Denne gang om: Erasmus Montanus og parallelle verdener – Giordano Bruno på kætterbålet – Vatikanet og Østrig og om at blande sig.

I den sene tv-avis på DR den 22. december var der en historie om muligheden for liv på andre kloder. I den forbindelse behandlede journalisten kirkens verdensbillede gennem tiderne. Hvis man er ukyndig i både teologi og videnskabshistorie kan noget let gå galt. Det gjorde det.

For han fortalte at kirken fik Galilei til at afsværge at jorden var rund. Det er det rene vrøvl. Selv om Bibelens forfattere gik ud fra at jorde var flad, har Kirken aldrig haft noget problem med den runde jord. At den var rund, blev bevist 500 år f. Kr. Når det netop i Danmark gang på gang kan stå til troende at man i middelalderen mente at den var flad, skyldes det meget muligt at vi alle har læst Erasmus Montanus. Men at Holberg for komediens skyld lader sjællandske bønder tro at “jorden er flak”, giver ikke automatisk ret til at tro at kirkens lærde mænd var snæversynede på dette punkt.

Indslaget sluttede med at profetere at den nyeste kosmologiske viden måtte få kirken (den katolske? Folkekirken?) til at revidere sit syn på Bibelens skabelsesberetning. Eftersom vi i Danmark ikke er bibelfundamentalister, turde den opfordring være inderlig overflødig, og i bedste fald et par hundrede år for sent ude. Som en udfordring blev følgende påstand opstillet: hvis nu astronomien kan vise at der findes liv på andre kloder, må kristendommens verdensbillede være forkert (og kristendommen dermed implicit falsk).

Der er imidlertid tale om et selvkonstrueret problem. Hvis der findes liv på andre kloder, er jeg overbevist om at Guds kærlighed og forsyn også omfatter denne form for liv. Hvis der et sted der ude  findes højerestående væsener – som pr. definition ikke kan være mennesker, da den menneskelige eksistens er knyttet til jorden – gælder dette også for dem. Er dette så svært? For en kristen i dag burde i hvert fald dette aldrig kunne blive noget tankekors.
 

Vi forbliver dog ved det uendelige univers, for den 17. februar var det 400 år siden filosoffen og matematikeren Giordano Bruno blev brændt på kætterbål på Campo di Fiori i Rom. I den anledning skrev mag. art. Aksel Haaning på årsdagen en kronik i Politiken. I den fremhæver han Bruno som en helt, medens kirken fremstår som forbryderen. “Brunos modstand og standhaftighed over for kirkens tyranni gjorde ham tre hundrede år senere .. til en helt for naturvidenskabens frigørelse fra kirkens magt ..” skriver han, og videre blandt andet  “Som den første i nyere tid hævdede han et uendeligt univers, hvor “den storslåede stjerne vi kalder jorden” umuligt kunne være centrum. Denne vision benægtede ikke Guds eksistens, men inkluderede et nyt begreb om, hvad Gud er eller hvordan forholdet mellem det guddommelige og det naturlige skal forstås, og det var for at hævde det, at han som kristen kætter blev henrettet..”

I kronikken omtales, og ikke for det gode, den berømte jesuit Robert Bellarmin (1542 - 1621), en af modreformationens største personligheder. Bellarmin var i 1594 til 1602 inkvisitionens kommissær, og han var en af de ni kardinaler der underskrev kætterdommen. Bellarmin blev helgenkåret i 1923, ophøjet til kirkelærer i 1931, og hans fest fejres den 17. september. Hvordan kan dette hænge sammen? Fejrer vi en skurk? Har vi en suspekt person som kirkelærer?

For at finde et svar må man vide noget mere om Brunos teologi  end hvad Haaning tager med i sin kronik. Bruno var en dominikanerpræst, der, med de teologiske synspunkter han havde, ikke kunne finde sig til rette i sin orden, og 28 år gammel flygtede han i 1576 fra den, fra den katolske kirke og fra Italien. (Han blev i øvrigt senere smidt ud af først den calvinske, så af den lutherske kirke!) Da han i 1592 kom tilbage til Italien blev han angivet til inkvisitionen, ført til Rom, og holdt fængslet i otte år. Efter at kætterdommen var faldet, blev han overleveret til de civile myndigheder, som straks henrettede ham. Han blev brændt levende, med tungen fæstet til læben, så han ikke kunne udtale flere kætterier. Den tanke  at straffens pine og dens afskyvækkende virkning ikke måtte afspejle forbrydelsens grovhed, og at en henrettelse var mest human(!) hvis den var smertefri, er en tanke som først kom frem med oplysningstiden. Det var jo derfor guillotinen blev konstrueret.

