Denne gang om: Kardinalen der skrev teologi som en digter – Konciliehippier, vatikanske fraktioner og et pavevalg –  En feministisk benediktinerinde  i fasten

Nu hvor disse linjer skrives, er det to hundrede år siden John Henry Newman blev født, den 21. februar 1801. Det har man i England naturligvis ikke forbigået. Og mange undrer sig igen over at konvertitten der blev kardinal, og som på samme tid var både en af det engelske sprogs mest formidable stilister, og en af  den moderne tids vigtigste religiøse personligheder, ikke for længst er både salig- og helgenkåret.
Newman blev genstand for megen misforståelse, megen modstand og megen fornedrelse. Det skete fra anglikansk side da han valgte at forlade sin position som anglikansk præst og kirkeleder for at blive katolik. Og det skete fra katolske biskoppers side da han var katolsk præst – for eksempel da han blev hentet til Irland for at opbygge et irsk katolsk universitet i Dublin. Hans tanker om universitetets plads og betydning viste sig at være for skrappe for hierarkiet. De ville hellere selv have kontrol end tillade akademisk frihed. Universitetet blev aldrig til noget. Men hans bog fra den gang om forholdet mellem samfund, universitet, religion og frihed, „The Idea of a University“ er blevet en klassiker som også i vore dage tillægges stor betydning. I universitetskredse.
Og under alle de ydmygelser og nederlag han mødte, bevarede han en usvækket fromhed og en stor tillid til Guds forsyn. Læs blot denne meditation, som her er oversat i stor troskab mod den engelske originals særlige stil. Og dette lille klip viser også at Newman, som var Englands måske største teolog i 1800-tallet, ikke skrev sin teologi abstrakt, teknisk og uforståeligt. Han skrev teologi som en digter.
„Gud  har skabt mig for at gøre Ham en bestemt tjeneste; Han har overdraget et stykke arbejde til mig som Han ikke har overdraget til nogen anden. Jeg har en opgave. – Måske får jeg ikke i dette liv at vide hvad det er, men jeg vil få det fortalt i det næste. Jeg er et led i en kæde, et bånd der sammenknytter mennesker. Han har ikke skabt mig for intet. Jeg skal gøre godt, jeg skal gøre Hans arbejde. Jeg skal være en fredsengel, en der prædiker sandhed der hvor jeg er sat, og det uden at ville det, blot jeg holder Hans bud. Derfor vil jeg stole på Ham. Hvad jeg end er: jeg kan aldrig blive forkastet. Hvis jeg er i sygdom, min sygdom kan tjene Ham; i vildrede, min vildrede kan tjene Ham. Hvis jeg er i sorg, min sorg kan tjene Ham. Han gør intet forgæves. Han ved hvad Han er i færd med. Han kan tage mine venner. Han kan sende mig til fremmede. Han kan få mig til at blive modløs, skjule min fremtid for mig – og alligevel ved Han hvad Han er i færd med.“
Den amerikanske jesuit Vincent Blehl er postulator ved Vatikanets sag om saligkåring af kardinal Newman. Han opfordrer jævnligt til at mennesker der er uhelbredeligt syge beder om en mirakuløs helbredelse ved kardinal Newmans forbøn.  I engelske katolske aviser kan man læse annoncer om dette, med opfordring til straks at melde sig hvis noget uforklarligt sker.
Et mirakel? Er det ikke allerede et opsigtsvækkende mirakel at det England, der ved det 19. århundredes begyndelse var stærkt antikatolsk, ved Newmans død i 1890 havde en helt anden og mere katolskvenlig holdning? Og den ændring skyldes frem for alt den ærbødighed og respekt man nærede for de to konverterede kardinaler, Henry Edward Manning – og John Henry Newman.

En ivrig dansk katolik har gjort et forsøg på at berige os med et nyt ord: Konciliehippier. Det skete i et læserbrev i Kristeligt Dagblad (29. januar). Konciliehippierne er alle de der altid refererer til det 2. Vatikankoncils „ånd“, men som ikke kerer sig om dets tekster, og som lader som der aldrig har været andre konciler. Man kan af teksten forstå at indsenderen (hans navn være unævnt) ikke kan lide konciliehippier. (Hvor mange er der mon af slagsen?)
