| Af Christian Troelsgård |
For godt et par år siden blev vekselsangen genoptaget som et regelmæssigt
indslag i messens liturgi her i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg.
Vekselsangen rummer ældgamle elementer i sig, men samtidig er den
helt ny og et eksempel på den tilpasning af liturgien, som Det II
Vatikankoncil ønskede gennemført, nemlig menighedens aktive
deltagelse i liturgien og kirkemusikken, og genskabelsen af en organisk
sammenhæng i messens liturgi.
Det siges direkte i „Konstitutionen om den hellige liturgi“ (Sacrosanctum
Concilium), kap. 30, at menigheden bør tage aktiv del i messen for
eksempel ved omkvæd (responsorier) og at den bør deltage i
psalmodi, dvs. syngning af Davids Salmer.
Dette krævede fornyelse, og denne fornyelse stod koncilet ved
med følgende opfordring (kap. 21): „Liturgien består dels
af elementer, der er guddommeligt indstiftet og som ikke kan ændres,
og dels af elementer, som kan ændres. Disse sidstnævnte ikke
bare kan, men bør ændres i tidens løb, hvis de er blevet
påvirket af noget som er i disharmoni med liturgiens indre natur
eller er blevet uegnet i liturgien.“ Vekselsangen, der jo er placeret mellem
læsningerne i „Ordets Gudstjeneste“ eller den første del af
messen, hører afgjort til den sidste kategori. Der var behov for
nye melodier, enkle, så folk kan synge med på omkvædene,
og enkle vers, så teksten, der må antages at være kirkemusikkens
egentlige berettigelse, kunne komme til sin ret. Og komponister i hvert
enkelt sprogområde fik stillet en stor opgave (kap. 121): „Lad
komponisterne skrive værker, som har kvaliteter af ægte kirkemusik,
og de skal ikke begrænse sig til værker, der kun kan synges
af store kor, men også tilgodese mindre kor og den aktive deltagelse
af hele menigheden af de troende.“ I Danmark blev opgaven løst først
af Erling Rasmussen, senere suppleret med vekselsange af bl.a. Knud Erik
Kengen og Herman v. Tooren, der alle er repræsenteret i salmebogen
„Lovsang“.
Men hvorfra kommer egentlig traditionen med vekselsange eller responsorier?
Og hvor kunne komponisterne hente inspiration til de nye vekselsange? Der
er mange hensyn at tage i en kirkemusikalsk sammenhæng, og koncilet
foreskrev, at større ændringer skulle foretages på baggrund
af en nøje undersøgelse af de teologiske, historiske og pastorale
aspekter (kap. 23).
Den historiske dimension er klar: det var Oldkirkens brug af Davids
salmer til menighedssang, der kunne tjene som et autentisk historisk forbillede.
Det er en tradition, som er beskrevet hos kirkefædrene, f.eks. den
hellige Johannes Chrysostomos (på græsk) og den hellige Augustin
(på latin). F.eks. i Jerusalems (græsksprogede) liturgi, brugte
man at udvælge et vers, der passede godt som omkvæd til en
bestemt fest i kirkeåret, dvs. at man en henviste til en kristen
tolkning af de pågældende vers fra det gammeltstamentlige Psalter.
Disse omkvæd, f.eks. „Dette er dagen som Herren har gjort“ til Påske,
var tilsyneladende almindeligt kendte og blev sunget udenad af hele menigheden,
og en forsanger sang efter omkvædet vers efter vers af den pågældende
Davidssalme. Det har været hævdet, at det var en jødisk
tradition, som blev overtaget af de kristne, men nyere forskning har stillet
spørgsmål ved dette; det er meget vanskeligt at vise denne
kontinuitet, og en evt. påvirkning har nok været indirekte.
Til gengæld er det nogenlunde tydeligt, at bestemte omkvæd
blev knyttet til bestemte kristne festliturgier, Påske, Jul/Hellig
Tre Konger, helgen- og Mariafester. Musikken fra den ældste tid er
desværre tabt, men sammenfald af omkvæd, begyndelsesvers, liturgisk
anledning og til en vis grad kirketoneart i de tidligste bevarede sange
i de forskellige middelalderlige sangtraditioner vidner om, at der har
været en fælles kerne af responsorier i forbindelse med den
oldkirkelige „læsegudstjeneste“.
