Skriftemålet har været et kendetegn ved katolsk praksis.
Alligevel står skriftestolene ofte tomme i dag. Hvad skyldes dette
og kan denne udvikling ændres?
Nedenstående er en bearbejdet artikel bragt i det engelske
katolske tidsskrift The Tablet.
| Af Annabel Miller
chefredaktør, The Tablet |
HVORNÅR har du sidst været til skrifte? Ironisk nok er noget
af det, mange ikke-katolikker forbinder med katolsk skik, næsten
forsvundet i mange sogne. Før 2. Vatikanerkoncil plejede katolikker
at gå til skrifte hver uge, inden de modtog den hellige kommunion.
I dag er skriftestolene sjældent i brug. Nogle mener at grunden til
at katolikker i stort tal har fravalgt skriftemålet skyldes, at de
med kirkens hjælp har udviklet et større selvværd og
ikke længere er villige til at hviske hemmeligheder gennem skriftestolens
gitter. Tendensen går i retningen af bodsmesser, hvor menigheden
går til skrifte i forbindelse med gudstjenesten, eller hvor præsten
giver generel absolution.
For mange katolikker synes idéen om at træde ind i en
skriftestol, hvor en præst sidder bag den anden side af et gitter,
og hvor man efter at have opremset en liste af synder modtager tilgivelse,
at have en snert af et overtroisk ritual snarere end en proces med en forandrende
kraft. En anden faktor skyldes, at mange praktiserende katolikker i dag
ikke er enige med kirkens holdninger omkring visse moralske spørgsmål,
især sex, og derfor ikke ønsker at skrifte synder, de ikke
er kede af.
Det dramatiske fald i individuelle skriftemål tilskrives også,
at folk i dag er mindre tilbøjelige til at se deres synder isoleret
set – tre løgne, fire urene tanker – men mere betragter dem som
en del af et ufuldkomment livsmønster. Den gamle måde at skrifte
på fik ofte folk til at føle sig skyldige omkring ubetydelige
ting, uden at give dem en form for ansvarsfølelse overfor de større
sammenhænge.
Traditionelt skriftede mange katolikker inden messen, så de kunne
modtage kommunionen i en tilstand af „nåde“. Det resulterede i en
„syndscyklus“ – skrifte, kommunion, synd, skrifte, kommunion osv. Kirken
insisterer ikke længere på denne form for regelmæssige
skriftemål – selv om det stadig er forbudt at gå til kommunion,
hvis man har begået en dødssynd uden at have skriftet den.
Men går man den almindelige kirkegængere på klingen,
har de aldrig hørt definitionen på en dødssynd forklaret
fra prædikestolen.
Hvad skal kirken gøre ved den kendsgerning, at praktiserende
katolikker i stor stil dropper skriftemålet, fordi de har svært
ved at få øje på dets spirituelle værdi? Skal
sakramentet i det stille opgives til de få, der stadig finder det
værdifuldt? Eller bør der gøres noget for at genoplive
det?
De præster og religiøse, jeg har drøftet emnet
med, ønsker dog alle at genoplive sakramentet. Nogle har en vis
sympati med dem, som ser det meningsløse i at stille sig i kø
foran skriftestolen for at bekende „et par urene tanker og bandeord“. Men
samtidig mener de, at skriftemålet er så grundlæggende,
at bispedømmerne bør udstikke retningslinjer for hvordan
folk kan skrifte, lære dem at vurdere deres eget liv påny og
fokusere på de gode og de dårlige ting. Holdningen er, at katolikker
ikke kun har brug for atter at blive undervist i skriftemålets betydning,
men også i kirkens lære om synd, dom og Guds nåde. Der
er brug for noget radikalt, fordi den katolske verden har forandret sig.
„Op til det 2. Vatikanerkoncil levede mange katolikker i angst og psykologisk
nedtrykthed. Efter Koncilet ændrede tingene sig til den anden ekstrem
og den almindelige opfattelse af skriftemålet blev ret overfladisk.
