I oldkirkelig tid var Jerusalems gamle by-liturgi utrolig vigtig. Den betød meget for udviklingen af alle senere kristne litururgi-former. I Jerusalem, Den hellige by, mødtes kristne fra alle egne af den kendte verden, og man kan godt sige, at Jerusalems liturgi var den første økumeniske liturgi: begejstrede pilgrimsrejsende fra Rom, fra Gallien, fra Konstantinopel, fra Armenien og Georgien, og fra Spanien tog mange nye liturgiske former med sig hjem. Det er en af årsagerne til, at de kristne liturgier har så mange grundtræk til fælles.
I Jerusalem var kirkeåret bygget op omkring processioner. Processionerne gik mellem de steder, hvor Kristus havde gået her på jorden, hvor han gjorde noget, eller sagde noget bestemt. Samling foregik ét sted, så vandring med salmesang, bøn et andet sted, så igen vandring med salmesang, og til sidst nadvergudstjeneste et tredje sted. Det var noget der voksede. Liturgien var ikke skabt på én gang. Man skulle finde ud af, hvad der fungerede, og hvad der kunne videreudvikles. Men én ting var givet: stedet var velegnet til en bestemt og meget aktuel teologisk pointe, nemlig at det var her Kristus virkelig havde gået, og liturgien udfoldede sig on location. Liturgien kunne derfor på en særlig måde understrege det reelle møde med Kristus.
I 500-tallet gik en af processionerne fra Jerusalem til Bethlehem, og det var selvfølgelig den procession, man afholdt juleaften. Processionen fulgte den gamle «Kongevej» fra Jerusalem til Hebron, igennem den egn, hvor der i øjeblikket er meningsløs vold og uretfærdig krig, på grænsen mellem Vestbredden og Israel. Ruten er ikke mere end godt ni kilometer lang.
Julefesten var på det tidspunkt ikke så gammel, for det var først efter de mange stridigheder om Kristi person i 400-tallet, at det efterhånden blev almindeligt for de katolsk-ortodokse kristne at markere inkarnationsfesten særlig højtideligt og gøre den til en fast del af kirkeåret. Inden dogmatikken omkring inkarnation var blevet fastlagt - og det skete netop på grund af de ofte voldsomme diskussioner - havde man tilsyneladende ikke skænket det en tanke, at gøre noget særligt ud af Julen. Sandsynligvis var Julen først en del af Epifani-festen (som vi nu mest kalder «Hellig-3-Konger»), men den blev senere spaltet fra og blev sin egen. Samtidig rykkede den fra 6. januar til 25 dec.
Det første stop på processionsruten nævnes kun i nogle få kilder, og det er ca. halvvejs ved en lokalitet, der kaldtes «To palaión káthisma», «Det gamle sæde». Her skulle Maria iflg. en lokal legende have gjort ophold på vejen til Bethlehem på grund af de første veer. Derefter fortsatte processionen forbi «Rakels grav» (som i øvrigt stadig er en turistattraktion i dag, - når det ellers er fredeligt nok til at besøge Vestbredden. Herefter gjorde man holdt ved «Hyrdestedet», To Poímnion, et stykke udenfor Bethlehem, hvor der ca. kl. fire om eftermiddagen blev holdt en vesper-lignende gudstjeneste, med salmer og læsninger. Bl.a. blev hyrdernes fortælling fra Juleevangeliet læst op (Luk. 2.8-20).
På dette sted lå der en lille kirke, som stadig i middelalderen fortaltes at indeholde gravene for tre af hyrderne fra Evangeliet, og i 500-tallet var der måske også et kloster tilknyttet. Videre blev der holdt en vigilie i «Fødsels-basilikaen» i selve Bethlehem, bygget af selve kejser Konstantin d. Store over den klippehule, der blev identificeret som stalden i Bethlehem. I kirken skulle nadvergudstjenesten fejres til sidst.
En af de kendteste salmedigtere fra denne tid var Romanos. Han levede under kejser Justinian, dvs. ca. i midten af 500-tallet, og var - iflg. en senere helgenlegende - oprindelig diakon og sanger ved Anastasis-kirken i Beirut, og altså libaneser eller syrer. Senere kom han til Konstantinopel, hvor han opnåede stor berømmelse som sanger og digter. Legenden fortæller, at han i en vision under julevigilien af Guds Moder fik en papyrus-rulle at spise, og straks efter rejste han sig og gik til ambonen, hvorfra han sang en af sine berømteste “kontakier”, Hê parthénos sêmeron, «Jomfruen føder i dag».
