Denne gang om: Pædofile præster og deres biskopper – Fordomme mod den katolske kirke – Naturvidenskabsmænds helt specielle fordomme om kirken

En spalte om Kirken i tiden kan ikke lade være med at komme ind på den sag der mere en nogen anden har tegnet billedet af den katolske kirke i medierne de seneste måneder: pædofiliskandalen. Hvorfor er alt dette sket? Katolske kommentatorer har fremsat  bl.a. følgende teorier.
De brådne kar: I enhver sammenhæng er der nogle brådne kar. Men det store flertal af præster (mindst 98 %) har aldrig gjort og ville aldrig gøre noget forkert
Vatikanets teori: Dette er først og fremmest noget der foregår i materialistiske og selviske lande som USA og Vesteuropa.
Det var de homoseksuelle: Eftersom de fleste ofre er drenge og unge af hankøn, må det være de (alt for mange) homoseksuelle præster der er årsagen.
Den slappe moral: Misbrugen af børn og unge er et resultat af den (forkerte) moral der doceres af de liberale teologer.
Cølibatet:  Det er unaturligt at leve et helt liv i cølibat, og nu ser vi hvad resultatet bliver.
Medierne rotter sig sammen: Pressen og medierne er ude efter kirken. Når fx. protestantiske spejderledere og idrætsledere gør det samme, bliver der ikke den samme massive pressedækning.
Der er en del at vælge mellem. Det gør man så, alt efter kirkelig observans. For disse teorier er fremsat for at berolige: det er ikke så galt som det ser ud, og hvis det alligevel er, skyldes det en skavank i Kirken som vi i vores gruppe længe har advaret mod.
Den sidste af teorierne er den der måske har mest for sig. Men også den er blevet overdrevet. Den ellers særdeles respekterede kardinal Rodriguez fra Honduras sammenlignede i juninummeret af det italienske blad 30 Giorni pressens omtale af skandalen med kristenforfølgelserne under Diokletian og Nero. Hitler og Stalin blev for en sikkerheds skyld også nævnt. Så fik den ikke for lidt.
Men alle disse teorier har to mangler. De bekymrer sig ikke om ofrene. Og de vedrører ikke det der er den store skandale, det der mere end noget har fået USA’s katolikker til at blive vrede: biskoppernes årelange praksis med at tie og dække over det.
Den praksis bliver nu brudt. Det handlede bl.a. biskoppernes møde i Dallas midt i juni om. Der blev der sat ord på, både fra ofrenes og fra andre lægfolks side. Professor Appleby fra Notre Dame University  sagde at den forrådte tillid var forårsaget af „klerikalismens synd“, der blev „muliggjort  af den arrogance der følger af ukontrolleret magt“.
Og redaktør Margaret Steinfels i USA bedste katolske tidsskrift Commonweal sagde: „Vi kan kun genoprette tilliden til kirken og til kirkens ledelse hvis kirkens ledelse begynder at have tillid til kirken – til de 99 % af kirken der er lægfolket“. Og biskopperne lyttede som aldrig før.
Danmark er ikke USA. Vi har ingen sex-skandaler, og vi har ingen kirkefyrste som biskop. Men mødet i Dallas skal nok få betydning også for os.

Mange katolikker er i tidens løb blevet forundret over at opleve hvor dybt fordomme mod den katolske kirke sidder i mennesker de ellers opfatter som fornuftige og besindige. Det er som om der er en sikker viden om hvad vi „i virkeligheden“ tror. Eller om hvor mange penge det rige Vatikan har. Eller om hvordan vi alle har at rette ind efter paven. For når han åbner munden, er det Guds egen indiskutable sandhed der kommer ud. Eller om at – de fleste kan nok fortsætte denne liste med egne eksempler.
Nu skal der i øvrigt ikke lægges skjul på at en del af den kritik og de indvendinger der kommer mod Kirken kan være berettigede. De må derfor på ingen måde affejes, men skal tvært i mod lyttes til.
