KONGERNES
KARAVANE
1. Ballade i Ægypten
I Ægypten, ved Nilfloden herskede en stor konge: Faroen. Han
havde mange tjenere: til hver ting han skulle bruge, en tjener. Derfor
var der også en vagt til at se på stjerner. Og han gjorde heller
ikke andet end at kigge stjerner hver eneste nat. Hans navn var Damostes.
Stjernerne ændrer jo stilling - og dengang troede folk at enten kunne
det betyde noget dårligt eller noget godt for dem.
„Man kan stole på Damostes“, tænkte kongen, han er en god
stjernekigger. Medens kongen tænkte dette, kom Damostes larmende
og forpustet ind ad døren og råbte; „En stjerne, Farao,
en stjerne“. Er du blevet gal, grinede Farao.“ Der er så mange stjerner
på himlen, som sandkorn ved stranden.“
Damostes rystede på hovedet: „Nej, Farao. Det er ikke en af de
gamle stjerner, dem kender jeg alle sammen. Det er en ny stjerne“-
„Hvad?“ råbte Farao og sprang op. „Hvad betyder det?“
Farao befalede med det samme at alle berømte stjernekiggere
i Ægypten skulle komme til hoffet.
Snart kom kamelrytterne tilbage med de klogeste og mest vise fra landet
ved Nilfloden. Men ingen af dem kunne fortælle noget om den nye stjerne.
Farao blev vred: hvorfor betaler jeg alle disse kloge mænd, og ingen
kan fortælle noget om, hvad den nye stjerne betyder? – og han jog
dem ud af slottet.
2. Røgelsen høstes
På samme tid, da Damostes og stjernekiggerne måtte finde
sig i Faraos vrede, fordi de intet kunne fortælle om stjernens betydning,
levede en kongesøn i røgelsesbyen i Arabien. Han hed Kaspar.
Røgelsesbyen var kendt i hele landet på grund af sin rigdom.
Købmænd sluttede sig sammen og drog med alle deres tjenere,
kameler og muldyr derhen for at købe røgelse. Da råbte
folk i byen, se der kommer endnu en stor karavane.
En dag, sagde kongen til Kaspar: „Pak en rygsæk med mad og tøj
og tag med folk op i bjergene. Jeg ønsker at du engang oplever hvordan
der høstes røgelse. Først derefter kan du blive konge.“
Kaspar var nemlig meget forkælet og havde aldrig arbejdet.
Så drog han med arbejderne op i bjergene. De førte æsler
med sig som havde bundet kurve på hver side af ryggen. Oppe i bjergene
voksede træer med en ru bark. Kaspar så, hvordan folk skar
med knive i barken. Senere dryppede der en tyk brun væske ud af sårene.
Disse dråber samlede folk sammen og bragte dem hen til nogle huler
for at blive tørret. Og det blev til røgelse.
Når man brændte det, duftede det meget godt. I røgelsesbyen
solgtes røgelseskornene og der kom mennesker fra mange egne af verden
og betalte mange penge for den.
En aften var Kaspar igen virkelig træt af det hårde arbejde
med at samle røgelse. Hans fødder gjorde ondt og han havde
en meget øm ryg.
Nu forstod han hvorfor så mange mennesker her i byen havde så
bøjede rygge. Det kom af det hårde arbejde. Da det allerede
var blevet mørkt kunne arbejderne og Kaspar denne dag ikke nå
tilbage til byen, men måtte overnatte i det fri, udenfor
hulerne.
Kasper kunne ikke falde i søvn og kiggede på de tusinder
af stjerner på nattehimlen og tænkte over alt det han havde
oplevet. Da skete der noget på stjernehimlen. En ny klar stjerne
viste sig pludselig. Den er nok til mig, tænkte Kaspar. Jeg skal
ikke glemme denne dag, hvor jeg har lært så meget. Og medens
han faldt i søvn lovede han sig selv ikke at glemme denne nye stjerne.
3. Kongekroningen
En dag, efter Kaspar var vendt tilbage fra bjergene, sagde hans far
til ham: „Nu er det tid, Kaspar, at du bliver konge. Jeg er gammel og mine
kræfter svinder“. Så klappede den gamle konge i hænderne,
og befalede at hele byen skulle pyntes til kroningsfesten.“ Kongens sendebude
drog gennem hele landet, blæste i deres trompeter og råbte:
„I morgen krones den unge konge Kaspar. Kom til byen og hold fest med os.“
Og den næste dags morgen , trådte tjenerne ind i soveværelset
til den unge konge. De skulle hjælpe med påklædningen
af Kasper: kostbare klæder med knapper af guld og besat med juveler.
Så kom den gamle konge og sammen gik de ind i templet, for der skulle
Kasper krones til konge.
Da de trådte ud af templet, gik tjenerne foran dem og bar en
stor jernpande med en kulild, de kastede røgelse på den, så
duften bredte sig i hele gaden. I denne sky af duft gik den unge konge.
Alle som så ham, råbte hurra og vinkede.
Sådan lo, dansede, sang og spiste beboerne i røgelsesbyen
til langt ud på natten. Kaspar var allerede meget træt. Men
hans far havde lovet ham endnu en særlig overraskelse: Den berømte
eventyrfortæller skulle komme. Hvor blev han dog af?
4. Eventyrfortælleren
Medens det allerede var helt mørkt udenfor, brændte der
stadigvæk masser af lys på slottet. Muntert spillede musikken,
folk lo og råbte: Hurra for vores nye konge. Så pludselig hørtes
en mægtig tromme og Halik Ibn Halik kom ind ad døren; den
største af alle eventyrfortællere. På én
gang blev der bomstille i salen. Alle så helt fortryllet på
Halik. På hans blå frakke glimtede stjerner hemmelighedsfuldt.
Kom nærmere, og sluk lysene, råbte Halik. Snart sad mange omkring
ham på gulvet for ingen ville miste et eneste ord. Halik kunne fortælle
om fremmede lande, farlige dyr og uhyggelige søuhyrer. Sommetider
måtte de alle sammen le og somme tider tog de hinanden i hånden
af bare spænding.
