Af Sr Hildegard Madsen, OSB
Som nogle vil huske, hed festen tidligere Kristi Legemsfest. Det ændrede
navn skriver sig fra tiden efter VAT II og lader os forstå, at også
denne fest har sin historie.
Historien begynder år 1204, hvor nonnen Juliana af Liege en aften
havde en visionær oplevelse af den store strålende fuldmåne
som sindbillede på Kirken. Men en mørk plet i Månens
skive åbenbarede for Juliana, at der manglede noget i Kirken, nemlig
en fest til ære for Kristi nærvær i Alterets Sakramente.
Denne indsigt beholdt hun ikke for sig selv. År 1246 fejredes
Kristi Legemsfest for første gang i bispedømmet Liege, og
knapt 20 år senere, i 1264 foreskrev pave Urban IV festen som obligatorisk
for hele Kirken.
Med 1200-tallet befinder vi os i Højmiddelalderen. Tiden var
til inderlighed, til individualisering i fromhedslivet. Man søgte
indlevende fordybelse, jfr. de gotiske krucifikser med den smerteforvredne
krop. At tilegne sig de højhellige mysterier skuende blev vigtigt:
At se var som at tage del i. Dette havde sin særlige betydning under
messen, eftersom navnlig lægfolk på den tid kun modtog den
hellige kommunion nogle få gange om året. Man kom derfor til
messe ganske særligt for at se den indviede Hostie, som præsten
skulle løfte op i fuld armslængde. At gå til messe kunne
dengang også hedde at "gå til elevation", "gå til opløftelse"
(af Hostien). Skuende tilbad man Jesus Kristus som nærværende
i Sit Kød og Blod i Sakramentets højhellige skikkelser. Og
det fulgte af sig selv, at Brødets Tegn herunder blev det vigtigste,
for det kunne man se i nøgenhed, så at sige, hvorimod Vinen
forblev skjult i Kalken. Efter festens indførelse blev monstransen
til udstilling af Det Allerhelligste på alteret en uundværlig
bestanddel af kirkernes inventar. Rigt forsiret, ligesom også samtidens
store sakramentshuse. Disse var ofte forsynet med en fin gitterlåge
foran, hvorigennem Hostien skimtedes. Den åndelige grundholdning
af tilbedelse, lovprisning og taksigelse er på smukkeste vis fastholdt
i Thomas af Aquinas sakramentshymnner, som let findes i salmebogen under
Kristi Legems og Blods Fest. Hvem der forstår noget latin, bør
ikke snyde sig selv for at gå til teksten på originalsproget
-den findes også i salmebogen.
Pr. definition var og er Alteret centrum i Festen, men den tilhørende
procession, Kristi Legemsprocessionen blev af enorm betydning for de troende.
For her kom Sakramentet, Herrens Legeme i sit kostbare gemme så at
sige vandrende, til skue for alle, til tilbedelse og til velsignelse overalt,
hvor processionen kom hen. Glæden, udfoldelsen, begejstringen kan
vi mere end ane i festens egne tekster, ikke mindst i de førnævnte
hymner.
Dem synger vi heldigvis stadig, men vi er i en anden, og, må vi
tilføje – lykkeligere situation: Vi kan modtage den hellige kommunion
daglig, til og med under begge skikkelser, når omstændighederne
er til det.
Noget har i tidens løb forskudt sig for troens blik:
Messen som offer og som offerhandling og offermåltid, hvori vi
delagtiggøres, og hvori vi pr. konsekvens også fejrer vort
fællesskab som Den Nye Pagts Folk træder tydeligere frem i
bevidsthederne, end tilfældet var i Middelalderen:
Vi fejrer messen „ikke som udenforstående eller stumme tilskuere.“
...(de troende) „kan frembære den uplettede offergave, ikke blot
gennem præstens hænder, men sammen med ham, og således
lære at hengive sig selv, så at de med Kristus som formidler
fra dag til dag bliver et med Gud og hinanden, sådan at Gud til sidst
bliver alt i alle.“ (Det Andet Vatikankoncils Konstitution om den hellige
Liturgi. København 11997, nr. 48).
Vi kan med fornyet indsigt mindes Augustins ord: „jeres Mysterium ligger
på alteret!“ Vi knæler altså for Hostien i mindet om
Jesu liv, død og opstandelse for os som Guds Tjener, der i Brød
og Vin indvier sig til sin offerdød på korset og herunder
indbyder os til at følge Ham på vejen og sidde med Ham til
bords i Den Nye Pagts måltid.
Kort sagt:
-Vi knæler foran Sakramentet som et Ihukommelsens Tegn: Dette
gjorde Han for os i sit liv, i sin død og i sin opstandelse.
-Vi knæler foran Sakramentet som et påmindelsens Tegn:
Dette er vor "status": I kraft af vor dåb er vi medinddraget i Hans
Offers Mysterium.
-Vi knæler foran Sakramentet som henvisende Tegn for, at vort
håb ikke skal skuffes. At vort liv bærer os frem mod den evige
Fuldendelse, hvor vi skal dele Den Opstandne Korsfæstedes lod.
Alt dette fejres i festens glans på Kristi Legems og Blods Fest.
Festens centrum er Alteret, Processionsvandringen efter monstransen er
en gående bekendelse til vort livs fundament og til, at vort liv
er en vandring ad Kristi selvhengivelses vej på livsvejen med Ham
ind mod evigheden.