Denne gang om: Giovanni Maria Mastai-Ferretti – Fra Piazza del Popolo og Kirkestaten til Italien – Jødedrengen Edgardo Mortara der blev katolsk præst – Kardinal Guidi, traditionen og ufejlbarligheden  – Saligkåringen af Pius IX

Som dreng fandt jeg en gang på min bedstefaders boghylde en bog der slet og ret hed „Vatikanet“. Der var der billeder, blandt andet af de seneste paver. (Den danske udgave af bogen, der kom i 1949 og var skrevet af den finske ambassadør i Vatikanstaten, Göran Stenius,  havde ikke helt de samme billeder. Den hed i øvrigt „Bag Vatikanets mure“, en titel der måske solgte bedre, men samtidigt antydede noget indelukket og afsondret, som originaltitlen slet ikke lagde op til.)
I bogen kunne jeg læse nogle sære og fascinerende navne, som Achille Ratti (afbildet drejende på et rat – det tiltalte en dreng!), Gioacchino Pecci, og som den bedste af alle: Giovanni Maria Mastai-Ferretti. Nonnerne var så imponerede over det fromme barn der kendte alle pavernes navne, at de var sikre på at jeg nok måtte blive præst. Som opmuntring gav de mig små sødladne, fromme billeder til min bønnebog; Jesu Hjerte og den slags. Præst blev jeg ikke. Men i dag, den 3. september 2000, blev Giovanni Maria greve Mastai-Ferretti, bedre kendt som Pius IX, saligkåret i Rom.
Det blev han sammen med den gode pave Johannes XXIII og tre andre. Der var ingen tvivl på Peterspladsen om hvem der var den mest populære. Da kardinal Ruini læste pave Johannes’ vita op, afbrød de over 100.000 forsamlede ham fire gange med ekstatisk og langvarig applaus. De var stille da Pius IX blev omtalt på samme måde. De var også tavse da paven i sin tale mindede om at han havde indkaldt det første Vatikanerkoncil. Derimod var de vilde af begejstring da paven omtalte Papa Roncalli, der havde indkaldt det andet Vatikanerkoncil, og hans „smilende ansigt og to arme vidt åbne som for at omfavne hele verden“.
Det ironiske er at Pius IX i sin tid var lige så populær som Johannes XXIII i dag. Han var verdens længst regerende pave (1846 – 1878). Han var den første pave hvis billede hang i de mange hjem: reproduktionsindustrien var begyndt sit virke, så man kan sagtens kalde ham den første massemedie-pave. I hans tid havde fromhedslivet en enorm opblomstring, og under hans pontifikat voksede ordenslivet og missionsværket. Manden selv var venlig (i hvert fald som regel), gemytlig, humoristisk, folkelig, snuselskende, betænksom overfor de fattige og hjemløse, from, havde en urokkelig tillid til Gud i en turbulent verden – og alligevel er der reaktioner imod hans saligkåring. Reaktionerne kommer fra tre sider: fra italienere, fra jøder, og fra hvad der med et upræcist begreb kaldes „liberale“ katolikker. Han var symbolet på sammenhængen mellem folkelig fromhed og pavelig autoritet. Men han står også  for mange som manden der var indbegrebet af alt det værste i den pre-konciliære katolicisme. Hele resten af denne spalte bliver en overvejelse over hvordan man skal forholde sig til at denne mand er saligkåret.
Lad i øvrigt med det samme en misforståelse blive udryddet. Efter en saligkåring hænges billeder af de kårede ud over Peterskirkens balkon. Den 3. september var der fem billeder, og Pius IX hang i midten. I dansk presse har dette været taget som bevis på at det var hans person, og alt det han stod for, der skulle fremhæves på hæderspladsen. Og man fandt dette ildevarslende. Men praksis er at den hvis saligkåringsproces har varet længst hænges op i midten. Og Pius’ proces havde varet længe, den havde varet i adskillige årtier. Det tyder på at den har været holdt tilbage i tvivl. Nogle taler om at han kom med på afbud, fordi man ikke vovede at saligkåre Pius XII (endnu) på grund af forholdet til jøderne. Derfor tog man ham med sammen med den anden koncilspave. Underforstået: han kunne lettere accepteres på den måde end hvis han skulle saligkåres solo.

Mange har sikkert læst Vilhelm Bergsøes tykke roman „Fra Piazza del Popolo“. Det er bogstaveligt talt den rene røverroman, og har man ikke læst den endnu har man nogle spændende timer til gode. Furesøen og Christianshavn udgør en del af historiens lokaliteter, men i hovedsagen handler det om Rom i de meget turbulente 1850ere. Bergsøe var fascineret af Pius IX, og skrev også bogen „Rom under Pius IX“. De to bøger giver et livligt billede af en periode i italiensk historie, som man skal vide lidt om for at forstå hvad der skete i og med den katolske kirke under Pius IX.