Berlingske Tidende (2.februar) prøver på samme måde at inddele den katolske verden i de onde og de gode. Men man kan forstå at denne gang er fortegnene omvendt placeret. Med den smagfulde overskrift „ High Noon i Vatikanet“ beskrives den afgørende gunfight der skal bestemme udfaldet af det næste pavevalg. „Den afgørende duel kommer til at stå mellem to tyskere, Ratzinger og Lehmann. Stålkardinalen mod den liberale. Alt skiller dem, undtagen deres modersmål“. Dette citerer de den italienske Vatikanet-journalist Marco Politi fra „La Repubblica“ for at have sagt.
At biskop Karl Lehmann, Karl Rahners stjerneelev, endelig og omsider blev kardinal, har ganske vist fået mange kommentarer med på vejen i mange kredse. Lehmann selv prøver at afdramatisere: „Begrebet rebel er helt fremmed for mig“ sagde han kort efter konsistoriet. „Det er sandt at jeg altid prøver at etablere en dialog med den moderne kultur, eftersom jeg ser det som en vigtig udfordring for den kristne tro.“ Og alle rygter om en modsætning mellem ham selv og kardinal Ratzinger kalder han „fantasier“.
Ikke desto mindre er der sket noget vigtigt med udnævnelsen af Karl Lehmann som kardinal. I National Catholic Reporter giver deres Vatikan-korrespondent John L. Allen jr. (der nyligt udgav en rost biografi over netop Ratzinger) en noget mere oplysende analyse af kardinalkollegiets sammensætning end High-Noon-modellen kan siges at være. Allen beskriver (2. marts) tre hovedgrupper af kardinaler – og disse svarer til tre hovedstrømninger i kirken som helhed, siger han.
Den første består af de for hvem troens og lærens renhed, og ikke kirkens popularitet, er hovedsagen. Den mener at katolicismen må risikere at være splittende for at kunne være trofast. Relativisme er den største af alle trusler for denne gruppe. Hertil regner Allen, foruden naturligvis Ratzinger, bl.a. kardinalerne Schönborn i Wien og Biffi i Bologna.
Den anden gruppe er den der lægger stor vægt på katolicismens sociale og politiske rolle. De betragter på en måde kirken som en stor lobbyorganisation for  menneskets værdighed. Abortspørgsmål, u-landes gældssanering, kloning, anstændig behandling af homoseksuelle forbindelser – i alle tilfælde er synspunktet at et sundt samfund har behov for kristne og katolske rødder. Denne gruppes leder er kardinal Sodano, Vatikanets statssekretær, og den tæller mange latinamerikanere og italienere.
Naturligvis er det ikke muligt at fastlægge entydige grænser mellem sådanne grupper. Mange  kardinaler vil have et spektrum af synspunkter, der placerer dem mere end eet sted ud fra denne inddeling i hovedstrømninger. Med hensyn til læren er disse to grupper næppe så uenige. Men fordi den sidste ud over lærens klarhed også er optaget af politisk effektivitet, er dens medlemmer gerne lidt mere fleksible og diplomatiske. De er mere realpolitikere. Og at det er disse to strømninger som er blevet styrket ved pavens kardinaludnævnelser gennem årene, det er der vist ingen der vil protestere imod.
Den tredje gruppe, som Allen kalder de moderate, er gennem årene blevet formindsket. „Moderat“ betyder i denne sammenhæng en der går ind for mindre kontrol fra Vatikanets side. Deres nøgleord er „kollegialitet“. (Her kan man tilføje at det vil blive spændende at se hvad det ekstraordinære konsistorium, som paven har indkaldt til den 21-24 maj, kan medføre af ændringer. Hovedemnet menes netop at blive de forskellige ledelsesorganers indbyrdes struktur). Kardinal Martini fra Milano, som har været gruppens uformelle leder i tyve år, er 75 år og vil snart (få lov til at) trække sig tilbage. Kardinalerne Hume i Westminster og Bernardin i Chicago er døde. Tilbage af de store er nærmest kun Danneels i Bruxelles og Roger Mahony i Los Angeles. Og her er det at udnævnelsen af Lehmann (samt bl.a. Walter Kasper) kommer ind og giver denne gruppe ny vind. Ifølge analysen.
