Denne gang om: Er hamburgeren ukatolsk?  –  Dominus Iesus, alligevel –  En religionssociologisk undersøgelse af unge katolikker  –  Paven og ungdommen

Berlingske Tidendes udsendte reporter i Italien hedder Morten Beiter, og hans artikler er velskrevne og læseværdige. Mange er de glimt af landets storhed og særegenhed som han har formidlet videre til danske læsere. Ikke mindst formidles disse indtryk gennem portrætter af landets mere eller mindre særprægede eksistenser. Men til at skildre Italien godt og korrekt hører også at kunne skildre den katolske kirkes liv, uden for mange misforståelser og fejlfortolkninger. Og her kan det ind imellem knibe.
På en helside (29/11) regner han alle de tilfælde op hvor paven og hans håndlangere sætter dagsordenen for  støvlelandet: „Den katolske kirke er ved at sætte sig så grundigt på det italienske samfund at det kan være svært at se, hvor Vatikanet hører op, og Italien begynder“. De fakta han nævner er reelle nok, men hans trang til at se Johannes Paulus II som en strategisk og kynisk mastermind bag alle liberalt tænkende menneskers fortrædeligheder, virker mildt sagt overdrevet. Helt galt går det med sammensværgelsesteorien, der hvor han skriver:
„Senest er skytset blevet rettet mod den amerikanske hamburger, opfattet af kirken som „ukatolsk“. Hvorfor? Fordi burgerkulturen ikke indeholder et fælles, samlende aspekt omkring det at spise, men derimod er præget at det „individualistiske forhold mellem Gud og menneske, som blev indført af Luther“. Big mac’en er altså protestantisk, og ikke føde for en god katolik, mener den katolske kirke.“ Så vidt Beiter.
Baggrunden for disse i og for sig korrekte citater er som følger: Ved Pisas center for teologiske studier arbejder en præst ved navn Massimo Salani. Han har interesseret sig meget for sammenhængen mellem mad og hellighed. Til sine studerende, der bl.a. tæller kokke og hoteldirektører, har han skrevet en 300 siders lærebog om „til bords med religionen“. Alle verdensreligioner betragter maden som en gave fra Gud, siger Salani, men de har forsømt at lave en katekese om mad. Han mener at både fra et teologisk og et ernæringsmæssigt synspunkt har kristendommen den bedste holdning til mad, for den udelukker ingen madvarer. Men denne frihed er blevet misbrugt. Det har ført til fedme, stress og andre sygdomstegn.
Et interview med ham i en katolsk avis om en sammenhæng mellem det hellige og det at spise blev meget omtalt i andre italienske aviser. Dette er hvad Beiter  refererer fra. Her sagde Salani at fast-food-kulturen manglede det fællesskabsaspekt som præger den katolske kultur. Fast food  manglede respekt for madens hellighed.
Altså et noget bredere, og et mere kulturkritisk perspektiv, end den vatikanske magtfilosofi som Beiter mener at kunne afsløre: Ved at spise sammen – og bede bordbøn sammen! – kommer man i kontakt med det hellige. Det fælles måltid er også en form for gudstjeneste. Er ikke det  tanker som er en alvorlig overvejelse værd? Også i Danmark? Var det ikke noget for Jan Lindhardt? Han er da vist det stik modsatte af en katolsk sammensværgelse.

Det var slet ikke meningen at der skulle skrives i disse spalter om „Dominus Iesus“, Troslærekongregationens erklæring om kristendommens enestående stilling. Den har så mange andre kommenteret. Herunder indlæg, både fra ortodokst, folkekirkeligt og katolsk hold (se Kristeligt Dagblad  18/12, 23/12 og 29/12) som ikke bidrager med noget specielt positivt. De minder faktisk om min barndoms konfessionelle verbale slagsmål, hvor det gjaldt om at slå modstanderen ned med sine argumenter. Helt ned. Da jeg var barn elskede jeg den slags, for katolikkerne vandt jo altid! Senere har jeg ændret synspunkt. Det mente jeg de fleste andre også havde.