Da Giovanni Maria blev valgt til efterfølger for den særdeles konservative Gregor XVI i 1846, var han ikke blot kendt som en som meget ung mand (han var 55), men også som en meget liberal mand. Han begyndte straks at reformere og modernisere den Kirkestat, der dækkede Rom og en stor del af Midt/Nord-Italien, som han som pave var hersker over. Det konservative Europa, med grev Metternich i Wien i spidsen, var rystet. En liberal pave var en umulighed, sagde han, og Pius var en tåbe når han opførte sig som en. I Italien var folkestemningen for frihed fra udenlandsk herredømme (læs: østrigsk), og for at skabe ét rige ud af de mange italienske kongedømmer. Pius støttede italienerne. Men  revolutionsåret 1848 ændrede meget. Da italienerne ville have Pius i spidsen for et nærmest korstogsagtigt raid mod Østrig, bakkede han ud. Som fader for alle troende, sagde han, kunne han ikke gå i krig mod en katolsk nation.
Dette var en tilbagevenden til forgængerens politik. I løbet af en enkelt nat ændredes hans status radikalt: fra at være den mest elskede person i Rom blev han den mest hadede. Og da hans liberale statsminister blev myrdet af rasende romere i november 1848, flygtede han ud af Rom forklædt som almindelig præst. Vistnok havde han planer om at flytte hele pavestolen til Malta, men han endte dog i Gaeta  i det Neapolitanske rige. I Rom etablerede Garibaldi sig som en stærkt anti-klerikal og republikansk hersker. En pavelig appel til katolske lande om hjælp forblev ikke uhørt: i 1849 indtog franske tropper Rom, og Pius IX vendte tilbage i april 1850. Kirkestaten blev opretholdt ved hjælp af franske og østrigske tropper indtil den bukkede under i 1870. Da trak Frankrig sig ud, fordi tropperne skulle bruges i den fransk-tyske krig. Dette skete midt under 1. Vatikanerkoncil, som af den grund gik i opløsning og aldrig blev afsluttet. Det første man gjorde på det andet Vatikanerkoncil var faktisk formelt at afslutte det første.
Og Pius IX? Han var for altid mærket af sit eksil i 1848-50. Resten af sit liv var han indædt overbevist om at politiske indrømmelser til demokratiet kun var at give næring til revolutionens bål. Og yderligere: han forblev overbevist om at det var nødvendigt at paven var hersker i en verdslig stat, hvis han skulle beholde sin åndelige frihed.
Derfor modarbejdede han at Kirkestaten skulle gå med i det Italien der var ved at danne sig under Garibaldi og Victor Emanuel. Derfor appellerede han til katolske soldater fra andre lande om at komme ham til hjælp da Kirkestaten var ved at lide militært nederlag i 1860. Det fik han, og mange døde for pavens skyld. (Han var dog skeptisk overfor at modtage irske soldater, for han frygtede resultatet af  den billige vin de ville kunne få). Derfor valgte han demonstrativt at optræde som „fange i Vatikanet“ i de otte år han endnu levede efter at Kirkestaten var faldet. Derfor forbød han italienske katolikker at deltage i det politiske liv. Og derfor demonstrerede det politiske Italien ved at blive borte fra Peterskirken den 3. september i år.

Den dansk-israelske rabbi (i Oslo) og minister for samfundsspørgsmål og jøder i diaspora (i Jerusalem), Michael Melchior, har beklaget saligkåringen af Pius IX. Medens Johannes XXIII er „retfærdig blandt folkene“,  kan saligkåringen af Pius IX af den jødiske verden tolkes som et samtykke til tidligere tiders tvangsomvendelse af jøder til den katolske kirke, siger han. Mange andre jøder protesterede med ham.
Her er historien der forklarer baggrunden: I Bologna i Kirkestaten levede den jødiske familie Mortara. I 1858, da drengen Edgardo var seks år gammel, var han nær ved at dø. Familiens katolske tjenestepige foretog en nøddåb. Da dette blev kendt, kom politiet og hentede drengen. For i Kirkestaten gjaldt Kirkeretten, og ifølge den skulle enhver jøde der var døbt opdrages katolsk. Edgardo blev af politiet ført til Rom. Han blev nærmest adopteret af Pius IX, der betalte for hans uddannelse. Familien protesterede, men der var intet at stille op. Loven skulle følges, og ifølge loven stod de teologiske krav over forældrerettighederne. Edgardo så vistnok aldrig sine forældre igen. Han blev som 18-årig stillet frit om han ville forblive katolik eller vende tilbage til jødedommen. Han valgte at forblive katolik. Hvad der kan undre, er at dette „frie“ valg i dag af Vatikanet anvendes som bevis på at alt var som det skulle være. Edgardo, der blev katolsk præst og først døde i 1940, var en af de første der var fortaler for en saligkåring af Pius IX. Men familien Mortara findes stadigt i Italien, og den har protesteret højlydt over saligkåringen.