Mest holdt alle af historien om en lille hyrdedreng. Den lød
sådan;
En gang kæmpede Israelitterne mod Philisterne som var meget store
mennesker. Den værste af kæmperne hed Goliath. Når Israelitterne
fik øje på ham, blev de så bange at deres knæ
rystede. Da Goliath opdagede det, blev han endnu mere fræk. Hos Israelitterne
var der en lille hyrdedreng som hed David. Han var ikke bange og han vil
gerne slås mod Goliath. Det måtte han selvfølgelig ikke.
Men David var stædig. Med en lille stenslynge trådte han foran
Goliath, som bar et stort sværd.
Og David sejrede over ham med sin stenslynge. „Kan I forestille jer
det?“ råbte Halik, „denne lille fyr blev senere Israelitternes
konge.
Det var dog herligt , råbte en lille mand som hed Said. Han ejede
en lille kro i byen, hvor karavanerne kunne overnatte. En lille fyr
bliver konge. Det kan jeg lide. Hvad var det folket hed.
Jeg har aldrig hørt om det. Det kan ikke have nogen særlig
betydning. O jo, svarede Halik. Der tager du fejl, kromand. Det er godt
nok et lille folk, men - mange kloge stjernekiggere, og vise har spået,
at der fra dette folk engang vil komme en stor konge. Og måske snart.
Så tog Kasper, den unge konge, ordet. „Halik, hvad ved du om
stjernerne? Hvis vi antager at et mennesker en nat ser en ny stjerne. Hvad
sker der så?“ Da blev Halik alvorlig, trådte helt hen til Kasper
og hviskede ham i øret. „Så konge, må du straks gøre
dig klar og følge stjernen „
Derefter forsvandt eventyrfortælleren.
5. Drømmen om stjernen
Natten efter festen kunne Kaspar ikke falde i søvn. Han stod
ved vinduet i sit sovekammer og stirrede ud i natten. Der var den igen,
hans stjerne. Den stod klart og lyste stærkt på himlen. Hvad
var det eventyrfortælleren havde hvisket ham i øret. „Når
du har set din stjerne, må du gøre dig klar og følge
den. Hvad betyder det? Hvordan kan man følge en stjerne som står
roligt på himlen. Hvor kommer man så hen? Kaspar rystede på
hovedet, lagde sig på sin seng og faldt i en urolig søvn.
Han drømte om eventyrfortælleren, som fløj med
sin blå kappe gennem luften . Kom Kaspar, flyv med mig. Og da de
kom tæt på Kaspars stjerne syntes han at den bevægede
sig. Vi følger din stjerne. Den fører os til verdens midte.
- Og hvad sker der, spurgte Kaspar. Da synger englene og menneskene glæder
sig.
Så vågnede Kaspar. Og alt var som før. Men - hvor
var hans stjerne. Kaspar kiggede ud af vinduet og opdagede den på
den anden side af himlen. Det var ingen drøm. Stjernen havde flyttet
sig.
6. Uhyrernes ankomst
Tidligt om morgenen bankede det på slottets port. De sov og snorkede
endnu alle sammen, for de havde festet længe. Luk op, i sovetryner,
råbte karavanernes vært Said. Hov, hov, råbte vagterne,
de ville ikke kaldes sovetryner. Næppe havde de åbnet porten,
før Said stormede ind og straks løb hen til kongen. Konge,
Konge pustede Said. Hvad sker der, lille mand, spurgte kong Kaspar. Værten
hev efter vejret og fremstammede; Uhyrer, der er uhyrer i byen. Ha, ha,
lo kongen. Du opfinder vel ikke eventyr. I skal bare se dem, sagde Said.
De er grå, har fødder som søjler og en stemme som hundrede
basuner. Det er så frygteligt. Og hvor er de nu?, spurgte kongen.
Nå, hos mig i herberget selvfølgelig. De kom ridende hen ved
midnatstid, fremmede mænd i besynderlige klæder. Men de red
ikke på kameler som normale mennesker, men på disse her uhyrer.
De kalder dyrene Bele- eller Telefanter. Jeg forstod det ikke rigtig. En
ting har jeg set helt nøjagtig, der hvor andre dyr har en mule,
har disse her en slange. Er det ikke mærkeligt?
Ja, lo kongen, det lyder mærkeligt. Men hvor er de fremmede nu.
O ja, konge, jeg har næsten glemt det, de vil gerne tale med dig.
Skal jeg hente dem?. Det vil være godt. Bring gæsterne her
til slottet.
7. Fremmed besøg.
Snart bankede det igen på slottets port. Denne gang åbnede
vagterne hurtigt. Med store øjne kiggede de på de sære
fremmede. Hej, råbte Said, har I ikke lært hvordan man modtager
fine gæster. Vagterne tog sig sammen og bød gæsterne
indenfor og førte dem hen til kongen. Fred være med jer, smilede
kong Kaspar og lod brød og salt bringe frem. Her i Arabien er det
et velkomsttegn. De fremmede roste den smukke røgelsesby og karavanens
anfører overrakte kongen en smuk gave.
Så blev der serveret et måltid, en duftende steg og saftige
frugter.
Kong Kaspar I skal vide hvem jeg er, sagde den fornemme fremmede. Jeg
hedder Melchior og er søn af kongen i Indien. Jeg rejser gennem
verden, og er nået til denne by fordi en vidunderlig stjerne har
ført mig herhen.
Da Kaspar hørte det, sprang han op og råbte; Hvad er det
for en stor tid, hvor tegn på himlen fører konger sammen.
Ja Melchior, vi er begge konger og har set den samme stjerne. Og de sad
længe og talte sammen og blev glade for hinanden.
8. Den forbudte tigerjagt
De sad sammen i kongens palads. Kaspar, den lille Said og den fremmede
konge Melchior med sin trofaste tjener Djuti. Lad mig fortælle om
mit hjemland Indien, sagde Melchior. Mange dagsrejser herfra ligger det
varme land Indien. Der ejer min far et slot som ligger langt inde i en
skov. Der vrimler det med farlige dyr. Der er også tigere, som alle
mennesker er bange for.
