I 1975 åbnede benediktinermunken John Main det første kristne meditationscenter i klosteret Ealing Monastery i London. Gennem tidlige kristne munkes – de såkaldte ørkenfædres – skrifter havde han genopdaget en enkel og ligefrem tradition af stille, kontemplativ bøn. Det blev snart klart for ham, at denne tradition også havde relevans i dag, og ikke kun for munke – selv om John Main også så det som en måde at forny klostertraditionen på – men for alle mennesker. I løbet af kort tid opstod der med udgangspunkt i Ealing Monastery ugentlige meditationsgrupper for lægmænd og -kvinder.

Den genopdagne meditationsform er enkel og ligetil. Den handler mere om erfaring end tør teori, om at være snarere end en refleksion. Faktisk er den mere end blot endnu en måde at bede på; den er en livsstil, som udspringer dybt fra ens indre.
Meditationens fokus er Kristus. Den er en vedvarende bøn til Kristus, som gennem Helligånden vælder frem i ethvert menneskes indre. Og på et dybere plan end forestillingen om Gud møder vi Gud. Når vi således gennem „ren bøn“ lægger tanker, ord og billeder bag os, er det for at indstille vor bevidsthed på Guds rige. Derved forlader vi vores egoistiske selv og iklæder os vores sande selv i Kristus.
Den mediterende må derfor tage på en indre rejse i stilhed. Han må iklæde sig åndens fattigdom og stille sig nøgen foran Kristus. De tidlige ørkenfædre såsom Johannes Cassianus lærte, at med enkle meditationsteknikker kunne den søgende komme i kontakt med sit indre og komme om på den anden side af tankens, ordets og billedets distraktioner.

Johannes Cassianus’ – og John Mains – fremgangsmåde tager sit udgangspunkt i et enkelt helligt ord eller en sætning (et „mantra“), som gentages igen og igen under meditationen. John Main selv anbefalede at bruge den ældgamle kristne bøn „maranatha“. På aramæisk, som er det sprog Jesu selv talte, betyder det „Kom Herre Jesus“ og han anbefalede at gentage ordet i en stille og indre samling med ens betoning på de fire stavelser. Dukker der en tanke, et billede eller en følelse op i bevidstheden under meditationen, skal man vende tilbage til mantraet. John Main anbefalede, at man mediterede 20-30 minutter to gange om dagen. Bedst er at vælge et stille tidspunkt på dagen (f.eks. morgen og aften) og helst et stille sted.
Ifølge John Main er denne meditationsform den kontemplative dimension, som mange kristne i dag mangler. Og den udelukker ikke andre former for bønner, men skaber et stigende behov for at modtage nadverens sakramente og daglig læsning i Bibelen.
I 1977 blev John Main og en anden benediktinermunk, Laurence Freeman, opfordret af ærkebiskoppen af Montreal til at danne et meditativt samfund bestående af munke og lægfolk i byen. Siden da, og efter John Mains død i 1982, er der opstået et verdensomspændende kristent meditationssamfund kaldet World Community of Christian Meditation (WCCM). Den kendte indiske benediktinermunk Bede Griffiths kaldte John Main for den „vigtigste spirituelle guide i kirken i dag“, fordi han gav moderne mennesker en simpel kontemplativ praksis, som kunne berige og uddybe deres liv.

For at understøtte deres daglige meditation samles folk ofte i ugentlige meditationsgruppe. Disse grupper mødes i mere end 90 lande, i sogne, private hjem, kontorer, fængsler og i skoler. Møderne forløber efter samme enkle mønster: Undervisning i meditation, meditation og efterfølgende diskussion. Fællesmeditationen er gruppens omdrejningspunkt og hovedformålet for mødet, og gennem disse møder opdager mange en dybere tilstedeværelse af Kristus i deres eget liv såvel som en fuldere betydning af kirkens mysterie som Kristi legeme.
For mange er meditation en uvant måde at bede på, til trods for dens gamle placering i den kristne tradition. John Mains undervisning tillod almindelige mennesker at erkende kontemplationens frø inden i sig selv. De fleste meditationsgrupper i dag ledes af lægfolk. I denne fornyelse af den kristne bønstradition ligger også store muligheder i at kristne af alle kirkeretninger kan mødes i en fælles tro, ja, endda at alle religiøse mennesker kan mødes ansigt til ansigt.