Det er også klart, at vekselsangene ikke blot blev opfattet som
en pædagogisk „pause“ imellem læsningerne. I den ældste
Jerusalem-liturgi blev vekselsangen introduceret af forsangeren med den
samme formel, som de omkringliggende læsninger: „Vekselsang, En salme
af David, i X toneart“. Også messens næste vekselsang, Alleluia’et
med sit /sine vers, der synges før Evangeliet, havde en sådan
selvsætndig stilling. Davidssalmernes udtryksfulde poetiske sprog
med hele registret fra sorg over bod til jublende glæde og lovsang
gør dem meget velegnede til mange forskellige liturgiske sammenhænge.
I den „gammelromerske“ sang, fik messens vekselsang en lidt anden karakter. Gradualet eller responsorium graduale, „trinsangen“, som vekselsangen hedder på latin (vistnok fordi den blev sunget fra et af trinene på vej op til ambonen, den forhøjede læsepult, hvor Evangeliet skulle læses), blev her introduceret af en „professionel“ sanger, og omkvædet blev efterhånden sunget af et trænet kor, Schola cantorum. Denne opførelsesmåde var nok i begyndelsen særligt tilknyttet pavehoffets liturgi. Denne liturgis repræsentative karakter medførte at solistens del, versene, blev mere melodisk kunstfærdige og kortet ned til et enkelt, samtidig med at korets responsorium blev tilsvarende gjort „solistisk“. Den „gammelromerske“ sang dannede sandsynligvis forbilledede for den nykomponering af hele kirkesangen til den romerske ritus, som fandt sted i Karolingerriget under Pippin d. Lille og Karl d.Store (lidt før år 800), og en yderligere stilisering af gradualerne blev resultatet. Det er det, vi i dag kender som „gregoriansk sang“, skønt det nok snarere var den „gammelromerske“ sang, som blev sunget i Rom på Gregor d.Stores tid (ca. 600). Det er meget fin musik, men samtidig eksisterede også den enklere udførelse af vekselsangene, som det f.eks. er belagt i den „beneventanske sang“ i Syditalien (til ca. 1100), og i den ambrosianske sang i Milano. Her hedder vekselsangen ikke graduale, men „psalmellus“, dvs. „lille-salme“. I Spanien hed vekselsangen blot „psalmus“, dvs. „Davidssalme“, og i de græsksprogede menigheder både i Syditalien, Grækenland og Mellemøsten hed den „Prokeimenon“, dvs. „det foranliggende (omkvæd)“. Med omkvæd og 2-3 salmevers er dette „Prokeimenon“ i øvrigt en af de middelalderlige vekselsangstyper, som formmæssigt ligger nærmest vores nuværende danske vekselsange.
I senmiddelalderen og den efterfølgende periode udviklede den gregorianske sang og dens vekselsange sig yderligere; nye opfattelser af tonearterne satte sig sine spor, og man rettede i de overleverede gregorianske melodier, så de bedre passede ind i tidens nye stil. Svære intervaller blev rettet til, og de længste melismer, tonefølger på én stavelse, som der er mange af i de solistiske gregorianske gradualer, blev noget reduceret. Det var denne omredigerede version af den gregorianske sang, der blev knæsat ved Tridentinerkoncilet. Denne version af gregoriansk sang afpejler sig i øvrigt også i de tidligste lutheranske salme- og messebøger, også de officielle danske (indtil 1699). Senere tider har budt på orgelledsagelse til gradualet fremført af kirkekor, nye kompositioner i renæssance-, barok- og romantisk stil, afsyngelse af lutherske koraler eller tyske gendigtninger af salmetekster i stedet for vekselsangen, genindførsel af latin og en kritisk udgave af de middelalderlige gregorianske gradualer (med udgangspunkt i den gregorianske „revival“, der udgik fra klostret i Solesmes i Frankrig) i perioden fra 1880 og fremefter, og altså til sidst reformen af liturgien efter II Vatikankoncil.
Denne gennemgang af nogle ganske få, men centrale faser i liturgihistorien - med fokus på vekselsangen - viser, hvor grundigt og fornuftigt „Sacrosanctum Concilium“ er gået til værks. Dette koncil har måske mere end noget forudgående været sig bevidst om liturgiens teologiske, historiske og pastorale dimensioner og givet nogle meget kloge anvisninger på, hvordan man under de skiftende tider og omgivelser kan nå frem til en værdig og funktionel liturgi. Man kan samtidig på en vis måde sige, at den oldkirkelige og middelalderlige liturgiske mangfoldighed - med samling om enheden i den kristne, katolske tro og liturgiens funktion - er genskabt på nutidens betingelser.