Min far er ikke bange for dem. Tit har jeg bedt om at komme med på
tigerjagt. Det sagde min far nej til.
En dag, da min far ikke var hjemme, tilbød jeg tjenerne penge
for at tage med mig på tigerjagt. Vi red af sted med skarpe sværd
og spyd ind i skoven. Pludselig hørte vi tigerne brøle.
Alle mine tjenere stak af og jeg stod alene tilbage. Mine knæ
rystede, men jeg gik modig længere ind i skoven og holdt fast omkring
mit spyd. Med et sæt sprang en lille tigerunge ud af buskene og løb
hen mod mig. Da lød et frygtelig brøl så jeg af skræk
tabte spydet. Den store tigermor sprang frem for at forsvare sin
unge. Jeg vendte om og løb så hurtig jeg kunne gennem skoven
. Men mine fødder hang fast i nogle rødder og medens jeg
faldt følte jeg tigerens pels og så de frygtelig tænder.
Så besvimede jeg.
Hvad, råbte Said, Du blev altså spist. Nej, nej, svarede
Melchior. Så langt kom det heldigvis ikke.
Men det er en anden historie.
9. Den hellige mand
Hvordan kunne det lade sig gøre, kong Melchior, at du ikke blev
spist af tigeren, spurgte Kaspar.
Og Said sad og baskede med sine ben af lutter nysgerrighed. Hør
så, hvad det var for en vidunderlig redning, som befriede mig for
tigeren.
Da jeg vågnede følte jeg store smerter. Jeg kunne ikke
røre mig. Men nogen måtte jo have sørget for mig. Jeg
lå på en blød seng af blade og over mig var der et tag
af flettede grene. Mine arme og mine ben var pakked helt ind i forbindinger,
som også var lavet af blade. Endnu medens jeg så på det,
kom en gammel mand hen til mig med langt hvidt hår og et hvidt skæg.
Hvem er du, og hvorfor har tigeren ikke ædt mig, spurgte jeg.
Jeg hedder Selyam, sagde den gamle mand. Tigeren åd dig ikke,
fordi jeg bad den lade være. Den er nemlig min ven. Og sådan
berettede Selyam. Engang havde han været et mennesker som gjorde
meget ondt. Så en dag begyndte han et andet liv. Han solgte sit hus,
forærede sine penge væk og var gået ind i skoven for
at leve fredeligt der. Langsomt lærte han skovens hemmeligheder at
kende og blev også venner med de vilde dyr, fordi han ingen våben
havde og ikke gjorde dem noget.
Den dag, sagde Selyam, da jeg ændrede mit liv, var det, som om
jeg havde set en god stjerne, en god idè, et lys. Og denne stjerne
har ført mig herhen. Langsomt helede mine sår, men jeg blev
hos Selyam. Jeg lærte hvordan man lever et godt liv. En dag, sagde
han til mig, også for dig vil der engang lyse en stjerne, og så
vil du være nødt til at følge den. Da jeg syntes at
jeg havde lært nok af den gamle mand tog jeg afsked og begav mig
på vej til min fars slot.
10. Hjemrejsen
Med spændinng lyttede kong Kaspar, tjener Djuti og Said til kong
Melchiors beretning. Nu var det tid til at styrke sig lidt. Kaspar klappede
i hænderne og straks åbnede dørene sig. Tjenerne bar
fade med kød, frugter og brød ind og alle kunne spise
til de var mætte. Said var selvfølgelig først færdig,
for han kunne slet ikke vente med at høre mere.
Melchior tog et sug af sin vandpibe og fortsatte; jeg brød op
fra skoven og nærmere mig slottet. De første bønder
som fik øje på mig ville slet ikke tro på, hvad de så.
Han lever, han lever jo, råbte de.
Da jag spurgte efter min far, blev de bedrøvede og fortalte
at han stod ved slottets vindue og græd, fordi han troede at tigeren
havde ædt mig. Siden den dag har han ikke spist ret meget, sagde
de.
Så løb jeg endnu hurtigere hjemad. Jeg ville kaste mig
foran min far og sige; Far, jeg er et dårligt menneske. Jeg er ikke
værd at blive kaldt din søn. Lad mig bo hos dig som en af
dine tjenere.
Men da jeg nærmere mig slottet genkendte han mig allerede på
lang afstand. Han løb mig i møde med åbne arme. Velkommen
hjem mit barn. Du var som død, og nu lever du. Kom alle sammen.
Vi vil holde en fest. Og kokkene skulle straks lave dejlig mad og
musikanterne spille dansemusik.
Alle undtagen min bror Yotar var med til festen. Far og jeg søgte
ham i hele huset indtil vi fandt ham. Han så vred ud og sagde til
min far. Du har aldrig holdt en fest for mig. Og dog var det mig der lavede
alt arbejde da alle sørgede over den forsvundne Melchior. Så
løb han væk, for han kunne ikke glæde sig med os.
11. Rejsen til Varanasi
Og kong Melchior fortsatte med at fortælle om sit hjemland Indien.
Min far blev efterhånden gammel og skrøbelig. Og han sagde
til mig - hans ældste søn: Kom lad os gå til den hellige
flod Varanasi. Da blev jeg meget forskrækket. Thi I skal vide, når
nogen af de fornemme føler at de snart skal dø, siger de:
vi går til Varanasi. Dog kan man til enhver tid i sit liv gå
til Varanasi, for den hellige flod renser os fra vore onde tanker og fra
alt ondt vi har gjort. Men at dø der, regnes for den største
lykke.
Så tog vi vores kongelige klæder af, iførte os de
fattiges tøj og gik til den hellige flod. Først var vi helt
alene på vejen men efterhånden blev der flere og flere mennesker.
Og til sidst var hele vejen fyldt med mennesker som sang om den store flod.
Og de længtes efter at nå ned til den. En skønne dag
så vi endelig de gyldne tårne fra byen. Vi trådte ind
gennem byporten og steg ned ad trapperne ned til floden. Der rensede vi
os og sagde mange bønner.
