Da Maria afleverede det vævede Lioba-tæppe til søstrene, opfordrede de hende meget til at besøge den hellige Liobas gravkirke ved Fulda, når lejlighed bød sig. Det lovede vi at gøre.
Der viste sig kun at være et par timers kørsel fra Göttingen
til Fulda, og vi arrangerede derfor en ekstra dag hos vores venner for
at kunne besøge Liobas grav. I høj sol og nærmest sommeragtigt
forårsvejr nød vi den flotte tur gennem Rhön-distriktets
skovklædte brede dale ad de tyske motorveje. Afdrejningen Fulda/Petersberg
var tydelig, og ligeså skiltningen af den korte tur til Petersberg,
hvor Liobas gravkirke ligger.
Vi havde af Sr. Marianne fået adressen på Lioba søstrene
i Petersberg, og håbede, at de boede i nærheden af kirken.
Så snart vi nåede Petersberg, så vi den gamle St. Peters
kirke knejsende på spidsen af en høj bakke. Det var ingen
kunst at finde op til den; den er synlig fra alle sider. Petersberg er
en mindre provinsby, næsten vokset sammen med Fulda. Den er pæn,
ren og velholdt – som de fleste byer i området – overvejende bebygget
med større villaer eller mindre beboelsesejendomme.
Vejene omkring kirken er meget, meget stejle og lidt af en udfordring,
både for Kim og den store handicapbil, og der er ikke meget liv i
gaderne mandag middag. Endelig finder vi en ældre frue at spørge.
På 30 år gammelt skoletysk fra navnkundige Keld August
von Hahn på Niels Steensens Gymnasium spørger jeg om kirken
er Liobas gravkirke. Det bekræfter hun, og da jeg spørger
efter ”Die Lioba Schwestern”, ved damen straks, hvad vi mener, og svarer
med fagter og en masse tysk, at vi faktisk er langt fra søstrene.
Vi skal ned forbi byens centrum, og der må vi så spørge
igen.
Vi beslutter først at gå op (og det er altså op,
op, op) og besøge kirken, inden vi kører til søstrene.
Allerede udenfor kirken bekræfter en statue af den hellige Lioba
atter, at vi har ramt rigtigt. Desværre meddeler et skilt over kirkens
pompøse indgang, at vi til gengæld har ramt den forkerte dag,
da kirken (som så mange museer, også i Danmark) har lukket
mandage.
Efter at have kørt lidt forkert, spørger vi igen efter ”Die Lioba Schwestern” til et par ældre mennesker, som snakker på et gadehjørne. De peger igen og forklarer den næste del og gentager: Så må vi spørge igen. Vi følger efter bedste evne anvisningerne og er nu i et stille villakvarter, hvor vi må holde lidt før vi finder en at spørge. Hun peger og forklarer præcist de sidste par veje, og så rammer vi Stettiner Strasse. Til vores store overraskelse finder vi ikke et stort Benediktinerkloster, men en mindre, anonym boligkarre – sikkert bygget i 60’erne. I den første opgang, i et par af lejlighederne, finder vi ”Cella st. Lioba” og ringer på. Et øjeblik efter bliver vi budt indenfor af en Lioba søster. Det er en velkendt og alligevel ny fornemmelse: Dragten, vi kender så godt – men et nyt og ukendt, venligt ansigt. Vi hilser på priorinden, som viser os rundt og fortæller, at der bare bor 4 søstre i de to lejligheder. Det er glædeligt, bemærkelsesværdigt og overraskende, at den lille ”Cella” med de få søstre er så kendt i hele Petersberg.