Justinian forsøgte engang at regulere de liturgiske forhold i Jerusalem, og et af punkterne var en klar adskillelse af jule- og epifanifesten i Jerusalem. Således kunne han bringe liturgien mere i overensstemmelse med den katolske og ortodokse dogmatik. Der var nemlig stadig nogen, som absolut kun ville lave processionen til Bethlehem op til d. 6. januar, både til minde om Jesu dåb i Jordan-floden og hans fødsel. Således ville de understrege, at Kristus kun havde én guddommelig-menneskelig natur. Det var de såkaldte «monofysitter». De katolsk-ortodokse ville derimod gå to gange, eller kun d. 24-25 dec., så deres pointe om Kristus som helt menneske og hel Gud blive mere tydelig.
Romanos, som i flere af sine digte tilkendegiver, at han havde et tæt
forhold til Justinian og hans kirkepolitik, blev efter al sandsynlighed
hyret til at skrive sange/salmer til den nye juleprocession. Der er overleveret
et sæt på 33 strofer under hans navn, og de passer meget fint
til denne lejlighed. De følger temaerne fra Juleevangeliet, og de
er delt ind i afsnit passende til «stationerne» undervejs.
Jeg oversætter her et par strofer, så man kan danne sig
et indtryk af hvordan en af disse ældste kendte julesalmer egentlig
var:
1. Afsted, gå i forvejen, hærskarer af engle!
Og I, bethlehemsboere, gør nu krybben parat!
For Ordet bliver født, og Visdommen træder ind i verden!
Tag imod hans omfavnelse, Kirke,
til glæde for Hende, som føder vor Gud!
(Omkvæd) Velsignet og æret være du, Gud, som er
født os!
...............
5. Hyrder, stem i med trompetagtig klang!
Og vise mænd, kast de gamle trylleord bort!
Lad bjergene synge, for Gud træder frem i lys!
Kongernes døtre, kom med, og I, menighed,
læg jeres egen stemme oven i Guds Moders glæde og syng:
(Omkvæd) Velsignet og æret være du, Gud, som er
født os!
..............
32. Se! Nu taler den rene jomfru:
«Jeg føder min søn, på tværs af
logik og fornuft,
Esaias’ Gud, ham, som oplyser alt, der er til,
og alligevel er jeg stadig en jomfru!»,
og sådan forløser hun Adams skyld, så lad os
da synge:
(Omkvæd) Velsignet og æret være du, Gud, som er
født os!
..............
33. Hærskarer foroven og himmelske styrker,
synger nu den hymne, som aldrig vil ende!
De dødelige er inde i grotten og beder og råber:
«Æret være du, Kristus, som er steget herned
for at frelse de jordiske fra forbandelsen»,
så lad os da synge:
(Omkvæd) Velsignet og æret være du, Gud, som er
født os!
Romanos poetiske sprog er nok mere ekspressivt, end vores almindelige julesalmer fra barokken og romantikken, men der er en anden stor forskel. Fokus holdes ikke så meget på barnet, men med digtets metaforer skabes en måde at se ind igennem barnet for tydeligere at få øje på Gud. Det gælder også det berømteste juledigt af Romanos, hans kontakion’ Hê parthénos sêmeron. Også det giver en særlig mening, hvis man forestiller sig det sunget i Bethlehem, med digtets forskellige mulige hentydninger til krybbegrottens beliggenhed. Allerede i prologen er vi hos Romanos kommet igennem hvad der svarer til de første fem vers af «Et barn er født»; herefter giver han sine fortællende og digteriske pointer frit løb. Også her er blot et par strofer som en smagsprøve:
(Prolog)
Jomfruen føder i dag ham, der er over al væren,
og jorden holder en grotte frem til ham, som er utilnærmelig.
Engle lovpriser sammen med hyrder,
og vise mænd vandrer frem i selskab med stjernen.
For til glæde for os er han født, han som er
et lille barn - før evighed Gud!
Bethlehem har genåbnet Edens Have. Kom og se!
Vi har fundet en overflod i det sjulte. Kom og tag!
Paradis er inde i grotten!
Dér er den rod spiret frem, som blomstrer med tilgivelse,
uden at den nogensinde blev vandet.
Dér er den brønd blevet fundet, som David længtes
efter at drikke af,
skønt den aldrig er gravet af nogen.
Dér har en jomfru født et barn
og straks stillet både Adams og Davids tørst.
Lad os derfor skynde os hen til det sted, hvor der er født
et lille barn - før evighed Gud
«Du Frelser, frels verden! Det var jo derfor du kom.
Genopret alt, som er dit!
Det var jo derfor du strålede frem
for mig og de vise mænd og for hele skabningen!
For se: De vise mænd som du viste dit ansigts lys,
de falder nu ned og frembærer gaver
- nyttige og eftertragtede sager. Dem får jeg nok
brug for, når jeg skal afsted til Ægypten
og flygte sammen med dig, og på grund af dig,
min vejviser, min søn, min skaber, min beriger,
et lille barn - før evighed Gud!»