Men når Mellemkirkeligt Råd (der tager sig af folkekirkens kontakter til andre kirker) sender et åbent brev til den romersk-katolske kirke i Danmark (se Kristeligt Dagblad 20/12) kan det ikke forbigås. Rådet er enig i dokumentets hovedsigte, der er at fremhæve kristendommens og Kristi helt særlige stilling i Guds plan med menneskerne, men kommer samtidigt med nogle drøje hug til kardinal Ratzinger. De siger at det er „ødelæggende for enhver økumenisk samtale hvis den ene kirke frakender den anden kirkenavnet“. Og opfordrer samtidigt til fortsat dialog.
De vil altså selv have ret til at bestemme om de skal kalde sig en kirke eller ej. Naturligvis, det skulle da også bare mangle. Men så går de over til at fortælle hvad en kirke i virkeligheden er – med en definition som er lige så uacceptabel for katolikker, som den katolske er det for protestanter. Nu er det før set, at man af vanvare anvender argumenter som man samtidig kritiserer modstanderen for at bruge. Men hvis de havde læst biskop Czeslaws indlæg (se KO nr. 16) med opmærksomhed, ville de have set at han netop refererer til den store forskel i kirkernes selvforståelse. Den gør, at man ikke uden videre kan gå ud fra at det samme ord betyder det samme for begge parter. Den katolske kirke lægger vægt på at der er én kirke, og at den er synlig med almindelige, menneskelige øjne. De protestantiske kirker holder også på at kirken er én, men denne enhed er det kun Gud der kan se. Set med vore øjne må der i følge dem meget gerne være en „forsonet mangfoldighed“ af kirker.
Biskop Martensen har været en af de teologer som har bidraget til at protestanter og katolikker i princippet har kunnet enes omkring forsoningslæren, bl.a. fordi man har indset at sprogbrugen var forskellig i Nord- og Sydeuropa. De to store modsætninger i dag gælder kirkesynet og embedssynet. En nærmere analyse af sprogbrugen kan nok også her være med til at forbedre den gensidige forståelse. Den 93 år gamle kardinal König i Wien har et nytårsinterview med engelske The Tablet sagt noget om blandt andet dette. Han har evnen til gøre det besværlige mere nemt, forståeligt. Blandt andet siger han  (om at andre kirker i Dominus Iesus betegnes som „alvorligt mangelfulde“)
„… disse frygtelige ord virker uforskammede. Men dette er en vanskelighed som endnu ikke er løst. Det teologiske sprog som vatikandokumenter normalt serveres i, giver indtryk af at være upersonligt og koldt. Der er intet som helst spor af nogen personlig kontakt, og den menneskelige dialogpartner mangler totalt. Det er et sprog der er dyrket af teologer, og henvendt til biskopper og teologer, og som ikke forstås af almindelige mennesker uden en særlig introduktion. Dominus Iesus er skrevet i dette sprog, der er stærkt påvirket af den latinske terminologi. …. Det er min overbevisning at vi må diskutere disse ting på to forskellige sproglige planer. Vi burde have et sprog for de katolske lægfolk og for media, og et andet for teologer – både for økumenisk og for interreligiøs dialog. Dominus Iesus prøvede at henvende sig til begge forsamlinger på en gang.“

I alle lande kan man registrere, at mange unge mennesker forlader kirken. Hvorfor? Religionssociologen John Fulton udgav for et halvt år siden en international studie (Young Catholics at the New Millennium : the religion and morality of young adults in Western Countries) på University College Dublin Press, med et forsøg på nogle svar. En gruppe forskere foretog dybdeinterviewe med unge mennesker mellem 18 og 30  i seks lande, Storbritannien og USA (protestantisk pluralistiske) Italien og Malta (monopolistisk katolske), Polen og Irland (monopolkatolsk-nationale).
