Denne gang om: Et udsagn fra en imam – Den guddommelige og den historiske dimension – Det modernes sammenbrud og det postmoderne – Den gang en katolsk præstestuderende blev forbudt at læse Newman – Tiden og historien i Kirken

Hovedtemaet i forrige og dette nummers spalte om Tiden i Kirken er blevet genstand for en diskussion der giver genlyd i hele det danske samfund. Og hovedtemaet er dette: hvordan kan man på en gang både acceptere at der findes evige, gudgivne sandheder, formidlet i en religion,  og acceptere at et samfund udvikler og ændrer sig – og i dette sidste tilfælde alligevel inkludere religion som en værdi i samfundet?
Det der satte sagen på spidsen er debatten om stening af utro kvinder i islamiske lande. Vores tema er altså både følelsesladet og aktuelt. Det er meget langt fra at være fjernt, historisk og teoretisk.
I Kristeligt Dagblad (18. april) svarede den jyske imam, Abdul Wahid Pedersen -  den første imam der har holdt fredagsbøn på dansk -  på et spørgsmål i KrDs religionsdebat på internettet. Han blev spurgt om sin mening angående stening, og hvordan han protesterede mod den. Men han tog ikke afstand, og svarede tværtimod bl.a.:
„Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor ikke umiddelbart bemyndiget til ændre på samme.
De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på  Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam. Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre“
Imam Abdul Wahid (navnet betyder slave af den ene) fortsætter med at sige at når en så uhyggelig og grusom straf er foreskrevet af Allah, er det naturligvis for at alle skal blive så skræmte af straffen at de afholder sig fra hor.
Han blev omgående modsagt af andre og fremtrædende danske muslimer, af dem der har engageret sig som politikere i Danmark. Men de fik svar på tiltale:
„ Alle udtalelser vidner klart om at kritikerne har et meget sekulariseret forhold til religion. Det har jeg ikke. … Jeg har valgt at leve mit liv som muslim, og så kan jeg ikke vælge og vrage. Det er en hel pakkeløsning man får når man vælge islam“. (KrD 19/4)
Hele hans tankegang og argumentation minder i øvrigt påfaldende om den måde en del kristne kan begrunde helvedes flammer og den evige pine der. Bortset fra at stening er mere direkte og umiddelbart afskrækkende. Om pinen er større for den straffen går ud over, må enhver spørge sig selv om. Som et sideresultat kan debatten om stening således sætte et relief på enkelte kristnes tale om helvedet.

Nogle har forklaret islams „middel-alderlige“ tankegang med at muslimerne aldrig har haft nogen oplysningstid. Og finder tegn på at dette (måske) er ved at ske i vore dage. Nogle muslimer arbejder for en „euroislam“, som åbner mulighed for at selv strenge tekster kan fortolkes ud fra et ændret samfunds behov.
Men en kronikskribent i KrD (24/4), Sigrid Skarsholm Risager, mente at når vi chokeres over at muslimer kan støtte stening som straf, skyldes det at vi tænker antropocentrisk, dvs. ud fra mennesket som centrum. Men muslimerne tænker teocentrisk, dvs. sætter Gud i centrum. Tager man afstand fra imamen ud fra vor måde at tænke på, tager man ham ikke alvorligt. Og desuden glemmer vi at der også er kristne der tænker teocentrisk.
Et eksempel på dette sidste, skrevet i en helt anden sammenhæng, fandt man i Katolsk Orientering nr. 8. Der  skrev Kirsten Kjærulff i læserbrevet „Den guddommelige dimension“  bl.a.:
„Og vores katolske Kirke, som rummer den fulde sandhed om Gud og om mennesket, er til trods for Andet Vatikankoncils epokegørende nytænkning, smittet af de rationalistiske, humanistiske og sekulariserende strømninger, som stykke for stykke nedbryder den kristne tro og mysteriets kærne: Den guddommelige dimension i læsningen af Den hellige Skrift, i sakramenterne, i liturgien.“
Hvis Kirsten Kjærulff har ret – og det har hun, selv om vi kan diskutere graden af smitte – hvordan kan det så være at Abdul Wahid ikke har ret? Er deres begrundelser dybest set ikke de samme?
Kan der findes en anden holdbar forklaring end den om det teocentriske? Ja, det mener jeg det kan. Og der kommer vores overvejelser fra sidste gang os til hjælp. Det hele drejer sig om at acceptere tiden – forstået som den historiske dimension –  i kirken.