Vi blev der i mange dage og hver morgen gik vi ned i floden. Min far
blev mere svag for hver dag, og til sidst måtte vi bære ham
ned til vandet. Men han var ikke ked af det. Da jeg engang græd,
fordi han var blevet så svag, sagde han: Min søn, du skal
ikke græde. Når jeg dør, går jeg hjem. Jeg er
kommet fra Gud, og jeg vender tilbage til ham. Han lukkede øjnene
og døde. Som det er skik hos os tændte vi mange lys ved den
hellige flod, som kunne vise den døde vejen hjem. Næste morgen
badede jeg endnu en gang i floden og rejste alene hjem. - Nu var jeg den
ny konge.
12. Kongetronen røves
Medens Melchior fortalte, var det blevet aften. Men vi var alle sammen
så spændte på hans fortæl-
ling, så han fortsatte. Den næste dag brød jeg op
fra den hellige flod for at nå hurtigt hjem. Efter nogle dages rejse
så jeg endelig tårnene på min fars slot. Glad gik jeg
gennem slottets port for at hilse på min bror Yotar og mine tjenere.
Men, hvad var det? Da min bror fik øje på mig blev hans
ansigt mørkt og han vendte ryggen til mig.
Yotar, råbte jeg, min bror. Jeg er kommet tilbage som landets
nye konge og du vender mig ryggen.
Yotar kunne ikke se på mig. Han snerrede: tag din arv og forsvind,
for jeg er den nye konge. Jeg løb op på mit værelse,
hentede mit sværd for at kæmpe mod min bror. Jeg løb
op og ned af slottets trapper, men kunne ikke finde ham. Til sidst satte
jeg mig ned, helt udkørt. Da opdagede jeg sværdet i min hånd,
med hvilket jeg ville dræbe min bror. Jeg blev forskrækket.
Jeg kom til at tænke på min gamle ven Selyam. Han hadede våben.
Jeg måtte tale med ham.
I samme time tog jeg min hest og red så hurtig jeg kunne ud i
skoven. Selyam tog mig i sine arme og var glad for at se mig. Jeg fortalte
ham hvad der var sket og spurgte; Selyam, hvad skal jeg nu gøre?
Skal jeg kæmpe?
Selyam rystede på hovedet. Aldrig nogen sinde er der kommet noget
godt ud af sværdet. Gå du ud i verden. En dag vil du finde
noget større end din brors penge, slotte og tjenere. Men hvor skal
jeg tage hen, spurgte jeg Selyam. Han svarede mig. Gå tilbage til
slottet. Der ved porten finder du en mand i hvidt tøj. Han er en
kendt karavanefører. Ham skal du bede om at føre dig til
verdens kloge og vise. Og du skal tro på det; en dag vil også
for dig lyse en stjerne, som helt sikkert vil føre dig til dit mål.
Med disse ord tog jeg afsked fra Selyam og red langsomt tilbage til slottet.
13. Rejsen til det fjerne
Og så, spurgte Kaspar, hvem fandt du i Porten. - Jeg fandt Djuti,
den mest berømte karavanefører i Arabien, sagde Melchior.
Inden jeg fik øje på ham, så han mig. Han stillede sig
foran min hest, bukkede dybt og sagde; Tal Herre, hvor vil du hen? Jeg
vil føre dig, så ingen røvere eller vilde dyr kan genere
dig, før du kommer til dit mål. Jeg var meget forbavset. Hvorfra
vidste denne fremmede at jeg ville forlade mit hjemland. Jeg tog imod tilbudet.
Jeg red op til paladset for at få min arv udbetalt af min bror.
Den bestod af elefanter, soldater, kost- bare tæpper og smykker.
Men først og fremmest en stor kasse med guld. Så steg jeg
op i mit lille hus, som var sat fast på min yndlingselefant. Så
brød vi op. Og Djuti førte os. Vi drog gennem mørke
skove, langs med fremmede floder, over bjerge og endda gennem hvid sne,
som jeg aldrig før havde set. For i mit hjemland findes der ingen
sne. Der er alt for varmt.
En dag kom vi til et stort tårn, som ragede op i skyerne så
man ikke kunne se spidsen. Djuti trådte hen til mit ridehus og sagde;
kom herre, lad os stige op. Deroppe bor en klog mand. Han vil fortælle
os, hvor vi skal tage hen. Det gjorde vi. I lang tid steg vi op ad mange
trapper, indtil vi nåede et lille kammer med mange stjernekikkerter.
En ældgammel mand med et hvidt, spidst skæg ledte på
himlen efter hemmelighedsfulde tegn.
Han så på mig og sagde: Du konge fra Indien, jeg har ventet
på dig. I nat er der kommet en helt ny stjerne. Men hør, stjernen
bevæger sig. Den flytter sig i retning af røgelsesbyen. Skynd
dig og følg den.
Ja, det vil jeg gøre. Men fortæl mig, hvad betyder det
alt sammen. Den gamle trak på skuldrene, jeg ved det ikke. Jeg kan
kun se, at denne stjerne viser at den største konge nogensinde skal
fødes.
Og du skal være en af de første som kommer til ham. Så
skyndte vi os ned ad alle trapperne, steg på vore dyr og red til
røgelsesbyen. Da det blev nat viste den største og mest klare
stjerne sig foran os.
14. Vennerne begynder deres rejse
Endnu i samme nat, da kong Melchior fra Indien, havde fortalt os så
meget blev Kaspar og han venner for altid. De steg op på paladsets
tag og under stjernehimlen lovede de hinanden at de aldrig ville svigte
hinanden.
Allerede næste dag gik Kaspar til sin far og sagde: Jeg har kun
været konge over dette land i få dage. Men allerede i morgen
må jeg drage bort herfra. Abu Sadik, blev rød i hovedet af
vrede og for-skrækkelse. Hvad er det du siger. Du vil forlade dit
land. Er du tosset min søn. Men Kaspar lod sig ikke forvirre. Han
svarede: Når Gud ønsker noget af os, er det da ikke det vigtigste
af alt. Og han fortalte sin far om dette tegn på himlen og om kong
Melchiors beretning og at et kongebarn skulle fødes. Og det kunne
man se, når man fulgte stjernen.