Gud blev opfattet som en slags bedstefar, som ikke bekymrede sig specielt
meget om hvad vi foretog os“, siger monsignor Keith Barltrop, generalvikar
for det østlige London. Formålet med dette nye fokus på
synd og skrifte skulle ikke, sådan som han ser det, være for
at folk skulle føle sig skyldige, men opmuntre dem til – på
en sund måde – at komme overens med deres menneskelighed og behovet
for Guds nåde.
Biskop Patrick O’Donoghue fra det vestlige London udtrykker samme synspunkt
på en anden måde: „Folk går rundt med mange skyldskomplekser.
Nogle elsker at hænge fast i deres synder“. Skriftemålet brugt
på den rette måde, viser at man kan blive af med synden, forklarer
han, og at fuldstændig tilgivelse er mulig her og nu. Er skriftemålet
langt mindre populært end tidligere, er der stadig et stort ønske
blandt katolikker om tilgivelse af synder, hvilket ses af den store tilstrømning
til bodsmesser, hvor der gives generel absolution. Ifølge kanonisk
lov bør dette kun ske i usædvanlige eller ekstreme tilfælde
og bør efterfølges af individuelle skriftemål, men
mange sogne vælger at bruge dem som et alternativ. Men selv om de
er populære blandt kirkegængerne, er de ikke populære
i Rom. Således bremsede Vatikanet en plan fremlagt af bispekonferencen
for Skotland, Irland, England og Wales om generel absolution søndagen
før Palmesøndag i Det Hellige År, efterfulgt af individuelle
skriftemål i den Stille Uge.
I Westminister har kardinal Murphy-O’Connor bedt sine præster
om at holde op med at uddele generel absolution i sognene. Men menighederne
holder af bodsmesser med en kombination af individuelle skriftemål
og generel absolution. „Menigheden opfatter sig selv som en del af Kristi
legeme og holder af denne gudstjenesteform“, siger sognepræst Nick
Wilde og tilføjer: „De ser det ikke blot som en nem og bekvem løsning“.
Hvad angår præsterne, fortæller Nick Wilde, finder mange
det svært at stå foran en stor og tydeligvis angrende menighed,
eksempelvis ved en begravelse, uden at have mulighed for at give dem syndsforladelse.
I messer med generel absolution skal de angerfulde ikke fremsige deres
synder overfor andre end Gud, og præsten har ikke her magt til at
bestemme, hvem der skal modtage eller ikke modtage tilgivelse.
I sin bog „The Quality of Mercy“ skriver præsten John Arnold
om bodens sakramente, at det var håbet, at den generelle absolution
ville bringe folk tilbage til bodens sakramente, og i denne udvikling mener
han ikke at bodsmesser kan erstatte skriftemålet. Og at betragte
skrifte som en måde at kvalificere sig til den hellige kommunion,
mener John Arnold „er en frygtindgydende måde at betragte forholdet
til Gud“. Skriftemålet er snarere at betragte ens forhold til Gud
med det formål at skabe spirituel vækst.
Men hvilken form bør skriftemålet tage? John Arnold mener,
at „det meste af arbejdet bør ske i forberedelsesfasen“. Hovedformålet
bør ikke være at opremse en række synder, men de motiver
som lå bag. Og det bør ske i en ånd af kærlighed
og forsoning – som f.eks. i lignelsen om den fortabte søn – snarere
end det hemmelighedskræmmeri, den hidtidige praksis er omgærdet
med.
Vil det betyde en fornyelse for det individuelle skriftemål,
hvis det udføres i denne ånd og under andre former? Måske
– en dyb forståelse for synd er en af de mest frigørende ting
vi kan forestille os. Vi kan ikke møde Guds radikale nåde,
før vi står ansigt til ansigt med vores radikale syndighed.
Men enhver fornyelse af det individuelle skriftemål må også
huske på, at der blandt katolikker efter 2. Vatikanerkoncil hersker
en ny ånd af uafhængighed omkring deres moralske valg. De ønsker
vejledning, men på samme tid forventer de at præsterne respekterer
dem og deres samvittighed, og ikke blot behandle dem som børn. Det
er min erfaring, at mange præster håndterer denne balanceakt
på glimrende vis. Dette er en helt afgørende forudsætning,
hvis skriftemålet skal have nogen chance for at blive genoplivet.