Denne artikel stod i Oslo-avisen Aftenposten 26. marts
2000. Forfatteren er Aftenpostens Jerusalem-korrespondent. Artiklen, der
bringes med Aftenpostens tilladelse, er oversat af Ivar A. L. Hoel. Et
kort afsnit om pavens anerkendelse af det jødiske folks hjemstavnsret
i staten Israel, der har slået benene væk under myten om den
evigt vandrende jøde, er udeladt her.
| Af Cordelia Edvardson |
Under pavens besøg i Israel i de senere dage har jeg ofte tænkt
på en lille tysk og from katolsk pige som levede i Berlin i nazi-tiden.
Hun blev født uden for ægteskab, og mødte aldrig
sin far, som i øvrigt døde da pigen kun var et par år
gammel. Hun vidste intet om sin far, mindst af alt at han var jøde.
Et faktum der heller ikke for ham havde haft nogen betydning. Pigens mor
var født katolik. Hendes far, pigens morfar, var født jøde,
men konverterede da han giftede sig med pigens strengt katolske mormor.
Selv dette vidste pigen intet om. Og hvorfor skulle hun nu det?
Hun voksede op i et intellektuelt hjem, præget af den tyske kulturarv,
og af en stærk men relativ åben katolsk religiøsitet.
Til dette sidste bidrog ikke mindst den mand moren giftede sig med, og
som blev pigens far. Han blev den eneste far hun kendte – og en del af
hende. Den katolske tro var en del af hende, og den eneste religiøse
livsform pigen kendte til.
Der gik alligevel ikke mange år før pigen blev tvunget
til at indse at hun ingen hjemstavnsret havde, hverken i det tyske folk,
i den tyske kultur, eller i den katolske kirke. For ifølge tidens
race-matematik var pigen „heljøde“, siden tre af hendes bedsteforældre
blev klassificeret som jøder. At morfaren konverterede før
han giftede sig, havde ingen betydning. Hun blev brændemærket
med den gule jødestjerne, og fik forbud mod at vise sig på
offentlige transportmidler, fritidsanlæg, biografer, restauranter
etc.
Nej, kirken blev ikke nævnt specielt. Så pigen troede ikke
hun gjorde noget forkert da hun en dag, da alt føltes svært
og uforståeligt, stak ind i en katolsk kirke i Berlin for at søge
trøst hos jomfru Maria. Pigen havde et specielt forhold til gudsmoder,
og det ikke blot fordi hendes andet navn var Maria.
Pigen måtte lære noget nyt. En vred kvinde opdagede denne
gøgeunge i det hellige bo, og Cordelia Maria blev ekspederet, billedligt
eller bogstaveligt, ud til den rendesten hvor hun blev anset for at høre
hjemme.
Ja, denne pige var mig. Nej, jeg husker ikke detaljerne. Forsøgte
jeg at forklare og forsvare mig? Kræve min ret til at være
på dette sted? Jeg husker det ikke, og det havde sikkert ikke gjort
nogen forskel.
Jeg måtte også melde mig ud af den katolske pigeforening.
Ledelsen frygtede at foreningen skulle blive forbudt fordi den havde „jøder“
blandt sine medlemmer. Foreningens valgsprog var „Alle for én, én
for alle“, kan jeg huske.
Jeg har forladt den katolske kirke for længe siden. Ikke på
grund af Kirkens og mange af de troendes svig mod de forfulgte. Men fordi
jeg vidste at jeg måtte vælge side. For en overlevende fra
Auschwitz var der kun én side: det jødiske folks side. Men
jeg glemte nok aldrig udstødelsens og fornedrelsens smerte.
Nu, godt tres år senere, tror jeg at dette sår kan begynde
at læges. Vatikanets officielle talsmand har i tide og utide forsikret
at pavens rejse i Det hellige land var en ren pilgrimsfærd, uden
politiske overtoner. Givetvis, men er en pilgrimsfærd ikke ofte en
bodsøvelse?
Vi der har fulgt pave Johannes Paul IIs rejse på nært hold,
vi som på egen krop har kendt 79-åringens enorme anstrengelser
for at holde sig oppe, vi som er blevet rørt over hans taknemmelige
smil når han nåede frem til et enkelt menneske, vi er overbeviste
om at dette ikke kun var pavens private pilgrimsfærd. Det var også
Kirkens bodsgang overfor de navnløse forurettelser som i dens navn
gennem århundreder er påført det jødiske folk.
Naturligvis kan den katolske kirke ikke holdes ansvarlig for det jødiske
folks største katastrofe, Holocaust. Men man kan spørge sig
selv om den katolske kirkes (og senere også Luthers) utilslørede
had og foragt for „Guds-mordernes“ folk beredte grunden for Holocaust,
selv om jødeudslettelsen var bygget på racistiske og ikke
religiøse argumenter.
Billedet af Johannes Paul II, som skridt for skridt og med stort besvær
arbejder sig frem til Israels to overrabbinere i Jerusalem er uforglemmeligt.
Det billede bekræfter en teologisk revolution der indebærer
at Kirken opgiver alle krav på religiøs overhøjhed
i forhold til jødedommen. Gennem århundrederne har kirkekunsten
symboliseret forskellen mellem kirken og synagogen med skulpturerne af
to kvinder: En strålende og sejrssikker, den anden med bind for øjnene,
blind og sorgtynget.
Den gamle, skrøbelige og sygdomshærgede Johannes Paul II
ser ikke ud som en revolutionær, men det er ham som knæsætter
den teologiske ligestilling mellem kirke og synagoge. Gennem ham blev ordet
om jødedommen som kristendommens „ældre bror“ til kød,
om udtrykket tillades.
For at vende tilbage til udgangspunktet: Pave Johannes Paul IIs Israels-besøg
frembragte en grundlæggende ændring af forholdet mellem jøder
og katolikker. Min dybe respekt, og, hvorfor ikke, til og med taknemmelighed
for denne forandring, fører ikke til at jeg tænker på
at vende tilbage til Kirkens åbne favn. Jeg har valgt. Men det føles
som om cirkelen er sluttet mellem den lille pige i Berlin og den voksne
kvinde i Jerusalem. Og det føles som om gamle sår kan læges.
„Det er nok for os“, som det hedder i den jødiske påskes pesach-liturgi.
Læs også: