Fra The Shaking of the Foundations af Paul Tillich, tysk-amerikansk teolog (1886-1965).
Tankens dybde er en del af livets dybde. Det meste af vort liv fortsættes på overfladen. Vi er slaver af rutinen i vort daglige liv, i arbejde og adspredelse, i forretningslivet og i fritiden. Vi bliver overvundet af utallige tilfældigheder, både gode og onde. Vi bliver ført afsted, mere end vi bestemmer kursen. Vi standser ikke op for at betragte højden over os eller dybden under os. Vi bevæger os altid fremad, omend som regel i en kreds, der til sidst bringer os tilbage til vort udgangspunkt. Vi er i stadig bevægelse og standser aldrig for at begive os ned i dybderne. Vi taler og taler og lytter aldrig til de stemmer, der taler til vort dyb og fra vort dyb. Vi accepterer os selv, sådan som vi viser os for os selv, og er ligeglade med, hvad vi virkelig er. Som ansvarsløse bilister beskadiger vi vor sjæl ved den fart, hvormed vi bevæger os på overfladen; og så iler vi bort og lader vor blødende sjæl ligge. Vi går derfor glip af vores dybde og vort sande liv. Og det er først, når det billede, vi har dannet af os selv, bryder fuldstændig sammen, først når vi opdager, at vi handler mod alle de forventninger, vi har stillet til os selv efter dette billede, og først når et jordskælv ryster og flænger overfladen af vor viden om os selv, at vi er villige til at se ned i et dybere lag af vort væsen…
Navnet på dette uendelige og uudtømmelige dyb, grunden under al væren, er Gud. Dette dyb er, hvad ordet Gud betyder, og hvis dette ord ikke betyder noget videre for Dem, så oversæt det og tal om dybderne i Deres liv, om kilden til Deres væren, om det, der ligger Dem dybest på sinde, om det, De uden noget forbehold tager alvorligt. Måske må De, for at kunne gøre det, glemme alt det fastslåede, De har lært om Gud, måske endog selve ordet. For hvis De ved, at Gud betyder dyb, ved De meget om ham. Så kan De ikke kalde Dem selv ateist eller ikke troende, for De kan ikke længere sige: Livet har ikke nogen dybde! Livet selv er overfladisk! Selve tilværelsen er kun overflade! Hvis De kunne sige det i fuldt alvor, ville De være ateist, men ellers er De det ikke. Den, der kender til dybet, kender til Gud.
Vi har betragtet verdens dyb og dybet i vor sjæl. Men vi er kun
i en verden i samfund med andre mennesker. Og vi kan kun opdage vor sjæl
i det spejl, som de, der betragter os, holder op for os. Der er ingen dybde
i livet uden fælleslivets dybde. Vi lever som regel lige så
meget på historiens overflade, som vi lever vort individuelle liv
på overfladen. Vi forstår vor historiske eksistens sådan
som den viser sig for os, og ikke som den virkelig er. Strømmen
af daglige nyheder, bølgerne af daglig propaganda og konventionerne
af sensualismens flodbølger holder vort sind beskæftiget.
Støjen fra dette lave vand forhindrer os i at lytte til lydene ude
fra dybet, til lyden af, hvad der virkeligt sker i bunden af vort samfunds
struktur, i massernes længselsfulde hjerter og i de kæmpende
sind, som fintmærkende opfatter historiens forandringer. Vore øren
er lige så døve for råbene fra samfundets dyb, som de
er for råbene fra vor sjæls dyb. Vi lader de blødende
ofre for vort samfundssystem ligger, efter at vi har ramt dem, uden at
høre deres skrig i støjen af vort daglige liv, ligesom vi
lader vore egne blødende sjæle ligge tilbage…
Men vi, som kender dybden i det, som er hændt, bør ikke
være tilfredse med at falde til ro på det niveau, vi har nået.
Vi kunne overfaldes af fortvivelse og selvforagt. Lad os hellere trænge
dybere ned i vor historiske tilværelses grund, til historiens sidste
dyb. Navnet på denne uendelige og uudtømmelige grund under
historien er Gud. Dette er, hvad ordet betyder, og dette er, hvad ordene
Guds rige og det guddommelige forsyn peger på. Og hvis disse ord
ikke betyder noget videre for Dem, så oversæt dem, og tal om
historiens dyb, om samfundslivets grundvold og mål, og hvad De i
Deres moralske og politiske færden tager alvorligt uden noget forbehold.
Måske burde De kalde dette dyb håb, ganske enkelt håb,
for hvis De finder håb i historiens grund, er De i overensstemmelse
med de store profeter, som var i stand til at se ned i deres tids dyb,
som forsøgte at undslippe det, fordi de ikke kunne udholde rædslen
over deres syner, men som alligevel havde styrke til at se ned til et endnu
dybere lag og dér opdage håbet. Deres håb fik dem ikke
til at føle sig gjort til skamme. Og intet håb skal beskæmme
os, hvis vi ikke finder det på overfladen, hvor tåber dyrker
tomme forventninger, men finder det i dybet, hvor de med skælvende
og angerfulde hjerter får styrke af et håb, som er sandhed.
Disse sidste ord fører os over til en anden betydning, som ordene „dyb“ og „dybde“ har i både verdslig og religiøs tale; lidelsens dyb, som er døren, den eneste dør til sandhedens dyb. Det er en indlysende kendsgerning. Det er bekvemt at leve på overfladen, så længe den ikke skælver. Det gør ondt at rive sig løs fra den og stige ned i ukendte dybder. Den vældige modstand hos alle mennesker mod at gøre dette og de mange påskud, vi finder på for at undgå at tage vejen ned i dybet, er naturlige. Smerten ved at se ned i sit eget dyb er for stor for de fleste mennesker. De vil hellere vende tilbage til deres tidligere livs og tankers rystende og ødelagte overflade. Det samme gælder samfundsgrupper, som skaber sig alle slags ideologier og rationaliseringer for at stå imod dem, der ønsker at føre dem hele vejen ned i dybet af deres samfundsliv. De vil hellere udfylde revnerne i deres overflade med små midler i stedet for at grave i dybden. Profeter fra alle tider kan fortælle os om den hadske modstand de fremkalder ved deres dristige afsløringer af dybderne i dommen over samfundet og håbet for samfundet. Og hvem kan i virkeligheden udholde det underste dyb, den brændende ild i grunden under hele tilværelsen, uden at sige med profeten: „Ve mig, det er ude med mig… nu har mine øjne skuet Hærskarers Herre!“…
Der er ingen undskyldning, der tillader os at gå uden om sandhedens dyb, og den eneste vej til det går gennem lidelsens dyb. Hvadenten lidelsen kommer udefra, og vi tager den på os som vejen til dybet, eller vi vælger den frivilligt som den eneste vej til de dybe ting; hvadenten det er ydmyghedens vej eller oprørets vej; hvadenten det er et indre eller et ydre kors går vejen i den modsatte retning af, hvad vi tidligere levede og tænkte. Det er derfor Esajas lovpriser Israel, Guds tjener, i dybet af dets lidelser; og det er derfor Jesus kalder dem salige, som dvæler i sorgens og forfølgelsens, den legemlige og åndelige sults og tørsts dyb; og det er grunden til, at han forlanger, at vi skal miste vort liv for vort livs skyld.