Abu Sadik, som var en from mand og altid havde lagt mærke til
himlens tegn, holdt ikke sin søn tilbage. Han sagde endda: Når
det er sådan, må du drage af sted. Men du må ikke rejse
med tomme hænder. Tag det bedste som denne by kan byde på,
røgelse. Tag også nogle af vore bedste musikanter med, så
de kan spille for kongebarnet.
Den næste dag tog hele byen afsked med Kaspar. Sammen med
ham rejste kong Melchior fra Indien, i sit lille rejsehus på elefanten.
Også karavaneværten Said tog med dem og flere elefanter, kameler,
heste og tjenere.
15. Kongen i Jerusalem
På samme tid da kong Kaspar og Melchior red gennem den vide ørken
regerede kong Herodes i landet Judæa. Han var meget dyster og lo
sjældent. Hele dagen sad han på sin trone og tænkte onde
tanker. Hans hofmester Maruf havde det værst hos ham. Hver dag måtte
han finde på nye ting for at opmuntre Kongen. Det var ikke godt,
når det ikke lykkedes for ham.
Da Herodes en dag igen var i dårligt humør, råbte
han; Maruf, dit sovedyr, skaf mig noget sjovt, men klogt skal det være.
Maruf blev bange og sagde; Herre du kan vælge mellem dit lands bedste
musikere og alle slags kunstnere. Hvad ønsker du at se. Ikke
noget af det. Det keder mig, knurrede Herodes. Ja så har jeg også
Halik Ibn Halik, den berømte eventyrfortæller. Kom med ham,
råbte Herodes. Men skynd dig. Bring mig i mellemtiden nogle børn
som kan gøre mig glad, sagde den triste konge. Maruf løb
ud på gaden og snuppede tre børn . Det var Tirana, Yosuf og
den lille Mirjam med sin dukke. Hvorfor ler i ikke, råbte Herodes.
Kan i danse? Tirana, den ældste af børnene dansede og sang,
men de to andre var alt for bange til at gøre noget. Forsvind så,
skreg kongen igen.
Nu blev Tirana modig, klatrede op ad trinene til tronen, rystede på
hovedet og sagde: Du vil være en konge, og du er ikke engang sød
ved børnene. Du må være et ulykkeligt menneske. Tjenerne
der stod rundt omkring, rystede af skræk og tænkte, hvad gør
han nu. Herodes begyndte at ryste af vrede - men pludselig begyndte han
at græde. - Maruf, råbte: hent eventyrfortælleren. Han
kan opmuntre kongen.
Halik Ibn Halik trådte frem for kongen. Kongen hulkede og spurgte:
Halik fortæl mig, hvad skal der blive af mig? Men sig mig sandheden.
– Hvis du vil kende sandheden, så hør: En anden stjerne vil
komme op over dette land. Det betyder; snart vil der være en ny konge
i dette land, og denne konge er et barn. Da sprang Herodes op af sin trone:
Et barn, råbte han, Et barn?.
16. Rejsen til Punt
I Ægypten, havde tingene ændret sig meget. Damostes var
blevet fyret af sin herre, Farao. Hvad skal jeg med en stjernekigger, som
ikke en gang kan fortælle mig, hvilken betydning den lyse nye
stjerne har. Damostes sad derfor meget bedrøvet i kaffehuset.
Et eller andet måtte han gøre. Men hvad? Jeg har en ide, sagde
værten en dag til ham. Hør efter, i morgen sejler et skib
af sted med en berømt kaptajn langs med kysten til byen Punt.
Hvad skal jeg i Punt, klagede Damostes. Har de brug for en stjernekigger.
De har ikke brug for en stjernekigger, men de vil købe tørrede
dadler og honningvin. Du giver dem et fad med honningvin og de vil give
dig en kasse med myrra. Byen Punt var kendt i hele verden for sin produktion
af Myrra.
Ægypten havde nemlig meget brug for myrra til fremstilling af
salver og medicin. Damostes syntes godt om forslaget. Du mener altså
at jeg skal blive købmand. Ja netop, svarede værten.
Damostes løb ud af kaffehuset af begejstring. For sine penge
købte han honningvin og tørrede dadler. Derefter løb
han til kaptajnen for at aftale rejsen til næste dag. Og sådan
skete det.
Dagen efter sad Damostes, engang Æpyptens mest berømte
stjernekigger blandt købmænd på skibet.
Vinde fra syd blæste i sejlene. Sådan rejste de i mange
uger, til skibsdrengen en dag råbte: Punt, jeg kan se Punt! Alle
kunne se floden som glitrende løb ud i havet og på den anden
side af floden lå byen.
17. En lusket handel
Næste dag, solen var endnu ikke stået op, kom kongens tjenere
i en lille båd ud til skibet . De havde sort hud som alle mennesker
i Punt. Venlig inviterede de købmændene ind i byen for
at sælge deres varer. Damostes hjerte bankede hårdt da han
blandt de andre købmand kom i land. Er du også bange spurgte
han sin nabo. Den anden beroligede ham. Du skal nok klare det. Det er ikke
så svært. Men du må passe på, at de ikke snyder
dig. Det skal jeg nok, forsikrede Damostes. Jeg passer på som en
ørkenræv. Så kom de til markedspladsen i byen. Der hilste
de på kongens søn, Bal-Thassar. Han var sort, høj
og smuk og bar en gylden ring om sit hoved. Jeg ønsker jer en god
forretning, sagde han, og gav handlen fri. Hurtigt havde købmændene
stillet deres varer op og Damostes viste hvad han ville sælge, tørrede
dadler og honningvin.
Det varede ikke længe, så trådte en gammel afrikansk
købmand hen til ham og sagde; Jeg har myrra, hvad har du? Damostes
viste sine varer frem. Lad mig prøve, sagde den gamle. Han tog en
af dadlerne, fortrak sit ansigt og spyttede den ud. Fy, for søren,
den er uspiselig! Den smager som om du har sejlet i flere måneder
med dem. Det stemmer, stammede Damostes. Kan de virkelig ikke spises.
