Referat af møder fra 2007.

KÆK´s møde den 13. november 2007.

Emne: Ikonmaling

Mødeemnet var ellers ikke chokolade, men sr. Mikaelas foredrag om ”Ikonmaling. Tilgang, erfaring, teknik, glæder og overraskelser”. Vi fik fortalt om sr. Mikaelas ikke helt lette vej ind i denne kunstart, hvor den malende ikke føler sig som ene om styringen, men snarere som udøvende en særlig funktion som ”en pensel i Guds hånd”.

Motiverne i ikoner er Guds ord bragt i billedlig form, og det helt færdige resultat - den indviede ikon - tilhører ingen anden end Gud. Det understreges bl.a. derved, at ikoner ikke er forsynet med malerens signatur, og at det - tidligere – simpelthen var forbudt at sælge ikoner. Derimod har de afbildede personer en attribut som en medfølgende ufravigelig karakteristik af den pågældende, eksempelvis nøglen (St. Peter), sværdet (Paulus), osv.

Vi fik fotografisk demonstreret eksempler på den symbolverden, som ikonmalerier er ladet med, f. eks. personernes håndstilling, de forskellige farvers betydning og de problemer, som selve farvelægningens teknik kan være forbundet med. At ikonmaling er en vanskelig sag blev vi ikke ladt i tvivl om, men da vi til afslutning fik forevist prøver på sr. Mikaelas egne arbejder, var vi så betaget af den skønhed, som kan lyse ud af et færdiggjort værk. En meget spændende og givende eftermiddag!

Referent: HKT

KÆK´s møde den 10. oktober 2007.

Emne: Den hellige Elisabeth af Thüringen

I stedet for den annoncerede foredragsholder, som desværre måtte melde afbud, fik vi en glimrende præsentation af emnet: ”Den hellige Elisabeth af Thüringen. 800-års fødselsdag” ved Sr. Miriam fra Polen. Hun fortalte levende- på dansk- om Elisabeth som person og om hendes omtumlede liv inden hun, kun 24 år gammel, døde i 1231.

Det er ikke her hensigten at referere Elisabeths livsforløb, så mærkeligt og broget det end var. At hun har interesse for os i dag og stadigt kan virke som en åndelig inspirationskraft skyldes hendes voksenliv i total forsagelse, med fravalg af alt, hvad der havde med hendes fyrstelige baggrund og et barndoms- og ungpigeliv omgivet af materiel luksus at gøre. Hoffet på slottet Wartburg var hendes udgangspunkt fra 4-års alderen, og som gift med landgreve Ludwig blev hun som purung også borgfrue her. Hun siges allerede fra barnsben at have reageret mod sin egen privilegerede situation, sat op mod den nød og fattigdom, som herskede uden for Wartburgs mure. Efter Ludwigs død på et af tidens korstog brød hun sidst i 1220´erne fuldstændigt med sin tidligere tilværelse. Hun forlod Wartburg, tilsluttede sig franciscanerordenen og levede i sine korte efterfølgende år i absolut lydighed mod ordenen og dens påbud om personlig fattigdom i et liv helliget næstens både materielle og åndelige behov.

Hvor hårde de selvvalgte livsvilkår var for Elisabeth fik vi tydeligt demonstreret ved Sr. Miriams omtale af hendes åndelige vejleder, verdenspræsten Konrad, der i en årrække som hendes skriftefader tyranniserede hende mentalt og i tilgift afstraffede hende korporligt - men som efter hendes død rigtignok erkendte, at hun i gennemført selvopofrelse for andre stod himmelhøjt hævet over ham selv. Konrads mentale fysiognomi – han tvang bl.a. Elisabeth til at give varigt afkald på sine små børn – og for sit eget vedkommende hans konstante fysiske selvpineri ”for Kristi skyld” er set fra vor tid et uhyggeligt udslag af overspændt og pervers religiøsitet.

Samtiden anerkendte visselig Elisabeth fuldt ud, hun blev kort efter sin død helgenkåret 1235. I dag æres hun bl.a. som patron for St. Elisabeth-kongregationen i Nässau (Schlesien, Polen), hvis hovedformål er bekæmpelsen af fattigdom – en sag, Elisabeth hele sit liv så brændende havde ofret sig og lidt for.

Referat HKT

KÆK´s møde den 11. september 2007.

Emne: Caritas Danmark

Mødet blev indledt af Erik Aagaard, som opfordrede til opslutning om ældreklubben, der denne dag afholdt sit møde nr. 164 siden begyndelsen i 1990´erne. Vi tager stadig gerne imod forslag til evt. navneændring og andre forslag vedr. møderne.

