Tidsregning, tidsmåling, regnefejl, koks i kalenderen, besindelse, hysteri og profit. Der er allerede skrevet masser af artikler om årtusindskiftet. Her kommer så endnu én, hvor jeg vil forsøge at gå lidt tilbage i tiden og fortælle noget om tidsopfattelsen i den periode hvor vores "f." og "e.Kr." blev til.

Det er efterhånden velkendt at en vis Dionysius Exiguus stod fadder til den kristne tidsregning. Dionysius E. var egentlig blot den latinske version af navnet på en græsk munk, Dionysios Tapeinos, eller "den ydmyge Dionysios", der i begyndelsen af 500-tallet kom til Rom fra et kloster i Lilleasien. Han var godt uddannet og blev betragtet som en videnskabelig kapacitet både indenfor kirkeret, astronomi og teologi. Som tidens andre lærde talte og skrev han begge Romerrigets sprog, latin og græsk, og han havde allerede på dette tidspunkt oversat nogle af de græske kirkefædre til latin. Dionysios kom til at arbejde i den pavelige administration, der som pavedømmet selv var i hastig udvikling netop i denne periode. Det vestromerske kejserrige var gået til grunde, og en germansk-gotisk elite sad på den politiske magt i vesten. Til gengæld var Romerriget i øst, det Byzantinske rige, ved at samle kræfter til igen at forene de to rigsdele.

Det var en turbulent periode i Vesteuropa. Mange menigheder og byer var blevet splittet mellem katolsk-ortodokse og arianske kristne, og de katolsk-ortodokse menigheder var blevet isoleret fra hinanden. Derfor var der opstået et utal af forskellige lokale måder at fastlægge datoen for påskefejringen. Der er overleveret breve, hvor forskellige katolske biskopper henvender sig til Dionysios for at få råd. Her havde den romerske kirke og det kristne romerske kejserdømme en fælles interesse i en ensartet liturgisk kalender. Til dette formål fremstillede Dionysios så en latinsk oversættelse af den græske tabel for fastsættelsen af påskefesten, hvor han fulgte de regler man var blevet enige om allerede på koncilet i Nikæa i 325 e.Kr. Som andre "romerske" dokumenter refererede Dionysios' forlæg til kejserens regeringsperioder, og det var kejser Diokletians navn (284-305), der figurerede først i tabellen. Dionysios var omhyggelig med sit arbejde, og han udvidede tabellen, så hans påskekalender kunne gælde hundrede år frem i tiden. Men han indførte også en anden ændring. I stedet for Diokletians regeringstid angav han årstallene "efter Kristi fødsel". "Diokletian", forklarer Dionysios, "var jo snarere en tyran end en kejser, og jeg har ikke villet forbinde mine tabeller med en sådan type, der oven i købet også var kristenforfølger!". Sådan havde Dionysios -nærmest i en bisætning - lanceret den kristne tidsregning: "Jeg har i stedet valgt Vor Herre Jesu Kristi fødsel som udgangspunkt, for at årsagen til vores frelse ved hans lidelse kan træde desto tydeligere frem", fortsætter han. Og det er faktisk alt hvad han siger om den sag.

Dionysios tabeller blev langsomt udbredt til hele Vesteuropa, men det varede endnu mange hundrede hundrede år før "efter Kristi fødsel" blev kronologi for hvermand. Det var den angelsaksiske abbed, historiker og teolog Beda (ca. 672-735), der først fik den idé at bruge den kristne tidsregning konsekvent gennem et helt historisk værk, nemlig "Det angelsaksiske folks kirkehistorie". Beda havde et af tidens bedste biblioteker til sin rådighed, og det indeholdt også kopier Dionysios' tabeller og breve.

I et særligt værk om kronologi, "De temporum ratione", redegør Beda for sin forståelse af verdenshistorien, og hans udlægning er på mange måder typisk for middelalderens tidsopfattelse. Der er først fem verdensaldre, den første fra skabelsen til syndfloden, og så videre gennem resten af GT. Den sjette verdensalder indledes med Jesu fødsel, og er i følge den hellige Beda fastsat til det 752. år efter Roms grundlæggelse. Efter Beda's model er det den tidsalder han selv levede i, og som vi stadig er i nu i år 2000. Hvor længe varer så den sjette verdensalder, og hvornår begynder den syvende, fuldendelsen, der billedligt svarer til den syvende dag i skabelsens uge? Beda bruger en god portion energi på at mane alle 1000'års profetier og forskellige fundamentalistiske og apokalyptiske "kætterier" i jorden. Den sjette verdensalders afslutning kan ingen forudsige, siger han fornuftigt. Alt hvad der er sagt i Bibelen om forspillet til Kristi genkomst og om dommens dag skal forstås allegorisk, "typice". Her bevæger han sig helt uden for en historisk tidsregnings horisont. Den syvende verdensalder er opstandelsen, og med den ottende, det evige liv, er mennesket igen helt genforenet med Gud, og alle jordiske tidsbegreber endeligt ophævet.

Også på Dionysios' hin ydmyge's tid var det katolsk-ortodoks teologi at vores levetid her på jorden ejer muligheden for og begyndelsen til frelsen i sig. Den græske hymnedigter Romanos skrev ca. 525, dvs. samtidigt med Dionysius E., en lang hymne til fastetiden, og som det gennemgående tema valgte han en sammenligning mellem Kristi to fysiske tilstedeværelser på jorden: inkarnationen og dommens dag. Igen ser vi at kristen tid handler mere om nærvær end kronologi, og også i Romanos' sidste strofe er Dommedag aflyst i den fundamentalistiske betydning:

• Lumen - Hovedside
• Sankt Mariæ Kirke - Hovedside
• ©