Fulton opsummerer tre hovedfund. For det første er det et vigtigt socialt faktum at der fortsat er en kerne af ivrige unge katolikker; et par stykker i hvert sogn måske, og de er relativt nemme at finde. Disse kerne-katolikker træffer en række religiøst begrundede valg, der afgør deres livshorisont, uden at de nødvendigvis vil være præster eller nonner. I England og USA er de som regel progressive, arbejder inden for sognet, og vil gerne reformere kirken yderligere. I de andre fire lande er kernen traditionalistisk, og deres hovedanliggende er pavestolens primat.
For det andet er der stor forskel mellem England/USA og de fire andre lande når det gælder de unges religiøse og moralske orientering. I de to første lande er de unges delvise selvstændighed accepteret, i de fire andre er familiens pres fortsat meget stærkt.
For det tredje fremhæver Fulton at virkningerne af de teknologiske, kulturelle og sociale forandringer i samfundet må vurderes adskilt fra udviklingen i den katolske kirke efter det 2. vatikanerkoncil. De to ting må ikke forveksles. De globale ændringer, der fører til en forbrugskultur, har ofte været set på som noget der samtidigt fører til en mindre religiøs, en mere overfladisk tro. Det er stik modsat, påstår Fulton. En moden tro vil for ham at se lettere kunne udvikles i pluralistiske samfund end under autoritære udgaver af en monopol-katolicisme. Det er tværtimod denne monopolisering der fremmer overfladiskheden, siger han.
Fremtiden for den katolske kirke i den vestlige verden vil være meget afhængig af de „semi-autonome“ katolikker, der løbende tager stilling til intellektuelle og moralske spørgsmål. Han formoder at vi vil få en stærkt decentraliseret kirke, åben overfor profetiske, fornyende, udforskende nådegaver. Og det må siges at være en helt anden vision om den katolske fremtid end den paven har.

Et nyt årtusind er begyndt. Jubelåret, der indledte det, var en romersk succes. Verdensungdomsdagene i Rom var en succes. Paven er en stor succes blandt de unge. Hvordan kan dette være tilfælde, når en stor del af dem slet ikke følger de regler for (seksual)moral som han står for?  Det spørger mange om, og Politiken (21/8) lod journalisten Sandro Magister komme til orde:
„Johannes Paul II repræsenterer – også med sin fysiske skrøbelighed – en utopi og drømmen om en bedre og lykkeligere verden. Og den drøm giver han videre med en stor intensitet, der rammer de unge.  … De unge katolikker opfører sig ikke meget anderledes end andre unge. Og selv om størstedelen hverken er enig i eller følger pavens påbud på det moralske og seksuelle område, får det dem ikke til at tage afstand fra den katolske tro. De unge ser den strenge lære som et element i den perfekte verden og i drømmen. Og de mener ikke at man nødvendigvis skal realisere den katolske lære“.
Nu ligger det underforstået i et citat som dette at den katolske lære kun drejer sig om (seksual)moral. Det er som bekendt ikke tilfældet. Men analysen svarer ret godt til hvad amerikanske National Catholic Reporter bemærkede i en lidt anden sammenhæng i en leder (6/10): „De ældre [oprørere inden for kirken] vil fortsat ændre reglerne; de unge ignorerer de regler de ikke kan lide“.
Den nuværende kardinal i Wien, Schönborn, sagde det på en lidt anden måde i en debat i italiensk fjernsyn ved verdensungdomsdagenes afslutning: „Paven fascinerer de unge, fordi han ikke taler om moral, men om en person, Jesus Kristus“.
Og i dette er der intet nyt. Efter verdensungdomsdagene i Paris i 1997 blev kardinal Lustiger interviewet til en liberal og antikirkelig avis. Hvad  kunne det være ved den gamle, syge pave der virkede så magnetisk på de unge – ja, for han tillod hverken abort eller sex før ægteskabet? „De unge er ikke længere så interesserede i sex,“ svarede ærkebiskoppen, „det hører de om hver dag. De vil vide hvorfor de lever, hvad der er meningen med livet. Det er det paven kan fortælle dem“.
Og, må det tilføjes, det er der heldigvis også andre forkyndere end paven der kan.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©