Det lader sig ikke uden videre gøre at rette misforståelser og fejl ved at påpege at det netop er fejl, og fortælle hvad der er rigtigt. Det er jo netop fordi det er fordomme at dette ikke er muligt. Fordomme er vaner, og vaner er ikke nemme at lægge væk. Lige som der findes gode vaner, findes der også gode fordomme. Men de fordomme vi møder om den katolske kirke, er ofte af den dårlige slags. Det skal De nu få nogle nyligt fundne eksempler på, om Kirkens forhold til videnskab.

En historielektor i Viborg, Jørgen J Grimstrup, skrev Jyllandspostens kulturkronik 18/6, der handlede om Islams vanskeligheder med at reformere sig selv. En passant får også den katolske kirke et spark: „Som bekendt anså også den katolske kirke i 1500- og 1600-tallet videnskabsmænd for kættere. Giordano Bruno blev brændt for sine tanker om uendeligheden og altings relativitet.“
Det må man kalde en generalisering der vil noget: i den katolske kirkes øjne var videnskab lig med kætteri. Vi nøjes her med at konstatere at det er forkert, og at lektoren har ladet sine fordomme styre sin pen. Med hensyn til at anvende lige præcis Bruno som prototypen på en videnskabsmand, har jeg tidligere i denne spalte (Lumen nr. 24) vist hvorfor det er forkert.
Til videnskabens selvforståelse hører at man ikke er styret af fordomme, men af observationer, kendsgerninger og fornuft. Og naturvidenskaben skulle i særlig grad være fordomsfri. Det er hvad læge og dr. med. Peter Norsks kronik i Berlingske Tidende (15/6) handler om. Men uden særlig sammenhæng med den øvrige argumentation skriver han:
„Historien har vist, at når man satser på illusioner og religion, sættes udviklingen i stå. Det bedste eksempel er den oldgræske filosof og videnskabsmand Aristoteles og senere Den Katolske Kirke i Middelalderen. Allerede ca. 300 år før vores tidsregning vidste grækerne, at jorden var rund og bevæger sig rundt om solen. I næsten 2000 år blev denne opfattelse undertrykt, og udviklingen sat i stå, fordi Aristoteles og senere Den Katolske Kirke kun kunne acceptere, at det var Jorden som var centrum i Universet. Først med naturvidenskabsmændene Kepler, Newton og Galilei blev opfattelsen af Universet tilpasset virkeligheden, således at det ikke var religion og illusioner, som styrede samfundet. Desværre er vor tids politikere og en stor del af befolkningen ved at gå samme vej som Aristoteles i Oldtiden og Den Katolske Kirke i Middelalderen.“
De fleste læsere vil formentlig nøjes med at registrere hvad han her siger, og tænke at det var der da vist også noget om, for de synes de har hørt noget lignende tidligere. Og var der ikke noget med Galilei, og jorden ved vi jo godt at man troede var flad, og manden har jo en doktorgrad og ved nok hvad han skriver om.
Og sådan videreføres fordomme. Videnskabsmanden dr.med. har ikke sin dokumentation i orden. Det han skriver er forkert. Måske bortset fra dele af den sidste sætning, der som den eneste i det citerede afsnit handler om kronikkens egentlige tema. Det er nemlig en klagesang over hvorledes folk i vore dage lader sig lokke af charlataner, og ikke af fornuften. Det kan der være noget om, men hvorfor skal religionen og den katolske kirke holde for? Hvorfor siger han ikke i stedet: Jeg ville ønske at en meget større del af befolkningen end tilfældet er går den vej som Aristoteles og Kirken anviste. For så ville hans mål være lettere at nå. Lad os derfor se mere detaljeret på hvad der er galt.
Påstand: Allerede før vor tidsregning vidste grækerne at jorden var rund, men dette blev undertrykt i næsten 2000 år af Aristoteles og Kirken.
Faktum: Grækerne vidste det, og enhver der siden da har interesseret sig for astronomi har vidst at jorden var rund. Dette faktum er aldrig blevet undertrykt af nogen. Den der mere end nogen anden sørgede for at den græske erkendelse af jorden kugleform blev givet videre til middelalderen var en biskop og encyklopædiforfatter i 600-tallet, Isidor af Sevilla. Når det specielt i Danmark nærmest er blevet almen viden at  man langt op i tiden har troet at jorden var flad, skyldes det at man er mere fortrolig med Erasmus Montanus og med Erasmi broder end med Isidor. Men er det mon Kirkens skyld?
