet om at bevægelsen er vej for lægmænds hellighed kommer i et underligt relief af følgende (nr. 98): Næst efter præsters og indviede jomfruers bøn, er ingen bønner så velbehagelige for Gud som børns og syge menneskers bøn. Men kritikerne siger da også at bevægelsen i virkeligheden er ekstremt hierarkisk. Øverst står præsterne, nederst kvinderne. Dele af den åndelige og selvdisciplinerende praksis (alle breve gennemlæses af den åndelige vejleder), opmuntring til fysiske bodsøvelser som de numerære lægmænd udsættes for, minder meget om hvad der foregik i en del katolske præsteseminarer for 75 år siden. Er det en rigdom at denne praksis opretholdes?
Det er den klassiske spanske, fromme og autoritært konservative form for katolicisme Opus Dei udspringer af. Det er et historisk faktum at Opus Dei var nært associeret til Franco-diktaturet. Men var dette en historisk tilfældighed – dvs. var Escrivá blot et barn af sin tid, som ikke kunne reagere anderledes end han gjorde – eller er der en uløselig forbindelse mellem autoritær tænkning og Opus Dei? Dette er et centralt spørgsmål, som ingen har kunnet svaret endegyldigt på. Derfor blev modsætningerne vakt til live igen nu ved helligkåringen.

Den stærkeste kritik af Opus Dei gælder at de økonomiserer særdeles meget med sandheden. „Vi har ingen hemmeligheder“ siger de selv. Nej, det hedder noget andet. „Vejen“ taler særdeles meget om behovet for diskretion. Og det er ikke hemmeligt hvem der er medlemmer. Nej, det er blot privat. Men forskellen er ens.
Nogle vil mene at bevægelsen er et forsøg på at fastholde fortiden. Selv siger den at den er kommet et århundrede for tidligt. Underforstået: om en del år vil alle forstå dens budskaber; ligesom alle nye bevægelser, fx franciskanerne i sin tid, er den forkætret i begyndelsen, men dens tid vil komme. Kritikere vil tvært i mod sige at den allerede har alt for stor indflydelse i højere kirkelige kredse.

Det nye skulle være den vægt der lægges på det almindelige arbejde og helliggørelsen i det daglige liv. (Og nu ser vi helt bort fra at Opus Dei tydeligt foretrækker højtuddannede, rige og magtfulde menneskers daglige liv. Opus Dei første prioritet er ikke de fattige. Studenterhjem ved universiteter, hvor de kan rekruttere nye letpåvirkelige emner til bevægelsen, det er deres stil).

Denne tænkning om lægfolket er ikke så ny som påstået. Helliggørelsen i det daglige liv (dvs. ikke i et kloster) var en af de reformatoriske grundtanker. Luther sagde at en god bager ikke var en bager der tænkte meget på Gud, men en der bagte godt brød. Er Opus Dei lutheranernes sejr?
Nej, tanken findes også i gedigen katolsk sammenhæng. Tænk blot på Thérèse af Lisieux og „den lille vej“. Og Thérèse er endda ophøjet til kirkelærer, hvad Escrivá forhåbentlig aldrig bliver.

Hvad betyder så ordene opus dei? Er de udtryk for at medlemmerne vil gøre en gerning til Guds ære, eller betyder navnet at det er Gud der udøver en gerning ved hjælp af medlemmerne? Umiddelbart skulle man tro at det var det første der var tilfælde.

Kardinal Ratzinger kom ind på netop denne dobbelttydighed i marts i år, ved præsentationen af en ny bog om Opus Dei. Det er ingen hemmelighed at Ratzinger er en fan af Escrivá. Og det var tydeligt at Ratzinger lagde vægt på den anden betydning af udtrykket. Gud har ikke overladt verden til sin egen skæbne efter Big Bang. Gud er ikke tilbagetrukket. Han er her, og det er vores opgave at stå til hans disposition. Vi skal være Guds instrumenter. Vi skal ikke gøre vores, men Guds arbejde.

Dette kan man ikke være uenig med Ratzinger i. Det man derimod med føje kan være uenig i, er at Opus Dei skulle være den bedste måde at stå til rådighed for Gud på.

Ifølge avisomtale skulle vores biskop have udtalt at han var åben overfor Opus Dei i bispedømmet København. Om han er dækkende eller korrekt gengivet ved jeg ikke. Men jeg ved at så længe Opus Dei ikke ændrer sin praksis med hensyn til åbenhed og rekrutteringsmetoder, er der en del katolikker der har den klare holdning at der ikke er behov for Opus Dei (men nok for „opus dei“) i vores bispedømme.

Der var også en fjerde katolsk begivenhed (se forrige nr.) der fyldte en del i sommerens avisspalter. Det var Niels Christian Hvidt. Dels hans godt anmeldte bog Mirakler, men ikke mindst nyheden om at han havde fået en treårig ansættelse hos det danske medicinalfirma Lundbeck for at forske i helbredelse ved bøn.
En del videnskabelige forsøg tyder på at bøn virker helbredende, selv når den der bliver bedt for ikke er klar over at der bedes. Niels Chr. Hvidt vil undersøge fire forklaringsmodeller: Den traditionelle naturvidenskabelige tankegang (som han selv mener er for snæver), hvor helbredelse ved bøn er udelukket. Der er New-age-forståelsen, hvor gode energier samlet hos en person kan udvirke en forskel. Der er ideen om at Gud bruger smuthuller i naturlovene til at formidle helbredelse. Og endelig tanken om at der findes en personlig og almægtig Gud, som bliver berørt og griber ind når mennesker beder om hjælp - måske tilmed med et mirakel.

I en større artikel i Kristeligt Dagblad (6. sept.) forklarer Lundbeck-direktør Munch-Jensen hvorfor de bruger penge på dette. „I dag er der i samfundet større bevidsthed og trang til at beskæftige sig med det åndelige, end vi har set tidligere. Vi ville sandsynligvis ikke støttet et sådant projekt i 80-erne … Det er det mest uortodokse projekt vi endnu har finansieret, men vi tror faktisk at andre medicinalfirmaer kommer til at misunde os det – også internationalt … Vi har ingen specifikke forventninger til hvad resultatet kan blive“. Siger han, med et ansigtsudtryk der i følge KrD både rummer nysgerrighed, vantro og engagement.
En ledelsesantropolog der har forsket i beåndet ledelse – sådanne findes også – er ikke i tvivl om at projektet især kan betyde noget for virksomhedens medarbejdere. „Det er vigtigt at medarbejderne oplever at de kan stå inde for deres organisation. Netop nu er der en stor interesse for ritualer og mirakler“.
Det er nye og interessante toner fra erhvervslivet. Sådan kunne man ikke have sagt for ti år siden. Lad os blot for en sikkerheds skyld minde om at kirke og kristendom ikke er et modefænomen, ikke en kommerciel gimmick. Det er det værd at huske i juletiden.

Glædelig Jul!

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©