Den gamle overvejede en stund og sagde så; Du kan give mig dem
til mine grise. Derefter smagte han på den æpyptiske honningvin.
Den syntes han heller ikke om og mente, at den også var ødelagt
af den lange rejse.
Forskrækket spurgte Damostes: „Hvor meget byder du for vinen,
hvis jeg forærer dig dadlerne?“
„Måske kan du få en halv kasse med myrra, snerrede den
gamle. Nå, men du er jo så uheldig, skal vi sige du får
en hel kasse med myrra“. - Oh, tusind tak, sagde Damostes glad og kaldte
på sin tjener for at hjælpe med at læsse varerne på
oksekærren.
Damostes satte sig på sin kasse med myrra og gned sig i hænderne
af glæde medens han råbte til de andre købmænd
at han allerede havde solgt det hele. „Har du det? Hvad har de budt dig
for dine varer. Sammen åbnede de Damostes tunge kasse. Den var fyldt
med sten.
18. Held i uheld
Damostes gik ud til stranden, satte sig på en sten og begyndte
at græde. Han havde brugt alle sine penge for at købe dadler
og vin. Og nu ejede han intet, ud over en kasse med sten. Medens han sådan
sad og stirrede frem for sig var nogen kommet hen til ham og spurgte: „Hvorfor
græder du, fremmede?“ Damostes kiggede op og genkendte Bal- Thassar,
den unge konge fra Punt.
Damostes fortalte ham hele sin historie lige fra dengang han
blev fyret som kongens stjernekigger til salget af sine varer i dag. Medens
han fortalte blev det langsomt aften og nat. Kongesønnen havde lyttet
til ham, men nu da stjernerne begyndte at vise sig på himlen pegede
Bal-Thassar pludselig på himlen og spurgte Damostes: „Er det denne
stjerne der har ført dig til mig?“ Damostes nikkede, ja det er den
stjerne som bragte uheldet med sig.
Bal-Thassar rystede på hovedet og sagde: „Den stjerne bringer
held. Siden jeg var barn har jeg tit stået om natten og set op på
himlen. Jeg vidste ikke noget om stjernerne, hvorfor månen dukker
op på himlen om natten og afløses om morgenen af solen. Og
den nat, hvor både du og jeg opdagede den nye stjerne, den kan jeg
ikke glemme. Du må hellere glemme dine dadler og din vin for du er
jo stjernekigger. Og ved du hvad, jeg vil gerne være din elev. Du
kan fortælle mig alt om himlens gåder. O ja, råbte Damostes
af glæde. Kom med mig til Ægypten konge, der har jeg mit tårn
og mine kikkerter. Jeg skal vise dig det hele.
19. På havet
Næste dag tog Bal-Thassar afsked med sine forældre i byen
Punt. Kun få af hans ting var blevet pakket ned til rejsen, hans
lille abe, hr. Ping og en stor kasse med god myrra ville han have med sig.
Hans tjener Abul havde lavet en slags trone i den bagerste ende af skibet.
Der tog kong Bal-Thassar plads og Damostes skulle sidde ved hans fødder.
Der blæste en kraftig vind så skibet kom hurtigt fremad. Kaptajnen
kendte vejen godt og kunne derfor også sejle om natten ved måneskin.
Bal-Thassar og Damostes kunne ikke få nok af nattens stjernehimmel
og især den klare stjerne. Sådan en stjerne, sagde Damostes,
dukker meget sjældent op, måske kun en i tusind år. Den
vil fortælle os, at et eller andet sted på jorden er der sket
noget stort. Men hvad? Bal-Thassar rystede på hovedet. Er der ingen
steder skrevet noget ned, i alle de bøger kloge mennesker har skrevet?
Det er netop så ophidsende. Nogle kloge forudsiger godt nok nogen
ting, som vil ske. Israelitterne for eksempel har en gammel sang. Den lyder
sådan: Bliv lys Jerusalem, (sådan hedder hovedstaden hos Israelitterne)
Thi der kommer en stjerne og Herrens herlighed vil lyse op over dig.
Folk vil komme til dig og konger gå til dit lys.
Thi havets rigdomme vil strømme til dig.
Folkenes skatte vil komme til dig.
De sidste ord i sangen kunne Bal-Thassar ikke høre mere, for
en kraftig storm var kommet over dem og rasede, så bølgerne
snart slog sammen over dem. Abul løb frem og tilbage med beskeder
men det varede ikke længe, så kunne de heller ikke forstå
hans ord mere.
Skibet dansede på bølgerne som en nøddeskal. Pludselig
oplystes himlen af et stort lyn og medens tordenen bragede over dem brækkede
skibet i to stykker. Nogen råbte: hjælp, hjælp vi synker.
20. Musikken i ørkenen
Bal-Thassar gned sine øjne: „Hvor er jeg? Hvad er der sket?
„Damostes knælede ved siden af ham og sagde: „Du var besvimet, konge.
Vi led skibsbrud i går. Men havet skyllede os op på stranden.“
Er der andre som blev reddet, spurgte Bal-Thassar.-“Jeg ved det ikke, Herre.
Her omkring er der kun os to og aben og kassen med myrra,“ svarede Damostes
meget bedrøvet. Glæd dig over, at du er i live, sagde Bal-Thassar.
Oh, jeg kan ikke glæde mig, for her sidder vi omgivet af ørken
og vandet kan vi ikke drikke. Vi skal tørste ihjel. Jeg har altid
vidst at den stjerne ikke bringer held.
Nej, jeg vil ikke tro på det, Damostes, hvad stod der i Israelitternes
sang: „Havenes rigdomme strømmer til dig. Folkenes skatte kommer
til dig.“
Nu skal jeg sige dig noget, stjernekigger. Vores stjerne ville ikke
have at vi rejste til Ægypten. Den førte os herhen for at
tage en anden vej; vejen til Israel. Men hvordan skal vi klare det, spurgte
Damostes? Stjernen skal nok føre os, svarede Bal-Thassar.
