Denne gang om: En påskebryg på askeonsdag – Hvorfor overgangen over det Røde Hav også sker nu i dag – Det gode, det sande og det skønnes genkomst – Moderniteten i det mekaniske urs epoke – Den sande P-dag

Påsken nærmer sig. Allerede da det var askeonsdag var det muligt at købe en påskebryg i det lokale supermarked. Og det endda uden at der var annonceret nogen P-dag. Den gang jeg kom til Danmark for efterhånden mange år siden, var P-dag -  den dag årets påskebryg første gang kan skænkes op - et af de nye og specielle  danske ord jeg måtte lære. En P-dag var ikke sådan at spøge med. Men nu er påskebryggen blevet svagere end den gang. Og fornemmelsen for den tid den rettelig skal sælges i er blevet det samme.
Man taler så ofte om at vi lever i en postmoderne tid, hvor der ingen regler længere er, fordi alt er lige rigtigt og lige gyldigt. Når en påskebryg smager godt til påske, må den vel smage lige så godt før påske, synes tanken at være. I den almindelige danske befolkning er fornemmelsen for påskens tid endnu svagere end fornemmelsen for påskebryggens tid. Er dette et udtryk for det postmoderne menneskes ligegyldighed? Er Kirken i utakt med samtiden? Er Kirkens tidsopfattelse i det hele taget forenelig med den moderne verden?
Hvad er for resten Kirkens tidsopfattelse? For at svare må man vist først vide hvad tid er. Allerede Augustin havde svært ved at finde at svar på det. Et sted i sin  selvbiografi siger han: Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig herom, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke.
Jeg kan ikke forklare det som Augustin ikke kunne forklare. Men jeg kan give et lille bidrag til overvejelser om Kirkens forskellige opfattelser af tid. Og derfor hedder spalten denne gang ikke Kirke i tiden men Tiden i Kirken.

Kirken har mindst tre forskellige opfattelser af tid på en gang. De to af dem lever lykkeligt side om side. Vi kan kalde dem den jødiske og den  græske tidsopfattelse. Netop i påsken kan vi se hvorledes de to samles om en fælles begivenhed og får de enkelte dele af påskemysteriet til at gå op i en højere enhed.
Den tredje kan vi kalde den moderne europæiske. Det var i Europa at det mekaniske ur, der afløste vandure, sandure og solure, blev opfundet. Uret har fået os til at blive overbevist om at tiden er en jævnt fremadskridende proces, hvor det ene minut afløser det andet minut, time afløser time, og epoke afløser epoke – i en tidsfølge hvor den tid der er gået aldrig kommer tilbage. Denne tidsopfattelse indebærer at et tidsforløb er det samme som en udvikling.
En sådan tidsopfattelse har Kirken et usikkert og uklart forhold til. På den ene side både vil den og må den bruge den. På den anden side har den i sin sendelse et evighedsperspektiv som forpligter den til i et vist omfang at  hæve sig op over den.

