Denne gang om: Er Harry Potter et djævelens barn? –  En Donna i Boston  –  En blå nonne i Nidaros domkirke – Chokolade i fastetiden

Fra tid til anden kan man læse at nu har den ene og den anden præst eller kristne gruppe fordømt bøgerne om Harry Potter. I en landsby i nærheden af Stuttgart foranstaltede unge kristne en bogbrænding tidligere i år. I kristne miljøer i England og USA skal de være blevet forbudt i skoler og på biblioteker, for blot at nævne nogle eksempler. Hidtil har jeg troet at det kun var fundamentalistiske protestanter der stod bag den slags. Men  i følge Catholic World News fra 8. februar har en polsk præst i Wroclaw advaret forældre mod at lade deres børn læse om Harry, fordi bøgerne spreder hedenske ideer og fascination af det okkulte. De „giver læseren indtryk af at verden styres af overnaturlige kræfter og at alle problemer kan løses med magi“, skal den unavngivne præst have sagt i sin prædiken. „De skildrer en hedensk praksis som alle katolikker må gå i mod“.
Hvis der er læsere som ikke skulle være klar over det: De indtil nu fire børnebøger af Joanna K. Rowling om Harry Potter er en af historiens  hurtigste forlagssucceser. De er på meget få år trykt i omkring 60 millioner eksemplarer, på mere end 30 sprog. De handler om en engelsk dreng der viser sig at være af troldmandsæt, og derfor bliver sendt til en troldmands-kostskole. Bøgerne er på en gang kostskoleromaner, udviklingsromaner, kriminalromaner og fantasy-romaner, og er skrevet med stor sproglig fantasi, med humor og med intelligens. Intet under at de læses med lige stor interesse af voksne som af de børn de er skrevet for.
For en katolik der har været oprigtigt begejstret for bøgerne om Harry Potter, var det derfor interessant at se en lille notits i Berlingske Tidendes kultursektion (22/3): Harry Potter læst katolsk. Signaturen „ditlev“ skriver: „At litteraturen også kan læses for sit menneskelige indhold er noget man i de seneste tyve års litteratur videnskab omtrent har glemt. En undtagelse er det svenske tidsskrift Signum, der orienterer om „Kirke, kultur og samfund“ – og kirke er her katolsk. I det seneste nummer kan man læse  … en ferm artikel om Harry Potter-bøgerne. Skribent Per Beskow kan godt lide dem: Jeg har personligt diskuteret plottet med en fiffig 10-årig, og gjorde den mærkelige opdagelse at vi på en eller anden måde bevægede os på samme niveau. Jeg kender ikke andre bøger der fungerer på den måde.“ „Amen, siger vi bare“, tilføjer ditlev. I forbifarten kan man notere at en gang i mellem kan det altså ske at katolske synspunkter vurderes i media. Det kræver imidlertid at man formulerer og offentliggør dem. Det gør de i Sverige.
Katolikken Beskow i Sverige (kirkehistoriker ved universitetet i Lund) kan aldrig have hørt om den katolske præst i Wroclaw.  Han har nemlig fået det stik modsatte ud af dem: „Harry Potter-bøgernes tendens er den absolutte modsætning til satanisme. Det gennemgående tema er kampen mod det onde, symboliseret af den sorte magi og dens mestre. I historierne fremhæves hele tiden dyder som sandhed, redelighed og ansvarsfølelse. Men en modsat tolkning af historien ville være lige så forkert. Harry Potter er absolut ingen „frelser“ med krav på religiøs vurdering. Han er en samtidig modsvarenhed til folkesagnenes helt, der dræber trold og drager, og som til slut måske også får prinsessen – hvem hun nu er.“

Denne historie må have en selvoplevet fortsættelse, der omtaler nogle personer en hel del af menigheden vil kende,  med på vejen. For nogle måneder siden besøgte vi Boston, og da vi ikke kendte deres katolske kirker, spurgte vi Susanne Hoyos hvor hun gik i kirke. Men hun, nyankommet studerende ved Weston Jesuit School of Theology, vidste det heller ikke endnu. Nogen hun kendte anbefalede Paulist Center inde i city. Der ind drog vi, og der gik det livligt til. Begyndelsen var meget, meget amerikansk: først ønskede præsten os alle velkommen, og nævnte ved navn de forskellige personer der havde været væk fra Boston, men nu var tilbage i menigheden. Det udløste klapsalver ved hvert navn. Derefter spurgte præsten om der – blandt de flere hundrede deltagere – var nogle som var nye eller var gæster, så også de kunne ønskes velkommen. Josefssøster Susanne rejste sig, fortalte hvem hun var, at hun kom fra København, og hvorfor hun var i Boston. Nye klapsalver. Vores familie fik også den samme hjertelige velkomst. Således samlet som en stor familie kunne menigheden begynde søndagens liturgi. I kirken havde de nogle pastoralassistenter, „pastoral ministers“ kaldet. En af dem, Donna Stiglmeyer, skulle senere lede søndagens katekese. Hun kom hen til Susanne og spurgte om hun kendte Niels Engelbrecht – for de havde i sin tid været studiekamerater ved Weston. Sådan er verden nogle gange så dejligt lille.