Næppe havde han udtalt det, hørte de svag musik. Så
kunne de også høre trommehvirvler som blev stærkere
og stærkere. Snart glimtede noget i solen der hvor musikken kom fra.
Lidt senere fik de øje på en karavane af elefanter og kameler
som kom over sanddynerne ned mod dem. Nogle tjenere kom og førte
kong Bal-Thassar og Damostes hen til et gyldent rejsehus på den store
elefant. Forhænget åbnedes og kong Melchior og Kaspar kiggede
ud. Da de så en sort konge stå foran dem, steg de ned og hilste
på ham. Det er en god stjerne som har ført os sammen, for
vi er skibbrudne, sagde Bal-Thassar. Da blev Melchior og Kaspar glade.
Det er måske den samme stjerne som vi også har set, sagde de
og blev straks gode venner. Lidt senere fik kongen og hans tjenere øje
på de andre skibbrudne på stranden og de holdt en fest af glæde.
21. Rejsen til Israel
Endnu i samme nat efter redningen satte kongerne sig sammen og talte
med hinanden, selvfølgelig om stjernen. Enhver fortalte hvad han
vidste om stjernens hemmelighed. Af denne fælles viden blev de klogere
og besluttede nu, hvad de ville gøre. Kaspar sagde:“ Jeg ved, når
man har set stjernen, skal man følge den.“ Melchior nikkede
med hovedet og tilføjede hvad han vidste om stjernen: „Denne stjerne
forkynder budskabet om fødslen af et kongebarn.“ Endelig var det
Bal-Thassars tur til at fortælle hvad han vidste: og jeg ved hvor
dette barn fødes, nemlig i Israel. Der har de en gammel sang som
siger: En stjerne går op over dig. Folk skal vandre i dit lys. Og
desuden står der i sangen noget om: skatte fra mange folkeslag skal
komme til dig. De tre konger så på hinanden.
„Jeg har guldet“, sagde Melchior.
„Jeg har røgelse“, sagde Kaspar.
„Og jeg har myrra“, sagde Bal-Thassar.
Endnu en ting opdagede de tre konger i denne nat. Kaspar spurgte nemlig:
„Men hvem har mon sendt os stjernen?“ Enhver af kongerne svarede med et
andet ord, et arabisk, et indisk, et afrikansk. Når man oversatte
dem, betød det, det samme: Gud.- Enhver af os forestiller sig Gud
lidt anderledes. Men for første gang følte de, at Gud var
den samme, for alle mennesker.
Næste morgen brød karavanen op. Allerførst bragte
man de skibbrudne til den nærmeste by, hvorfra de kunne rejse hjem.
Fordi de havde mistet alle deres ejendele sagde Melchior til de to andre
konger: „skal vi ikke dele vore skatte med dem, så de kan købe
sig noget mad.“ Og de delte guld, røgelse og myrra med dem. Derefter
tog de afsked og kongernes karavane drog mod Israel.
22. En vigtig samtale
„Hvad hedder I“? spurgte tolderen ved vejen som førte bort fra
Jerusalem, og så strengt ned på de tre børn: „Jeg
hedder Tirana“, sagde det ældste barn, og det er min bror Yosuf og
det er min lille søster Miriam.“- MMMMM, brummede tolderen. „Mærkværdig“,
brummede tolderen, „hvor er jeres forældre“?- „Vi har ingen forældre“,
svarede Tirana. Å kære tolder, må vi ikke nok gå
videre, vi skal ordne noget meget vigtigt i dag.
I samme øjeblik kom en ung mand til toldboden. Efter sig trak
han et lille æsel og på det sad en kvinde. Han kiggede venligt
på børnene og spurgte: „Hvad er der i vejen med børnene,
hvorfor græder de?“ - „Åh, der er kun besvær med sådan
nogen. Helt alene driver de her omkring sent om aftenen.“ „De kan følge
med os, sagde Yosuf, i hvert fald et stykke vej. Vi skal nemlig til Bethlehem.
Der er jeg født og skal derfor tælles der, har kejseren befalet,
selv om min kone snart venter barn.“ Tolderen gav sig tilfreds og børnene
drog sammen videre med det unge par.
Hvad skal jeres baby hedde, spurgte Tirana den unge kvinde på
æslet. Vi vil kalde ham Jesus. Synes I om det navn? Det er et smukt
navn, sagde Yosuf. „Vi tre hedder Yosuf, Tirana og Miriam. Og hvad hedder
I?“- Sikken et sammentræf, lo manden. „Min kone hedder også
Mirjam. Og jeg hedder Yosuf. Så passer vi jo godt sammen.
Da det begyndte at blive mørkt, besluttede den store Yosuf at
finde ly for natten. Da det også blev koldt lagde de sig alle sammen
tæt omkring æslet. „Du Yosuf“, hviskede den lille Yosuf, må
jeg fortælle dig en hemmelighed? Vi tre er på vej for at møde
tre konger. Der er allerede kommet bud om at de er på vej til
Jerusalem. Gennem alle byer, hvor deres karavane kom igennem, fortalte
de om at de leder efter et nyfødt kongebarn.“ Men hvorfor vil I
gå dem i møde, I kan vente på dem her til de er kommet
til Jerusalem. Oh nej, svarede den lille dreng, så er det måske
for sent. Herodes tænker på noget ondt. Og vi vil advare dem.
Den store Yosuf roste børnene: Det er godt, det I vil gøre.
Jeg er sikker på at Gud er med jer.
23. Herodes
Herodes løb frem og tilbage oppe på byens mur og spejdede
ud i ørkenen. „Hvor er den karavane, hvor bliver de af, disse konger.
Endelig, så han en lille støvsky, langt borte. Der kommer
den, råbte han og løb hurtigt tilbage til paladset. Og sandelig,
det var kongernes karavane som langsomt nærmede sig byen. Vagterne
ved porten blev meget forbavset over de fremmede dyr og mennesker. Men
allermest over elefanterne. På en lille elefant sad tre børn.
Det var Tirana, Yosuf og Miriam.