Efter den semitiske, jødiske tankegang kan tidens forløb ophæves i enkelte, vigtige øjeblikke.  Når en fortidig begivenhed bliver mindet, er den ikke blot til stede i en persons erindring – nej, den er reelt tilstede, nærværende, aktualiseret. Når påsken skal være en „mindedag“ for jøderne for al tid, forklares dette i Misjnah, forskrifterne for fejringen af påskemåltidet seder sådan:
„I enhver tidsalder er man forpligtet til at anse sig selv som udfriet fra Egypten  ... For det hedder (i 2.Mos 13): Du skal fortælle din søn det, og sige: Dette er til minde om det Herren gjorde for mig da jeg drog ud af Egypten.“ Enhver jøde er derfor draget ud af Egypten og har vandret tørskoet over det Røde Hav. Det er sket i dag, nu og her. Fortid og nutid smelter i dette øjeblik sammen.
Denne form for tidsopfattelse har Kirken overtaget. Vi møder den hver dag i messen. Når præsten på Kristi befaling siger den eukaristiske bøn, falder det der skete den gang i Jerusalem, og det der sker i kirken her og nu, sammen i tid. Et messeoffer er ingen gentagelse af Kristi korsoffer, men i den jødiske tidsopfattelses forstand en gen-nærværenhed – en re-præsens – en re-præsentation – af en unik begivenhed.
Skærtorsdag bliver dette sammenfald af dengang og nu mere klart udtrykt end ellers. Konsekrationsordene indledes normalt med „For i den nat da Han blev forrådt, tog Han brødet, fremsagde takkebønnen, … „ Men når præsten siger dem Skærtorsdag, lyder de: „ For i den nat da Han blev forrådt – og det er i dag –  tog Han brødet, fremsagde takkebønnen,  …“ Fortid og nutid er smeltet sammen, i en liturgisk præsens.
Denne måde at tænke om tid på var svær at forstå på reformationstiden. Da havde den moderne europæiske tidsopfattelse overtaget. På luthersk side opstod der mange misforståelser og fejltagelser om den Katolske Kirkes  messe. En af dem var at katolske præster gentog og gentog det offer der aldrig kunne gentages, fordi Kristus havde ydet det en gang for alle. Og det kan jo tænkes at ikke alle katolikker var i stand til at forklare sammenhængen lysende klart. For nemt forståeligt ud fra vore daglige tanker om tid, det er det ikke.  Man skal kende den jødiske tidsopfattelse for at forstå sammenhængen.

I den klassiske græske verden havde man en helt anderledes tidsopfattelse. I tidens oprindelse var der en guldalder, gudernes tidsalder, hvor alt hvad der var godt, sandt og skønt blev realiseret. Men forfaldet trådte ind. Guldalderen blev afløst af en sølvalder, dernæst en kobberalder og efterhånden levede man (for 2.700 år siden) som hårdt slidende mennesker i en jernalder. Men desuden dukkede en cyklisk tidsopfattelse frem: alting gentog sig i en cyklus på 10.800 (30 x 360) år. Denne sidste tanke har antageligt sine aner i den gamle indiske veda-filosofi.
Disse ideer kunne kombineres til en forestilling om guldalderens genkomst. Den findes tydeligt overtaget i kristendommen: Paradisets herligheder, det Ny Jerusalem, er den ny guldalder. Men desuden ser vi jo hvorledes året og kirkeåret er cyklisk: hvert eneste år fejrer vi årets højdepunkt i form af påskens undergangs- og genopstandelsesdrama. Årets begivenheder er både nye og gentagelser af det gamle på en og samme tid, således som alt liv er det. Kirken har formået at sætte frelseshistorien ind i velkendte menneskelige rammer.