Donna Stiglmeyer samlede børnene oppe ved alteret. Hun bad alle der havde læst Harry Potter række armen i vejret. Vi var mange, både børn og voksne, som havde gjort det. Og så brugte hun en episode fra den fjerde bog, Harry Potter og flammernes pokal, til at vise hvordan det kristne budskab om næstekærlighed også kan udøves. (De der har bogen der hjemme kan genlæse kapitel 26). Harry deltager i en stor konkurrence, og opgaven er under farefulde forhold at redde en ven. Da det jo er en trolddomsverden vi bevæger os i, foregår konkurrencen nede under vandet – prøven på deltagernes trolddomsevner er blandt andet hvordan de har valgt at klare sig uden iltflasker. Harry finder vejen og redder sin ven, men opdager at en af konkurrenterne ikke er nået frem for at redde sin kammerat. Tiden er ved at slippe op. Hvad gør Harry? Han redder dem begge to. Og fordi han gør det, kommer han for sent i mål til at vinde. Ondskaben blev besejret for denne gang, og Harry tabte en konkurrence, men vandt som person. Budskabet gik rent ind, hos børn som voksne. Donna i Boston og Per i Lund har langt mere ret end præsten i Wroclaw. Siger en Harry Potter-fan.

En blå nonne gjorde for en tid siden sin entre i Nidaros domkirke, Norden største og prægtigste katedral, Norges nationalhelligdom. Det gik ikke stille af. Nu var nonnen godt nok ikke en person, men en vinflaske  af mærket „Blue Nun“. En rigtig, levende nonne havde næppe lavet lige så megen ravage. Men før historien bliver fortalt, må den rigtige forståelsesbaggrund opridses, og det gør jeg ved at fortælle en af de klassiske norske vittigheder. Den er fortalt så mange gange at den nu er blevet sand. Den udtrykker nemlig en dyb sandhed om den norske pietistiske religiøsitet. Historien fortæller om en nyankommet præst nede i min barndoms del af landet, Sørlandet. På Sørlandet er man meget pietistisk indstillet, missionske ville man sige i Danmark. Og de er afholdsfolk. Min egen lærerinde i børneskolen, en ældre frøken i blank sort gennemknappet silkekjole og med fletninger i en krans om hovedet, rejste sig således en gang op på et møde og krævede at der blev taget stilling til om det var i orden at drikke surmælk. For, havde hun læst, når mælk syrner sker der også en vis gæring, og der dannes små mængder alkohol! Således var det også ganske naturligt at præstens menighed reagerede da det blev opdaget at han havde for vane at drikke et glas vin til sin søndagsmiddag. De sendte en delegation op i præstegården. Med megen „om og men“ kom det endelig frem at problemet altså var det at præsten drak vin. „Jamen kære sognebørn“ siger præsten, „ved I da ikke at Jesus selv gjorde vand til vin i brylluppet i Kana?“ „Joou…“, svarede lederen , tænkte sig om, og fandt endelig det rette svar: „Me veid det nok  -  men me liga det ikkje“ – nok ved vi det, men vi er ikke meget for det!
Det var denne puritanisme, som har præget det norske fromhedsideal i 250 år, domprovst Knut Andresen tog et livtag med da han den 21. januar prædikede over netop teksten om brylluppet i Kana. „Vi må blive den pietistiske tvangstrøje, der ser livsbekræftelsen i forsagelsen, og ikke i livsudfoldelsen, kvit.“ sagde han. „Vi vil ikke længere lade os knuge af „livsnejet“. Vi vil i stedet blive frigjort af „livsjaet“. Og mere: „Nej har været hovedordet i den moralske formaning kirken har stået for – nej til dansen, til festen, til teatret, biografen, restauranten, øllet, vinen, maden.“ Generationer har vendt ryggen til Gud fordi de havde indtrykket af at de kristne ville tage livsglæden fra dem, fastslog han.  Men Jesus elskede vore glæder, og lod menneskene få lov til at udfolde sig: „Festen er ikke til for at glemme hverdagen, men for at huske det gode, for at give livsmod og skabe fællesskab“. Og så inviterede han de fire hundrede tilhørere til at drikke et glas Blue Nun ved kirkekaffen efterpå.“ At dette ikke er vanlige ord i en norsk kirke kan man se af hans fortsættelse: „Bliver jeg afsat, så bliver jeg vel det. Et lille domprovstehoved i disse ulvetider er ikke så meget“. Et hundrede mennesker mødte op og drak vin. Og var glade sammen.