Lad os først gøre tankegangen fra sidst færdig. Oplysningstidens projekt, den moderne epokes projekt, har været at gøre europæerne – og i nyere tid alle andre i tillæg – til civiliserede mennesker. De skulle blive kultiverede, oplyste, dygtige, fornuftige mennesker, gode samfundsborgere i et samfund der hele tiden udviklede sig til det bedre. I dette projekt er al religion, og i dag i aldeles forskrækkelig grad islam, blevet opfattet som bagstræberisk, formørkende, fordummende overtro.
Hvorfra kommer så al den snak om det postmoderne? I de seneste godt og vel tyve år har man talt meget mere om det end om det moderne. Meget kort fortalt er grundtanken at den moderne epoke er afløst af den postmoderne, hvor alle de store fortællinger – og modernitetens store fortælling var som sagt oplysningsprojektet – er gået til grunde fordi de ikke længere er holdbare.
Men er oplysningsprojektet da et afsluttet projekt?  I nutiden – sådan er i hvert fald argumentet – er disse store, meningsskabende fortællinger konstruktioner der ikke kan forsvares. Hvordan kan menneskehedens dannelse gå fremad, når viden er varer på et marked, og den fælles hukommelse er atomiserede elektroniske filer i et virtuelt arkiv? Det kan ikke længere lade sig gøre at skabe sammenhæng mellem nutidens forskellige begivenheder. Alt hvad der sker opløses i en række fragmenter.
Modernitetens krise kendetegnes ikke mindst ved at fremskridtsoptimismen er blevet borte. Vi kan ikke længere overskue konsekvenserne af vores handlinger. Skadevirkningerne kan være store – og hvad tør vi så gøre?  Hvordan ser et samfund som ikke bygger på det automatiske fremskridt ud?  Det er jo over 300 år siden det sidst blev prøvet, så vi ved det ikke. Nogle finder at New Age-religion må være det rigtige. Andre vil have middelalderens tid, hvor religionen var samfundets bærende værdi, tilbage. Nogle vil være muslimer. Og nogle holder stædigt på at fornuften, og alene den, kan bære os gennem.
Den katolske kirke var en gang, på overfladen, anti-moderne. Hvad så med postmodernismen? Den postmoderne konsekvens af at der ikke længere er sammenhæng,  er også at der ikke længere er nogen fælles referenceramme, og ikke længere nogen fælles sandhed. Enhver har ud fra sit synspunkt ret, og alt er relativt og alt er lige gyldigt – og sådan må det ikke være! siger postmodernismens kritikere. Og til dem hører igen den katolske Kirke. I vore dage er det relativisme som er det store fyord i Vatikanet. Kirken er altså gået fra at være antimoderne til at være anti-postmoderne.