Påstand: Grækerne vidste 300 år før vor tidsregning at jorden bevæger sig rundt om solen, men dette blev undertrykt af Aristoteles og Kirken.
Faktum: Ingen græker vidste dette. Det er uklart hvilke grækere Norsk tænker på. Det kan have været pythagoræerne (500-300 fKr), og det kan have været Aristarchos (ca. 250 fKr). De fremførte begge heliocentriske ideer.
Om pythagoræerne skrev netop Aristoteles: „Medens de fleste filosoffer mener at jorden befinder sig i universets midte, hævder de såkaldte pythagoræere det modsatte. De mener  at der findes en ild i midten, og at jorden, som er en stjerne, føres rundt om centrum, og således frembringer nat og dag.  …  Pythagoræerne mener nemlig, at det mest ophøjede sted tilhører den mest ophøjede beboer, og at ild er mere ophøjet end jord. …  Ud fra disse betragtninger hævder de at det er ilden og ikke jorden som må være centrum for himmelkuglen.“
At en ild der måske var solen var i centrum var således for dem religiøst begrundet, og ikke en observeret sandhed. Aristoteles derimod holdt sig til det der kunne observeres, og det gav det entydige resultat at jorden var centrum. Også Aristarchos’ teori blev opfattet som ren spekulation af samtiden. Interessant teori, men ikke videnskabeligt underbygget, var dommen. Hvem har undertrykt noget her? Hvem har arbejdet på grundlag af fornuft og erfaring? Det er grotesk at Aristoteles, erfaringsfilosoffen frem for nogen i oldtiden, fremstilles som undertrykkeren. (At middelalderens aristotelikere ikke var lige så fordomsfri som mesteren er en anden sag.)
Påstand: Først med Kepler, Newton og Galilei blev opfattelsen af Universet tilpasset virkeligheden.
Faktum: Dette er en uhistorisk betragtning, som derfor ikke kan bruges til at vise noget. Den er uhistorisk, for den forudsætter at det som er muligt i dag også havde været muligt på et tidligere tidspunkt. Tankegangen er denne: Det der er sandt er sandt, og det der er sandt i dag var også sandt tidligere, selv om det ikke var erkendt. Og hvis det ikke var erkendt, var det på grund af modvilje mod sandheden.
Men det var ikke modvilje, det var sund fornuft. Hvorfor var det da så svært, hvad enten man var græker i oldtiden eller katolik (eller protestant) i 1500-tallet at observere at det var solen og ikke jorden der var i centrum?
For det første fordi forudsigelserne om planetbevægelser og formørkelser blev bedre med den gamle geocentriske model end med de ny tanker. For det andet, og det var nok vigtigere, fordi ingen af de effekter man skulle forvente at se hvis jorden bevægede sig faktisk indtraf. Den vigtigste af disse effekter kaldes stjerneparallaksen: fiksstjernernes indbyrdes stilling måtte forventes at ændre sig når jorden flyttede på sig. Og det gjorde den ikke. Vor egen berømmede Tycho Brahe var en af mange der gik ind for det heliocentriske system af denne grund.
Man skal blot læse nogle af de gamle tekster for at se hvor indgående disse sager blev drøftet af videnskabsmændene. Dumme var de bestemt ikke. Og undertrykt af religiøse tanker var de heller ikke. Men de havde svært ved at fatte universets enorme dimensioner. Kopernikus bog i 1543 var lang fra nok til at nedgøre disse argumenter.
Men Galilei, er der helt sikkert nogen der vil sige. Der tog da Kirken så grueligt fejl? Både ja og nej. Om både Galilei og om mirakler må vi tale en anden gang, hvis vi blot tilnærmelsesvis skal komme rundt om emnet den katolske kirke og naturvidenskab. Men jeg kan allerede nu opsummere: Religion er ikke illusion, som (natur)videnskab kan fjerne. Religion er det der giver mening til de sandheder som videnskaben finder. Og det er ikke en fordom.
Det er en livserfaring.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©