Herodes sad på sin trone og var meget vred. Men da kongerne Kaspar,
Melchior og Bal-Thassar trådte ind i tronsalen modtog han dem smilende
og sagde; velkommen i Jerusalem. Bal-Thassar spurgte med høj røst,
„Hvor er den nyfødte konge?“ Vi har set hans stjerne og er kommet
for at tilbede ham.“
Herodes blev bleg, men han råbte: Sikken et held. Det er mig.
Jeg er jødernes konge. I er kommet til det rette sted. Bal-Thassar
rystede på hovedet: „Er du da en baby?“ Sig os, hvor er den nyfødte
konge?“ Vent lidt, råbte Herodes, jeg vil spørge mine skriftlærde
og præster. De må vide det.
De skriftlærde kom og sagde: „I vore gamle bøger står
følgende: du Bethlehem i Juda land er slet ikke uden betydning blandt
byerne. Thi fra dig vil der komme en fyrste, som en hyrde for mit folk.
Så sagde Herodes til kongerne: „Nu har I hørt det, det
skal være i Bethlehem. I må hellere tage derhen og søge
efter barnet der. Og når I har fundet det, må I komme og fortælle
mig det. Så vil jeg også tage derhen og ære det.“
På vej ud af paladset hviskede Melchior til Kaspar og Bal-Thassar.
Jeg tror ikke på ham. Han lyver.
Børnene har ret. Af ham kan vi ikke forvente os noget godt.
24. Natten hos hyrderne
Kaspar, Melchior og Bal-Thassar begav sig straks på vej til Bethlehem
Undervejs spurgte Kaspar sin tjener: „Hvor er børnene? De har hjulpet
os meget, vi bør sige tak til dem.“ „De er blevet i byen og græd
da vores karavane drog gennem byporten, for nu er de alene igen, svarede
Djuti.“ Er de alene, spurgte Kaspar. Hvor er deres forældre da? De
har ingen forældre. Tirana, den ældste er tigger og af disse
gaver lever de. Da sagde Kaspar, Djuti - tag du Said og Damostes og skynd
dig tilbage til byen og find børnene. Jeg holder af dem og i fremtiden
skal de være hos mig. Medens kongerne gjorde klar til at overnatte
på engen , red de tre tilbage for at finde børnene.
På marken var der allerede nogle hyrder med deres får.
Kom hen til vores bål for at få lidt varme sagde de til kongerne.
I skal være vore gæster ved ilden og til vores måltid.
Blandt dem sad også en gammel blind hyrde. Jeg hører at
I er konger. Er i gode konger? – Hvorfor spørger du, svarede Melchior.
„Jeg er 90 år nu og i den tid har jeg kun oplevet dårlige konger“,
sagde den gamle hyrde. „Fortæl os hyrde – hvordan skal en god konge
være?“ Nu begyndte den gamle at fortælle. „Det er meget længe
siden at vore fædre og bedstefædre ved hyrdernes bål
fortalte om at der skal komme en Messias, en konge, en frelser. Men ikke
en konge som bor i byen i paladser, men en konge som interesser sig for
de fattige, de små folk. En - som er så god som en hyrde. En
som sørger for hvert dyr i sin flok. Han kender alle dyrene ved
navn. Og når et dyr er sygt tager han det på sine arme; når
et dyr er faret vild, leder han efter det, indtil han har fundet det. Vi
har allerede ventet længe på denne konge, som også elsker
fattige mennesker og han skal nok komme. Når du derfor spørger
mig hvordan en god konge er, svarer jeg: som denne Messias.“
I det samme hørtes kameltramp. Det var Djutis, Saids og Damostes
kameler der nærmede sig. De steg af og nærmede sig bålet
og hver af dem havde et sovende barn på armen: Tirana, Yosuf og Miriam.
25. Lyset over Judæas bjerge
Da kongerne næsten morgen brød op fra deres lejrplads
var hyrderne allerede taget af sted. De rejste videre hele dagen for de
ville ikke hvile før de fik øje på Bethlehem.
Bal-Thassar trak forhænget i sit rejsehus til side og hviskede
over til de to andre konger: „Hør engang, hvor stille det er. Det
er som om det er en særlig nat.“ Kaspar pegede på stjernen
og hviskede tilbage, ja, og se stjernen, klar og lysende står den
derovre, som om den hører til der ved byen Bethlehem. Jeg tror vi
kommer til vort mål i dag.“
Næppe havde han udtalt ordene før himlen blev oplyst af
et fantastisk lys. De kunne høre musik og pludselig var himlen fyldt
af engle som sang: Ære være Gud i det høje og fred for
mennesker på jorden. Kongerne knælede ved dette syn ned på
jorden for at tilbede Gud og da de rejste sig op lyste stjernen ligesom
med en stråle, lige der hvor byen skulle være.
Da begyndte Bal-Thassar at græde og store tårer trillede
ned over hans sorte kinder. „Hvorfor græder du,“ spurgte Kaspar ham.
„Jeg græder, fordi vi er kommet for sent. Vi er rejst gennem den
halve verden. Vi har overlevet farer, vi har ledt og vi har skyndt os.
Og alligevel var vore tanker for langsomme. Vores længsel var for
lille. Vore dyr travede ikke hurtigt nok. Thi i dag er der ikke kun
født et kongebarn, men Gud selv er kommet til jorden. Derfor græder
jeg.
Du må ikke græde mere, Bal-Thassar. „Det er rigtig nok.
Vi er kommet for sent. Men andre er kommet i rette tid - måske er
det hyrderne. De er taget af sted før os, og har de ikke fortjent,
at være hos barnet før os. Og Kaspar sagde: „Det er ikke så
slemt, også vi vil nå derhen. Vi må åbne vore øjne
og hjerter, så vi kan se alt. Og når vi har set det hele, vil
vi gå ud i verden og fortælle om denne nat, så ingen
glemmer denne historie igen, så længe der er mennesker på
denne jord.
Bal-Thassar nikkede og græd derefter ikke mere.
Af Bernhard Langenstein
Oversættelse: Blanka Langsted