Herefter fik Christian Guldager ordet til sit foredrag om Caritas Danmark, som i år fejrer 60-års jubilæum efter stiftelsen i 1947. Det meget levende foredrag om Caritas´ virke havde overskriften: Hvorfor bør du støtte netop Caritas?

Det bør vi, fordi Caritas yder en virkelig effektiv hjælp til selvhjælp i de områder, som hjælpeorganisationen på skift har valgt at koncentrere sig om, p.t. Bolivia, Nordøstindien og Uganda. Som næstformand i Caritas kendte Chr. Guldager særdeles godt de problemer og muligheder, som Caritas står overfor i arbejdet på lokalt plan. Det være sig i Asien, Afrika eller Latinamerika – alt under devisen: Nødhjælp og bistand.

Ud fra personlige erfaringer fik vi fortalt om den igangværende støtte til landbrugsudvikling i Uganda. Ved at uddanne instruktører blandt lokalbefolkningen kan Caritas bevirke gennemgribende forbedring i udviklingen af jordopdyrkning i Uganda, hvilket samtidigt medfører en socialpolitisk ændring i retning af selvbestemmelse og demokrati hos den jorddyrkende del af befolkningen, der ad den praktiske erfarings vej lærer at samarbejde og planlægge rationelt.

Fotografiske optagelser fra besøg i Uganda gav et levende indtryk af den aktivitet, som – med overbevisende positiv effekt – pågår i landdistrikterne, og som i højeste grad værdsættes af lokalbefolkningen.

Vi fik i tilgift fortalt nærmere om administrationen af Caritas og om relationerne til Danida, der repræsenterer den danske stat m.h.p. økonomiske bevillinger og kontrol af Caritas´ benyttelse af midlerne, der i 2006 beløb sig til en omsætning på ca. 40 millioner kroner, hvoraf danske katolikkers frivillige bidrag udgjorde ca. 5 millioner kroner. Caritas Danmark opererer på tværs af konfessionelle skel. Al bistand ydes uafhængig af trosmæssige forhold.

Der var mange spørgsmål og kommentarer fra de 25 mødedeltagere som kvittering for et inciterende foredrag om et emne, der optager mange, og som vi alle, hver for sig i vores velstillede del af verden, bør støtte så meget vi kan.

Referat HKT

KÆK´s møde den 14. august 2007.

KÆK´s sommerudflugt

Referat HKT

KÆK´s møde den 12. juni 2007.

Emne: Dominikansk spiritualitet

Det traditionelle afslutningsmøde før sommerferien med vores sognepræst fandt sted i bagende varme med udendørs temperatur nær 30 grader, men vi glemte næsten alt om det hede vejr under Jespers meget personlige causeri om dominikansk spiritualitet, som i mange år har optaget ham stærkt. Det mærker vi også tydeligt i menigheden, når Jesper i sine prædikener undertiden henviser til dominikaneren Johann Tauler og omtaler betragtninger og kommentarer fra denne 1300-tals prædikant.

Dominikanerordenen med de helt store navne fra 1200-tallet Albertus Magnus med eleverne Bonaventura og Thomas af Aquin gik bl.a. ind for dialog med anderledes tænkende, og at kirken ikke burde afskærme sig fra intellektuel konfrontation med andre ”ikke-autoriserede” opfattelser af tilværelsens mysterium. Denne grundholdning, at man først og sidst bør samtale med sin modpart, får sit rette perspektiv, når den ses på baggrund af forfølgelserne af tidens kætterbevægelser. Som en vital understrøm er der her tale om åndelige kræfter også i senmiddelalderens kirke, der ikke bør bedømmes alene ud fra de forfaldssymptomer, som pavehoffet i Rom under Alexander 6. Borgia (omkring 1500) nok er det stærkeste udtryk for.

Som eksempel på Taulers trosforståelse gennemgik Jesper hans fortolkning af Lukas 15, 8-10, lignelsen om den tabte mønt. Her er det kvinden som repræsenterer Gud (!), og den bortkomne og til sidst genfundne mønt er det enkelte menneske, som Gud under ingen omstændigheder ønsker at miste, og hvor Hans eget billede – lig fyrstens portræt på mønten - for altid står præget i enhver af os.

Også den efterstående lignelse om den fortabte søn (Lukas 15, 11-32) blev belyst af Jesper ud fra grundmotivet: Guds vedholdende kærlighed. Vi endte mødet med en diskussion omkring begrebet anger – og så var tiden desværre udløbet for en spændende KÆK-sammenkomst med Tauler og Jesper.

Referat HKT

KÆK´s møde den 10. april 2007.

Emne: Præsten i Paradis

Vi kommer langt omkring på møderne i KÆK og hører mange interessante indlæg om spændende livsforløb og indsatser af engagerede personer. På dette møde fortæller Vilhelm Stender om sine fem år på Tonga-øerne beliggende i det sydlige Stillehav ca. 3000 km nordøst for New Zealand. Fjernt fra Danmark, og meget langt væk fra Tullebølle på Langeland, hvor ideen fæstnede sig.

Hvordan opstår ideen om at komme til Tonga-øerne, et eksotisk sted på kloden, som af danskere nok bedst er kendt, hvis man tilhører den noget støvede gruppe af frimærkesamlere? Børn har tit mærkelige tanker, som dog sjældent går i opfyldelse. Den lille Vilhelm havde tre brændende ønsker: Susse Wold, at blive skraldemand og at komme til Tonga-øerne. Vilhelm kom i gymnasiet, studerede globusen og fik øje på de store muligheder på verdenskortet. Først færdiggjorde han imidlertid sit studium i teologi. Fik et præsteembede, skrev sine prædikener, stor præstegård og stort indbo, som for det meste dog bestod af tiloversblevne møbler fra andres bohaver, idet hans præstegård havde mange tomme rum. Den unge præst fik nye embeder og kom langt omkring i landet.

Så som 50-årig gik en af barndomsdrømmene i opfyldelse. Vilhelm Stender solgte alt sit jordiske gods, inklusive en stor bogsamling på ca. 4000 bøger. Selv pensionen blev opsagt. For den nu erhvervede pengesum gik turen til the Kingdom of Tonga, hvor kongen var en imposant herre på omkring 250 kg.

Øerne forekom ret uspolerede af vestlig ”kultur” og var først besøgt af europæer for ca. 200 år siden. Mottoet ”amo fati (elsk din skæbne) kom nu på prøve.
Mødet med de indfødte var dog noget overraskende. De kendte mere til den øvrige verden, end præsten kunne ane. Fx blev han konfronteret med spørgsmålet, om han var udsendt af Mærsk. Selv om øerne i virkeligheden var styret af kvinder, matriarkat, forløb tilværelsen dog på fredelig vis præget at stor respekt for maden med meget store spiseborde og lange måltider op til mange timer. Også døden var enkel. Man kunne kun dø af en af tre årsager: vejret, ”flue” (influenza) eller alder (sjældent over 60 år). En forenkling, som vor Sundhedsstyrelse måtte kunne påskønne i tider præget af overdreven registreringsiver. Spøg til side. Som Vilhelm Stender sagde, ironi kan kun forekomme og forstås i Danmark.

Dagene og årene forløb ustresset. Vilhelm Stender opretholdt livet med at undervise på et præsteseminar, først og fremmest i græsk og i Det nye Testamente. Yderligere opnåede han et diplom hos den lokale bager. Kvinderne sørgede for, at mændene ikke drak for meget alkohol. Ellers gik turen til fængslet via konens mellemkomst. Alt i alt en meget fremmed kultur for en dansker. Intet socialt netværk med overførselsindkomster. Familien satte en ære i at klare sig selv og sørge for de gamle bedsteforældre. Et paradis på godt og ondt fra hvilken synsvinkel, man nu anlægger.

Om det nu var tiden til omtanke og fordybelse i livets store spørgsmål eller mødet med en så sympatisk befolkning, så konverterede Vilhelm Stender til den katolske tro efter hjemkomsten til Danmark. En lang vej. En høj satsning. Vilhelm Stender står tilbage overbevist om en sejr. Men hvor hører han til? Han savner øerne. Rejser han tilbage til sit paradis. Tiden vil løse også dette spørgsmål.

Referat MB-T

KÆK´s møde den 13. marts 2007.

Emne: Ad Buddhas vej til Kristus

Forfatter, cand. polit. Else Marie Kjerkegaard gav os en meget personlig beretning om sin vej til kristendommen og den katolske kirke. Hun talte ud fra temaet: at tabe troen, at leve uden troen – og om at genvinde den. Kort sagt, forløbet i hendes egen spirituelle livshistorie. Også andre kvinders erfaringer med kristen tro og andre trosretninger har hun beskrevet i sin bog ”Vejen vi går”, og foredraget for os havde til overskrift ”Ad Buddhas vej til Kristus” – en, tør man sige, alt andet end snorlige vej i hendes tilfælde.