Hver måned synes at give nye spekulationer over hvem der bliver den næste pave. Et sådant navnegætteri er som regel omsonst. Det sørger Helligånden for. Men det kan nu blive særdeles vigtigt hvilken af de tre hovedstrømninger Helligånden vælger at promovere. Når den tid kommer.

Joan Chittister hedder en benediktinerinde i USA. Hun er kendt som forfatter og foredragsholder. Hun er endog meget kendt. For dels er hun særdeles bibelkyndig, dels er hun i stand til at formulere nye indsigter i – og dermed også nye spørgsmål til – troen. Det er spørgsmål som går lige til kernen af  samtidens erfaringer. Derfor har hun, navnlig i  USA, en stor kreds af læsere og tilhørere.
Men søster Joan Chittister O.S.B. er også en feministisk teolog. Hun betragter kirken som ude af stand til at svare på tidens åndelige udfordringer, fordi den handler mere ud fra frygt end ud fra tro. „Det er netop en kvindes erfaring af Gud som denne verden mangler“ siger hun. „Gud lovgiveren, Gud dommeren, Gud den almægtige har overtaget den vestlige verdens spiritualitet, og til syvende og sidst fået dens sjæl til at skrumpe ind“. Det er ikke det at hun siger noget som andre ikke har sagt. Hun siger det blot med stor oratorisk begavelse og med et stærkt bibelsk fundament.
Til trods for at hun, på grund af sit klare udgangspunkt i Bibelen, er en meget traditionalistisk person, er hun også kontroversiel. Alene det at tale om feminisme uden at være bange af sig, er så upopulært hos nogle biskopper, at der for eksempel kan ske som følger: I Pittsburgh nægtede bispedømmet, mod al sædvane, at betale for katolske kateketers deltagelse i en katolsk kateket-kongres. Årsag: Joan Chittister var en af talerne.
Den første gang jeg læste noget af Joan Chittister var det dog ikke den feministiske synsvinkel på stoffet som overraskede: Den var nemlig ikke til stede. Der var tale om  fastebetragtninger over evangeliets tekster, af en ganske usædvanlig og fængende kvalitet. Tilfældet ville at jeg læste dem samme dag som Katolsk Orientering bragte pavens fastebudskab. Punktum her.
„Fastetiden er ikke en begivenhed. Den er ikke noget der sker for os. Den er et mikrokosmos af hvad der viser sig at være en livslang rejse ind til centrum af selvet.
Formålet med fastetiden  er at konfrontere os med os selv på en måde der er bevidst og formålstjenlig til at klare resten af livet på en god måde. Den er ikke en bodstid. Den er en væksttid. Den kræver af os at vi finder ud af hvad der er værd at dø for i vore egne liv, og hvad det kan være nødvendigt for os at blive til hvis vi virkeligt ønsker at leve.
I modsætning til den konventionelle visdom, er derfor fastetiden ikke en række af handlinger. Den er en række af spørgsmål, som – år efter år – er beregnet til at måle vort fremskridt på vejen hen i mod livets fylde.
Det spørgsmål vi stilles overfor denne første søndag i fasten i år er meget vigtigt: ønsker du at være religiøs, eller ønsker du at være virkelig?“
Sådan indleder hun sin betragtning for den første søndag i fasten. (ud fra Askeonsdags evangelietekst). Men indledningen er almengyldig. Pointen er at religiøse handlinger for at opnå tilgivelse for synder, hvad enten det drejer sig om at bade i Ganges, fejre Ramadan, drage på pilgrimsfærd til Mekka eller til Rom, ikke har så megen sammenhæng med fastetidens dybeste mening. Dagens evangelium (fra begyndelsen af Matt. 6, om de tre klassiske bodshandlinger, almisse, bøn og faste) er i hendes udlægning et kald til at gå ud over det at foretage religiøse handlinger. Fastetiden drejer sig ikke om hvad vi gør, men om hvilke spørgsmål vi stiller os selv.
Lumen-læsere med internet-adgang kan slå op på adresserne:
www.natcath.com/NCR_Online/archives/022301/022301i.htm, henholdsvis /030201/030201j.htm (om forklarelsen på Tabor bjerg) og læse videre.
God Påske!

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©