| Af Jesper Fich
Sognepræst |
Det er et ejendommeligt selskab, som skærtorsdag aften er sammen
omkring bordet i nadversalen. De er sammen men de er endnu mere på
vej i hver sin retning, og den eneste er har erkendt det er Jesus.
Apostlen Peter har således netop sværget på troskab
til døden, - værdien af den ed, vil hurtig blive nul. 10 andre
af disciplene vil stikke af som Peter. Judas har gang i sin egen skæbnesvangre
plan. Jesus er godt på vej ind i sit livs sidste døgn.
Det er dette ejendommelige selskab, som nu sammen fejrer påskens
nadver, den store frihedsfest.
Sammen. - Ja tak! Men hvordan. Er det samvær ikke tilnærmelsesvis
den ondeste karikatur af et samvær, man kan tænke sig? Et samvær,
som kun venter på at uret skal lægge nogle få timer til,
for at det må blive åbenbart for alle, endda også for
dem selv, hvor fjernt mennesket egentlig er fra sin næste, når
det virkelig går hedt til?
Ved det bord sidder Jesus, der som den eneste har overblikket, både
over sit eget livs og de andres nærmeste timer. Det er ham,
der holder festtalen:
“Dette er kalken med mit blod, som udgydes for jer og for alle til
syndernes forladelse.”
Det er talen. Der er kun den ene tale. Det er ikke som i den berømte
danske film “festen”, hvor plottet går ud på, at faderen, hvis
fødselsdag fejres, kan vælge mellem to taler, som sønnen
har skrevet. Den ene, som er tandløs, men usand, den anden som er
barsk, men sand, og som afslører al den ondskab, som faderen har
forpestet sin familie med. Faderen vælger den sande, og da talen
er holdt, og faderen skånselsløst er blevet klædt fuldstændigt
af, så siger hans kone til ham: du hører ikke til her mere.
Skærtorsdag var der kun een tale. Det var ikke sådan, at
disciplene kunne have valgt en anden. Jesus sad ikke med en tale som endte
med disciplenes forstøddelse. Han havde kun den ene, som handler
om syndernes forladelse.
Selvom vi ved at sådan er det, så er der dog ingen grund
til at tage det som en selvfølge. For Jesus sad i og for sig inde
med en indsigt, der kunne have fået verden til at falde sammen, og
han kunne have udstillet disciplene i deres hjælpeløse fallit,
idet han afdækkede den løgnens og angstens spiral som allerede
havde så solidt tag i dem, som den har tag i alle mennesker. Alligevel
er der kun den ene tale om syndernes forladelse. Ikke sådan forstået
at der ikke er karske ord og sandhedsvilje hos Jesus i denne hans time:
“I vil alle svigte mig!” Inden hane galer to gange, vil du have fornægtet
mig tre gange!” “Sandelig siger jeg jer: een af jer, vil forråde
mig!”
Hans ord om syndernes forladelse er derfor ikke billige ord. Med de
ord tager Jesus til genmæle mod en verden, hvor mennesker styres
og lader sig styre af angsten og løgn. Angsten og løgnen
har ellers ordet i sin magt. Men nu kommer der et ord på tværs
som gør angsten tavs. På den mest subtile og geniale måde,
på den eneste måde, det i virkeligheden kan lykkes. Nemlig
ved at inkludere den angstens og syndens virkelighed, som alt for længe
har bestemt over mennesker.
Dette er kalken med mit blod til syndernes forladelse.
Og dermed åbenbarer Jesus at det netop er den slags mennesker,
som han nu sidder der og spiser sammen med, frihedsmåltidet, påskens
nadver, som han vil være sammen med, ikke fordi, de på nogen
måde kvalificerer sig eller fortjener det, men fordi HAN er garanten
for at der kan holdes en anden tale, end den om svigt og svig og angst
og forrædderi. Og at det tilmed skal vise sig, at den tale er den
eneste sande, fordi den der udtaler dommen om mennesket er Gud, den barmhjertige.
Hvor kærligheden og barmhjertigheden er der er Gud.