I samtiden var denne sag, der for de fleste af os i dag er aldeles ukendt, en skandalesag. Den vakte voldsomme internationale protester. Mere end nogen anden sag siges den at have samlet folk om kravet om at pavens verdslige magt måtte afskaffes. Sagen har visse mindelser om den cubanske dreng Elian Gonzales’ historie, men i dette tilfælde var Vatikanet nu langt mere forsigtig. Pius IX var overbevist om at han handlede rigtigt, og sagde at han til enhver tid ville gøre det igen. Han var givetvis overbevist om at han på den måde reddede hans sjæl. Formodentlig er det en overfortolkning at gøre denne sag til et eksempel på anti-semitisme. Pius IX var næppe mere anti-semit end andre kristne. i hans første liberale år havde han forbedret forholdene for jøderne i Kirkestaten. Sagen bør nok hellere ses på som et eksempel på hvordan læren får herredømme over livet og den sunde fornuft. Hvad der kan undre er, at denne sag vistnok ikke har været inddraget i det hele taget i saligkåringsprocessen. Det har kilder i Vatikanet antydet, fortæller det amerikanske katolske tidsskrift Commmonweal (12. august i år). I så fald er det os katolikker, lige så meget som jøderne, der har grund til at undre os. På den baggrund kan man godt forstå Commonweals overskrift til lederen om Pius den niende: „NO! NO! PIO NONO!“ Commonweal siger det skarpt: „Historien, siges det, spiller sig ud først som tragedie, derefter som farce. Pius IXs manglende evne til at forstå den demokratiske bevægelse i hans samtid var helt klart en tragedie. Forsøgene på at forherlige den fejltagelse kan kun betragtes som en farce“.

Men denne holdning skyldes ikke alene tvangen af en døbt jøde. En gruppe tysktalende katolske teologer, med E. Schillebeeckx og Johann B. Metz i spidsen, har protesteret helt generelt mod saligkåringen.
Hvad var det da han stod for? Der er for eksempel den berygtede Syllabus, og visse besynderlige omstændigheder omkring det 1. Vatikankoncil. I 1864 udsendte han encyklikaen Quanta Cura, der fordømte samtidens vildfarelser. Her angribes og fordømmes samvittighedsfrihed, religionsfrihed, pressefrihed og politisk frihed skarpt og utilsløret. Paven var blevet rystet af de krav en antiklerikal og til dels ateistisk stat (under Garibaldi) stillede med hensyn til herredømme over uddannelse, familie, offentlig moral – de områder hvor Kirken altid havde haft det sidste ord. Han var overbevist om at det at acceptere samvittighedsfrihed var det samme som at underminere Evangeliet, og at det ville sende utallige sjæle ud i en fejltagelse som kunne føre dem til fortabelse. Som et appendiks til encyklikaen føjede han en liste, Syllabus errorum, en liste over 80 fejltagelser. Den 80de fejltagelse kan stå som fællesnævner for mange af de øvrige:  [Det er en fejltagelse at] „Den romerske Pontifex kan og bør forlige sig med, og tage hensyn til, fremskridt, liberalisme og den moderne civilisation“. Syllabus blev en skydeskive for både antiklerikale og for bekymrede katolikker. John Henry Newman sagde det på denne måde:
„Vi synker ind i os selv, vi indsnævrer vore kommunikationslinjer, skælver ved tanken på tankefrihed, og bruger et trøstesløshedens og fortvivlelsens sprog om hvad der står foran os“.
I virkeligheden var Syllabus blot et sammenkog af citater fra hvad paven havde sagt og skrevet i de foregående femten år. Løsrevet fra den sammenhæng de den gang indgik i, virkede de formodentlig meget stærkere end de måske oprindeligt var ment. Pius IX selv betonede at de skulle ses i en sammenhæng. Men han havde ingen spin-doctor til at hjælpe sig med at få det budskab ud – eller rettere: de han havde, var katastrofalt dårlige. Så slutresultatet var netop katastrofe, bedømt ud fra det image den katolske kirke fik.
