På besøg i den Hellige Liobas gravkirke
En speciel oplevelse og et indfriet løfte

Af Kim Ørtved
og Maria José de Prado
 
I april måned var vi inviteret til konfirmation hos nogle gode venner i universitetsbyen Göttingen. Det er tydeligt, at de katolske skikke præger Tyskland mere og mere, jo sydligere man kommer. Jomfru Maria figurer pryder ofte gamle huse i gadebilledet, og selv den protestantiske konfirmation i Sankt Jacobi kirken i Göttingen mindede os mere om vores hjemlige messer end om en dansk konfirmation.
Da Maria afleverede det vævede Lioba-tæppe til søstrene, opfordrede de hende meget til at besøge den hellige Liobas gravkirke ved Fulda, når lejlighed bød sig. Det lovede vi at gøre.

Der viste sig kun at være et par timers kørsel fra Göttingen til Fulda, og vi arrangerede derfor en ekstra dag hos vores venner for at kunne besøge Liobas grav. I høj sol og nærmest sommeragtigt forårsvejr nød vi den flotte tur gennem Rhön-distriktets skovklædte brede dale ad de tyske motorveje. Afdrejningen Fulda/Petersberg var tydelig, og ligeså skiltningen af den korte tur til Petersberg, hvor Liobas gravkirke ligger.
Vi havde af Sr. Marianne fået adressen på Lioba søstrene i Petersberg, og håbede, at de boede i nærheden af kirken. Så snart vi nåede Petersberg, så vi den gamle St. Peters kirke knejsende på spidsen af en høj bakke. Det var ingen kunst at finde op til den; den er synlig fra alle sider. Petersberg er en mindre provinsby, næsten vokset sammen med Fulda. Den er pæn, ren og velholdt – som de fleste byer i området – overvejende bebygget med større villaer eller mindre beboelsesejendomme. 
Vejene omkring kirken er meget, meget stejle og lidt af en udfordring, både for Kim og den store handicapbil, og der er ikke meget liv i gaderne mandag middag. Endelig finder vi en ældre frue at spørge.
På 30 år gammelt skoletysk fra navnkundige Keld August von Hahn på Niels Steensens Gymnasium spørger jeg om kirken er Liobas gravkirke. Det bekræfter hun, og da jeg spørger efter ”Die Lioba Schwestern”, ved damen straks, hvad vi mener, og svarer med fagter og en masse tysk, at vi faktisk er langt fra søstrene. Vi skal ned forbi byens centrum, og der må vi så spørge igen.
Vi beslutter først at gå op (og det er altså op, op, op) og besøge kirken, inden vi kører til søstrene. Allerede udenfor kirken bekræfter en statue af den hellige Lioba atter, at vi har ramt rigtigt. Desværre meddeler et skilt over kirkens pompøse indgang, at vi til gengæld har ramt den forkerte dag, da kirken (som så mange museer, også i Danmark) har lukket mandage.

Efter at have kørt lidt forkert, spørger vi igen efter ”Die Lioba Schwestern” til et par ældre mennesker, som snakker på et gadehjørne. De peger igen og forklarer den næste del og gentager: Så må vi spørge igen. Vi følger efter bedste evne anvisningerne og er nu i et stille villakvarter, hvor vi må holde lidt før vi finder en at spørge. Hun peger og forklarer præcist de sidste par veje, og så rammer vi Stettiner Strasse. Til vores store overraskelse finder vi ikke et stort Benediktinerkloster, men en mindre, anonym boligkarre – sikkert bygget i 60’erne. I den første opgang, i et par af lejlighederne, finder vi ”Cella st. Lioba” og ringer på. Et øjeblik efter bliver vi budt indenfor af en Lioba søster. Det er en velkendt og alligevel ny fornemmelse: Dragten, vi kender så godt – men et nyt og ukendt, venligt ansigt. Vi hilser på priorinden, som viser os rundt og fortæller, at der bare bor 4 søstre i de to lejligheder. Det er glædeligt, bemærkelsesværdigt og overraskende, at den lille ”Cella” med de få søstre er så kendt i hele Petersberg.

