Ensomheden i år 2000

Af Niels Messerschmidt

Ensomhed? Et ret abstrakt begreb og alligevel så velkendt. Det spænder fra posedamen på Strøget eller ældre mennesker uden et socialt netværk, til den udefinerbare følelse af nedstemthed og indelukkethed, som bliver et mere og mere udbredt fænomen i det moderne samfund.

Selv om begrebet ensomhed dækker over en lang række forskellige fænomener, såvel social som af mere eksistentiel karakter, udspringer ensomheden oftest af en indre følelse; noget sjæleligt, en personlig oplevelse eller måske en fortolkning af ens egen livssituation. Det, der kendetegner ensomheden, er måske en følelse af at være afvist eller forladt af andre mennesker - lukket ude fra et fællesskab, samvær og aktiviteter, som vi gerne vil tage del i.
Følelsen af ensomhed er velkendt for de fleste af os. Enten har vi selv oplevet perioder i vort liv med ensomhed eller måske kender vi nogle, der kun har ringe eller slet ingen kontakt med andre. Vi har sikkert også erfaret forskellen mellem at være alene og at være ensom. At være alene er nemlig et spørgsmål om, hvor mange sociale kontakter vi har - et spørgsmål om objektive livsbetingelser. Ensomhed er derimod vores egen personlige oplevelse af disse betingelser.
I en tid, hvor den personlige kontakt får stadig trangere kår i det moderne samfund, hvor mere og mere information er et af dagens mantraer, glemmer vi ofte at den personlige og nære dialog og omsorg er en helt fundamental menneskelig livsbetingelse. Når kvantiteten - og ikke kvaliteten - af det menneskelige samvær sættes øverst på dagsordenen, kan sundhedstilstanden i vores samfund direkte aflæses af graden af ensomhed.

Mennesket i konflikt med sig selv

I hæfte nr. 13 i serien "Ånd og liv" skriver kardinal Joseph Ratzinger, at på Oliebjerget bliver det tydeligt, at det mest betydningsfulde i Jesu lidelseshistorie ikke er den fysiske lidelse, men erfaringen af den fuldstændige ensomhed, den totale forladthed. Og det er netop her, at den menneskelige ensomheds afgrund afslører sig, for mennesket er dybt inde alene med sig selv. Denne ensomhed, vi normalt - bevidst eller ubevidst - gør alt for at tilsløre og dulme gennem en fortravlet hverdag, viser dog hen mod en eksistentiel bestemmelse i mennesket, at det i sit indre er i konflikt med sig selv. Vi kan nemlig ikke udholde at være alene, vi har brug for at være sammen med en anden. Derfor er ensomheden fuld af angst, som har sin rod i selve vort væsens utryghed.
I takt med at ensomhed som fænomen gennemtrænger og betegner det moderne samfund, bliver ensomheden stadig mere synliggjort. Fra at være et tabubelagt emne og ofte holdt inden for privatsfærens rammer, møder vi den i stigende grad i form af mennesker, der er blevet udelukket fra fællesskabet. I en radioavis i sidste uge i november blev der refereret til en undersøgelse, hvori fremgik at mere end en million mennesker i Danmark - altså næsten 18% af befolkningen! - jævnligt føler sig ensomme.
Sociologer, psykologer, teologer og andre, som kender og beskæftiger sig med det moderne menneskes vilkår, kalder ensomhedens svøbe for den vestlige verdens altoverskyggende problem. Men på trods af problemets synlighed og omfang, er det stadig noget vi nødigt snakker om. Ungdomsprogrammet Sonar på P3 beskæftigede sig i december med emnet, idet ensomhed er blevet et stort problem blandt unge - men samtidig et stort tabu. I udsendelsen fremgik det, at de forskellige rådgivningstelefoner for unge i Danmark, alle bliver kimet ned af unge med ensomhedsproblemer. Hos f.eks. rådgivningslinjen "Ung på linje" handler 70% af opkaldene om ensomhed.
Umiddelbart skulle man tro, at det moderne samfund med dets mobiltelefoner og internet var ensbetydende med mere kommunikation mellem mennesker, der som naturligvis konsekvens resulterede i større forståelse for hinanden. Men meget tyder på, at stadig flere falder "udenfor" og fra sidelinjen bliver tilskuer til det øvrige samfund. Denne tendens hænger sammen med, at denne form for kommunikation næsten intet har at gøre med den samtale, der foregår ansigt til ansigt i mødet mellem mennesker. Der er en verden til forskel på en telefonsamtale og en samtale ved et bord, hvor vi kan nå hinanden med hænderne.