For Pius var den pavelige ufejlbarlighed en forsynets modgift mod hvad han betragtede som samtidens sammenbrud af bærende værdier. Han dømte efterhånden alle katolikker efter hvorledes de stillede sig til denne sag. Var man ikke enig, var det udtryk for personlig illoyalitet. Han indkaldte det 1. Vatikankoncil for at få fastslået ufejlbarheden som dogme. Det er ikke stedet her at genfortælle nogle af de episoder som kan rejse alvorlig tvivl om biskoppernes ytringsfrihed  og som viser manipulation med mindretallet og med afstemningerne under koncilet. Man får nøjes med at mindes Peter Schindlers ord: „Kirkehistorie er ikke for småbørn, og konciler er ikke bønnemøder“.
Og dog: én historie må det blive til. Den har ofte været betragtet som en anekdote, en episode der måske ikke en gang fandt sted: at Pius i vrede skulle have sagt „Traditionen – det er mig!“  „Godt nok provokerende formuleret, men teologisk velfunderet“, har en prælat Gherardini sagt for nyligt til Osservatore Romano. I den sammenhæng har prælaten også et lille svirp til hvad han kalder de „fortærskede angreb på Syllabus“. For udtalelsen kan ikke længere benægtes. For et par år siden blev en hidtil hemmeligholdt dagbog, skrevet af en ærkebiskop Tizzani offentliggjort. Vi ved i dag nøjagtigt hvad der blev sagt. Og nu kan vi alle selv dømme. Replikvekslingen har næppe været offentliggjort på dansk før.
Kardinal Guidi, der selv ønskede en definition af ufejlbarligheden, havde holdt en af koncilets vægtigste taler. Han gik imidlertid imod enhver form for inspireret eller personlig ufejlbar pave. Hans synspunkt var at paven ikke i sig selv var ufejlbar, men hans lære kunne være det. Dette var stik imod pavens ønske, og han blev rasende. Han tilkaldte omgående kardinal Guidi:
Guidi: Hellige Fader, jeg er rede til at forsvare hvad jeg har sagt, for jeg har ikke sagt andet end hvad der er i overensstemmelse med den hellige Thomas’ og Bellarminos lære.
Paven: Nej det er ikke sandt. Du har sagt, og jeg ved det, at når det gælder uforanderlige udtalelser er paven nødt til først at undersøge Kirkens tradition. Dette er forkert.
Guidi: Det er sandt at jeg har sagt det, men det er ikke forkert.
Paven (heftigt): Jo, det er forkert, for jeg -  jeg er traditionen, jeg er Kirken!
Men koncilet havde lagt sig Guidis ord på sinde, og vedtog en tekst som meget mere svarede til hans synspunkt end til Pius IXs. Newman, der var for ufejlbarhed, men mod at proklamere et dogme om det, sagde, da han så resultatet, at dette kunne han leve med. Han havde frygtet noget værre.

Hvor bringer så dette os? Er det en farce at saligkåre Pius IX?  Eller er det en god idé at saligkåre en der havde klare kristne personlige kvaliteter, men som stod for synspunkter der i dag hverken er politisk eller kirkeligt korrekte – som en slags demonstration af at Helligånden kan virke på så mange måder? Johannes Paul II understregede i sin prædiken at hans forgænger havde levet i en særdeles turbulent tid. Når Kirken saligkårer et af sine medlemmer, sagde han, „fejrer den ikke de specielle historiske valg han traf, men fremhæver ham på grund af hans dyder“. De ord var vist vejet på guldvægt.
Selvfølgelig skal en person måles med sin tids målestok, og ikke med vor. Hvis man vil, kan man her notere sig at kirkeledere går ind for relativistiske synspunkter når det er nødvendigt. Og „relativisme“ er som bekendt fy-ordet over alle fy-ord i Vatikanet i dag. For hvornår kan man se bort fra en kirkeleders „specielle historiske valg“? Er det ikke på netop de valg at en leder skal bedømmes?
Og måske endnu vigtigere: en saligkåring er ikke kun et spørgsmål om at vurdere en person i sin historiske kontekst. En saligkåring er også i højeste grad et signal til os i dag. Hvem tror at den nuværende pave ville have saligkåret 996 personer hvis så ikke var tilfælde. Derfor må den måles med vor tids målestok, og ikke alene med historiens.  Desuden ligger der jo også et signal i hvem der ikke bliver saligkåret. Hvorfor er fx 1800-tallets største religiøse geni, kardinal Newman ikke for længst både helgen og kirkelærer?
Men den gode pave Johannes XXIII ønskede at Pius IX, hvis kirke han selv var et produkt af, måtte blive saligkåret – ja, han havde håbet på selv at blive den der gjorde det. Det er en god anbefaling at få. Lad erindringen om den være den positive udgang på denne historie.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©