Denne efter danske begreber meget lidt usædvanlige udskænkning gik ikke stille af.  I flere dage var det byens store samtaleemne, om man skal tro den lokale Adresseavisen. Biskoppen tog forsigtigt og embedsmandsagtigt afstand: at domprovsten står for vinservering er i strid med kirkens retningslinjer for alkoholservering. Og indremissionsforeninger og afholdsforeninger nærmest trådte hinanden over tæerne for at komme til i avisen med fordømmelser. Hvor bliver det af det kristne ansvar for dem der ikke kan tåle at drikke? Hvorfor må domprovsten have kunstige stimulanser for at kunne give udløb for sin livsglæde? Har domkirken nu fået en bartender? Sådan lød nogle af de spørgsmål der blev stillet. Det er som om hele hovedpointen i prædikenen af nogle ikke kan opfattes, så snart kodeordet alkohol er nævnt. Og politiet gik ind i sagen og konstaterede at der var tale om konsum af alkohol på et offentligt sted, og at det efter loven var forbudt. Sådan er den norske verden sig selv lig. En enkelt prædiken ændrer ikke 250 års traditioner.
Hvilket i øvrigt minder om en episode i Norge for ca. 50 år siden. En luthersk og en katolsk menighed ville lave et fælles aftenmøde – man var så småt begyndt at tænke på at man faktisk havde noget fælles at tale sammen om.  Men planlægningen var vanskelig, for man kunne ikke blive enige om traktementet. For lutheranerne var kaffe og kringle den eneste mulighed. Katolikkerne (mon ikke der var nogle frankofile i blandt dem?) kunne ikke tænke sig andet end ost og rødvin. Man endte dog heldigvis med et økumenisk kompromis: te og småkager.

Alle disse skærmydsler om hvem der forvalter den rette livsglæde kunne man som katolik være fristet til at føle sig højt hævet over. Og være glad af den grund. Men en film i biografen for nyligt var lidt af en næsestyver i den henseende. Her en gang i fastetiden ville skæbnen at vi gik i den lokale biograf og så den meget pænt omtalte film Chocolat. Den skulle være en hyldest til livsglæden, lød reklamen, og den var desuden lavet, med gode skuespillere, af den berømmede regissør Lasse Hellström. Den måtte altså ses.
Filmens historie viste sig at være en slags sydeuropæisk pendant til Karen Blixens historie om Babettes gæstebud: En fremmed kommer ind i et lukket og puritansk miljø, og får livsglæden til at boble ved at servere dejlig mad – i filmen, som man kan gætte det, lækker chokolade. Men her var miljøet katolsk, en fransk landsby. Og chokoladesalget startede – gudsbespotteligt! – midt i fastetiden. Puritanismen var den samme som i Norge (Karen Blixen lader i sin novelle gæstebudet finde sted i Berlevåg i Finmark, og ikke i filmens Jylland) men ordene var katolske. For at sige det kort: vi gik frustrerede og skuffede fra biografen. Der var intet i den livsfornægtelse som blev skildret, som vi kunne genkende som ægte katolsk. Man måtte ikke lade sig lokke til at synde ved at falde for fristelsen til at nyde chokolade i fastetiden, var præstens faste prædiken-tema. Et faktum som at søndagene – hvor vi året rundt fejrer Kristi opstandelse og udtrykker vor glæde over den  - ikke er en del af fasten,  fastetid eller ej, var tydeligvis ukendt for filmens skaber. Hvorfor kunne filmens mennesker dog ikke få lov til at opføre sig som almindelige katolikker, der både kan faste og glæde sig? Fx ved at spise lækker chokolade om søndagen? Men problemet var nok netop at filmen er lavet af en nordbo. Den er lavet af en svensker, der tydeligt er mere præget af sin nordiske puritanisme end af levet katolsk praksis.
Vi måtte hjem og vise vores protest i handling. Chokolade var der ikke meget af i huset, men friskpillede rejer og kølig hvidvin blev det til. Midt i fastetiden. Med en stor tak til Vorherre for de gaver han har ladet havet og jorden frembringe. Og en venlig tanke til domprovst Knut Andresen, som vi gerne havde delt flasken med.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©