| Af Thomas Merton |
Det er ofte glemt af katolikker selv og derfor er det ikke overraskende, at mange udenfor kirken har en helt forkert opfattelse af katolsk hengivelse for Guds Moder. De tror – og nogle gange kan vi godt forstå hvorfor de gør det – at katolikkerne behandler den Velsignede Jomfru som et næsten guddommeligt væsen per se, som om hun i kraft af sin egen ære, magt og ophøjethed rangerede på samme niveau som Kristus selv, og at dogmet om Marias optagelse i Himlen giver hende samme status i Forløsningen som hendes søn. De glemmer, at Marias hovedfortjeneste netop ligger i hendes ydmyghed ved at være „Herrens tjenerinde“, der som Guds Moder blot handlede i kærlighed og troens lydighed efter Hans befalinger. Maria er ikke velsignet på grund af en mytologisk, halvguddommelig fortrinsret, men i al hendes menneskelig og kvindelig begrænsning som en troende. Det er troen og den ringe tjenerindes trofasthed, „fuld af nåde“, som gør det muligt for hende at være Guds fuldkomne redskab, og intet andet end hans redskab. “Thi den Mægtige har gjort store ting mod mig”. Marias herlighed skyldes udelukkende og alene Guds herlighed i hende og hun kan, ligesom enhver anden, kun sige at alt hvad hun har, har hun modtaget fra Ham gennem Kristus.
Netop dette er Marias største fortjeneste; ved ikke at besidde noget, der var sit eget, lagde hun ingen hindringer i vejen for Guds nåde, som derved kunne begrænse Hans kærlighed og vilje. Derfor har Maria modtaget mere fra Ham end nogen anden helgen. Gud var i stand til at fuldbyrde sin vilje på en fuldkommen måde gennem hende og Hans frihed blev på ingen måde hæmmet eller begrænset i hende. Maria var og er i den virkelige betydning et helt og sandt menneske, fordi hun ved at være “ubesmittet” ikke havde en rest af egenvilje, der kunne formørke Guds lys i sit indre. Maria var derfor helt fri til at adlyde Ham på den mest fuldkomne måde, og det var i denne lydighed at fuldbyrdelsen af den sande kærlighed bar frugt.
Den ægte betydning af katolsk hengivenhed til Maria skal ses i lyset af selve inkarnationen. Kirken kan ikke adskille Sønnen fra Moderen. Fordi kirken opfatter inkarnationen som Gud, der har påtaget sig kød for menneskets skyld, er det også kirkens tro at den, der er Ham nærmest i dette store mysterie også var den, der på den mest fuldkomne måde tog del i denne nåde. Når et rum opvarmes af et åbent ildsted, er der intet mærkeligt i, at den der står nærmest ilden også er den, der føler varmen mest intens. Og når Gud træder ind i verden gennem en af sine tjenere, er der intet overraskende i, at Hans redskab også fik den største og mest intime del i denne guddommelige gave.
Maria, der var blottet for enhver rest af egenvilje, fri for synd, var lige så ren som glasset i et nypudset vindue, der ikke har noget andet formål end at lade solens stråler trænge igennem. Når vi glæder os over lyset, priser vi dermed indirekte glassets renhed, ja, vi kan endog komme til at glemme glasset selv. Og netop fordi Guds Søn valgte at lade sig føde ind i denne verden som et menneske, der var helt afhængig af en kærlig omsorg fra en menneskelig Moder, drages vores opmærksomhed atter mod hende. Lyset ønsker at minde os om vinduet, fordi han er hende taknemmelig og fordi Han elsker os uendeligt. Det er afgjort en stor nådegave og et privilegium, og et af de vigtigste aspekter ved dette privilegie er, at det i en vis grad gør det muligt for os at værdsætte mysteriet om Guds store kærlighed og omsorg for sine skabninger.
At Gud skulle optage Maria i himlen er ikke en forherligelse af en “Modergudinde”.
Modsat er det et udtryk for Guds kærlighed til menneskene, og et
særligt udtryk for Hans omsorg for sine skabninger. Hans ønske
er at ære det, Han har skabt i sit eget billede og det er især
et udtryk for Hans agtelse for legemet, der skal være et tempel for
Hans herlighed. Ved at tro at Maria er optaget i himlen tror vi også,
at vi én dag og ved Guds nåde kan tage bolig, dér hvor
hun er. Hvis den menneskelige natur er guddommeliggjort i hende, er det
fordi Gud også ønsker at guddommeliggøre det i os,
og derved påtog Guds søn sig kød og blev menneske.
I hele Marias store mysterie er der derfor én ting, der træder
tydeligt frem: At hun ikke er noget i sig selv, og at Gud for vores skyld
har manifesteret Hans herlighed og kærlighed i hende.
Det er på grund af, at Maria – af alle helgener – er den fattigste og mest ydmyge, der ikke ejer noget af sig selv, at hun på den mest fuldkomne måde kan videregive Guds uendelige nåde og kærlighed til os. Og vi vil besidde Ham i den grad vi tømmer os for os selv og bliver fattige og ydmyge som Maria, så vi kan ligne Ham ved at ligne hende.
Og al vor hellighed afhænger af Marias moderlige kærlighed.
Dem, hun ønsker at dele glæden ved sin fattigdom og ringhed
med, dem, hun ønsker skal blive skjult som hun var det, er dem som
deler hendes nærhed med Gud.
Thomas Merton (død 1968) var katolsk munk, poet og skribent om spirituelle og sociale emner. Han var en af de mest betydningsfulde amerikanske katolske skribenter i det 20. århundrede.