Nu vender vi tilbage til spørgsmålet om hvordan den katolske Kirke kan sætte Gud i centrum og have ret, medens islam sætter Gud i centrum og tager fejl, i hvert fald når det gælder stening. Set indefra, med Åbenbaringen til forskel, er det let at forstå. Men hvordan kan det forstås set udefra?
Hvis der var tale om en Kirke der i sin selvforståelse og sin fremtræden altid var „den uforanderlige kirke „  ville det også være svært at forklare forskellen. Men Kirken har i stigende grad lært at tænke historisk. Det har ikke altid været nemt, ikke uden kampe, og kampene er ikke afsluttet endnu. Men det er den eneste måde hvorpå Kirken kan undgå at havne i en parallel til  den islamiske blindgyde som imam Abdul Wahid Pedersen hverken kan eller vil finde vej ud af.
Et dansk eksempel på hvor svært det kan være for Kirken at ændre sig fra at tænke tidløst til at tænke historisk, er følgende som jeg en gang fik fortalt om pastor Hubert Messerschmidt. Som præstestuderende på et jesuiterseminarium omkring 1. verdenskrig  blev han en gang opdaget i at læse en bestemt bog. Den foresatte kunne se at den ikke stod på listen over anbefalet litteratur. Hvad læste han i? Det var en bog af hans stor forbillede, kardinal Newman. Hubert Messerschmidt blev bebrejdet at han læste den slags nærmest forbudte bøger, og han måtte derefter skjule sin læsning.
Hvorfor denne modstand mod en berømmet kardinals bøger? Fordi jesuitterne som de fleste andre var forankret i Kirkens skolastiske tænkemåde. De var vant til at bruge et begreb som essens, dvs. indbegrebet af det evige og uforanderlige. Der var sandheden at finde. Modsætningen til essensen var accidensen, det tilfældige, foranderlige, alt det der kunne have været anderledes – fx også historien.
Kardinal Newman var ingen skolastiker. Han tænkte konkret, personligt,i historiske udviklingsforløb. Derfor blev han opfattet som farlig. Det gjaldt ikke kun på et enkelt præsteseminarium.

Teologerne John Henry Newman i England  og Matthias Scheeben i Tyskland var de der i 1800-tallet markerede bevægelsen henimod en accept af historie og udvikling også i den katolske Kirke. Inspirationen kom ikke fra oplysningstidens fornuftsideer, men havde sammenhæng med  romantikkens betoning af det enestående og unikke i den konkrete virkelighed.  Det er ikke oplysningstiden som har „besmittet“ Kirken på dette punkt.
En af dem der fortsatte i 1900-tallet var den canadiske jesuit Bernard Lonergan (1904-84). Lonergan var i mange år professor ved Gregoriana i Rom, med Aquinas som speciale. Samtidig var han kyndig i moderne naturvidenskab. Lonergan var på en gang både en revolutionerende og en konservativ katolsk teolog.
Han har opfattet hele sit lange arbejde som ledet af ét mål: at introducere historien – tidsforløbets betydning – i den katolske tænkning. Han har sagt at han anså 2. Vatikankoncil som udtryk for accepten af historicitetens betydning.
Lonergan skelner mellem det klassiske og det moderne. Efter den klassicistiske opfattelse var der kun én kultur, og den var universel og permanent. De ukultiverede (dvs. de unge og  de barbariske) kunne stræbe efter at nå op til at beherske dens normer og idealer. Det klassiske kulturbegreb er statisk. I det moderne kulturbegreb ligger at det udvikler sig. Det er en løbende proces.
Tankegangen er som følger: Menneskelige begreber, teorier, tanker og handlemønstre er udtryk for en menneskelig forståelse. Men den  menneskelige forståelse udvikler sig over tid, og efterhånden som den udvikler sig, ændrer menneskelige begreber, teorier, tanker og handlemønstre sig. Sådanne ændringer bygger sig op, den ene forudsætter den foregående. Og det betyder at ændringer på et sted og til en given tid ikke kan forventes at falde sammen med de ændringer der finder sted på et andet sted til en anden tid.
Dette er ikke udtryk for en relativisme. Det var netop den Lonergan ville bekæmpe. Han ville give et moderne svar til dem der syntes at i en tid med kulturel forandring  er den troende prisgivet et teologisk oprørt hav, uden hverken ror eller kompas.
Men forud for forståelse går kærlighed. Lonergan holdt aldrig op med at citere Rom 5.5: „Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.“ Det er også forudsætningen for Liobas „Aldrig slippe kærligheden“.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©