Bruno var en ivrig tilhænger af det kopernikanske system, og eftertiden  har først og fremmest set ham som en videnskabens martyr. Papirerne fra processen mod ham er imidlertid forsvundet, så man ved ikke i dag nøjagtigt hvorfor han blev dømt. Meget tyder på at det var teologiske, og ikke videnskabelige argumenter som lå bag. Dette underbygges også af at hvad Bruno sagde om verdensrummets uendelighed, havde Nicolaus Cusanus sagt allerede 150 år tidligere.  Cusanus endte som kardinal. Bruno var således ikke den første med de nye tanker. Meget forenklet sagt var Bruno en mystiker inspireret af nyplatonisme og ægyptisk religion. Han identificerede Helligånden med naturens sjæl, og han fornægtede Kristi guddom. Det er ikke så svært at forstå at hans tanker blev opfattet som kætteri. Ulige meget sværere er det at godtage den måde han derefter blev behandlet på.

I vore dage har civiliserede stater som Danmark den politik at man ikke udleverer forbrydere til et land hvor de kan risikere dødsstraf. Det var præcis det modsatte kirken den gang gjorde. Menneskerettigheder og samvittighedsfrihed var endnu ikke blevet en del af kirkens lære. Vatikanet har da også op til årsdagen udtrykt sin dybeste beklagelse af det kardinal Sodano kaldte Brunos “afskyelige og grusomme død” -  og han lagde til at inkvisitionens dommere handlede i god tro. Dermed har både Bruno og Bellarmin efter Vatikanets mening fået sit. Og vi må konstatere at både verden og den katolske kirke udvikler sig. Det kan vi passende glæde os over, både den 17. september og ellers. Kun et nagende spørgsmål bliver tilbage: hvilken rolle spillede egentlig kirken  i den udvikling?
 

Verdenspolitikken har skiftet karakter, der er tydelige tegn på  hvad nogle kalder “en ny verdensorden”. Hvad den består i? Den består i  at lande blander sig i andre landes handlinger, og tillader sig at vurdere dem ud fra en værdimålestok, menneskerettighederne. Hvad der tidligere var det helligste af alt i nationernes samkvem, retten til ikke-indblanding i “indre anliggender”, står langsomt for fald. Den militære aktion i Kosovo, balladen om Pinochet, og nu sidst boykotten mod Østrig er tydelige eksempler. Ud fra et kristent synspunkt bør det hilses velkommen at landes handlinger kan vurderes ud fra moralske aspekter, og ikke kun rent juridiske. Det er så op til de enkelte kristne at bidrage til at den moral der lægges til grund for vurderingen er en kristen moral.

Hvad skal vi så mene katolsk om aktionen mod Østrig? (Nu ser vi bort fra at motiverne til at gå imod Frihedspartiet eller Haider ikke er ens for alle der har sagt noget om sagen).  Det er en væsentlig katolsk tanke at vi har ansvar for hinanden, og det indebærer at vi skal “blande os”. Inden for kirken er det tydeligt ikke helt nemt at finde ud af hvad dette indebærer på det inter-nationale plan. (Det samme problem har regeringslederne, eftersom det er svært for dem at finde ud af hvordan boykotten kan afsluttes, men det er en anden historie.) Vatikanet har været uhyre tilbageholdende med at sige noget på forhånd om den ny regering; dels har de en lang tradition for at drive realpolitik i forhold til alle mulige regimer, og dels er de traditionelt imod boykotter (tænk på Cuba og Irak). Det betydningsfulde amerikanske tidsskrift “National Catholic Reporter” er mildt sagt ikke tilfreds med Vatikanet. “Det ironiske er”, skriver de, “at ingen har insisteret mere end pave Johannes Paul II på at EU må være mere end en økonomisk alliance, at den må være et fællesskab om moralske værdier. I den første vigtige prøve af en sådan opfattelse er det slående – og nedslående – at den Hellige Stol ser ud til slå benene væk under forsøget”.

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©