Vi brugte som ”adgangstegn” den nye Lioba sølvmedalje udgivet af vores søstre på Frederiksberg i anledning af 75 års jubilæet og postkortet af Lioba-tæppet. Derved viste vi dem to nyheder, som de endnu kun havde hørt om, men ikke set.
Snart efter er vi igen på vej til Liobas gravkirke – denne gang under kyndig ledelse af en tysk Sr. Hildegard med nøglen til kirken. På vejen derop og under en tur hele vejen rundt om kirken får vi dens lange og bevægede historie. Dens mange ombygninger viser tidernes skiften: Fra den romanske oprindelse i det 9. århundrede, tidlig og sen gotik, renæssance og barok frem til moderne tid. Både indvendig og udvendig ses spor af tidligere tilbygninger, vinduer og døre. Jeg forsøger at simultantolke det tyske til dansk, så Maria kan følge med – i det omfang jeg selv kan følge med det tyske.

Inde i kirken, der er tydelig barok, står St. Lioba i nærheden af trappen, som går ned til krypten med Liobas grav. Kirken er smukt smykket med mange friske blomster – næsten så smukt, som Sr. Laurentia pynter vores Sankt Mariæ. På begge sider af højalteret står to statuer: Sankt Benedict og hans søster Sankt Scholastica, som Maria også har vævet et vægtæppe med til vores søstre. Den tyske Sr. Hildegard, vores guide, fortæller om kirkens grundlægger, Fuldas klosters femte abbed: Rabanus Maurus og nævner, han har skrevet hymnen Veni, Creator Spiritus – (Kom, Hellig Ånd, med skabermagt). Maria, som ikke forstår det mindste tysk, fanger straks de latinske ord, og begynder at synge den smukke sang og Sr. Hildegard stemmer straks i. Netop denne gregorianske hymne har ligget på pladespilleren (jo da, det er en rigtig sort vinyl LP) mange gange under Marias skabelse af Lioba-tæppet. Bare et sammentræf ?

På vej ned til Liobas grav i krypten passerer vi et moderne glasbillede i et vindue, som viser Liobas drøm med den røde tråd. Så står vi højtideligt foran den store stenkiste med indskriften: RELIQ SCAE LIOBAE VIRGINIS. På de mere end 1000 år gamle vægge og hvælvinger er stadig fragmenter af oprindelige kalkmalerier, og vi mærker både de religiøse og historiske vingesus. Under andagtsfuld glæde skriver vi os i gæstebogen, og Sr. Hildegard fortæller historien om Liobas hoved, som først i 1995 blev ført fra Fulda til Petersberg og i et moderne skrin placeret sammen med hendes øvrige jordiske rester. Vi forstod, at hendes hoved har været udstillet med en juvelprydet krone (!), og nu mere ydmygt ligger på en kobberskål fra hendes tid, dækket med et lille slør.

Efter mere end en times intensivt besøg i kirken kører vi taknemmelige Sr. Hildegard tilbage til ”Cella St. Lioba”. Hun fortæller, at hun for nogle år tilbage har tilbragt nogle uger på ferie i klosteret på Frederiksberg, og hun spørger til de fleste søstre, hvis navne hun stadig kan huske. Med mange gensidige hilsener forlod vi Petersberg og fortsatte mod Fulda for at blandt andet at besøge Domkirken med den hellige Bonifatius’ grav. Der finder vi en statue af Abbed Rabanus Maurus, som er meget kendt i området, og har sin egen store, moderne kirke i selve Fulda by. Kirken og dens karakteristiske tårn kan ses fra Liobas gravkirke – og det kan i øvrigt også de øvrige kirker og klostre i Fulda.
 
 

 
 

Links:
Den katolske kirkemenighed omkring St. Peters Kirke:
www.st-peter.de hvorfra der er adgang til både gravkirke og Rabanus kirke information.


Fra: LUMEN, Sankt Mariæ Kirkes sogneblad nr. 37 (Juni-Juli 2002)