| Af Dorethee Sölle |
Jesus forlanger faktisk en yderst vågen bevidsthed og en overordentlig evne til at opfatte andre mennesker, en ny måde at se den anden på, som erkender den andens angst og håb, også hvor det kun udtrykkes utydeligt eller misforståeligt, ja også dér, hvor det snarere skjules og forties. Lydighed i den forstand, at det var en bestående orden, der skulle bevares, var ikke tilstrækkelig for Jesus. Han forventede, at vi skulle forandre verden – og netop til denne opgave befriede han vor fantasi.
Den grænsesprængende fantasi
Fantasi bliver ofte fejlfortolket, som om det var et anlæg, den
ene har, men den anden ikke, sådan som det ene menneske er musikalsk,
det andet ikke. Men det er en overfladisk opfattelse af fantasi, der kun
betragter den som en omstrejfende indbildningskraft, eller som en evne
til at drømme sig bort fra virkeligheden. I virkeligheden er fantasi
en form for frihed, som et menneske kan opnå i sit liv. Den bliver,
som enhver anden dyd, til som en frugt af vort opgør med verden;
den fremstår af den opdragelse, vi har modtaget, og af den måde,
vi opdrager os selv på. Mennesket kan altså i løbet
af livet få mere fantasi, eller, hvad der er det normale, fantasien
kan stadig aftage, mennesket kan blive fattigere og fattigere i sine livsplaner,
blive mere og mere fikseret i det, som det kalder sin livserfaring eller
sin menneskekundskab.
Denne tiltagende forarmelse af livet hyller sig i et skin af
modenhed og realitetssans, men i virkeligheden er det sansen for det mulige,
den grænsesprængende fantasi, der aftager. Mennesket begrænser
sin interesse til det, der allerede forefindes; det bevarer og ordner det:
spontaniteten sygner hen. Det holder op med at være et barn – sådan
siger man uden at opdage, at der i dette udtryk gemmer sig et afsavn, at
den drømte, legede, digtede og dermed mulige verden derved er blevet
mindre. […]
Fantasiens opstandelse
Jeg anser Jesus af Nazareth for det lykkeligste menneske, der nogensinde
har levet. Jeg tror, at kraften i hans fantasi skal forstås ud fra
denne lykke. Al fantasi elsker at noget lykkes, fantasien finder på
noget og sprænger gang på gang grænser og befrier menneskene,
der bøjer sig under disse grænser i opofrelse og afsavn, i
underkastelse eller oprør, og derved forlænger dem i al evighed.
Jesus fremtræder i evangeliernes skildring som et menneske, der smittede
sin omgivelser med lykke, der gav sin kraft videre, der forærede
det bort, han havde. Det konventionelle billede af Jesus har altid anbragt
hans lydighed og hans offervilje i forgrunden. Men „lykkefødt fantasi“
forekommer mig at være en bedre beskrivelse af hans liv. Man misforstår
selv hans død, hvis man opfatter den som et lykkeforladt menneskes
tragiske nederlag; man ser ikke langt nok ind i denne død, hvis
man ikke holder fast ved opstandelsens mulighed i Jesus selv. Men opstandelsen
er til stede i Jesu død som den fortsatte sandhed i hans anliggende;
han har heller ikke i døden tilbagekaldt sætningen: „Jeg er
livet“. […]
Kristi fantasi er håbets fantasi, som ikke opgiver nogen eller
noget, og som konkrete tilbageslag blot udfordrer til nye opfindelser.
Troens fantasi fastholder billedet af et retfærdigt samfund, og den
kan ikke bringes til at opgive retfærdighedens rige. Fantasi er kærlighedens
„knowhow“, kærlighedens ekspertise, den går ikke i seng, før
den har fundet på noget, den er utrættelig til at finde på
bedre metoder. Den er uendelig produktiv for andre. Snart efter Jesus af
Nazareth gled denne form for transcendens stort set de kristne af hænde,
en hinsidig transcendens forekom dem mere passende.
Fantasi modsat lydighed
Den kreative spontanitet, der er blevet frigjort i den menneskelige
lykke, forsvandt ud af bevidstheden, kun sporadisk glimter den frem i kirkens
historie. En reproduceret anden verden skulle råde bod på skaderne
i denne. Gud var ikke mere, som i Jesu liv, en mulighed for, at et menneske
kunne sige „jeg“, men han blev dengang og bliver endnu i dag benyttet til
at frembringe og understøtte det over-jeg, der henover nødtørftigt
undertrykte drifter opretter lydighedens rige med de deraf afledte sekundære
dyder som orden, nøjsomhed, præcision, renlighed og flid.
Det lod til at være glemt, at Gud for Jesus betød befrielse,
frigivelse for alle de kræfter, der ligger lænket i enhver
af os, men som kan udrette undere, der ikke er ringere end dem, man fortalte,
at Jesus gjorde.
Det var, som om man ville love mennesker noget mere og større
end Jesu lykke – en delagtighed i det guddommelige liv, der først
blev virkelighed efter døden. Ved hjælp af dette „dér
oppe“, dette „bagefter“ blev lykken bragt i miskredit, og jorden blev ikke
forandret ud fra muligheden for lykke. Stadig frygter vi hemmeligt, at
lykke er mulig på andres bekostning, mistænkeliggør
lykke, som om den skulle stjæles fra andre, fordi vi betragter jorden
selv og de givne muligheder for lykke på den som konstant, som ubevægelig.
Hvis man derimod forestiller sig, at verden er i bevægelse hen imod
et mål, hvis man oplever, at Gud handler i historien, og ikke forestiller
sig, at han hviler i en evig væren hinsides naturen, så kan
også chancen for lykke vokse. Så holder fantasi op med at være
børnenes og digternes sag – som den kristne historie har gjort den
til. Mennesket får igen mod til at sige „jeg“, uden derfor at tage
noget fra andre. Tværtimod: Det lykkelige menneske, det der siger
„jeg“, kan have en ganske anderledes befriende virkning på alle,
der har med det at gøre, end det menneske, hvis forhold til andre
styres af over-jeg’et.
Den følelse, at livet lykkes, Jesu lykke, gik tabt.
Man kan måske sige, at alle kirkehistoriens store helgener har
genantændt fantasien; men lige så sikkert er det, at alle store
kirker støtter sig til lydigheden, og at de altid har holdt mere
af lydige kristne end af dem, der videreførte og på ny genoplivede
Kristi fantasi. Denne fantasi bekræfter ikke det bestående,
men opdager, opfinder det usynlige og gør det synligt. Ifølge
den kristne overlevering har Gud overgivet sig i vore hænder på
en sådan måde, at man kan opdage ham i sin nabos ansigt, at
man kan finde ham i de forstenede systemer, som vi kan forandre, at han
bliver synlig i vor verden som dette uendeligt produktive.
Fra Phantasie und Gehorsam (Fantasi og Lydighed), p. 57.8, 63 &
69-71
Oversat af Ruth og Palle Dinesen