     Opvokset i Østjylland i et hjem uden egentlig kirkeligt engagement betød kristendommen, sådan som hun blandt andet mødte den i skolen og den lokale præsts konfirmationsundervisning, at hun tabte sin barnetro. Men der var hele tiden latent i hende en søgen efter en mening med tilværelsen, som hun i de unge år ikke kunne finde noget tilfredsstillende svar på. Alligevel – det åndelige miljø på hjemegnen med dets præg af grundtvigianismen og en fortrolighed fra barnsben med den danske salmeskat var med i bagagen, også efter at hun som 22-årig i frustration havde meldt sig ud af folkekirken.

     Troen, sådan som hun hidtil havde mødt den kristne tro, var dermed et tilsyneladende overstået kapitel. Så var det om at finde en mening med det hele på et andet grundlag. Den fandt hun nu i en årrække ved at blive aktiv på den politiske venstrefløj i 1960´erne og ved at gøre karriere på arbejdsmarkedet i 1970érne og 80´erne. Men en personlig krise og en voksende skepsis hvad angår partipolitik drejede hende efterhånden i en helt anden retning. Hun opgav sine politiske aktiviteter og søgte nu et åndeligt grundlag, et ståsted i tilværelsen, gennem deltagelse i en new-age orienteret meditationsgruppe. Det førte videre til den indiske trosretning Brahma Kumaris og siden hen navnlig til fordybelse i buddhismen, det sidste blandt andet ved gentagne ophold på et buddhistisk kloster i Frankrig.

     Først og fremmest med udgangspunkt i buddhismen kom hun gradvist ”hjem” til kristendommen og konverterede for nogle år siden til den katolske tro. Om den lange og i flere henseender smertefulde åndelige rejse, som sluttelig førte Else Marie Kjerkegaard til den katolske kirke, vil man kunne læse nærmere om i hendes nye bog, som vil udkomme i begyndelsen af juni 2007.

Referat HKT

KÆK´s møde den 13. feb 2007.

Emne: God livsappetit

Med et sprudlende humør holdt ergoterapeut Ulla Brita Gregersen os 25 fremmødte i ånde med sit foredrag ”God livsappetit” – et causeri om livskvalitet og de mangfoldige positive muligheder, der står åbne for generationen omkring og efter de 65 år. Hun tog udgangspunkt i egne erfaringer fra højskolekurser, bl. a. Rønshoved, og ikke mindst en lang række aktiviteter i samarbejde med Viborg Kommune. Der er, mente Ulla Gregersen, i realiteten næsten ubegrænsede muligheder for at få et aktivt og meningsfuldt liv uanset alderdommens gebrækkeligheder.

Hvis den enkelte kan indgå i et interessefællesskab og socialt samvær, som – det viser positive erfaringer – også gerne må gå på tværs af aldersforskelle og altså omfatte såvel ældre som yngre, vil der ikke blive tale om et passivt og distanceret forhold til tilværelsen ude i samfundet. Enhver fornemmelse af isolation bliver nemlig brudt ned, hvis man selv får lejlighed til at bruge løs af egne erfaringer, interesser og talenter i et aktivt samvær med andre. Det viser sig i praksis, at bogstavelig talt alle ligger inde med uanede ressourcer, hvis man blot får mulighed for at sætte et personligt præg på samlivet med de andre uden for hjemmets fire vægge.

I Viborg var det således lykkedes at engagere ældre og yngre, sågar børn med, i forskellige former for tværgående gruppearbejde, altså på tværs af generationsskel. Der var i den forbindelse også taget initiativer m.h.t. besøg i offentlige institutioner og private virksomheder, foruden studieture rundt omkring i landet, bl.a. rejser til København. Nogle af de ældre havde påtaget sig at hjælpe med til undervisning i dansk for indvandrere. Andre havde fundet sammen i fælles interesser som musik, teater, litteratur osv. osv. Publikationer inden for forskellige områder, f. eks. om samarbejdet med børn, var det også blevet til.
Man blev på det nærmeste ”høj” af at lytte til foredragsholderen, og mon ikke de fleste følte sig som næsten 30- nej skal vi sige 40-årige, da hun - desværre - måtte holde inde og stoppe sit veritable styrtebad af livsglæde over alle os, som endnu ikke har rundet de 110.

Referat HKT

Siden er sidst opdateret 20/10-2007