Bønnens pilgrimsfærd: Hjertets fred
At meditere betyder, at ånd og krop falder til ro. Det ekstraordinære ved ørkenfædrenes meditationsteknik er, at stilheden bliver mulig for os alle trods den moderne verdens mange adspredelser. Men det kræver at vi må være villige til at afsætte både tid, energi og kærlighed.
Vores pilgrimsfærd starter med at fremsige en kort sætning, et ord som i dag ofte kaldes et ‘mantra’. Mantraet er helt enkelt en måde at vende vores opmærksomhed udover os selv, en metode til at trække os væk fra vore egne tanker og bekymringer. Meditationens egentlige formål er Gud, dens „bivirkninger“ er en harmoni mellem legeme, sjæl og ånd. Som det hedder i Salmernes Bog (46:11):
„Hold inde og kend, at jeg er Gud“
I meditationen vender vi bevidsthedens lyskegle væk fra os selv.
I meditationen kobler vi tanken fra og tømmer os for forestillinger af enhver art, også om Gud. Vi vil nemlig forsøge noget, som er umådelig større; vi søger at være sammen med Gud, at være sammen med Jesus, at være sammen med Helligånden. I meditationen går vi udover vore tanker, selv vore hellige tanker. Meditationen har ikke så meget med tankeaktivitet at gøre som det at være. Vores mål i den kristne bøn er at tillade Guds mysterie og Hans stille tilstedeværelse i vores indre. At Han bliver den realitet, som giver vort liv mening, form og formål. Meditationens opgave er derfor at bringe vores omflakkende bevidsthed til ro og årvågenhed.

Praktisk og enkel
For at meditere, find et roligt sted og anbring dig i en komfortabel og opretsiddende position. Luk øjnene let. Sid afslappet men opmærksomt. I dit indre begynder du nu stille at fremsige dit mantra. Som nævnt anbefaler John Main bønsfrasen „Maranatha“. Sig det således – „MA-RA-NA-THA“, fire ens betonet stavelser. Nogle udtaler stavelserne i takt med deres vejrtrækning. Det er vigtigt, at ordet sig i et rimeligt langsomt og rytmisk tempo.
Maranatha, som betyder „Kom Herre Jesus“ på aramæisk, er måske den ældste kristne bøn overhovedet. Paul slutter 1. Korintherbrev med udtrykket ligesom Johannes Åbenbaringen. Lyt til mantraet, imens du fremsiger det i dit indre, stille men vedvarende. Du behøver ikke at tænke på noget eller forestille dig noget. Meditation har intet at gøre med stille drømmerier eller passiv stilhed. Den er en opmærksom årvågenhed. Dukker tanker eller billeder op i din bevidsthed under meditationen, skal du blot vende tilbage til mantraet. Brug ikke energi på at prøve at få de forstyrrende elementer ud af dit hoved. Ignorer dem blot, og måden du gør det på er ved at recitere mantraet.

En spirituel – og ikke en psykisk – disciplin
Meditation er en slags pilgrimsvandring mod dit eget centrum, mod dit eget hjerte. For at træde ind i meditationens enkelhed kræves der disciplin og også mod. Vi har brug for tro og ligefremhed, og vi har brug for at blive som børn igen.
Er vi trofaste og vedholdende, vil meditationen bringe os til et stadig dybere niveau af stilhedens rige. Det er i denne stilhed, at vi føres ind i mysteriet om Guds evige stilhed. Dette er invitationen til den kristne bøn – at miste os selv og blive helt opslugt af Gud. Hver af os er opfordret til gennem den kristne bøn at modtage livets fylde. Men det kræver samtidig, at vi med ydmygt hjerte gør bønserfaringerne til vort livs byggestene.
Meditation er, hvad de tidligste kristne kaldte for „ren bøn“. Det er en gave af så ufattelige dimensioner, at vi kun gradvist og i stilhed kan give svar på Guds tiltale. Når vi indleder vores pilgrimsfærd, forstår vi ikke fuldt ud bønnens sande frugter. Hver gang vi vender tilbage til meditationen, træder vi ind i en stadig dybere virkelighed med en stadig stærkere tro.
Idet meditationen leder os til erfaringen af kærlighed som vort væsens centrum, gør den os samtidig til mere kærlige og elskende personer i vor dagligdag og i vor omgang med andre mennesker. Ikke kun fordi meditation er det nødvendige grundlag for et aktivt kontemplativt liv, men fordi den er den grundlæggende betingelse for et fuldt menneskeligt svar til livet.
Bønnens forunderlige skønhed er at åbne vore hjerter på samme naturlige måde som en blomst åbner sig om foråret. For at åbne sig og blomstre er det kun nødvendigt for blomsten at være. På samme måde; hvis vi blot er, hvis vi bliver og forbliver stille, kan vore hjerter ikke andet end at åbne sig – ånden ikke andet end at gennemstrømme hele vores væsen. Til dette er vi blevet skabt.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©