| Af Jesper Fich
Sognepræst |
Traslatio – det er den latinske betegnelse for det at flytte en relikvie
fra et sted til et andet. Det siger sig selv, at det er en sjælden
tildragelse. Både Skt. Lioba Kloster og Skt. Mariæ menighed
oplevede det derfor som en ganske særlig 2000-års-jubilæumsgave,
da vi den 17. september fik overdraget en relikvie af den hellige Lioba.
Historien bag relikvien er i sig selv gribende. Den var i 50 år
samlingsmærke for en gruppe kvinder som i efterkrigstidens Østtyskland
arbejdede uselvisk for kirken i et samfundssystem, der systematisk overvågende
dem, og lagde dem alle mulige hindringer i vejen. Sjælesorgshjælperne
i Bonifacius-tjenesten i Diaspora var gruppens navn. På sit højeste
bestod den af 120 kvinder; nu har dødsfald reduceret den til det
halve, og resten er alderstegne damer. De ønskede nu at aflevere
deres samlingsmærke, ”deres” relikvie i rette hænder. Ved Dorothea
Olbrichs formidling faldt valget på Frederiksberg.
4 kvinder kom i dagene før den 17. september til Danmark. Mødet
med dem gjorde et voldsomt indtryk. Dette var kvinder, der selv var blevet
bærere af kirke og kirkehistorie – værdige efterfølgere
af middelalderens benediktinske frontkæmperne Bonifacius og Lioba.
Det var kvinder med stålsat vilje og lidenskab, kvinder med hjerte
for mennesker og tro, - tænk disse mennesker kom nu for at aflevere
deres livstestamente symboliseret i relikvien til os. Vi var rørt
og et særegent fællesskab opstod mellem gæster og gæstgivere.
Da søndagens højmesse oprandt, var kirken fyldt til bristepunktet.
Åbenbart fornemmede mange dette øjebliks højtidelige
betydning. Efter prædiken og trosbekendelse blev damerne ført
ud af ministranterne, for at hente relikvien, der stod i sakristiet smykket
med lys og blomster. Da kirkedørene atter åbnede sig rejste
menigheden sig spontant, mens relikvien blev båret frem og overgivet
til Sr. Benedikte Nielsen OSB, Skt. Lioba Klosters priorinde. Ingen havde
vel på forhånd regnet med en så stor grebethed, men mange
var virkelig rørt. Det nye relikvieskrin blev nu taget i brug, og
en rød rose anbragt derpå.
Og vidunderligt er det, at vi nu er blevet denne relikvie til del,
ikke mindst fordi den katolske kirke i Danmark i efterreformatorisk tid
er så underlig historieløs efter det ulyksalige brud i 1537.
Og dog står vi i traditionen i den levende og levede tradition som
blev båret af mennesker som Lioba, der levede evangeliets og kirkens
tro ud i deres samtid.
Søstrene på Frederiksberg har fremstillet et tankevækkende
hæfte med betragtninger over Liobas liv. Det vil fremover ligge i
kirkens bænke til stadig inspiration for dem, der vil komme og bede
her ved Liobas relikvie.
Og de østtyske kvinder – dem vil vi aldrig glemme – et nyt stærkt
bånd er knyttet mellem kirken i Nord og Tyskland, dennegang ikke
et økonomisk men et åndeligt. Tak for det!
Klik her for
at se billeder og taler fra begivenheden