Men hvad så med den moderne tidsopfattelse? Den der arbejder med epoker der afløser hinanden i en fremadskridende udvikling? I hvilken epoke er vi i dag? Står Kirken uden for al snak om epoker? Og betyder det i så fald at den også står uden for  samtiden? Men hvordan skal den kunne tale til samtiden hvis de to ikke har samme begrebsverden? Som en ung dansk katolsk præst var citeret for i Weekend-avisen (15/2): „Hvordan skal jeg kunne tale til de unge om kondomer, når de ikke kender Gud?
Så lad os reflektere lidt over epoken. Moderniteten er det udtryk som sociologer og kultur- og idehistorikere anvender når de skal beskrive den nuværende epoke i menneskehedens historie.
Ordet modernitet sammenfatter hele den proces som begyndte for flere hundrede år siden, og er kendetegnet ved  en verdensomspændende handel, byernes vækst, videnskabernes fremvækst, teknikkens altdominerende betydning, fremvæksten af aviser og tidsskrifter og efterhånden også andre medier til kommunikation – og ikke mindst statens og den offentlige administrations omfattende magt.
Også i kunsten har det moderne, her under betegnelsen modernismen, holdt sit indtog, og betegner den proces hvor kunstnerne mere og mere har fjernet sig fra de klassiske mønstre og idealer, og dermed bevæget sig hen mod det de opfatter som maksimal frihed i deres skaben. I kunsten vil man dog højst kunne tale om en ca. 100-årig periode med modernisme.
Fagfolk diskuterer om også demokratiet hører med til moderniteten. Nogle mener ja, men det er der ikke enighed om. Også diktaturer har vi jo i højeste grad set eksempler på i den nyere tid.
Moderniteten har været de store fortællingers tid. De store fortællinger er hovedhjørnestenene i menneskehedens – og i nationernes – dannelsesproces. De er bevidsthedsbaggrund og grundmateriale for alle de mange små fortællinger, som den udmøntes i, og som fortælles, genfortælles og læres, i skole, i TV, i aviser og ugeblade.
Her i Danmark er det tydeligt at nationalitetstanken helt siden 1864 har været selve den store danske fortælling. Den er så stor at en Pia Kjærsgård ikke kan begribe at det er en fortælling – i hendes perspektiv er den er jo selve sandheden.
Modernitetens samlende store fortælling, fælles i alle europæiske lande, har været oplysningsprojektet. Den korte definition af dette projekt er: bestræbelsen på at forene den videnskabelige og teknologiske fremskridtsproces med menneskenes frihed og lykke. Projektet har naturligvis sine rødder i 1700-tallets oplysningstid. Det har varet i alle de år der er gået siden da. Fornuften var den drivkraft der skulle sikre at alt gik den rigtige vej. Menneskerettigheder var udtryk for fornuft. Dødsstraf var imod menneskerettighederne, og burde afskaffes. For nu at nævne et eksempel, som vi vil vende tilbage til ved en senere lejlighed.
Kirken (men ikke nødvendigvis Gud) burde afskaffes, for den organiserede religionsdyrkelse var bagstræberisk. Sådan var argumentationen i 17- og 1800-tallet. Der blev ikke lagt fingre imellem når kirke og kristendom skulle beskrives som udtryk for gammeldags og formørkede ideer. Kulturradikalismen har overtaget og fortsat denne linje. For tiden er det dog ikke den kristne religion, men islam, som udgør den største skydeskive.
Denne antireligiøse og antiklerikale holdning fik mere end én pave til at tage skarpt afstand fra hele samtiden. Modernitet blev det store skældsord. I mange tiår, fra 1910, skulle katolske præster aflægge en anti-modernist-ed før de kunne præstevies. Den katolske kirke var indbegrebet af det antimoderne. Og den var stolt af det.
I den danske Messebogen, en oversættelse fra 1926 af Missale Romanum, hedder det i den del af forordet der handler om det liturgiske sprog: „Messens Sprog er Latin … et dødt Sprog (egner sig) godt for den uforanderlige Kirke, da det ikke som de levende Sprog er i bestandig Udvikling og Forandring.“ Kirken var altså garant for at der ingen udvikling og forandring skete.
Men det ville være forkert at sige at det er ukristeligt og ukatolsk at være en del af oplysningsprojektet, og at gå ind for udvikling. I Grundtvigs land synger vi med ham i hans skoleindvielsessang: Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde. Og Grundtvigs samtidige, kardinal Newman, sagde de bekendte ord om at leve er at ændres, og at være perfekt er at være ændret ofte.
Så problemstillingen er større end to sider  kan rumme. Historien om Tiden i Kirken må fortsætte næste gang. Og den må udvides med et perspektiv på modernitetens angivelige sammenbrud, og Kirkens forhold til det postmoderne.

I mellemtiden skal vi fejre påske. Det vi fejrer er ganske vist Kristi opstandelse fra de døde. Men den opstandelseshistorie handler dybest set ikke om Kristus. Den handler i virkeligheden om vor egen opstandelse. Hvis ikke det var tilfældet, ville den ikke være så vedkommende vigtig som den er.
Så det er i det perspektiv påsken skal ses. Ligesom jøderne kan sige „det er jeg som er draget ud af Egypten“, kan vi kristne påskemorgen juble og sige: Det er jeg som er opstået fra det døde med Kristus! Påskedag er den sande P-dag, en god påskebryg værdig. Glædelig Påske!

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©