Fællesskab som svar på ensomhed

Dybest set handler ensomhed om at være lukket ud fra et fællesskab - ikke kun et menneskeligt fællesskab, men også fra et fællesskab med Gud. Vi kan nemlig godt være omgivet af herlige og kærlige medmennesker, blive værdsat, feteret og belønnet og være genstand for deres omsorg, hengivenhed og opmærksomhed - og samtidig føle en dyb ensomhed. I Biblen kan vi læse, at mennesket ikke skabt til ensomhed, men til fællesskab - "Det er ikke godt for mennesket at være alene" (1. Mos. 2,18).
Og ensomhed betragtes i Bibelen som et onde, en følge af synden. Mennesket, som er skabt i den treenige Guds billede, er skabt til fællesskab i skabende kærlighed.
Men ikke kun synden eller menneskets eksistentielle situation, men også det moderne samfunds strukturer forværrer menneskets ensomhed. I dag har de ikke-veltilpassede og de svage grupper langt større chancer for at blive udstødt i den anonyme storbykultur end i mindre samfund, hvor alle kender hinanden. Samfundets jagt på materiel velstand har øget ensomheden og har betydet, at begge ægtefæller er nødt til at arbejde. Institutionalisering af opdragelse, helbred, sygdom og død er alle samfundsskabte faktorer har også øget ensomheden. Så meget desto mere bliver menneskets sociale relationer livsnødvendige, for det har stor betydning for vores oplevelse af livskvalitet. Og det er dette fællesskab, der gør os til mennesker.
I det moderne samfund er mennesket overladt til sig selv, og her blottes dets sande angst. Ikke frygten for noget, men for sig selv. Derfor er mennesker, der er overladt til den yderste ensomhed, bange - en eksistentiel angst. Frederik Dessau har i sin bog "Ene og alene" givet en rammende karakteristik af det moderne storbyliv, der er ved at blive et symbol på det faktum, "at mennesket kan tilpasse… sig til et liv uden agtelse for det, der har været, uden kærlighed til det, der er og uden håb for det, der skal komme".
Ensomheden opleves som usikkerheden og utrygheden i min egen tilværelse, og denne angst kan ikke overvindes rationelt. Vores dybeste angst kan kun overvindes ved tilstedeværelsen af en person, der er fuld af kærlighed, én, der kan tage os ved hånden og føre os på vej. Hvilken trøst er det ikke, når Jesus siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile" (Mat. 11,28).
Hvis vores ensomhed som følelse af totalt forladthed var så dyb, at intet ord mere kunne trænge ind og forvandle tomrummet, hævder kardinal Joseph Ratzinger, ville denne ensomhed være et totalt mørke, den fuldkomne angst - en tilstand, hvor kærlighedens ord ikke mere kan trænge ned, og hvor vi var helt overladt til os selv.
Menneskets erfaring med ensomheden kan føre en til en dybere forståelse af den positive rigdom i eksistensen. Det sker ved at vi opdager, at forholdet mellem mennesker og vores forhold til Gud er en gensidig given og modtagen, der får den enkelte til at blive klar over sig selv. Vores følelse af ensomhed opstår, når denne gensidighed gennem synden afbrydes. Men samtidig kan ensomhedsfølelsen blive en vej til en ægte fællesskabsfølelse, fordi det er gennem ensomheden at vi for alvor opdager venskabets og kærlighedens værdi. Behovet for kontakt med andre mennesker og med det samfund, der omgiver én, er altså velbegrundet og ikke bare som en behagelighed. At have nogen at henvende sig til, nogen at tale med er helt afgørende for vores velbefindende. Ja, det er en grundbestemmelse i det menneskelige liv.

"Du'et" giver tilværelsen mening

Den tysk-israelske filosof og teolog Martin Buber har i sin bog "Jeg og Du" indgående beskæftiget sig med grundbestemmelsen i den menneskelige virkelighed som et forhold mellem et "Jeg" og et "Du". Han betragter hele den menneskelige tilværelse som en konstant spænding mellem tiltale (spørgsmål) og svar. Mennesket bliver tiltalt af et evigt "Du" - Gud - og formår derved selv at tage ansvar for sit liv, at svare for sig. På den måde bliver det helvede og den håbløshed, der lå til grund for min ensomhed, også spiren til en håb, et mulighed, en åbning, en mulighed for et møde med den anden - Du'et.
Skal vi være i stand til at forvandle ensomheden til noget, som også er positivt og få værdier ud af den i form af et dybere engagement, må ensomheden ikke opleves som en bekræftelse på, at jeg er et ringe eller sekundært menneske. Gud ønsker jo, at vi skal være hans børn. Og da det er vores tro at ethvert menneske er elsket af Gud og at ingen er afskrevet af Ham, har vi en forpligtelse til efter evne at afdække og lindre ensomheden, der hvor vi møder den i hverdagen.
I Jesu død og opstandelse har Helligåndens fællesskab sejret over ensomheden i sin yderste konsekvens, døden. Det glade budskab er lige så aktuelt i dag som for snart to tusinder år siden: "Hvad vi har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have samfund med os; men vort samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus. Og dette skriver vi til jer, for at jeres glæde må være fuldkommen" (1 Joh 1,3-4). Kirken følger efter Kristus i hans ensomhed i verden. Dette fællesskab er det bedste værn mod den tomhed, der hersker i verden og giver os det overskud, der skal til for at møde vores næste med kærlighed og fylde.
Vi har netop taget hul på et nyt årtusinde og mange nye udfordringer ligger foran os. Måtte det være et forsæt for det nye år, at vi hver især ser det som en udfordring at lindre ensomheden på vores vej.
Herre, lær os at se vores medmennesker med nye øjne, med kærlighedens øjne. Lær os at se Kristus i vores næste og lær os at gøre hans gerninger: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending er ikke større end den, der har sendt ham". (Joh, 13,16).

Fra: LUMEN, Sankt Mariæ Kirkes sogneblad nr. 23 (Februar - Marts 2000)