De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: »Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.« Da sagde nogle af farisæerne: »Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.« Andre sagde: »Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?« Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: »Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.« »Han er en profet,« svarede han. (...)
De sagde til ham: »Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?« Så jog de ham ud. Jesus hørte, at de havde jaget ham ud, og da han mødte ham, sagde han: »Tror du på Menneskesønnen?« Han spurgte: »Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?« Jesus sagde til ham: »Du har set ham; det er ham, der taler med dig.« Han sagde: »Jeg tror, Herre.« Og han tilbad ham. Og Jesus sagde: »Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.«
Joh. 9, v. 1-9, 13-17, 34-39
| Af Jesper Fich
Sognepræst |
Livet er fuldt af overraskelser. Nogen gange kan det blive for meget
af det gode. Bogstaveligt talt sådan kunne en af farisæerne,
vi netop har hørt om, tænke efter den sabbat, hvor den blindfødte
fik sit syn. Livet er fuldt af overraskelser, nogengange kan det blive
for meget af det gode.
Mens jeg sad og arbejdede med denne tekst skete der noget meget underligt.
Også jeg fik en overraskelse. Der skete det mærkelige at jeg
fik medlidendhed og ikke ringe sympati for farisæerne og den blinde
mands familie og naboer, hele galeriet af mennesker, der alle som een havde
tabt evnen til spontan glæde og medglæde med den helbredte
mand.
Det var naturligvis synd for ham, det skal jeg gerne medgive, en gyselig
historie er dette, om hvad der burde have været overvældende
glæde udvikler sig til et gyseligt mareridt som Kafka ikke kunne
have gjort efter. En historie om lukkede døre, og lukkede sind,
der ikke lader sig vride op.
Men bag alle disse lukkede døre og lukkede sind, der var der
mennesker. Det er dem, der er taberne, den blinde mand vinder, han vinder
synet i dobbelt forstand, da han også når sit trosgennembrud.
Men tilbage til taberne, dem jeg fik medlidenhed med. Farisæerne,
naboerne, familien. Som alle andre mennesker, har de haft en forståelsesramme
om tilværelsen. Uden den kan vi ikke orientere os. Det er måden
vi forstår os selv og de andre og hele tilværelsen. Den kan
ha ret så faste rammer. Det havde den ihvertfald for farisæerne.
Men så skete der noget. Der noget ind i den ramme, som der gør,
hvergang der er noget i livet der overrasker os. Dette uforudsigelige liv.
Og når det sker, så vil det vise sig, om vores livsramme er
smidig nok til at optage det, eller om vi vælger at elimere det eller
fornægte det.
Det gjorde farisæerne. De magtede ikke denne overraskelse, som
var for meget af det gode. Og derfor afviste de den, som tusinde mennesker
før og siden (og vi selv af og til??) har gjort, når livet
blev for stort.
Trangen til at indhegne og kontrollere livet er en fristelse som ligger
dybt i mennesket. Det er ur-fristelsen i en anden forklædning, den
ur-fristelse, som Adam og Eva faldt for. For den der kan indhegne og kontrollere
og sortere i godt og ondt har magt.
Og så optræder Jesus som den, der sprænger rammerne
og gør det med en profets provokerende optræden. For ikke
nok med, at han helbreder på en sabat, - han blander også spyt
og jord sammen og laver en grød, - og derved forbryder han sig dobbelt
mod sabatsbuddet om at holde fri fra ethvert arbejde. Det er i sig selv
en konstellation af godt og ondt, som forvirrer farisæerne og som
de kun kan tolke rigtigt, hvis de tolker den åbent, og det kan de
ikke uden samtidig at indrømme, at det ikke er dem, der har magt.
Og ærligt talt: der er det sympatiske, for hvem klarer uden videre
sådan et rutschetur? Jesus på sin side han holder sig ikke
tilbage. Han provokerer helt vildt, for da han blander jord og spyt, så
er det med en overlagt association: Det var Gud fader, der dannede mennesket
af agerjorden. Og nu virker Gud skabelseskraft i Kristus, den skabelseskraft,
der giver mennesket det nye syn, den fleksible ramme, den forståelsesramme
om livet, der bekender sig til at Gud er al menings grund og mål.
Farisæerne var ikke dumme, de forstod kun alt for godt, hvor brutalt
Jesus angreb dem og den forståelsesramme om livet, de havde opstillet.
Derfor valgte de at eliminere den blinde, for med den blinde at eliminere
Kristus.
Og Jesus sagde: "Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de
der ikke ser, skal komme til at se, og de der ser, skal blive blinde."
Det er fastetidens program om jeg så må sige: at vi kontrollerer
om den forståelsesramme vi lever med om vores egen tilværelse,
er så rummelig, at den kan optage sandheden om os selv og vores verden,
eller den er i fare for at eliminere eller fornægte sandheden.
Så lad os derfor be:
Blindfødt var det arme hjerte,
ser dog nu hans guddomsglans
død var sjælen til vor smerte,
lever nu i ånden hans;
igenfødte til Guds rige
vi det ser i lys tillige.
(Grundtvig)